Min far ringede fire gange, fordi det er hans fødselsdag. Sidste gang ringede hans dame: "Vi kan ikke forstå, vi ikke har hørt fra dig", og så sluttede hun med at lægge deres telefonnummer, de har haft i 30 år. Jeg har ikke hørt fra ham, siden min mor døde.
Jeg har ikke lyst til at fejre ham, tekstede jeg til min lillebror, der foreslog, at jeg skulle få eksistentiel eller kognitiv terapi for at lære at styre mine følelser. Tak skal han have for at sætte mig tilbage i rollen som hysterisk og hidsig. Det kan lære mig ikke at forstyrre ham, når han ligger og plejer sine tømmermænd, og min kone og jeg lige har skreget hold kæft ad hinanden.
5 kommentarer:
Hvorfor er det så opløftende at læse om dine oplevelser?
I skal kysse hinanden, ikke råbe.
Altså.
P.S. apropos fædre: Min far forlod engang sin kone (ikke min mor, hans nye) for at skrive en roman langt ude på landet sammen med sin nye, unge elskerinde. Da han flyttede tilbage til konen, anklagede han samtidig mig for at være uempatisk, han mente ikke, at jeg havde taget mig ordentligt af hans kone, mens han var ude at realisere sig selv. Jeg lignede min mor, skrev han. Hun brugte også bare folk (op) og forlod dem for nothing.
I år er det 10 år siden jeg sidst har talt med ham, men det er også fordi min mor har fundet en ny far til mig, og jeg savner ham ikke, nok af samme grund. Eller også havde jeg ikke savnet ham alligevel, det er svært at huske følelser efter så lang tid.
Det er svært at kysse med al den luft, der blæser ud.
*
Jeg synes, følelser er lette at huske.
Ok, så må I jo holde vejret, hellere, først - og så kysse.
Altså.
Mmn, følelser sætter sig normalt også let (tungt) i min erindring, så måske er det bare min far, der er svær at huske... (det er det nok, men hvad ved jeg).
Send en kommentar