Mens jeg står og maler, tænker jeg på alle de gange i mit liv, hvor jeg har været pinlig. Det er ikke specielt stimulerende. Da må jeg huske på de meditative teknikker, hvor man lader alle tanker, gode som onde, passere forbi som skyer på himlen.
Jeg hører igen en barokopera – i den tro, at der er noget i den, jeg kan bruge. Det holder mig i det mindste på tæerne. Jeg er nu ganske forsigtigt begyndt at nærme mig sagens kerne, og hele universet vrider sig og dirrer. Forlist. Sejlene revet itu. Roret smadret. En vred gud råder.
Operaen har igen givet mig jern på.
2 kommentarer:
Godt du ikke mente det der unævnelige fra sidste indlæg - jeg mener, det var lissom mandag i forvejen ;-)
Præcis. Jeg trækker den længere ud en anden gang. Men enden ER nær. Jeg kan mærke det i mit gigtknæ & i min forvitrede sjæl & mit plagede sind.
Send en kommentar