For første gang i mit liv har jeg sendt et manuskript til en forlægger. Jeg svedte, jeg var helt svimmel. Jeg printede forsiden ud tre gange, fordi der var fugtige tommelmærker på den. Måske skulle jeg have brugt bedre papir i stedet for det Netto-lort. Det tog mig fire uger bare at skrive følgebrevet, det er ikke engang løgn.Det var kun, fordi jeg havde stålsat mig aftenen før og gennemgået de nødvendige handlinger 100 gange i hovedet som en astronaut i simulatoren, at det overhovedet kunne lade sig gøre. Posthuset stod i tåge, jeg var som en robot: – Et. Frimærke. Tak.
Og på vejen hjem følte jeg mig ikke spor anderledes.
Det er radikalt revolutionært for mig overhovedet at få noget ud af døren.
***
5 kommentarer:
Tillykke! - Er der udvikling at spore?
Handler manuskriptet om en ung mands søgen efter sin identitet?
Nej og ja, det er da klart.
Krydsede tomler herfra!
Jeg dør!
Send en kommentar