mandag den 19. november 2007

Deres venner ved hvem de er. De mødes og sammenligner billeder af deres værker

Der er ikke så meget at muntre sig over i mit lokalmiljø, men jeg har altid godt kunnet lide denne graffitifugl ovre ved tanken. Dens vinge ser forkrøblet ud, ligesom Nemos finne fra filmen. Det ser godt ud med sølvmaling. Tak, anonyme vandal.



Der er en til ved siden af, men den ser mere sørgelig ud.



Rundt om hjørnet er der en graffiti af Ifö, ligesom sanitets-producenten. Må jeg komplimentere for de flotte farver og gentage en pointe fra tidligere, nemlig hvor absurd jeg finder det, at det er lovligt at opsætte så hæslige og modbydelige billeder, som dem på reklameplakaterne øverst, fordi man betaler for det, men ulovligt med en dekorativ, gratis bemaling, der forskønner lokalmiljøet – selvom den sikkert ville være lovlig, hvis man betalte for det.



NB! Hemmeligheden ved graffitikunst er, at der skal være noget nedenunder malingen, f.eks. en væg, fordi teks- eller strukturen så er givet. Det er derfor graffitikunst ser så flad ud på lærred: Der er ikke noget nedenunder. Tak. (Så hvis man skal lave graffitikunst til at hænge på væggen indendørs, er det en god idé, at overfladen, man maler på, har noget historie.)

PS Der var en, der sammenlignede blogs med graffiti og "street art", at det er noget, der bliver smidt derud, som folk kan kigge på i forbifarten og hvoraf noget bliver hængende.

fredag den 16. november 2007

Min kaffe er fantastisk, selvom den er kold


Det er glæden ved de små ting, der gør, at man ikke går i havet.
Nu vil jeg lave mig en ny kop dampende brun (firdobbelt espresso).
Hil dig, Java!
Java være priset!
Glem Jahve og tilbed Java. Det gør jeg!
(Heraf ordet "kaffebønner”. Haha!)

Jeg kender flere folk, der har stemt på Asmaa end på Fogh

Fire i alt, en voldsom statistisk overvægt, og de er ikke blege for at indrømme det, tværtimod.

Jeg er fuldstændigt ude af kontakt med hvad den brede danske befolkning tænker.

Jeg har en GOD hårdag

Mit hår ser fantastisk ud i dag. Tak, spejl.
Det sidder helt rigtigt, og jeg har ikke engang gjort noget for det.

En god ven med dårlige vaner og voldsomme moderbindinger

Min ven Brrr plejede at tage ud på sit atelier om natten, drikke seks Rolling Rocks, onanere og falde i søvn på gulvet i fosterstilling. (Han lavede en billedserie af forløbet, som han udstillede sammen med mærkelige portrætter af sin mor.) Nu er han gallerist og entreprenør og har været på The Food Network med sine håndblæste sukkerskulpturer.

Hjemmeskoling i kunstfilosofi og kulturhistorie – faren tegner og fortæller

Børnene havde fri i tirsdags, fordi skolen var valgsted. Jeg læste i avisen, at Norman Mailer er død. Ham kommer jeg til at savne, som jeg sagde.
– Hvem er han? spurgte børnene, og det førte til en gennemgang af kubismen (det kubistiske rum modsat renæssanceperspektivet) og Picasso (som Mailer skrev en bog om), Miro, videre til Dali over Magritte, mens faren her illustrerede sit kunsthistoriske og kulturfilosofiske foredrag med billeder fra nettet, indtil vi endte med at se Shirley Temple danse op ad trappen med Bill Bojangles Robinson.

Er nettet ikke en herlig ting? Jeg glæder mig til det vokser sig større og bredere og skubber fjernsynet helt ud af mit liv.

– Det var skidekedeligt, sagde min 7-årige datter, jeg kiggede ud af vinduet.



Note: Mailer sammenlignede det kubistiske rum med en kasse klodser, man kunne tage og føle på, selv bjergene. Renæssancerummet – étpunktsperspektivet – er jo den vinduesrude, som kubismen knuste.

torsdag den 15. november 2007

Postorgasmisk

Lagde I mærke til, hvor afslappede politikerne så ud, da det værste var overstået? Som mandlige pornostjerner efter udløsningen.


