tirsdag den 15. marts 2011

Lysbilleder fra sidste års hippiekulturbegivenhed


Jeg spurgte slotsherren: – Hvad synes du om mit maleri?

Han drog af sin Gauloise og svarede: – Det ligner 30.000 mennesker, der har gruppesex.



Notits


Min kone har menses.

Rundtur


Jeg havde en højskoleklasse herinde. Hende med huen og vanterne sagde: – Hvorfor maler du hele tiden store tissemænd?

– Hvor? ...Åh, nej! Nu har jeg gjort det igen!



mandag den 14. marts 2011

Lad være med at være dum


Under min nye gurus udefrakommende blik pakkede jeg min nye laptop ud, der havde stået to måneder ovre ved siden af kasserne med min mors billeder og breve og andre ting, jeg ikke gider kigge på.

To måneder er en evighed i computertid. Den er allerede forældet.



søndag den 13. marts 2011

Næstsidste vers


Nu har jeg hver aften i fire år sunget Elefantens vuggevise for min datter (det var ikke noget, jeg fandt på, jeg fortsætter bare) og hver aften tænker jeg: Hvis sangens fire vers svarer til en livstid (på 80 år), er mit liv nu i starten af tredje vers (lige omkring "sidder i mørket og piber"). De første to vers føles som lang tid, mens de to sidste flyver afsted. Midtvejs er som toppen af et bjerg, og på den anden side rutsjer man ned.



Fra sidste års hippiekulturbegivenhed i udlandet


Mexicaneren sagde til mig: – Du maler som en pige.

Senere sagde han: – Jeg har haft et hårdt liv.

– Ikke mig, sagde jeg, – jeg har haft et blødt liv.



lørdag den 12. marts 2011

Navnløs frygt


Jeg drømte, at jeg skulle konkurrere i digtning med Prins Henrik. Mon jeg nu kan klare det? ængstede jeg mig. Han er en meget maskulin mand.


Anmærkning: Der er et billede af Prins Henrik på vandski i en gammel Året der gik-bog, jeg hellere ville bruge, men jeg har det ikke ved hånden. Skulle der blandt mine læsere gemme sig en Prins Henrik-fan, der ligger inde med det, så sig endelig til. Tak.

fredag den 11. marts 2011

Suk. Fuck / Til alm. orientering / Hør nu efter, jeg gider ikke sige det mere


(Meget kedeligt indlæg, man gerne må springe over)


Efter samråd med det øverste præsidium af mine trofasteste læsere pålægger det mig at meddele, at der pr. gårsdags dato er indført kommentarmoderation her på bloggen. Der har i længere tvivl hersket en lavmålt og umorsom tone i det rum, der på alle måder har ærgret og irriteret mig og distraheret mig fra mit egentlige mål: at fortælle jer, kære læsere, om alt, hvad jeg tænker på.

Det kommer måske lidt sent, vil nogen nok mene – og det gjorde den ældste og mest gråskæggede af mine rådsmænd – men jeg har da aldrig gidet moderere hverken kommentarerne eller mig selv, og mange af kommentarerne har været pissesjove – altså før i tiden. Ikke nu. Nu handler de ikke om mig eller om noget, og nu må det altså være nok. En falliterklæring, har man kaldt det, at jeg har afgivet kontrollen med mit eget åndssvage forum, og som en god vært må jeg derfor myndigt stramme op. Beklager. Sådan kan det gå.



***Er du for eller imod den nye ordning? Deltag i min læserrundspørge (t.v.). (Afsluttet d.16/3.)***

Har du bedre forslag? Send mig en kommentar. Jeg er lutter øren.


PS Ovenstående billede fås også som stereo-gif med samt stereo-gif-opskrift (StereoPhotoMaker, har ikke prøvet det, siger det bare).

torsdag den 10. marts 2011

Udskiftninger


I dag var jeg hos tandlægen for at få fjernet min sidste sorte plombe, og bagefter skulle jeg til møde for at diskutere min lønnedsættelse.



