torsdag den 13. marts 2008

Henholdelse

Nogen gange – for overhovedet at få noget udrettet – venter jeg med at tisse, til jeg har udført eller er begyndt på en given opgave.

Det er et trick for at narre mig selv til at komme i gang, ellers kunne jeg jo ikke bestille andet end at løbe frem og tilbage hele tiden i betragtning af al den kaffe, et velkendt diuretisk middel, jeg drikker.

Nu er jeg f.eks. ved at pisse i bukserne, men jeg vil lige have det her ud først. Det er åndssvagt, men det er sommetider det eneste, der virker.

Betyder det, at jeg er "urinær-retentiv"? Og hvad får jeg ud af det?

Jeg udskyder alt. Det må være det, det handler om i grunden.

Så længe jeg udskyder alt – alle beslutninger, så mange gerninger som muligt – kan jeg bilde mig ind, at jeg udskyder det værste af alt: døden. Det er psykologi (lydeffekt af kukur.)

Jeg har dybest set kun de problemer, jeg skaber for mig selv. Jeg kan ikke engang bebrejde mine forældre særlig meget.

onsdag den 12. marts 2008

Blåhåret heltinde

Min ven Jay-O ville skrive en cyberpunk-roman om en blåhåret heltinde (ikke som en blånet gammel dame, men skrigende blåt), der bekæmper dræbernisser i Sverige. Jeg synes altid, det var ærgerligt, han aldrig fik det gjort, og nu er det for sent, for cyberpunken er død. Hva’ fanden.

Nu har han skrevet en børnebog i stedet for, der kun er kamufleret perverteret, hvor mærkeligheden slimer ud af hver pore i facaden, thi han er uhelbredelig men ude af stand til at lyve, højst fedte, i sin kunst.

Også han er faldet fra den smalle kunststi. Der er snart ingen tilbage. Ikke nogen jeg taler med i hvert fald. Jeg burde lave et par opkald. Eller sende en mail. Planlægge en lyntur til New York, nu hvor kursen er god.

Min netserie (26) - terningerne er kastet



Fortsættelse følger...

Uimodståelige tilbud

Jeg meldte mig engang ind i en bogklub. Som åbningstilbud bestilte jeg en bog om ordenes oprindelse. I den stod at "pencil" var afledt af det latinske ord for "lille penis" ("pensel" er det samme) og at "porcelæn" kom af "pig’s vagina", altså "grisefisse". Begge dele ting der er godt at vide.

Jeg gav bogen til min ven Steve, da jeg flyttede, sammen med en biografi om Leonardo, jeg også bestilte dér (og en bog om Europas historie, jeg aldrig fik læst), så jeg kan ikke tjekke efter, men jeg kan jo lige bekræfte på nettet... Jo, den er god nok: link, link.

Sidenhen meldte jeg mig ind i en CD-klub for at få åbningstilbuddet (The Smiths greatest hits, ABBA ditto, Repo Man-soundtracket), men betalte aldrig. Efter et par rykkere hørte jeg ikke fra dem mere. Senere prøvede jeg at melde mig ind i en anden CD-klub, men de meldte aldrig tilbage. De ville ikke have mig. De havde luret mig.

tirsdag den 11. marts 2008

Min netserie (25)



Fortsættelse følger...

Påskedrømme – det lysner, det lysner forude

Min kone planlægger en rejse til sin søster i Aarhus med børnene. Åh gud i det høje, bevis din eksistens og lad dem rejse!
Hun synes det ville være rart, hvis jeg tog med. Haha. Så vi kunne lave noget sammen som en familie – for en gangs skyld!

Jeg ser en svimlende stak dvd’er og et øllager forude.

Fiksering

Jeg sad på et klapsæde i Metroen og åd et rør Pringles.*) Overfor mig sad en dreng og sendte dem sære blikke. Mellem Amagerbro og Lergravsparken gav han sig pludselig til at skrige og kaste sig frem og tilbage, så der skulle to voksne mennesker til at holde ham fast. Da han var stået af, hørte jeg parret med barnevognen sige autisme.

Det var en fejl, næste gang tager jeg en Twix.

Tre fjerdedele gennem røret holdt jeg en Pringle op og kiggede nøje på den med mine nye, skarpe briller. Den så forfærdelig ud. Smagsforstærkere, tænkte jeg, gøs og åd videre.


Kl. 22.15 i forgår aftes: Jeg har det skidt endnu. Syv timer efter. Jeg frygter for min tarm.


*) Hvor apropos: Jeg sad i et rør og spiste et rør!
(Jvf. nedenstående.)

Et godt råd til jer mænd, der ikke kan tisse på offentlige toiletter

Fortvivl ej. Når jeg har samme problem, forestiller jeg mig bare, at jeg er en lille baby, der bliver skiftet af min mor, og hun kilder mig på maven.

mandag den 10. marts 2008

Min netserie (24) – når enden er gal...



Fortsættelse følger...

Ude at luftes

Jeg var i biffen for første gang, siden min datter fik diabetes. Det var okay. Men biffen er overvurderet. De andre mennesker er irriterende, med deres tyssen, når man prøver at æde sine 5,6l popcorn. Jeg hader tanken om at støtte Nordisk Film. Egmont, de røvhuller.