(Billederne er fra Nyhedsavisen, som jeg havde rig lejlighed til at studere i toget i går mellem Vanløse og Herlev.)

onsdag den 14. november 2007

Om og om igen

Herlev Hospital er som bekendt udsmykket af i muntre Tivoli-farver af Poul Gernes, ham der også er ansvarlig for Palads og det kendte skydeskivemotiv, han stjal fra Jasper Johns.



En del af udsmykningen er en væg med alverdens flag. Et eneste af flagene er blevet hærget. Det er selvfølgelig det israelske.



Jeg bemærkede det første gang i 2001, men denne gang havde jeg kamera med.
Jeg kontakter hospitalsledelsen og afventer svar – vil der blive gjort noget? Følg med her på siden!

Det hedder det

Jeg har været med min mor til undersøgelse i dag. Der er progression, så det er et tilbageskridt.

tirsdag den 13. november 2007

Æv-bæv bussemand

Der er en blog eller to, jeg har glemt hvad de hedder nu, af mænd, der hele tiden brokker sig over kvindekønnet. Hvad jeg i og for sig godt kan forstå, nu der er kønskamp.*) Men det er negativt på den måde, at det virker som om, de ikke kan lide kvinder. Det minder mig om hvide amerikanske mænd, der brokker sig over fordelene ved at være sort – positiv forskelsbehandling.

Jeg kunne forstå, hvis det drejede sig om specifikke kvinder, men hele kønnet?

Selv har jeg intet at sige på mit køns vegne. Nok er dette mandejammer, men det er én mands jammer.

Denne blog gik lynhurtigt fra det guddommelige perspektiv (Guds Talerør) til den brede menneskelighed (Folkets Røst) koncentrisk indad til én mands vælten sig i det eksistentielle søle.

*) Jeg er ligeglad med, hvem der har magten. Magten tilfalder dem, der vil have den.
Samtidig må man bruge, hvad man har, til at få, hvad man vil have, som sangen siger.
**) Det er der ikke noget galt i. Så hvis det hjælper at være lækker for at få et job, er det som dét er.

**) Pree Sisters: You’ve Got To Use What You’ve Got To Get What You Want (1973), som blev genbrugt i et dancehall-hit fra 90'erne, men nu kan jeg ikke huske hvad sangeren hedder, hvor hårdt jeg end vrider min hjerne og googler omkring.


Tegningerne er venligst nuppet fra All Kinds of Stuff og forestiller tegnerens far, en autoritær personlighed, hvis stemme John K. har brugt i flere af sine tegnefilm, fordi ingen kan som far

mandag den 12. november 2007

Min gurus samlede skrifter

Min guru sad altid og skrev haikus og visdomsord i sine notesbøger, ligesom den jeg sidder med nu, den ene efter den anden. Han havde et system, hvor han markerede de gode med stjerner og cirkler. De rigtigt gode havde måske tre stjerner, tre cirkler – og tre af noget andet, hvis det var ekstra godt. Jeg skrev et par bøger ind for ham, så jeg lærte systemet at kende. Det var svært ustruktureret. Da han døde, havde han flere kasser med sine notesbøger og digte stående, som bare blev smidt ud. En enkelt veninde reddede en kassefuld, men der var jo ingen der kunne tage det hele på sig.

Han nåede dog at hjemmeudgive et par store og små bøger af sine korte digte. Hans erindringer havde været værd at læse.

Eksempel fra en af hans udgivelser:

The cock
Half in, half out
What’s on its mind?

Note: Det var det. Nu lægger jeg de her guruhistorier i forlængelse af hinanden og kalder det litteratur.

Dårligt nyt

Her er nogle af de sædvanlige tegninger, jeg laver, når jeg har min mor i røret. Hendes kræft har spredt sig til binyrerne.




søndag den 11. november 2007

Rip van Winkle vågner op foran fjernsynet og kigger på uret


Problemet med Queer Eye for the Straight Guy (De Fantastiske Fem på dansk*), men dén kunne jeg ikke se) var, at det hele gik ud på at glæde personens kæreste til sidst, at hun skulle godkende det. Det virker på en eller anden måde umandigt.

Hvorfor kan det ikke bare være for hans egen skyld og til hans egen fornøjelse? Hvor kommer kvinden fra midt i et bøsseprogram?

