Borte. Forklaring

Der har været teknisk uheld på Blogger. Derfor er indlæg og kommentater for de sidste to dage gået tabt, og det er jo ærgerligt. Se bare de to sidste kommentarer f.eks.:

• "Du er jo genial." (Tjek.)
• "Bryster bryster bryster." (Tjek.)

Jeg udgiver indlæggene i den rækkefølge, de har hobet sig op.

Derfor

I går afleverede jeg for anden gang i mit liv noget før tiden.
Fordi jeg ku'.

Mål og midler

Højdepunktet på min dag i går var, da jeg kørte ned i Kvickly og købte en brødrister.
Man kan lave al mad på en brødrister.

Giganternes kamp

Alt er en kraftanstrengelse. Er der da ikke noget i livet, der kommer nemt? Og hvis det gør, vil jeg være i stand til at genkende det?
Uhu-uhu-uhej.

Jeg har glemt, hvor træt man bliver af at stå tidligt op, når man ikke har sovet ordentligt. Hvordan skulle det kunne lade sig gøre at skabe verdenskunst under disse omstændigheder? Hvad ville Picasso ikke have sagt? Han så kun børnene, når han gad male dem. Hvorfor er man ikke en stor mand? En Herkules,
der ikke ser sine drømme nedkules.
En Herakles
(på græsk)
og ikke jeg stakkels
mand, der får tæsk.
En olympisk helt
og ikke en krympet pik, der lugter fælt.
En Odysseus,
en Zeus,
og ikke en Jeppe, der får ris til sin røvs
og går fra sin snøvs.
Med et hjerte som en løve t-
illige
og ikke en taber bøvet,
der slås som en pige.
Forstår I, hvad det er, jeg forsøger at sige?
At knejse på Parnas
og ikke bare klemme på livets das.
Til Valhal blive hvervet
i stedet for at få bank af sin kone som Jeppe på bjerget.
Okay? Altså ikke sove på en mødding
og have ondt i sin ring,
men
på Olympus stå stolt blandt ligemænd.

I stedet for at knejse på Olympen
sidder jeg bare her og har ondt i rympen.

Det er uetisk og lavt at diskutere sit forhold pseudoanonymt

HuffPost havde en artikel om at blive hængende i dårlige situationer – et forhold eller et job – pga. den investering, man har gjort i forholdet eller jobbet (ligesom den tabende gambler, der ikke vil forlade bordet). Den psykologiske morale er, at man ikke skal tænke på det som et tab, men som en gevinst, og fokusere på det, man vinder derved. I mit tilfælde mine børns had og et værelse på Mændenes Hjem.

Parallelle lig

I nat blev vi begge to vækket af underboen og lå vågne uden at sige noget til hinanden.

Pudesnak

I mit nyligt genvundne lyse humør spurgte jeg min kone, om hun havde sovet godt.

– Mømm, beuf, beuf, sagde hun uden at uddybe.

Det var højdepunktet på vores samtale den dag.

Piger i trøjen 2.0

Jeg har længe sagt, og nu siger jeg det igen, at hvis kvinder skulle tjene, ville værnepligten blive ophævet i morgen. Kan du forestille dig at prøve at få danske kvinder til det?: – Jeg gider kraftedeme ikke være med i din pikfascistiske hær (eller tilsvarende mere tidssvarende kraftudtryk).

I øvrigt tror jeg, nogen (en mand) ville have en rigtig god sag for Den europæiske Menneskerettighedsdomstol ved at hævde, at værnepligten er kønsdiskriminerende.



I øvrigt ved jeg slet ikke, om der er værnepligt længere. Jeg er gammel.

Overgang

Jeg er begyndt at frygte, at min kone vil overhælde mig med olie og sætte ild til mig om natten.

Det er manglen på intimitet.

I nat strejfede hendes hånd min ene kølige balle. Der gik gnister igennem mig.

Hvis side er du på?

