Resultatet af min weekend på landet med familien (og noget af svigerfamilien) er, at jeg har lyst til at sætte mig ind på et værelse alene og græde.***
Siden for den moderne, følsomme mand, der trænger til at komme ud med det
Resultatet af min weekend på landet med familien (og noget af svigerfamilien) er, at jeg har lyst til at sætte mig ind på et værelse alene og græde.***Den sorte bryg er stærkt tiltrængt,
hvis jeg ikke får den snart er det strengt.
Uden kaffe havde jeg mig for længe siden hængt.
Den glider ned og skubber ud i den anden ende, som for mange tykke mænd på en parkbænk.
Kaffen er smørelsen til lyksaliggørelsen.
Jeg har været så dum at lade mig lokke ud på landet med familien og noget af min kones familie.
Jeg fandt to kufferter gamle drengebøger i en container, men jeg nærede mig og tog dem ikke med hjem, udover et enkelt eksemplar (se billedet). (Det illustrerer min nye mådeholdenhed og også det, at jeg ikke har nogen plads.*)) På vejen hjem slog det mig: Hvis det havde været tegneserier, havde jeg taget dem. Hvis det havde været tegneserier, havde de slet ikke været der, da jeg nåede frem (for de ville være taget allerede).
Min mor ringede lige. Hendes kemo giver hende hukommelsessvigt. Hun glemmer sine nøgler i døren og buskortet i bussen. Det er kemoen, jeg slog lige bivirkningerne op.
Her havde jeg lige en god dag i går, og så fik jeg i morges et anfald af dårlige nerver lige nede på gaden. Jeg stod bare og samtalede med Dr. TB, og jeg kan ikke forklare det anderledes, end at jeg pludselig blev fanget i mit indre gitterværk. Det var meget ubehageligt at stå dér og ruske. Så jeg skyndte mig hjem og lavede åndedrætsøvelser og armbøjninger.
Jeg har en nabo, der altid ser fjernsyn. Når jeg kigger ud af vinduet, kan jeg se ned i deres lejlighed, og de sidder altid og ser fjernsyn fra tidlig morgen til sen aften, efter jeg er gået i seng. Min kone har en teori om, at de er prøveløsladt, hvad hedder så noget, afsidder fængselsstraf hjemme med et af de der ankelbånd på, men det tror jeg ikke på. Jeg tror bare, at de godt kan lide at se TV.
Jeg fik en gratis dansetime*) på The Fred Astaire Dance Studio, og tog derover sammen med min kone, selvom det egentlig kun var for én person, men det fandt jeg først ud af, da jeg kom derover.
Min kone syntes, hele familien skulle ud i naturen, så vi tog ud på Amager Fælled og trampede lidt rundt.
– Vidste I, sagde jeg til børnene, – at ham, der opfandt Pringles-røret bad om at få sin aske begravet i et?
Der er så mange konflikter i et forhold, hvor den ene er et kreativt, skabende menneske – især om tid. Sådan har det altid været her i huset. Hver gang jeg skal ud af døren, skal jeg have dårlig samvittighed over at gå. I dag syntes min kone f.eks., at hele familien skulle være sammen (og lave noget hun har lyst til), fordi hun endelig har fri fra arbejde (i efterårsferien).
Jeg er i dag blevet indstillet til medlemskab i en kunstnergruppe. Gruppen har ikke noget navn og heller ingen planer, men det gode ved en gruppe er jo, at man måske kan få de andre til at ordne ting, man ikke selv gider, f.eks. arrangere udstillinger og trykke postkort. Faren er, at man synes det, de andre laver, er noget lort, og at det ikke er flatterende at fremstå i deres selskab. På den anden side sker der så noget, og det er bedre end ingenting, kan man sige, så man har flosklerne på sin side.
Det uundgåelige er sket. Jeg er blevet kontaktet af en i Facebook, som jeg ikke har lyst til at være venner med, en fyr der traumatiserede mig i mine sarte ungdomsår. Han har 452 Facebook-venner. Hvad skal han så med mig?
Jeg planlægger fornuftigvis nok en solotur til New York for at holde valgfest for Obama. Det har min kone fortalt børnene, før jeg selv havde en chance for at gøre det - "Nej, der er far ikke hjemme, han har tænkt sig at rejse til New York alene" - "Hvad? Hvorfor må vi ikke komme med?" - så nu kan jeg gå og høre på dem græde og skrige over det, indtil jeg skal af sted, og få at vide hvor uretfærdig jeg er.
Min kone kommer hjem og bider næsen af mig, fordi hun har haft en dårlig dag på job.