onsdag den 28. maj 2008

Mine personlige dæmoner på spanden

Med ganske få undtagelser det sædvanlige sure gamle lort i nye forklædninger.

Det er en del af projektet.



Hvis der er nogen, der skulle have glemt hvad projektet går ud på, jeg f.eks., handler det om at uddrive 100 dæmoner ved at tegne dem og se dem an. Hvad er jeg oppe på efterhånden?

Det er ikke godt at vide, hvad visse af tegningerne handler om, men jeg tager dem med alligevel, fordi det også gælder om at lave tegninger og håbe på det bedste, jeg mener, se hvad der sker.

Jeg prøver at glæde alle og ender med ikke at glæde nogen, i hvert fald ikke mig selv, knap nok

Jeg var med min mor ude for at købe sundhedssandaler til mig i går, og pludselig var det som om jeg var syv år gammel igen. Men heldigvis er jeg nu stor nok til at modstå hendes pres og valgte en stribet trøje i stedet for.

Jeg ville ønske folk enten gav mig noget jeg kan lide eller noget der ikke kan byttes. At skulle bytte en gave og bruge tid på dét er at føje spot til skade.

Det var en julegave, min mor synes det var tid til at bytte, og jeg kan ikke sige nej til hende, nu hvor hun er så syg. Bagefter måtte jeg ned på skolen for at regulere min datters blodsukker, men hun klyngede sig til mig og jeg kunne ikke komme fri igen. Jeg kan heller ikke sige nej til hende.

Der røg den dag.

Det var med nød og næppe jeg nåede ind til J. Per til en røg og en mokka i mellemaktet.

Sørøver Sally med noget til far


Jeg kom i tanke om en genial idé, jeg fik til en film, fordi min daværende kæreste så godt ud i en bredstribet, rød og hvid T-shirt med vig hals: Sørøver Sally som realfilm, gerne for børn, men med en slagfærdig heltinde med lange brune krøller, der springer omkring og skyder med kanonerne. Hun må gerne synge de gamle sange, men ikke noget med dukker med stænger i hænderne.

Tag den, DR, og løb med den.

Der er penge i det lort.

Enhver gammel tv-serie skal vel for helvede da laves til spillefilm. (Og idéen kunne ikke komme på et bedre tidspunkt end nu, hvor Pirates of the Carribbean har sprængt sørøvermarkedet vidt åben.)


Se mine geniale idéer til film, andre folk har rettighederne til, her og her.


PS Her er en metaludgave af Fredes sang med Sliced Pimples. Den er dejlig kort. ***Kl. 13:35***NEWSFLASH!!!***Så for satan. Nu er videoen blevet fjernet fra YouTube. Suk. Den var der for lidt siden. Hvad sker der!?!***END NEWSFLASH!!!***

Overhånd

Jeg er blevet afhængig af det her blogning, og nu kan jeg ikke lade være. Hvad tænker jeg på? (Nogen gange tænker jeg på, hvor langt jeg kan strække mine læseres tålmodighed. For det meste er jeg skræmt til døde over, om jeg er kedelig. Det er parallelle spor.)

Nu begynder jeg igen at bekymre mig om, hvad der vil ske, når min kone opdager denne blog og bliver sur eller ked af det, fordi jeg har udleveret hende og skyllet vores lagner offentligt uden hendes tilsagn. Det er tænderknasende. Nå ja, jeg kan jo altid bare lukke alle de sider, der handler om hende, men det går ud over min forfængelighed og mit e-eftermæle.

Nu har jeg foreløbig fremmedgjort min gamle ven og korrespondent Don Nzo (også kendt som Dunkirks Rose, min wannabe blogfrau), fordi jeg har plapret om ham her på bloggen og sågar gengivet hans ord uden hans billigelse*) (før han infiltrerede mig ved at google "ståpikrap" i stedet for at spotlighte det på sin Mac og faldt over denne guldgrube af netguf). Don Nzo-fans, skulle der findes sådan nogen, skynd jer derfor at læse og genlæse de klassiske samtaler med Don Nzo Mascarpone, før de for altid bliver slettet.


Det var en artikel af en megablogger i The New York Times Sunday Magazine, der fik mig til at tænke over det her og hvad fanden det handler om.


*) Jeg troede han ville blive flatteret.

mandag den 26. maj 2008

Bundlinien

Nu er dagen gået igen. Jeg har ingen penge tjent, og jeg er ikke blevet klogere.

Jeg har spildt tiden som sædvanlig. Læst avis. Lavet en enkelt telefonopringning, der var vigtig, og talt med min mor.