– Du får 25 øre for hver mælkebøtte, du hiver op, sagde jeg til min datter (10).
– Jeg vil have 50 øre, sagde hun.
– Jeg er stolt af dig på dit køns vegne, at du forstår at forhandle, sagde min kone.
– Jeg kan også bare sige, du skal gøre det uden at få noget for det, sagde jeg.
– Så gider jeg ikke, sagde hun.

Vi blev enige om kr. 33⅓ pr. stk. *)



PS Hvis man ikke kan se humoren her, kan man forestille sig, det var omvendt, at min kone beder vores søn slå græsset, og han nægter, og jeg siger: – Jeg er stolt af dig på vort køns vegne, knægt.

Jeg er meget følsom over for den slags.

Hvor latterligt.

*) Hun tjente kr. 13.

For ikke for evigt at blive siddende som en firkantet pløk i et rundt hul

"Der skal ikke så meget til at slå dig ud, hva'?" var groft sagt det eneste min kone sagde til mig i går, indtil jeg sagde, at jeg ville tage ud at male, så havde hun masser at sige: – Jeg troede, at du helt af dig selv ville finde ud af at rydde op på terrassen for eksempel…

– Jeg har bagt banankage og boller, det må være godt nok, sagde jeg. Til gæsterne, der aldrig dukkede op, men mest fordi jeg ikke vidste, hvad jeg skulle lave. ("At bage er godt for nerverne: i går bagte jeg 48 boller og en banankage.")

Jeg skulle i hvert fald have en cigar, jeg var ikke sikker på, at jeg overhovedet ville male, så jeg standsede ved Bjørn Nørgaards Opretstående lort og røg en. Hvor er jeg dog negativ, tænkte jeg. Hvem gider høre på, hvad jeg ikke kan lide? dikterede jeg til min iPhone hen ad cykelstien. *)

Men da jeg havde malet lidt og var kommet mig over den værste tjatten, og det hele var levende og varmt, opdagede jeg, at tågen lettede. Jeg var ikke i dårligt humør længere, jeg havde genoprettet mit kosmiske overblik.

Det er derfor af stor vigtighed, at jeg husker at sætte to timer eller bare halvanden time af til at male, selvom jeg skal arbejde og selvom jeg er træt i hovedet. Min kunst er ikke engang specielt inspirationsbaseret. Jeg troede egentlig, at jeg havde fundet en ny metode.


*) David Byrnes metode, mener jeg at have læst et sted. Han cykler omkring og dikterer linier, der passer til sangen, ind i sin diktafon. Det kan godt være, at jeg bare husker forkert, men han har i hvert fald lavet sin "Cykeldagbog". Gratis podcast af introduktionen her.

Kender I det?

Kender I det, når man har røget for mange cigarer, og man kan køre tænderne hen over tungen og pløje belægningen op som sne på fortovet?

Nu deltager jeg igen i den offentlige debat

Hvor er jeg dog resigneret og magtesløs. Jeg er ligesom en af de der indvandrere, man læser om i bladene, der ikke har noget at sige ude i verden og derfor lader det gå ud over konen og børnene eller bliver terrorist. Sådan er jeg også ved at blive terrorist med brosten mod dårlig offentlig kunst.

Jeg kom gående hjem i går aftes med børnene, da en idiot smadrede sin flaske kaffeinerede alkoholdrik op mod væggen.
– Du skal ikke glo på mig, sagde han, da jeg fikserede ham med mit strenge blik.

Sådan får jeg det af Bjørn Ølgaards lortekunst.


Billede af smadret busstoppested jeg ikke fik taget.

Hvis der er noget, jeg hader, er det dårlig offentlig kunst

Her er Børge Lortegårds seneste, som jeg stødte på på min vej.



Grangiveligt en lang lort på vej ud mellem et par røvballer.

Omgivet af en lortekloak:



Og udsmykket med mytologiske genitalier.