(Men alt det foregående, der gik ud på at forkæle og forbedre heterofyren kunne jeg godt lide. Hvem der havde fem bøsser til at komme ind og nusse og pusse om én og løse alle ens små problemer. De mangler bare en revisor, en advokat og en blikkenslager.)


*) Jeg har heller aldrig kunnet se danske Robinson**), men det gik bedre med den svenske version af en eller anden grund (det kvarte afsnit det blev til). Dem kan jeg bedre grine af. Dumme danskere er for tæt på.

**) Day-O tilmeldte sig engang svenske
Robinson, men blev vraget. Jeg tænkte ellers, at han ville være perfekt, en oplagt vinder: Han ville blive venner med kvinderne og mændene ville ikke føle sig truet af ham. Og hvis han blev stemt ud, forestillede jeg mig, at han kunne stikke af og leve i junglen som Ben Gunn fra Skatteøen og dukke op i sin hjemmelavede båd af skind og larme og forstyrre, når de andre lavede konkurrencer. Dét ville jeg godt have set.


PS Jeg smider mit fjernsyn ud og kigger aldrig på det igen.



Utaknemmelighed på Købmagergade og Strøget lørdag henover middag

Lørdag kl. 13.00

Nu har vi skændtes igen. Min kone syntes ikke, jeg var taknemmelig nok over de sidste øjebliks gaver, hun gav mig.*)
– De er købt med kærlighed, sagde hun.
Nu vil jeg gå ind og tage dem tilbage med kærlighed, mens hun stresser ned og tilmelder sig en ny fitnessklub, hun kan lade være med at bruge.

*

Er det ikke utroligt, som jeg kan pive over min fødselsdag. Men nu er den omme, nu har den varet en uge.

Min mor sagde, at jeg græd, da jeg var lille, når der ikke var flere gaver.


*) De passer ikke, og de var ikke, hvad jeg ønskede mig.
– Så tager jeg dem tilbage, sagde hun.
– Tak, sagde jeg, gid du ville. Jeg sagde jo, at hvis det var sådan et besvær, skulle du bare lade være med at købe noget.
(Mao. hun købte noget til mig, fordi det ville have set dårligt ud, hvis hun ikke havde noget til mig på min fødselsdag. Så ville vi have stået lige i det spil, fordi jeg ikke gav hende noget engang på hendes fødselsdag for 13 år siden, en klemme hun aldrig vil lade mig glemme. Så hellere glæde mig med noget jeg ikke kan lide og ikke vil have.)

Fortsat fødselsdagsjammer

Min bror sagde, at et år havde hans familie helt glemt hans fødselsdag. Han valgte ikke at sige noget og forholdt sig afventende. Det var først ved middagsbordet, at hans kone sagde: – Gud, det er jo din fødselsdag!
Farens fødselsdag er en joke.

*

Den bedste fødselsdag, jeg har haft, varede en uge. Hver gang jeg tog hen et nyt sted, blev jeg fejret igen.


Note: Eddie Murphy lavede en klassisk skit, dengang han stadigvæk var sjov, om hvor dårlige julegaver fædre får: Christmas Gifts hedder den.

lørdag den 10. november 2007

God vane


Hver aften rækker min ven Jay-O armene i vejret og råber hurra for sin kones bryster, når hun tager tøjet af for at gå i seng.

Det er rituelt.
Men det er noget lort, hvis han pludselig holder op.


fredag den 9. november 2007

Burgerflipning

David Byrne sagde, at han valgte at gå på RISDE, fordi det var den skole, der havde det bedste graffiti. Hvor hipt.
Min skole havde OK graffiti. Der var én især, jeg godt ville have fotograferet, en tegning på lokumsvæggen, man kunne studere, når man sad og sked, af en rørledning, der gik direkte fra lokummet og udmundede over grillen i Café des Artistes, skolens cafeteria, hvor den studerendes lort blev til en burger. Det var et dårligt cafeteria. Manden, der stod dernede og flippede lorteburgers hele dagen i det vinduesløse kælderrum, var ægypter. Han var tit sur. Han fortalte mig, at han var uddannet læge i Ægypten, og nu stod han dér hele dagen og flippede kærlighedsløse lorteburgere. Han var ét point ud af 1000 mulige fra at bestå den amerikanske embedseksamen, så han kunne praktisere i New York. Hvor surt.
En dag efter arbejde på ved ned i banken med kassebeholdningen blev han overfaldet med kniv og bestjålet. Kort efter rejste han tilbage til Ægypten.

