Ærlig langtidsægteskabelig meningsudveksling om boligindretning

I lørdags kl. 17.45

Min kone har købt et nyt borgerligt brusegardin, som jeg kritiserede.
Så siger hun: – Jeg har købt det med henblik på at bytte lejligheden!
(Jeg studser. Jeg er målløs.)
– Men du ved jo ikke engang, om vi kan bytte lejligheden.
– Prøv at hør her, siger hun, du hader det, hver gang jeg køber et nyt brusegardin, men du gør s’gu aldrig noget selv.
(Det gamle brusegardin var syv år gammelt. Hvor mange gange har hun købt et brusegardin i vores tid sammen, tre gange?)

– Hvad med mit brusegardin af stilladsplastic? (Det smed hun ud en dag, jeg ikke var hjemme.)
– Hvad?
– Ja, det jeg havde lavet af stilladsplastic.
– Det var skidebeskidt.
– Nej, det var ej. ...Det kunne blive vasket rent, når man tog bad!

Alt det her står på, mens hun støvsuger det færdigt, jeg ikke nåede om morgenen.

– Det er klart, du ikke kan finde et, hvis du går i Føtex.
– Jeg købte det ikke i Føtex. Jeg var alle vegne henne.
– Over hele København?
– Jeg gider ikke løbe alle vegne hen for at købe et brusegardin. Du hader bare forandring.

Det er ikke rigtigt.

– Du kunne i det mindste have købt et psykedelisk. ...Eller et med verdenskort på.

Så måtte jeg løbe, fordi jeg skulle til julefrokost.

Kaffen til forskel

Der kan man bare se, hvor stor forskel kaffe gør. Jeg lå og læste et udviklingsbiologisk værk om menneskets forplantning – og et par blade – så drak jeg to kopper kaffe og sprang op og vaskede en maskinfuld, foldede tøjet på tørrestativet, skiftede sengetøjet, bar juletræet ud, tømte papirkurven og støvsugede.
Kaffe er en heftig motivator.



Hver gang jeg gør rent i hjemmet, er det sådan en stor begivenhed, at jeg føler trang til at dele det med andre.

Desværre en reel konstatering

Jeg føler mig nervøs i dag i en grad, så jeg ikke bør være ude blandt mennesker.



Frokosttid.

Den dag spillede han bedre end nogensinde (i hendes Hammerhøiske lejlighed – tre stuer en suite)

Jeg havde lige mødt min kommende kone, da hun sparkede mig ud af sengen en dag under kåd leg, og jeg sprang tilbage og gav hende et trælår. Så gik hun hjem til sig selv i protest. Jeg havde dårlig samvittighed og ville gøre det godt igen, men jeg turde ikke gå derover alene, så jeg tog min ven Samuel med og en buket blomster. Mens jeg gjorde det godt igen, spillede han på klaveret, kønnere end jeg havde hørt ham spille før, noget improviseret, let og luftigt. (Han var ikke klar over trælåret og fordømte min voldshandling, da vi gik igen, men ellers havde jeg måske ikke kunnet få ham med derover.)

Oh bitre skæbne – hvor midaldrende er jeg?

Jeg er så langt væk fra noget sted, jeg overhovedet nogensinde troede, jeg ville være i mit liv. Jeg er blevet til min far. Hynden på min kontorstol lugter ligesom min fars.

Jeg er færdig.

Jeg har været nødt til at arbejde hver dag i ugevis, nogen gange i weekenden med, timevis i træk, jeg stakkel.

Hvorfor gør jeg ikke bare det, jeg har lyst til?

Hvornår endte jeg med at blive en, der sidder og arbejder hele tiden? Hvad skete der?

Siger Don Nzo: – Du blev gammel og fik forsørgerpligter. Du blev smækket!

Apropos næsehår

Jeg var til fyrreårs fødselsdagsfest hos min kones fætter Örvan Åke oppe i Ganløse.*) Han fortalte i forbindelse med kvinders plukning af øjenbryn om dét at hive næsehår ud med neglene, når man sidder til møde. Jeg troede jeg var den eneste der gjorde det! Det gør skideondt, navnlig når man får fat i en hel dusk på en halv snes hår.

Han arbejder på en stor dansk medicinalvirksomhed.

Jeg kan virkelig godt lide min kones fætter Åke Örvan.

Han sparkede sin nabos hund, engang den ikke ville lade avisbudet komme ud af lågen. En anden gang sparkede han en hund, der ikke ville lade ham komme forbi på skovstien. Han er en følsom sjæl, men også en he-man.