En ståpik:


Et par patter og en kusse:


En til ståpik:


Jeg er ikke Prince Charles, jeg synes bare, det er noget lort.

Cykelryttere er ligesom Tivoli-Garden

Det er et interessant fænomen, at voksne mænd godt kan lide at klæde sig ud i ens absurd tøj og cykle omkring i flok.



M.a.o. de klæder sig ens ud og gør det samme samtidig – det er den avantgardistiske analyse.

Det minder mig om Tivoli-Garden.


(c) Milos

Note: McLuhan beskrev humor som mekanisk menneskelig adfærd – at folk ser ens ud eller gør det samme samtidig. Dupont & Dupond eller Dalton-brødrene er gode eksempler.





Nazierne er et godt eksempel på fryden ved at gøre noget sammen samtidigt i flok – med negativt fortegn. Men humoren er tydelig. Se bare Forår for Hitler eller The Keystone Kops.







Eller romerne i Life of Brian (ikke afbildet i dag). Sidstnævnte en variation over vitsen (ikke altid tilsigtet) med at strømerne løber rundt på række og alle sammen gør det samme uden at fange noget.


Se også: Mennesket som automaton.


BONUSSTRIBE

Tro det eller ej: Dette indlæg er oprindeligt udformet i april 2007, men det er ikke altid, jeg når at udgive alting, især når der skal samles mange billeder. Men det nager mig.

Kvindelige bassister ser godt ud

Jeg burde ikke sige det, men nu gør jeg det bare alligevel – min inderste hemmelighed

Jeg har en bekendelse ang. mit indlæg af 18.1.2011 ("Øremén"): Jeg er forelsket i bassisten fra Raveonettes. Jeg har været forelsket fra det øjeblik, jeg først så hende. I en video i 2002. Hun er for mig at se den fuldkomne kvinde. *)

Jeg har ikke set hende siden.



I det hele taget har jeg noget med kvindelige bassister. Jeg mødte en kendt en i Centraleuropa, der var enig med mig i, at der er noget grounded over kvindelige bassister. Mandlige (lead)guitarister ser ud som om, de spiller pik, sagde hun. Men kvindelige bassister… Jeg ved ikke, det er noget med urkræfterne. De tager sig bare godt ud.

Sådan har jeg det bare. Det er ikke noget, jeg kan ændre eller gøre noget ved. Jeg er hooked.

Tak.



*) Lad os nu sige, at jeg var et rumvæsen (eller et perfekt væsen som i Det femte element), der kom ned på jorden, måske fordi min hjemplanet manglede vand eller spinat. Okay, ville jeg sige, hende nupper jeg til at sidde ved min side i paradis. Eller hun kan spille bas, mens jeg fører rumskibet.

Tåtappende lykke.



PS Jeg kan også godt lide cellister, men ikke i nær samme grad. Måske er det størrelsen på instrumentet. Michala Petri siger mig f.eks. ikke noget.

PPS Dette er det fjerde indlæg, jeg forfatter om emnet. De andre har jeg krøllet sammen. Det sidste lød: Mød mig ved den gamle eg...

Den brede

Min kulturelle indflydelse har atter gjort sig gældende: Adidas lancerede i sidste uge en Copenhagen-model (undskyld reklamen) i præcis de farver, jeg har påvist som værende de sande danske. (I hvert fald københavnske. Jeg kan ikke udtale mig om resten af landet. Jeg tjekkede min Analytics: Jeg har 1 læser uden for det storkøbenhavnske område og ingen i Jylland. Jeg har ikke begreb om, hvad folk tænker på rundt omkring i landet eller ude blandt den brede befolkning, thi jeg er meget elitær. Og har sorte tæer og skyder med mit kulturelle propgevær.)