Det meste af tiden har jeg ærgret mig, især over folk, der går mig på, jeg bør cutte af som den dødvægt de er.

Mine tanker er irriterende i dag. Min egen ugidelighed knejser foran mig. Nå ja, det er jo mandag, og jeg er træt. Hvad ville mit guddommelige jeg ikke sige?

Til opgradering

Jeg købte to par sandfarvede klipklapper i Netto, fordi de var så billige. Min datter begravede en af den i sandet og kunne ikke huske hvor. En anden blev væk af sig selv. Nu har jeg gået i to højre klipklapper siden 2005.

Maskespil

Jeg kan ikke klare presset ved at være mig, så det er rart at være en anden.

John Starks spillede bedre med maske (end før han brækkede næsen). Petr Cech ved jeg ikke noget om.

Jeg er ligesom ham der er mere liv i til kostumeballet.

Men bag min klovnemaske græder jeg.

Jeg vil have en sej mexicansk brydermaske, og i den vil jeg optræde for publikken og flyve gennem luften – og triumfere over den største af alle skurke: mig selv.



Okay?



Tårebine

Jeg er tit og ofte ved at skyde mig selv i hovedet og give op. Det eneste der holder mig kørende er min konstante klynken.



... kniven (Q), der skræller løget (R) og vipper det op til øjet (S), der græder en strøm af tårer (T), der får møllen (U) til at løbe rundt og artikulere albueleddet (V), så blyanten (W) bevæger sig mod papiret (X).

lørdag den 24. maj 2008

Mine tømmermænd

Kl. 12:25 Hjertebanken. Jeg har lyst til spejlæg med ketchup. Har ingen æg. Har ingen cykel så jeg kan køre ned efter nogen. Børnene vil have en baljebas i stedet for det rustne harmonium min kone fik mig til at smide ud for 2 år siden, men jeg vil ikke have de laver hul i en balje og slet ikke med en køkkenkniv. Er gået indenfor og lagt mig på sofaen.

12:55 Har taget et bad. Jeg har lyst til at være nudist. Jeg har lyst til en pizza, men der er for langt ned at hente en, og så bliver jeg også nødt til at give noget til børnene. Gider ikke forberede fødselsdagsfesten i morgen. Har læst noget Herbert Pundik for første gang i mit liv. Kan godt lide det navn, Herbert. Det er der ikke så mange der hedder mere.

13:10 Mon kaffe hjælper? Jeg ville ønske jeg ikke havde brækket filtret af alle de smøger og røget dem. Mit nedløbsrør føles som en briosche. Jeg spiser noget spaghetti med ketchup.

fredag den 23. maj 2008

Nudisme er unaturligt (2. del)


Jeg fandt mit gode gamle eksemplar af Nudist Society frem, en bog om den amerikanske nudistbevægelse fra 1970, hvor de bukker sig bagover for at forklare, hvor naturligt det er at være nudist, gerne hele familien sammen. De amerikanere. De må jo trænge til det. Bemærk at bogen er skrevet af en ph.d., det hjælper også.



Det sjove er, at jo mere normale situationer, man ser nudisterne i, desto mere unaturlige virker de.

Her er et godt eksempel:


Så kan hun rigtigt gå og holde øje.

Her er et par stykker til.


Klassikeren, volleyball.


Årets nudistkongefamilie er kåret.


Husk at lade som om I ikke kigger efter, drenge. Hattene styrer.


"Spændt" forventning.


Grækerne igen. Et klassisk forbillede er altid godt.

I mellemtiden handler det jo mest om at få lov til at se billeder af nøgne folk. Før pornoens frigivelse var "nudistblade" udbredt, ligesom bøger af "kunstfotografi" (og fotoamatørklubber, hvor man får lov til at gå hen og granske en nøgen dame gennem sin linse). Nå.

*

Det er for mig at se ironisk (eller i hvert fald såre påfaldende), at grundlæggeren af den amerikanske nudistbevægelse (billedet herunder) har det største lem af alle. Eller også hænger det bare utroligt lavt. (Klik & forstør.)


Henry Huntington, californisk nudistpioner. Se også under "gymnosofi". Bemærk hvor misundeligt han bliver iagttaget af den anden mand på billedet.


Det var slut på 2. del af essayet. Med lidt held kommer der en 3. del en dag. Eller måske et helt nyt essay om det samme! Hold vejret så længe.