PS Han var meget flink, når man lærte ham at kende. Ind i mellem gav han noget gratis, hvis det var min fødselsdag f.eks. Eller også var det den anden ægypter ovre i det andet cafeteria.


Illustration frit efter hukommelsen

Vild, våd og villig

Prøv lige at se dette valgbanner fra Valby. Flot tager det sig ud, men er der ikke lovligt mange V’er, den partipolitiske situation taget i betragtning?
Hvem finder på så'noget? Billige bogstavrim. Det er Kaj og Andrea.

Godt jeg fik det af vejen. Jeg hader at være aktuel. Men hvad skal jeg gøre, når det er overalt, hvor jeg går på min vej?
Nu kan jeg vende tilbage til udelukkende at beskæftige mig med selv hele tiden.

Jeg vender tilbage til emnet efter valget med et "haha, det kunne jeg godt have fortalt jer".

Giv dog op!

Jeg var ude at få bank i boldsport i weekenden, og det fik mig til at genkalde et samtaleemne ved en familiesammenkomst.

Min nevø fortalte, at hans fodboldhold var bagud 16-0.
– Hvorfor så fortsætte? sagde jeg. Hvorfor ikke bare lægge sig ned og nægte at spille videre?
Her fór min onkel iltert op, han er gammel elitehåndboldspiller: – Fordi så overfører man det til resten af livet!

Jeg ved ikke, måske har han ret.

I mellemtiden siger jeg: Mån modstanderen, dommeren, tilskuerne og gå din vej. Eller læg dig ned og nægt at give (bolden) op. Hvad forskel gør det? Hvad specielt beundringsværdigt er der ved at fortsætte, når man er så langt bagud?

De lo af mig højt & synkront

Min kone var rejst fra mig med barnet, så efter en måneds tid tog jeg en uge hjem til Danmark*) for at se, om vi kunne finde ud af det.
Jeg mødtes med mine brødre til frokost. – Har I så fået talt sammen? spurgte de.
– Nej, sagde jeg, og så grinte de af mig i kor, samstemmigt og længe.

Jeg havde ikke lyst til at flytte fra New York og trak det uundgåelige ud.


*) Til dels på min onkel, advokatens råd, så jeg ville stå mig bedre i skilsmisseretten.
– What are you going to do, sit and shmooze your friends all day? You go back to her now! (som et ekko af min farmors sidste ord til mig).


PS Som min mor altid siger: Til grin kan man jo altid blive.

torsdag den 8. november 2007

Dagens guldkorn fra den gode doktor

"Heldigvis er følelser jo bare noget der blafrer op og ned som blade i vinden", replicerede han, da jeg anglede for sympati over mit lortedårlige fødselsdagshumør.


Jeg synes bare, jeg ville nævne det.


PS
Jeg tror, jeg nævner det, fordi jeg altid går rundt i sådan et drama af følelser og tanker inde i mit hoved og ikke har noget overblik.

Flinke fyre fuckes over - tro ikke der er noget rigtigt at gøre

Man tror man gør det rigtige her i livet, og så viser det sig, at det hverken betaler sig eller bliver påskønnet. Tag min fætter, der arbejder på atomkraftværket og giftede sig tidligt med sin kæreste fra gymnasiet og har sat sig med hus og svømmepøl og to børn og er bundet, så han aldrig kan flytte eller skifte karriere. Tror I han bliver værdsat? Nix. Hans kone tager massagekurser for at uddanne sig (haha), "sælger" Mary Kay-produkter i et pyramidespil og truer konstant med at forlade ham. Måske har hun allerede gjort det, jeg har ikke talt med ham et stykke tid.

Som Nate får at vide i Six Feet Under: Livet er ikke en automat, hvor man lægger godhed i og trækker lykke i den anden ende. (Frit efter hukommelsen.)

Der er ingen højere retfærdighed. Der er ingen garantier.


PS Jeg fandt citatet. Det er: ”I know that if you think life's a vending machine where you put in virtue and take out happiness, then you're going to be disappointed.”