*) Navn og andre personlige oplysninger er ændret for at beskytte hans (og min) sande identitet


Nærbillede af mit klinisk studsede næsebor fra en anden 40-års fødselsdag i lørdags.
Jeg fandt endelig den trimmer, der var bortkommet.

Når det bliver vores tur

Jeg var til julefrokost med familien. Det var ikke så slemt, som det kan være, undtagen i begyndelsen hvor alle diskuterede en morsom fjernsynsudsendelse med ledende politikere (Villy var ikke sjov som Pia) og de sjoveste nyeste fjernsynsreklamer. *)

Senere kom jeg til at snakke om vores Onkel Helge med min bror, der i sin tid ikke tog med til hans begravelse, fordi han skulle til Roskildefestivalen, eller noget andet kom i vejen.

Jeg så rundt på mine nevøer og niecer, som jeg pligtskyldigt giver julegaver hvert år, også selvom nogle af dem er blevet 18 år, og de ikke kunne finde på at give noget igen.

– Forestil dig, hvordan det bliver, når vi selv dør, sagde jeg til ham. – Tror du, de ville komme til vores begravelse?: ’Nå ja, han var jo meget sjov, da vi var små, men jeg har ikke rigtig haft et forhold til ham i årevis...’


*) – Undskyld mig, mens jeg går ud og kaster mig ud over altanen, sagde jeg, der foretrækker et højere diskursniveau, men måske skal jeg bare tænke på det som social opvarmning og lære at slappe af.

Eksistentiel tremmerusken

Jeg bliver sindssyg af arbejde. Jeg troede, jeg kunne se enden på det, men nu trækker det ud, og der kommer mere oveni. Jeg har været ikke-ulykkelig et stykke tid, men nu begynder de bekendte kvælningsfantasier at vende tilbage, tanken om det uendelige arbejde der ikke fører til andet end mere af det samme, de forsmåede ambitioner der vækker mig om morgenen – choking on my own ambition.

Jeg kan ikke se nogen ende på det. Jeg når aldrig frem til det, jeg godt vil. Jeg er også bange for, at jeg lyder som en af de idioter i reklamebranchen, der hellere vil være kunstner, men ikke kan give slip på pengene.

Jeg er en idiot fanget i mit eget fængsel.


I morges: Endnu en drøm hvor jeg reder mit hår af i store totter.

Seneste nye pletter på mit gulv

Den altid populære rubrik vender tilbage med nye paranoid-kritiske opdagelser i gulvhøjde (klik & forstør).


Nuttet væsen (i synkende båd)


Hængende abe i Giacometti-stil


Grædende totem

Uvelkommen kommentar om min nederste region og dens påklædning

Er det ikke irriterende, når folk siger ting til en som: Du kan ikke gå med hvide sokker i sorte sko.
Så skal man tænke over det!

Det irriterer mig endnu, fire år efter.


Morale: Hold dig fra mediemennesker og politiske kommentatorer. De tror, de skal kommentere alt. Bid dig i tungen, mediemand.

Livet går videre – årets bog eller det der ligner

Jeg følger ikke med i noget, det er klart, men nu har jeg alligevel kigget bag på Morten Sabroe’s Du som er i himlen, som min kone fik i julegave, og må desværre konstatere, at det, der står, ikke er logisk.

...Men jeg tror på den anden side. Jeg tror ikke på Gud, men jeg tror på Efter. Der er noget Efter. Ligesom der er noget Før. Der er intet der standser. Så skulle Alt blive til Intet. Det er ikke muligt.

Det er ikke "Alt", der holder op. Det er din mor, der dør, Morten. Hvis du ellers skulle være i tvivl, går livet videre.
Tak.

Min vision – eller: Åh gud i det høje, bevis din eksistens og lad historien gentage sig

Jeg vil gerne have, Hillary vinder, så Bill kan få seksuelle tjenesteydelser bag hendes ryg i Det hvide Hus igen.
Det ville jeg betale for at se ske (altså ikke at se, men at det sker).

Ellers er jeg en Obama-mand. Jeg kender intet til ham, og det er fint. Jeg kunne bare godt tænke mig, at der kom til at stå: Bush, Clinton, Bush, Obama. Det ville være vildt. Post- det hele.



Tænk at Monica Lewinsky er 10 år siden.
Jeg sad og så CNN med min niece, der var 6.
– Kan vi ikke se noget andet, Onkel Gudsrost? bad hun.
En masse reportere linede op, mens de ventede på, at præsidenten kom ud et sted fra.
– Hvorfor gør de det? spurgte hun, og jeg forklarede:
– Det er fordi, der er en pige, der har kysset præsidenten.
– Nej!
Jo.

