Nu er den der igen – reduceret til to stirrende øjenæbler dinglende fra hjernen på synsnervestilke

***
Min nossepose er svedig. Jeg save'r 48 gange i minuttet. Jeg sæjver ting, der ikke kan sæjves, vinduer på desktoppen f.eks. Min røv er så flad som mit sind af at sidde her og slave som en åndens bomuldsplukker. Og hvad nytter det? Det er så flygtigt. Mine børn er voksne, før jeg ser dem igen, og så har de ikke brug for mig længere. Kun når de skal have penge og vasket tøj. Og noget at æde. Aldrig mere vil der være nogen, der kommer løbende ud og slår armene om halsen på mig og råber Far, far! og elsker mig betingelsesløst. Så må jeg få mig en hund. Hvis der er nogen, der har læst hertil, så dyt. Mine øjne bliver sære af at stirre på summende bogstaver på skærmen. Jeg var nede i bageriet, og hele vejen derhen og tilbage stirrede jeg på min telefonskærm, mens jeg sms’ede kærlighedserklæringer til min kone. Andre gange holder jeg pause fra computeren og tænder for fjernsynet. Når jeg disassocierer mig fra min forlængede elektronhjerne og forholder mig til den reelle verden af rigtige ting, har det sine egne udfordringer, og jeg springer straks tilbage igen for at se, om nogen er faldet over mine elektroniske snubletråde. Ka-tjing! og 10.000 tilspidsede bambusstammer kommer svingende mod hans hoved. Stop. Æd noget. Stop.

Min desperation er palpabel.
***