Flere geniale valgtanker – det udviklingsteoretiske perspektiv

Jeg har tænkt over det, og det, det handler om ved et valg, er ikke hvad kandidaten står for, det er ikke holdninger og idealer – alt det er darwinistisk set kun interessant i forhold til personens valgbarhed. Det, det handler om, er kandidatens evne til at blive valgt.

Derfor kan man ikke brokke sig over valgkampsmetoder. Kandidaterne kan gøre, hvad de vil, så længe det ikke påvirker deres evne til at blive valgt*). Balancen er indbygget. Kan stemmerne ikke lide deres metoder, påvirker det resultatet. Ellers er det bare ærgerligt.

Men det er ikke fordi, det er kønt at se på. Og jeg følger ikke engang med eller aner, hvad der foregår, andet end hvad der møder mit øje på min vej. Jeg ville heller ikke ane, hvad Vild med dans er, hvis det ikke var for formiddagsavisernes spisesedler. Suk. (Don Enzo og Dr. TB er allerede helt nedkørte over valget.)

Tak guderne for, at valgkampen kun varer tre uger, ikke tre år som i USA. Praise the Lord!

I øvrigt må I selv om, hvem I stemmer på. Jeg har ikke stemmeret og kan betragte valgfalbeladen fra min ophøjede, olympiske position.


*) hvis det bliver opdaget.

onsdag den 7. november 2007

Fanget i et mareridt

Min 7-årige datter, der har diabetes 1 og altid laver ballade når hun skal ud af døren, slog armene op og sagde: – Jeg er fanget i et mareridt!


Gode mareridtsbilleder findes her

Fravalg



Når jeg ser alle de her valgplakater med alle de håbefulde, glatskurede kandidater, tænker jeg: Kan man ikke bare stemme dem alle sammen ind? Så mange drejer det sig jo ikke om alligevel. Og så bagefter vælge de værste fra. Det er selvfølgelig lidt det samme, der foregår allerede, den nye metode er bare subtraktiv, ikke additiv.

Der er jo ingen, man reelt har lyst til at stemme på i det felt af abnorme meddanskere, så det er nok nemmere at vælge fra. Man ved jo altid, hvad man i hvert fald ikke vil have.



I øvrigt, hvis man spørger mig, fører Ida Auken på lækkerhedsbarometret. Jeg ved ikke, om hun ser sådan ud i virkeligheden, og jer er imod dynastier, men det er et godt billede. Hvem er fotografen? Det kunne jeg godt lide at vide, men 5 minutters research har ikke afsløret noget. Jeg kontakter kandidaten og afventer svar...

***UPDATE***
Fantastisk, jeg har fået svar allerede (inden for et kvarter). Det gør ikke noget, hvis det ikke er Ida selv, for sikken service:
Kære Gudsrost,
Det har Søren Malmose - se hans hjemmeside på www.malmose.com

Mvh Ida

Mere fra min lortefødselsdag

Jeg lå i sengen på min fødselsdagsmorgen efter 4 vers af "I dag er det..."*) og tænkte: Hvis jeg havde ét ønske, var det, at der bliver fundet en kur mod diabetes inden for en overskuelig årrække.

*

Jeg sagde til mine børn: – Jeg hader at have fødselsdag.
– Hader du også når andre har fødselsdag? spurgte de.
– Nej, sagde jeg.

*

Det eneste jeg havde lyst til på min fødselsdag var at rulle mig sammen i fosterstilling. Eller at sidde og ryge en masse cigaretter sammen med mine venner og diskutere eksistentialisme, mens vi drak mange små kopper sort kaffe. Det må jeg arrangere næste år. Det ene eller det andet. Rengøringshjælpen kom, så jeg kunne ikke ligge derhjemme og glo videoer hele dagen, og mine venner har travlt og gider ikke. Der er heller ingen der ryger. Kun J. Per, som jeg besøgte og udvekslede ærgrelser med, mens han røg to joints hjemmedyrk og jeg rullede mig tre af hans Petterøes.


*) Tænk at blive behandlet som et barn på sin 42-års fødselsdag.
Nu ved jeg, hvordan min svigermorfar havde det på sin 90-års dag.

tirsdag den 6. november 2007

Fødselsdagsfiasko

Jeg har været ved at kvæles i mit eget sorte humør. Det hele er noget lort på alle leder og kanter af mit mandlige ego. Jeg har haft den værste fødselsdag i mit liv. Ingen stads blev der gjort af mig, og jeg gad ingenting selv.

