I dag vågnede jeg og var ikke desperat ophidset. Hvad skulle jeg så stille op, tænkte jeg, vende tilbage til mine sædvanlige hårde trip? Jeg orker det ikke. Og nu har jeg oven i købet startet min blog igen, og hvad godt kan det føre med sig? Det, jeg tænkte, var: Når jeg er desperat, er jeg parat til at gøre desperate ting eller bare f.eks. tage et skridt ud af mig selv og væk, hvis I forstår, hvad jeg mener. Så er jeg parat til at tage nogle spring, fordi jeg alligevel er ligeglad med det hele. Smadre noget porcelæn, lufte nogle lagener. Men hvad, når jeg ikke er desperat mere? Hvad så med den offentliggørelse? Kan jeg overføre handlingsevnen og springkraften til normale, ikke-desperate situationer og ikke-desperate, konstruktive handlinger, der kan føre videre og få mig ud? Det, mine læsere, er spørgsmålet. Et blandt mange.
11 kommentarer:
Sikkert ikke. Eller sikkert nok.
Det vil tiden måske vise.
Desperationen vil med andre ord få dig ud ad nye stier, og det er du bange for? Eller er du bange for at "vende tilbage til dig selv"
Er du interesseret I at komme videre, eller bare et andet sted hen, er du nødt til at tro på og stole på, at du kan.
Du kan sagtens, det skal du vide! Det kan godt være, det gør ondt, er svært og trækker i langdrag, men hvis du gør noget, du vil, er den eventuelle smerte til at bære. Altid.
I øvrigt: du kalder det desperation. Måske bare tiden er inde til at gøre det, springe ud i det, som du brænder for at prøve af.
Når ikke længere du er desperat, vil en ro indfinde sig. Enten fordi du har kapituleret og ikke sprang, men så kommer desperationen igen på et andet tidspunkt.
Eller også kommer den gode ro, hvor du opnået at flytte dig.
Du er bange for at fortryde, men de største fortrydelser er det, man ikke fik gjort!
Jeg er ikke enig med anonymsk i, at de største fortrydelser er det, man ikke fik gjort. Det, man ikke ved (mærker/har mærket), har man nemlig ikke (nødvendigvis) lige så ondt af - altså, man kan forestille sig, at man har mistet en masse (ved ikke at gøre (noget)) - men man kan lige så vel forestille sig, at det var ret så lidt.
Det hele, når det kommer til den slags, sidder således i hovedet.
Alting sidder i hovedet, og deroppe gøre det ofte ikke megen nytte.
Det er når der handles, at man mærker sig selv, både når det går godt, og når det går skidt.
Ellers går man bare og er bange, og det er ikke et liv.
Det er aldrig for sent at fortryde noget.
Aha? Men jeg forbeholder mig nu retten til fortsat at være (dybt) uenig. Alting sidder ikke i hovedet (f.eks. ikke lilletåen, den sidder f.eks. på foden, hvor jeg kan MÆRKE den - ja, godt nok via receptorer og alskens snask i hjernen, men dog, men dog - nu var det jo også selve placeringen vi konverserede over) og IKKE at handle er også en handling, om end med omvendt fortegn men dermed også samtidig dette, der gør at der bliver plads til ANDRE handlinger. Altså, og så er jeg også uenig i dit sidste - for hvem siger, at det er angsten, der styrer ikke-handlingen??? Hvis jeg vælger ikke at smutte med Fangarme-Frede hjem fra disk en aften, kunne det så ikke tænkes, at jeg bare ikke fandt ham sådan særligt lækker? (jo, det kunne det vist egentlig taget godt)
- og MJ, det passer heller ikke, det du der siger. Det er f.eks. for sent at fortryde (eller måske nok mere umuligt), når du en dag er død, for vi ved jo da, at alt mister sin betydning og bliver komplet ligegyldigt i døden, og dermed er der heller ikke noget (eller manglen på noget) længere, der virker så skidt, at man gider fortryde det.
Hm, den ultimative lykkepille, den der død, som en flad linje uden bakker og dale. Men nok ikke så godt at tænke på det på den måde, ikke hvis man er lidt ked i forvejen i hvert fald.
Så du må nok hellere også lige få en ordentlig varm MØSSER!! (just in case)
Det er aldrig for sent at fortryde noget, mens man endnu er i live.
Nej. Nu er jeg enig (med dig).
Når stilheden indfinder sig, så hører du noget nyt. Det nye finder du nok også ud af at bruge. "Rust never sleeps."
Og indrøm det: Vrede er fedt og en super drivkraft. I længden rykker det bare ikke mere, end så meget andet og damn, der står alligevel nogle nye unge vrede og ånder én i nakken, mens de gentager samme udtryk i ny indpakning, som bliver det nye sort(kors, jeg er blevet gammel).
Mao. ryk videre og skab bedre/nyt/anderledes.
Ævle bævle kævle...
Send en kommentar