torsdag den 8. oktober 2009

Til helvede og tilbage

***
– Jeg er bekymret for dig, sagde min kone.

Alle mine nye venner var grænsepsykotiske invalidepensionister.

– Det er meget åbne mennesker hver især, sagde jeg. – Måske kommer det af, at de har været inde på den lukkede.



Her kan man høre Tåren på min kind, hvis man orker. Ikke noget særligt musikalsk, men L:Ron:Harald er den eneste danske rapper, der lyder som et voksent menneske.
***

Sjovest i starten inden han begynder at tage så meget heroin

***
Jeg er begyndt at læse The Basketball Diaries, nu da Jim Carroll er død. Jeg har ikke villet læse den før, fordi det er en hip kultbog, men den er faktisk ret underholdende.

Jeg har et personligt forhold til den, fordi der var en location scout ude at kigge på min lejlighed, da de lavede filmen*). Der hang et opslag**), og jeg ringede, men jeg kunne ikke være der, da de kom, og min kone havde meldt ud, at hun ikke var sælger.
– De kunne ikke lide farven på væggen.
– Du skulle have sagt, de kunne male det over!

Jeg kunne godt have brugt de par hundrede $$$ om dagen i min forarmede hverdag.


*) 100 år siden.
**) Urenoveret East Village railroad apt. søges



***

onsdag den 7. oktober 2009

MJ på scenen

***
Jeg var ude at læse tekster fra MJ højt i al hemmelighed.

En poesiarrangør bookede mig med det samme.

– Men du har jo ikke hørt det endnu, sagde jeg.

– Jeg er alkoholiker, sagde han. – Jeg blev engang ramt af en bil.

– Jeg har haft tuberkulose to gange, leverbetændelse og meningitis, det var derfor, jeg rejste hjem, sagde en digter.

Han har cv'et i orden. Blod på hovedpuden, så er den hjemme.

De lækre damer kunne godt lide mine digte, selvom jeg lød som Dan Turell i starten.

En flok hippier, der læser højt for hinanden. Ingen kan holde kæft længe nok, til det bliver deres egen tur. En støttegruppe for tosser. Det laveste trin på underholdningsstigen under standup og striptease.


Se også her:

Tony Millionaire: Maakies. Klik og forstør.
***

tirsdag den 6. oktober 2009

Indenfor hos familien mig

***
– Er det dig, der har hærget pie'en? sagde jeg til min kone.
– Hvad?
– Jeg vil godt have, du behandler pie'en med respekt.
– Det gør jeg også.
– Du skal bruge kniven til at skære med. Prøv lige at se: skorpen er faldet helt sammen.
– Hold kæft!
– Jeg vil godt have, du ærer og respekterer pie'en, nu jeg har besværet mig med at bage den. Og tal pænt.
– HOLD KÆFT!
– Gider du ikke lade være med at hidse dig op, når jeg spørger dig om en simpel ting?
– JEG HIDSER MIG IKKE OP. DET ER DIG, DER HIDSER DIG OP.
– Man burde sætte en vejrmølle hen foran munden af dig og udnytte vindenergie...
– FUCK DIG OG DIN FUCKING PIE! sagde hun og besværede sig ud fra sofaen og stampede ind og smækkede døren til soveværelset. Begge børnene begyndte at græde. Min store pige gemte ansigtet bag bogen. Jeg måtte ikke se hende.
– Griner du eller græder du? sagde jeg og strøg hende over håret.

Jeg må ikke trække min kone op på den måde. Hun har menses for tredje gang i denne måned.


***

Kommunal waterboarding

***
Denne vandkunst står på Frederiksberg Rådhusplads. Men hvorfor sprøjter springvandet statuerne i hovedet?




Det ser faktisk ud som om, hun holder vejret.


Mens han er mere stoisk.

En ret mærkelig ide, når man tænker over det.
***

mandag den 5. oktober 2009

Jeg er lykkelig, når du er nær

***
– Jeg kender ingen lykkelige mennesker, sagde min kone.
– Hvad med mig? sagde jeg. – Er jeg ikke lykkelig?
– Ha! Du har været miserable de 21 år, jeg har kendt dig.
– Tror du, det har noget med det at gøre?
– Sure, blame everyone else but yourself.
– I wouldn't dream of it.


Og det ville jeg heller ikke. Jeg blamerer mig gerne.



PS Dele af denne eksistentielt betonede samtale foregår på engelsk, fordi børnene er der.
– Jeg ved altså godt, hvad I taler om, siger min datter.
– Nej, du gør ej, siger jeg. – Hvad betyder f.eks. "egregious lugubriosity"? ... Der kan du bare se.

***

Venstrehåndsarbejde

***
Jeg skulle have noget ud af skabet, da hammeren faldt ned og smadrede en blåkant-tallerken, så et skår sprang op og skar en sene i min finger over. Nu har jeg en kronisk kroget ringfinger.


***

Hvad sker der lige for ham?

***
Min ene pizzamand spiser ikke hvidløg, fordi "der er så mange snobber".


***

søndag den 4. oktober 2009

Gennemsyn

***
Jeg sagde til min kone: – Det er rart at have den luksus at kunne kigge sine ting igennem. Jeg bladrede i en tre år gammel notesbog og fandt denne her fede lyrik, hvor jeg brokker mig helt vildt.*) Det er det samme, jeg brokker mig over år efter år.
– Er det sådan noget: "Min kone gi'r mig ikke sex nok, buhu, jeg er så gammel"?
– Øh, ja faktisk.

Hun kender mig så godt.

Folk, der har fulgt denne ydmyge blog, vil også vide, at jeg bliver ved med at brokke mig over det samme.

Det er ikke den store fremdrift, der karakteriserer mig og mit liv.