Jeg mener, det er i orden at brokke sig højt over reklamerne og til dels forfilmene. Jeg blev schyschet allerede inden Paramount-logoet var gledet forbi.

No Country for Dead Men, alle pseudointellektuelles yndlingsfilm. Jeg har aldrig set så mange briller i en biograflobby.

Jeg kan aldrig gå i biffen uden at tænke på, at jeg sidder i en teatersal og ser projiceret lys. The novelty has worn off, okay?*) Men hvad skal man så gå hen og se på? Hvad er der ellers, man kan lave, der ikke skal planlægges for lang tid i forvejen?

*) Oversættelse: Nyhedsværdien er luvslidt, okay?









Den avantgardistisk bevidste læser vil have gennemskuet, at lyset ind gennem låsehullet mimer biografsalens projektor. Sandheden ligger i forevisningen. Uhh!

•

Mandejammer – her garanteres det avantgardistiske perspektiv!

•

For en udvidet diskussion om slutningen på No Country og flere billeder fra den endelige motelscene klik her.

Weekenden er værre end hverdagen (2)

Alt, hvad jeg har sagt og gjort hele weekenden, er blevet mødt med en hovedrysten. Meninger er blevet ytret, efter jeg har forladt lokalet, så jeg kun kan høre betoningen, ikke ordene.

Weekenden er værre end hverdagen. Jeg vil hellere lave ingenting på arbejde end derhjemme.

fredag den 7. marts 2008

Mine mange mangler

Jeg indser, at der er for mange ting, jeg ikke kan tegne, til at jeg nogensinde bliver en ordentlig tegneserietegner, deriblandt sko, tøj, kroppe, biler, huse, landskaber og enhver tænkelig genstand – foruden møbler, perspektiv, mekanik osv.
Det er håbløst.

Men jeg har faktisk formuleret for mig selv, at jeg bør lave andre ting, end jeg plejer, f.eks. tegne en genstand af gangen (ligesom Philip Guston, da han gik over fra abstrakt)...


Philip Guston, Clock, 1969


Philip Guston, Untitled, 1969

...eller male et landskab.


Legendariske, hedengangne Bob Ross, kendt fra TV.

Eller også er det en dum ide, jeg aldrig får gjort noget ved alligevel, ligesom dengang jeg ville udvide min musikalske horisont ved at lytte til dansk rap (L:Ron:Harald er en af de få, der lyder som et voksent menneske) og opera (Carmen, jeg nåede aldrig til Don Giovanni).



Eller også kan jeg komme uden om problemet med ikke at kunne tegne andet end ansigter ved at gøre ligesom Dr. Seuss – at hælde Dr. Seuss-sovs ud over alting – og bare lave min personlige udgave af alt, at syre tingene ud i stedet for at bruge reference.



Jeg laver straks et eksempel:


Eks. 1. For sjusket.

Jeg prøver en gang til:


Eks. 2. Heller ikke helt hvad jeg havde tænkt mig.

Eller også skulle jeg bruge reference. I hvert fald kunne jeg bruge blyant først. Enten se på virkeligheden eller helt ignorere den. (Ikke et valg jeg behøver tage. Men bare at kigge på virkeligheden en gang imellem kunne være godt. Jeg tager det til efterretning.)

Min netserie (23) - succes!




Fortsættelse følger...

Prisen for familiaritet


Min kone sagde til mig: – Jeg kan ikke lide at kysse.

Det har gået mig på hele ugen.


(Francois Boucq)

Her er sidevis af gode tegneseriekys.


torsdag den 6. marts 2008

Min netserie (22) - tryk på igen



Fortsættelse følger...

Fremskridt

Min kone så en dårlig film (Mel Gibson: What Women Want), da jeg kom hjem, og jeg lod være med at kommentere den nedladende.



Hvis hun godt ville have været i byen, skulle hun have ringet.

Arbejdstøjet

Jeg kan godt lide at spise sardinmadder og tørre fingrene af i bukserne.
Jeg kan godt lide at spilde kaffe ned af mig selv uden det gør noget.
Godt jeg ikke er i servicefagene.

onsdag den 5. marts 2008

Min netserie (21) - Ormo habilis



Fortsættelse følger...

Uhyggeligt

Jeg overmalede en af mine overmalinger af et af de gamle malerier, jeg fik af min ven, den etablerede, statsanerkendte kunstner, og det er decideret uhyggeligt. Billedet er uhyggeligt. I går malede jeg et lige så uhyggeligt billede. Jeg kan ikke beskrive, hvad det er, der er ved at ske. Ikke nærmere. Ikke nu. Ikke her.

Som regel laver jeg noget, der er morsomt, som om det hørte hjemme i kunsten, men disse billeder er uhyggelige. Ikke horror-agtige, ikke med monstre, men bare uhyggelige.

Det er mit nye formsprog. Måske.

Hvad er det hele i grunden værd?

Det hele er pinligt, når det kommer til stykket. Pinligt, pinligt, pinligt alt det mandejammer her.

Jeg havde tænkt mig at lade bloggen her stå til evig tid, så jeg rigtigt kunne fremstå som en original stemme i tiden med stor udtrykskraft og fylde, men når jeg læser noget, jeg har skrevet, er det bare pinligt.
Ynkeligt.
Og jammerligt.

Krysteragtigt og slapt.

Er der ikke et liv, der skal leves?
Hvad tænker jeg på?