PS Jeg fik "forårsrabat" hos tandlægen.

Modsatrettede indskydelser


Min kone så gerne, at jeg deltog mere i hjemmets rengøring, men det er svært, når man er pisseligeglad.



onsdag den 9. marts 2011

Gavnligt skud indflydelse


I stedet for at ryge for at få min puls op, er jeg gået over til f.eks. at ringe til folk, jeg ikke kender, og spørge, om de vil udgive min bog.

Mig: – Bzdvrk!

Det virkede sidste uge. Jeg havde en udenlandsk husgæst, en guru-type der rejser rundt i verden og "planter memer i folk", og fik set mig selv lidt udefra.


Richard A. Kirk.

Stakkels lille mig, store stærke mand.

Uhørt


Jeg smed to malerier ud i går. De er så grimme, at jeg ikke engang selv kunne holde dem ud.



mandag den 7. marts 2011

Når noget nager


I går brugte jeg en time på at skrive til inspektøren for Metropolitan Museum med fotodokumentation for at sige, at der er en fejl på et af deres skilte, mens min kone lavede mad og vaskede.

– Jeg fatter ikke, at du gider, sagde hun



– Når man går op i det, man laver, vil man godt have sånoget at vide, sagde jeg.

En ny dags begyndelser


I stedet for at sidde her og lave ikke noget, blev jeg hjemme og sov.


Jeg er lidt svimmel.
Nu: 2xdobbel'spresso.
Jeg har det som om, jeg snart skal dø.


søndag den 6. marts 2011

Mit med


Min kone er holdt op med at vaske mit tøj.

Jeg kan ikke overskue det, siger hun.

– Skal jeg tage dit med, når jeg vasker mit? spørger jeg.

– Det kan jeg ikke se bliver aktuelt, for du vasker jo ikke.

– Når jeg gør, skal jeg så tage dit med, eller er der særlige hensyn?

Fire gange, må jeg spørge, før hun svarer: – Ja. Det må du godt.



PS Jeg havde ellers forsvoret, at jeg nogensinde skulle brokke mig over min kone offentligt igen, men jeg kommer i så pissedårligt humør, og det er ikke sjovt bare at skrive i sin lille dagbog. Jeg ved ikke, hvad der er mere patetisk.
Det er et hyr.
Ingenting lykkes, og intet bliver bedre.


lørdag den 5. marts 2011

fredag den 4. marts 2011

Døren går op (forts.)


Jeg har nu fået at vide, at jeg ikke skal "gå og spille Kong Gulerod" og "hvad med mig selv?" Suk. Det er mærkeligt at få skældud af en kvinde, der ikke er ens kone. Det er i det hele taget mærkeligt at få skældud, når man er voksen, og det ikke er af ens boss, men jeg synes altså ikke, mænd generelt skælder hinanden ud. Jeg mener ikke, det er almindelig omgangsform blandt mænd at skælde hinanden ud. Men nu vil jeg til bunds i denne sag. Som en detektiv vil jeg finde ud af – f.eks. ved at spørge – hvad det er, jeg har gjort, om det så betyder min undergang.

Måske er det noget, jeg fast kunne praktisere?: – Undskyld, hvad har jeg gjort dig?

Der var en kulturformidler forrige uge, der virkede irriteret på mig, og der vidste jeg heller ikke, hvad jeg havde gjort.



torsdag den 3. marts 2011

Jaså


Min sigen nej til livet kommer tilbage og bider mig i røven: Hvor ku' du? Troede du, at du skulle leve evigt? Nej, men jeg var bange. Så sig i stedet: Jeg har frygten i mig, ellers risikerer du at identificere dig selv med frygten. Oho, oho, aha. Tak, mine indre stemmer. Tænk ikke på det, det er bare noget, jeg har stjålet fra bøger. Ja, men det er da godt alligevel! Det er okay. Hvad har du ellers? Forhåbentligt snart fri.



onsdag den 2. marts 2011

Det var irriterende for dem, for de kan godt lide at spille


En af mine venner og hans band var nede at spille i Roskilde (ikke til festivalen, men samtidig), og efter første sæt kaldte lederen dem ind på sit kontor.