Jeg er et stort flop.



*) og tastede den ind. Det brugte jeg så den eftermiddag på. (Det var hyggeligt nok.)
***

fredag den 2. oktober 2009

Ud

***
Hvis min kone var mig utro, ville jeg ikke vide det. Jeg ved heller ikke, om jeg ville vide det. Hvad jeg mener at sige er, jeg har ingen anelse om, hvad hun tænker på eller går og laver. Hvis hun snød, ville jeg ikke vide det. Jeg spillede engang snyd med hende og hendes veninde, og de fangede mig hver gang, og når jeg prøvede at tage dem i deres bluff, grinte de bare, fordi jeg tog fejl. Jeg er som en åben bog, jeg kan ikke holde noget hemmeligt, jeg er så gennemskuelig.

Jeg ved heller ikke, om jeg gerne ville vide det, hvis hun var mig utro. Jeg ville nok helst være fri. På den anden side ville jeg være glad for at vide, at hun har seksuel trang. Det ville bare ærgre mig, at hun ikke udfoldede den på mig.

Nu gider jeg ikke tænke mere på det.

Hun er taget ud med en veninde. Jeg mødte hende i døren på vejen ud, og det slog mig, at jeg ikke aner, hvad der foregår inde i hende. Hun er enigmatisk som sfinksen. Eller også hører jeg bare ikke efter.
***

Det var dét. Livet vandt, og jeg tabte

***

Farvel onde verden. Farvel. Farvel. Farvel. Farvel. Farvel ...

onsdag den 30. september 2009

Det er når man arbejder, man finder ud af, hvor godt man ellers har det

***

– Åh, hvor har jeg det ellers godt!

Okay undskyldning

***
Jeg er begyndt at sige, at jeg går i byen i stedet for, at jeg tager ud for at male. Det er der større forståelse for.

Eks.: Mig: – Jeg skal ud på lørdag.
Hun: – Ud hvor?
Mig: – Bare ud.
Hun: – Du har tænkt dig at tage ud på dit værksted, har du ikke?
Mig: – Nå ja, hvad så?

Vi har forskelligt behov for at sidde alene og skepse vores omfalo / spidse blyanter i røvhullet / skrive ned, hvad vi tænker på.

Tekstboks
OVERFORKLARING: Mao. det er i orden at forlade familien for at være sammen med andre mennesker, men ikke for at være alene.

Min ven rockstjernen synes, det er pinligt, når man skal spørge konen "om lov", eller hvis man som jeg lusker omkring og lægger planer i stedet for lige ud at annoncere sin hensigt i god tid. Eks.: – Jeg har tænkt mig at tage til New York om 3 mdr., for det har jeg behov for.

Det er den mandige fremgangsmåde.

Jeg synes, det er lige meget, hvad man gør, så er der en masse bøvl og ballade.

Jeg skal ikke gøre mig til ekspert på det punkt.


Note: Se også denne tidligere debat.


UPDATE: Kagerullen, det internationale symbol på kvindemagt:

Tony Millionaire: Maakies. Klik & forstør.
***

Det var hende, Sherlock

***
Min datter (13) er blevet så stor, at jeg ikke kan gennemskue, om hun lyver, længere.

– Er det dig, der har spist af apple pie'en? spørger jeg.
– Nej, siger hun og løfter øjenbrynene.
– Jamen, der var jo ikke andre hjemme end dig. Du er den eneste mistænkte.
– Jeg har ikke spist af den, siger hun og kigger mig lige ind i øjnene.

Jeg kan ikke gennemskue det.

Snart begynder hun at lyve om andre ting.



Se mig dybt i øjnene – the Larry David Stare.
***

tirsdag den 29. september 2009

Naturlig lækkerhed

**
Det eneste, jeg har at trøste mig med på en dag som i dag, er, at jeg er så lækker.


***

Danskerne er en slags discount-tyskere

***
Nogen gange tror jeg, at det ærgrer danskerne, at vi ikke bare blev en del af Tyskland, mens vi kunne.


Dræb alle hunde!

Hold op med at pive

***
– Der er ingen, der kan lide en pivskid, siger jeg til min datter, når hun piver.

Hør lige mig. Jeg driver en blog, hvor jeg ikke bestiller andet end at jamre mig dag ind og dag ud i årevis.


Er der ikke et Weirdo-cover, der ser ca. sådan her ud?

Dr. TB sagde et eller andet med, at man skælder andre ud for det, der irriterer en ved en selv. Sånoget lignende. Han var helt optændt over det, den ofte indsigtsfulde mediciner.

Jeg var nede hos ham til stærk mokka og fortalte ham om alle mine spændende oplevelser til hippie-kulturarrangement i udlandet og mine fremtidige rejseplaner.
– Hvad med den miljømæssige belastning? sagde han mht. mine flyrejser.

Det kan jeg ikke tage mig af i dette tilfælde. Bagefter tænkte jeg: Måske var han misundelig? Hvad ved jeg. Det er ikke sjovt at skulle gå på arbejde hver dag og være ansvarlig. Godt det ikke er mig. Når det sker, skal I nok høre en jammerklage om det. Verdens uretfærdighed.
***

mandag den 28. september 2009

Spyt ud

***
Amerikanerne kan ikke holde op med at snakke, og det er interessant, at de i senere år er begyndt at torturere andre for at holde deres kæft: "Tal, ellers ..."
***

Det kunne være fedt nok, hvis det ind i mellem så ud som om, jeg havde en idé med det, jeg lavede

***


Her er min mest berigende tanke i dag: GULT BLOD.
Det er meningen, det skal sige lidt om, hvilken slags dag det har været.
Mao. endnu en spildt og uduelig dag.
***