Mere følelsesbefamling og krysteragtigt luskebuskeri

Jeg laver et af de her nyttesløse eksperimenter, hvor jeg venter på, om min kone rækker ud efter mig, men hun har ikke rørt ved mig i 14 dage. Hun siger ikke farvel, når hun går. I nat strejfede hendes fod min. I sidste uge holdt jeg hende på låret om natten, indtil jeg tog den til mig igen. Hun rørte sig ikke eller gjorde noget, ligesom når jeg tager hende på låret, når jeg kører bil.



Frysedisken

Jeg venter på, at hun begynder at snakke til mig, men det gør hun ikke. Det er det samme hver gang. Foråret er opbrudstid.

Kommunikskaviejprrrkation

Om natten lytter jeg til min min kone hvæse og prutte og snorke, men vi snakker ikke sammen.

Spændende nyhed

Bemærk, at jeg har indført en "blogrulle" her nederst t.v.

Lidt om det.

Det gode ved John K.'s blog er, at han siger ting, man så ikke selv behøver sige. Og så ved han, hvad han taler om. Se f.eks. hans indlæg om Walt Disneys fiksering på mandlige bagdele.

I dag faldt jeg så over en anden blog, We Are Not Robots, som desværre er lukket. Kender I det, når man falder over en blog og finder ud af, at man kan lide alle de samme ting? Det skete så her.

Generelt har jeg lagt mærke til, at jeg godt kan lide blogs med en masse billeder. Men det er selvfølgelig også gerne billeder, jeg søger på. Jeg læser næsten ikke noget. Hvad rager folks url mig?

Uncle Eddie er min helt. Hans blog er bedårende. Jeg tror ikke, han har nogen uddannelse at tale om, men han ser ting.

Så har jeg også læst Lars Bukdahls blog og genkender hans fornøjelse ved at udgive alt, hvad der falder ham ind. Jeg udgiver! Klik! Jeg udgiver! Klik! Det er en høj.

Og her er det så tid til at bevæge sig ned ad mindernes allé. Den første blog, jeg lagde mærke til, var af en dansker, der hedder Mette Wozniacki. Hun skrev en overgang, da jeg endnu var en blogskriver-grønskolling i knæbukser, højdepunkter som: "Jeg har tabt min remote på gulvet, og jeg gider ikke samle den op." "Min kat slikker mig i armhulen. Er det forkert?" Nogen gange 10 indlæg om dagen. Der er tidspunkter, hvor det er mere interessant at være kvinde. Hvis jeg f.eks. skriver: "Jeg har sat mig på min remote. Kan du ikke komme og hjælpe mig med at få den ud?", får jeg færre henvendelser, end hvis jeg var Kvindejammer. Det er udbud og efterspørgsel og helt på sin plads. Men, hvad jeg tænkte, var: Den må jeg stikke. Men hvordan? Men hvordan!" Jeg tænker endnu. Ikke hele tiden, men jævnligt. Hvor lavt kan jeg gå? Det er derfor, jeg periodisk nødes at genoplive bloggen: Jeg står med noget så lavt, at jeg ikke ved, hvor jeg ellers skal gøre af det.

Lad mig bare fortsætte lidt endnu.

Det var således også tilfældet sidst. Det var ikke min mening at genoptage bloggen og spilde min (og jer stakkels ensomme cow-bloggeres) tid på det, jeg ville bare løbe en sejrsrunde og modtage folkets hyldest. Tak! Tak! Ærbødigst! Vel mødt! Og så aflevere resten af mine sørgelige og sorgfulde indlæg fra sidste år, der blev afbrudt af mit i al hast arrangerede kulturophold i udlandet. Forstår I? Men kan man det? Aflevere sidste års indlæg under overskriften: "Mandejammer – de tabte kapitler"? Jeg ved det ikke, men jeg gør det alligevel. For det er jo en saga.

En saga om mig.

Ofte en Saga Blue, fordi jeg er nede.



En sagte saga til tider, når jeg er stille.



En sigte-saga, når jeg bager.



Sikke en sukkende, zig-zaggende saga.



I kan sagtens.