– Ved I hvad, I behøver ikke spille mere.

– Hvad?

– I skal nok få jeres penge. I behøver ikke spille mere.

Han mente åbenbart ikke, at deres musik passede til stedets stil.

De er kunstnere og tog sig det nært.



torsdag den 24. februar 2011

2024 - Lad festen begynde


2024ende indlæg. Jeg havde regnet med at være en dansk kulturinstitution på dette tidspunkt, en original stemme i tiden der blev nævnt af hippe kändisser i interviews i livsstilsmagasiner på spørgsmålet: Hvem er din yndlingsforfatter? "Mandejammer," skulle de svare for derved at prunke sig med deres insiderviden. Men det er der vel lige så stor chance for, som at de siger: Johannes V. Jensen. Snakken på gaden ville gå: Hvem er denne Mandejammer? Har du hørt, hvad han skrev i dag? Det er så intenst og dybfølt. Jeg får gåsehud. – Også mig, ville jeg sige, – hæhæhæ, når jeg gik forbi de tætsammenklyngede grupper af danskere fra alle ender af livet. Kedelige typer ville citere mig, men ville de kreditere mig? Jeg tror det næppe,
men hvis blot én
har tænkt på mig, mens de var i gang med at knæppe,
er det hele besværet værd med at trille denne Sisyfos-sten.
Hvis blot én har tænkt på mig, mens han/hun sad og sked,
er det grund nok til, at jeg bliver ved.

I mellemtiden rasler mine læsertal ned. Og tror fanden, det eneste, jeg skriver om, er at skide. Jeg har færre læsere nu, end da jeg begyndte. Jeg burde promovere denne blog, men hvordan? Jeg gider ikke sætte klistermærker op nede foran Blockbuster. I Wm. Gibsons seneste roman er hovedpersonen på jagt efter en tøjdesigner, der er så eksklusiv, at ingen ved, hvem hun er, men alle rockstjernerne vil have tøjet. Det er den position, jeg forestiller mig at indtage. Udsøgt, en overset perle i
København, tillad mig selv at forherlige
mit navn: Jammermand
Det har klang af bautasten og bølgebrus
af skummende, skålende øl i krus,
der tømmes dagligt over det ganske land,
en velsignet bryg der styrker forstand
fra Amalienborg til det laveste husmandshus.


Mandejammer – et godt glas læskende velvære.




2023


Øv, jeg glemte at fejre mit indlæg nr. 2000. Dette er mit indlæg nr. 2023, og det er uden at medregne de indlæg, jeg slettede, da Donzo opdagede, at jeg havde udhængt vore samtaler uden hans tilladelse, og kunne se, hvor banal hans ende af samtalerne var, men det er også lige meget. Nu er jeg nødt til at vente, til jeg når indlæg nr. 2222. Til december har jeg blogget 5 år, medregnet afbrydelser og sabbat for at sørge og more mig/leve, hvis jeg holder så længe. Jeg tror, jeg annoncerede mit første selvmord for fire og et kvart år siden. Ikke at der er nogen, der tager sig af det længere, ærgerligt nok. Men I vil savne mig, kan I godt forberede jer på, når jeg ligger der, og vandet i badekarret farves lyserødt. Faktisk ved jeg godt, hvordan jeg ville begå selvmord. Det stod i en ungdomsbog af ham der svenskeren med alle pornoscenerne: Jeg ville drikke en flaske whisky og svømme så langt ud, jeg kan. Donzo har også læst den – og alle andre bøger, virker det som, der læses med én hånd og kunne fås på kommunebiblioteket sidst i 70'erne – og jeg kan ikke lide at skrive det her, for jeg frygter, han gør alvor af det. Han er så skrøbelig.