Her er hvad jeg fik: Netto-croissanter og 4 vers af "I dag er det..."

Her er hvad jeg ønskede mig: Hård sex.

Jeg får aldrig det jeg vil have. Af min kone fik jeg to stykker tøj, der var for småt, hun købte i sidste øjeblik, og beklagelser over, at hun ikke havde tid til at købe mig noget. – Så lad være med at give mig noget! sagde jeg. Nu skal jeg spilde tid på at tage det her lort tilbage, jeg ikke gider have alligevel. Tak for at give mig noget, jeg ikke vil have, og tak for at jeg skal spilde tid med at bytte det. Hvis hun virkelig ville glæde mig, kunne hun tage det tilbage selv.

I stedet for at blive glædet på min fødselsdag, skulle jeg glæde alle andre: Mine børn og min velmenende mor. Faderens fødselsdag er altid rend mig i røven. Forestil jer det omvendte, at manden ikke gider noget på konens fødselsdag. Så skulle I bare se. Et hus der ville stå. Min kone har mindet mig om alle de fødselsdage før i tiden, så langt tilbage som 15 år, hvor jeg ikke gjorde et stort nok nummer ud af hende.*)

Ahr, fuck det, jeg er træt af at brokke mig over min kone her i bloggen. Hvor lamt er det ikke. Hvor krysteragtigt er det ikke. Jeg gider ikke tage de konfrontationer oven i det andet lort, der ligger og roder.


*) Der var et par på Dr. Phil, hvor konen stadig brugte mod manden, at han smurte kage i hovedet på hende ved deres bryllup, en sær amerikansk tradition de brugte i hans familie. For at de skulle komme over det, genopførte de scenen i studiet med en kage. Hvor jeg dog ønskede, at han havde smasket den lige i hovedet på hende.

Det er så negativt alt hvad jeg har at sige


Som den sidste i rækken af weekendens ydmygelser var jeg ude at få tæsk i motionsboldsport, og da tænkte jeg: Er det lovligt, når modstanderen ligger på jorden, at lade sig falde og knuse hans strubehoved med knæet?

(15 år senere ligger hans søn på lur og kører mig over med bilen.)

Jeg havde det som om, jeg var 12 år gammel. Nu kan jeg huske, hvorfor jeg holdt op med at dyrke organiseret sport.
Hele min bevidsthed sad ude i øjnene.
"Hidsig" er ordet.

Jeg føler mig som en af de midaldrende mænd, man hører om i læserbreve, der kører for hurtigt og aggressivt på cykelstien.
I det mindste har jeg alt mit hår.

(Han har en middelalderkrise. Han tager alene til ringridning. Haha.)

fredag den 2. november 2007

Tager du aldrig noget alvorligt?

Min ven Daniel skulle altid lave vittigheder. Man kunne aldrig spørge ham om noget, uden han lavede en vittighed. Han fik mig til at føle, at jeg var for alvorlig. Det er aldrig godt at vide, som dansker*). Ligesom når folk spørger: – Hvordan har du det? Jamen, hvordan har du det? De vil aldrig have noget godt at vide.

Jeg tror i øvrigt, at han aldrig var alvorlig, fordi han røg for meget pot og var gået i stå i sit liv. Først var han børsmægler, så blev han skuespiller, så tog han til Californien og blev bartender.


*) Skandinaver er meget alvorlige mennesker. Se bare Bergman og Kierkegaard. Finske mænd er de værste.

torsdag den 1. november 2007

Min gurus kontanter

Min guru sagde, at jeg altid kunne låne $150 af ham. Det benyttede jeg mig af et par gange, i hvert fald én gang, da jeg manglede til en flybillet. Så sendte han mig hjem til sig og bad mig tage pengene selv fra en jakke i hans klædeskab. (Jeg kan huske lugten af det klædeskab endnu.) Han havde altid kontanter liggende i lommerne i sit gamle tøj.
Da han døde sagde jeg til hans søster, at hun skulle kigge efter i lommerne i tøjet i skabet. Hun fandt en håndfuld og sendte mig $200.

Jeg sagde, at han skulle skrive mig i sit testamente, men han synes ikke det var sjovt.