Nudisme er unaturligt (1. del)


– Ad, sagde min datter (8), da hun så denne fresco over en dør nede på vejen, og den er ved gud da også mystisk. Hvad betyder billedet? Det er ikke godt at vide.



Figurernes nøgenhed er mystisk, ligesom Vilhelm Lundstrøms udsmykning i Frederiksberg Svømmehal (især når det er påkrævet at have badetøj på netop i en svømmehal – og gudskelov og tak da for det. Er det ikke slemt nok allerede at svømme rundt med svømmebriller på? Man ser rigeligt. Og forbløffende klart). Hvad er det, friluftsbevægelsen i mellemkrigsårene, der slår igennem?



Der er en idé om, at nøgenhed er naturligt – eller normalt i hvert fald i kunsten pga. noget klassicistisk, de grækere. Men nøgenskab er overhovedet ikke naturligt, ikke når man er sammen med en masse andre mennesker (jvf. mit banale indlæg om Anders And og Kejserens nye klæder.

Fyren der streaker i denne video er mere "naturlig" end nudisterne, fordi han i det mindste gør opmærksom på det absurde i situationen: at være nøgen socialt.


Tak til Miss Mikkelsen for at gøre opmærksom på videoen, der er det sjoveste, jeg mener smukkeste, jeg har set i mit liv. Jeg grinte og jeg græd.


***Glæd jer til anden del af dette essay!***

KOMMER SNART
HER PÅ SIDEN!!!

Mere afløb fra min espressomaskine - ikke at det rager nogen


Jeg lader altid en dosis vand løbe gennem espressomaskinen for at varme den og koppen op. Vandet dumper jeg ned i denne spand. Nu har jeg lige tømt den igen.

Frugtfluerne er begyndt at blive et problem, men det er et andet sted.



***Følg med i nye afsnit af min kaffebrygningsodyssé her på siden!!!***


Det var ikke med vilje

Min kone lagde sin hæl oven i min dårlige ankel i nat og gnubbede den frem og tilbage ligesom en morter, indtil jeg skreg.

torsdag den 22. maj 2008

Entonetema

Jeg falder i den samme fælde hver dag.

Det er de samme ting jeg ikke gør hver dag.

I morgen bekymrer jeg mig om de samme ting igen.

Alt det jeg ikke får gjort.

Hvordan jeg ikke kan komme op og afsted.

Hvordan en lille smule medgang i en ung alder kunne have gjort en stor forskel.

For 14 år siden sagde jeg: – Det ville være rart med en smule anerkendelse.

Nu har jeg 2 børn.
Jeg havde ikke fået mere anerkendelse uden dem. I det mindste er de et synligt resultat af at tingene går frem, at tiden går.

Jeg elsker dem mere end mig selv.

Jeg er dybest set ikke engang så utilfreds med mig selv, kun noget af mig selv, og den del af mig selv der er utilfreds med mig selv.

– Jeg er den del af dig selv, der er utilfreds med dig selv, springer den frem og siger. – Selvgode svin.

– Åh hold kæft, hvorfor kan jeg aldrig være tilfreds?

Fordi jeg har gjort en kult ud af at være utilfreds?

Hvad med at gøre en kult ud af smøge ærmerne op? Det tror jeg ikke. Jeg kunne smøge ærmerne op hele dagen, og det ville ikke gøre en skid forskel. Faktisk kan jeg få hele dagen til at gå med at smøge ærmerne op. Jeg har selvopsmøgelige ærmer (note til selv: udtag patent).

En behagelig øvelse er at lytte til stemmerne i sit hoved. Det kan ikke være værre end hvad jeg lytter til nu: Morton Feldman – For Philip Guston.

Minimalisme – er det ikke det det er? – jeg lærer aldrig at forstå det.

Portrættegning er utaknemmeligt (også portrætmaleri i øvrigt)

En dag i skolen tegnede jeg en ufatteligt vellignende profil af min ven "Kenneth". Så vellignende var den, at han rev den i stykker, da jeg viste ham den.

Jeg troede han ville blive imponeret.

Jeg prøvede at lave en ny, men den lignede ikke lige så godt. Det var et af mine første realistiske værker.

Mine personlige dæmoner går til flæsket

Her kommer næste hold af mine altid populære personlige dæmoner væltende & hvæsende. (Det er et bandnavn: Mandejammer og De personlige Dæmoner.)

Som man kan se, er der allerede flere gentagelser. Det må være de særligt stærke dæmoner.

Det er sgu ikke bare skæg og ballade alt sammen.



Lidt rigeligt med svin her til sidst, men hvad fanden kan man gøre.