Jeg er allerede i gang med at skrive min 5-års jubilæumstale, der går sådan her: I 5 år har jeg blogget, og i den tid er folk omkring mig døde, har fået støtte af Filminstituttet, skrevet romaner, blevet overlæger, kommet i The New York Times, men jeg har ikke rykket mig en meter. Ikke en tomme. Jeg sidder præcis, hvor jeg sad for fem år siden. Det er kun jordkloden, der har bevæget sig. Ikke en nanometer er jeg afveget fra min geosynkrone livsfælde. Kan du høre mig, Major Jamsemand? "Hvad?" Glem det.

Jeg ville ønske, jeg kunne sige at jeg var blevet klogere, men det er jeg ikke. Jeg har lige så lidt lært, som jeg har udrettet. Hvor er det dog nedslående, når jeg tænker over det. For læseren er det vigtigt, hvis der sker noget livsbekræftende ind imellem, så lad mig tænke over, hvad det mon kunne være. I behøver ikke læse det her, jeg tænker stadigvæk. Satans, der er intet, jeg kan komme i tanke om. Hvor fattigt. Jeg finder på noget inden december, og så fejrer jeg det med et knald. Hvis I ikke hører fra mig, er det, fordi jeg har det godt eller er død. Og min blog vil fremstå som et overgroet gravsted, der langsomt kvæles af ufiltreret spam og læsersvigt.

Svaret på 'hvad giver man manden der har alt?'


Min datter (10) svarede på det ældgamle spørgsmål: Hvad giver man manden, der har alt?

– Man giver ham noget mere af det, han allerede har.

Meget logisk.


Mit lille geni.

onsdag den 23. februar 2011

Opdateret – næste morgen


Der var ikke den store motivation for sidste indlæg, andet end at jeg havde lyst til at bringe min fiffige Gaddafi-GIF, nu den var fra samme dag. Men jeg har haft Al Jazeera English kørende i ugevis hvert ledigt øjeblik og er fuldstændig forgabt i det mod, mennesker udviser i verden for tiden. Al Jazeera har en god uamerikansk, ikke-vestlig vinkel på begivenhederne. Det føles rart at se arabere på en anden måde.

Det er ligesom at tune ind på et følelsesmæssigt barometer eller en følelsesradio, der påvirker en. I morges tudede jeg mine briller til over opvasken, fordi en ung libysk kvinde i eksil så så godt ud og var så artikuleret og engageret (foto mangler desværre). Kald mig bare et gammelt fjols.

Jeg kan kun forestille mig det i forhold til de danske frihedskæmpere under WWII. Det, de er med til, husker de resten af livet.



PS Hvad hedder "there's strength in numbers" på dansk? Sammen er vi stærke?


tirsdag den 22. februar 2011

Opdateret


Verden kan forandre sig. Man kan lave sit liv om.

NEDSTYRT DIN INDRE DIKTATOR! BRÆND DIT INDENRIGSMINISTERIUM OG FRIGIV DINE INDRE POLITISKE FANGER!


– Blablabla...skabede køtere...blablabla...rotter!

Jeg giver aldrig slip


Det er interessant, vi havde et skænderi i går uden at blive uvenner. Det var ret latterligt selvfølgelig: – Hvordan har du så tænkt dig at købe lagkagebunde, sig mig det?
Men vi blev ikke uvenner, og bagefter klyngede jeg mig til hende som en abeunge.



– Vi lyder som et syngespil.

Og det er kun blevet værre siden


Nytårsaften 1997

Jeg er 32 år gammel, tænkte jeg.
Her sidder jeg i mine læderbukser
og ser på, at min svigerinde
danser rundt til ABBA.

mandag den 21. februar 2011

Mystiske tunneler & sminkede lig


Min livslange ven Frizz, mediemanden, var så god at give mig fribilletter til Experimentariet forrige år, og i går var jeg endelig ude at indløse dem.

Jeg vidste ikke, at man ikke måtte fotografere inde ved udstillingen af de "plastinerede" lig, men jeg vidste godt, at man ikke måtte snige sig ind ad udgangen, og jeg ville ønske, at vi var gået ind ad indgangen, så jeg ikke havde ført børnene ind i kammeret med pornoscenen.