Detente under mit tag

Der har været fred mellem min kone og mig så længe nu, at jeg begynder at bliver bekymret. Hvor lang tid er der fra ægløsning til menses?
Det må undersøges.

Vi skændtes i går aftes – om noget semantisk – og trykkede på hinandens knapper. Jeg sagde, at hun snakkede og snakkede, og hun sagde, at jeg var langt ude o.a. Meget af det handlede om, hvad vi lige havde sagt. Det kørte i ring, indtil barnet (11) sagde: – Ved I, hvor barnlige I er at høre på?
Hun havde ret.

Vi skal passe på, når vi er så trætte. Så skal man holde sig på måtten og træde varsomt – for at sige det med floskler.

I hvert fald fik vi knebet det lille vildskud af, før det nåede at blomstre.


Nuttet billede af hund og kat der tager en slapper

Mandejammers forbrugerguide

Jeg ejer 4 næsehårstrimmere. Den ene er gået i stykker, og jeg kan ikke finde de 3 andre.

Jeg kan ikke blive ved med at købe nye!

*** Melissa næsehårstrimmer, kr. 25 hos Punkt 1

Jeg købte den sidste lige før jul: En helt ny næsehårstrimmer, og nu er den også blevet væk. Jeg har kun brugt den én gang.

Jeg kunne ikke nære mig, okay? Jeg var ved at falde i søvn

Jeg købte 1000 g Karen Volff-brunkager nede i Netto til kr. 10 kort efter jul. Jeg spiste ca. 200 g i går eftermiddags og har haft en blist på tungen lige siden.

Barnagtige vittigheder der aldrig slår fejl

Her er et par vittigheder, jeg lærte som barn og som duer endnu:

1) Man spørger: – Har du fået nogen gode gaver i år?
Og når de svarer ja, siger man: – Haha, det har ikke været jul i år! (Husk at spørge lige efter nytår.)

2) For de lidt ældre.
Man spørger: – Er du nogensinde blevet opdaget, mens du rev den af bag en dør?
Og når de så svarer nej, siger man: – Haha, der kan du bare se, det var et godt sted at gøre det!


***Udstyret med disse klassiske vitser vil du kunne begå dig i ethvert selskab.***

Impulser og instinkter vs. konsekvent protesteren (syndromer & eksplosioner)

Jeg har haft den her liggende, jeg lige skal have fyret af.


Det kan være svært at gøre, hvad man har lyst til, når ens kone er imod det, og man ikke ved, hvad der er rigtigt, og gerne vil stille alle tilfredse.

"Lyst til" her er noget, der ikke går ud over nogen og måske endda i længden er for det fælles bedste.

Hvorfor så de konstante protester?

Det er lidt abstrakt. Lad mig illustrere: Nytårsaften ude på gaden siger jeg til min kone: – Jeg går lige over og hilser på min bror (skråt overfor).
– Nej, du gør ej, ikke uden os, siger hun.

Og lidt efter går jeg derover alligevel – og timingen kunne ikke være bedre – lige da en raket eksploderede ud over ham i en dusch af gnister. (Lidt efter følger resten af familien trop. Fint. Ingen skår. Alt er godt. Alle er glade.)

Det er det samme syndrom, der kan gøre, at man står ovre i hjørnet med sin ægtefælle og keder sig til festen hele aftenen.

Du får ret og jeg får ro

Jeg begyndte for et stykke tid siden at sige til Don Nzo: Du har ret. Jeg indser nu, at du har ret i alt, hvad du nogensinde har sagt.
Det har gjort vores forhold betydeligt nemmere. Og vi er ikke engang gift, selvom det nogen gange føles sådan.

Jeg vil nu begynde den samme taktik over for min rigtige kone. Du har ret, du har ret, vil jeg sige. Jeg har prøvet noget lignende før med et "ja, skat", men jeg tror, det her er bedre.

Derfor, kære læser, hvis der nogensinde er noget, du ikke er enig med mig i, har du ret. Du har ret, du har ret, du har ret.

Du har så evig ret. Og så kan man tage den derfra.

Den var god nok

– Dine underbukser ligner en kolort, sagde min datter på 7, og det gjorde de også, som de lå dér på gulvet i morgendæmringen.

Og så sagde hun: – Se mor, fars underbukser ligner en kolort! og smed dem op i sengen.

I sine lysters vold

Jeg får helt dårlig samvittighed over at komme efter min kone med mine krav om sex, når hun har haft en lang dag på arbejde i den offentlige forsorg og kommer hjem og laver mad.

Men hva’ fanden kan jeg gøre?

(Det er en af de små hensynsfuldheder, jeg taler om i mit nytårsforsæt. Åben- og lydhørheden. Empatien.)