onsdag den 7. september 2011

Jeg er


Jeg er et narhoved. Og det er jeg villig til at indrømme. Det er stort af mig. Det er mere, end de fleste kan.

Start dagen med at sige dét: Jeg er et stort narhoved. Har du det bedre nu? Næ, heller ikke mig. Men hellere selv sige det først. Det rører mig ikke, for der sidder allerede en pil.

Jeg er dum på måder, jeg ikke engang er klar over endnu.

Der findes et ord for at være dummere end dum. Jeg kan desværre ikke huske det, men det er, når man er dum, men tror man ikke er det. Ligesom George Bush, han troede, han gjorde det rigtige, og det gjorde ham ekstra dum. Jeg tror aldrig, at jeg gør det rigtige, og derfor er jeg klog. Undtagen nogle gange når min snarrådighed redder mig ud af en slem kattepine. Men så kan jeg stadig tænke over, hvordan jeg kom i den situation. Der er noget at tænke over. Det er godt at komme til bunds i sig selv og mærke efter, tappe over sit tilfrosne sind med en pind for at se, hvor man falder igennem. Skære det dårlige fra, før man rådner og fordærver alt omkring sig. Sindet er foranderligt og klarer sig nok, og det er glad for lidt opmærksomhed. Som en fange venter det ved lugen for mad, suger luft ved de 12 kvadrater himmel, bliver venskabelig med kakerlakker og mus. Onanerer til lemmet sortner. Læser lovbøger. Priser sin gud. Snitter marionetter af uforløst længsel. Trænges på ved den mindste puslen. Mine drømme, mine dage, talte, krydset af.

Kyssede albuer. Albinomåne. Tinglyst armod. Så du mig græde. Jeg lo. Jeg er Michael Elo. Jeg er rabarberdunder, kielbasakværneren, glatbarberet, lysægte, omhyggelig i mit arbejde. Næsepiller, tørvetriller, læsebriller, Pierre Dørge-diller, kahytsjomfruens badekar.

Gelænder-Ole pudsede sine briller i en snip af forklædet. Tove var hans. Hans var Tove. Pokkers til dag med modne udtræk af kakerlakker i sengeviklingerne, kebabbarok og tusinde engle. En svær tro. Hendes fuldmodne læber, rynkede albuer. Vinden raslede, dækkene susede. Klæbrig nat. Igen alene. Torvedag med tomme kurve. Ikke en orm kunne jeg trække. Jeg er den stærkeste, råbte drengen forgæves.

3 kommentarer:

Anonym sagde ...

Kebabbarok og tusinde engle! Hvis man kan starte dagen med det, kan det squ kun blive en god dag!

Jeg syntes du er dejlig!

Mandejammer sagde ...

Nå.

Anonym sagde ...

Det er det bedste skrevne, jeg her læst siden... Ja.