Iflg. det trykte materiale bedes man udvise respekt for de afdøde ("der har doneret deres kroppe til udstillingen"), men hvorfor deres jordiske rester skal opstilles i en "reverse cowgirl" med huden flået af ind til tværsnit af skeden, kan jeg ikke svare på. Eller jo, det kan jeg godt: Det er kitsch og kan forklares ved tvivlsom kunstnerisk smag. Det er den sædvanlige kvasividenskabelige indpakning om kuriosakabinettet. (Og det siger jeg, der ikke engang ved, hvad kvasi betyder.)

Her er et par plastinerede tissemænd:





Børnene blev selvfølgelig dybt traumatiserede. Godt, man bor i Danmark, hvor den slags ikke tages så tungt.

Et højdepunkt, om jeg må have lov, på Experimentariet er den såkaldte Sanse Tunnel, hvor børn (evt. i selskab med deres forældre) skal famle sig frem gennem en mørk tunnel. Jeg kan forstå, at Olafur Eliasson lige har lavet noget lignende til Arken, en 90 meter lang tågefyldt tunnel med et prætentiøst navn, hvor voksne mennesker kan famle sig frem. (Og her tænker jeg straks: Der vil jeg have min kæreste [i dette tilfælde min hustru] hen og have diskret sex med hende 45 meter inde. Et glimrende bøssemødested vil jeg formode, men det er også altid, hvad jeg tænker, når jeg ser et møntsolarium: Der kan man gå ind og bolle. Kun en 10'er! Hvis jeg var en rigtig reporter, ville jeg kontakte museet og spørge, om der har været tilfælde, hvor det er blevet opdaget og meldt, eller om folk bare går beklemte forbi stønnelydene i tågen uden at sige noget, ligesom når nogen opfører sig upassende i saunaen i svømmehallen.)

I det hele taget, om jeg må have lov, kan Olafur Eliassons værker beskrives som et hobbybogseksperimentarium med højt budget og højere koncept, kvasividenskabelige forklaringer og belærende plancher.
Forvrængende spejle og røg.
Tak.


Olafur Eliasson: Din blinde passager (Arken 2010-11).

PS Jeg har fundet ud af, hvad der er så mærkeligt ved de døde kroppe i Gunther von Hagens' Body Works. Det er ikke det, at de er døde, det er alt det, der er gjort ved dem, selvfølgelig. Det, man mest lægger mærke til, er de mærkelige stirrende glasøjne. Det er ikke det naturlige, der er mærkeligt, det er det unaturlige. Da min mor døde, ville hospicesygeplejersken, efter at have mærket efter inde i sig selv et øjeblik, ikke lægge noget på min mors øjne mere for at holde dem lukket. Der skulle ikke komme noget ind imellem, så ville det være dét, man lagde mærke til i stedet for det egentlige, den blotte døde tilstedeværelse. Så lå hun dér og stirrede med sine blege, døde øjne, det dødeste jeg har set.

søndag den 20. februar 2011

Alle tegn var gode


I stedet for at gå i seng og forsøge at overtale min kone til at have sex med mig, sad jeg oppe med min datter (14) og så Nosferatu (Murnau), verdens mest uhyggelige film, i en smukt restaureret udgave, jeg gav hende i julegave (Filmhuset, kr. 50).

Det gode ved stumfilm er, at de ikke larmer og man kan snakke samtidig.
Top ti.



Nosferatu, dødsfuglen, kaster sin skyggekraft over de endnu levende.




Resten af sit liv glemmer man aldrig at gå rundt ligesom Nosferatuuu.

lørdag den 19. februar 2011

Man skal aldrig råbe


Mine nye naboer hilser heller ikke på mig. Hvad skal jeg gøre for at få dem over på min side – frugtkage, spiritus? De må have hørt mig gennem væggen råbe som en misogynistisk psykopat. Men her er lydt, og min stemme er gennemtrængende. Sådan er den, rungende og klangfuld. Som Pavarotti i en kloak.



Def.


Denne blog opstår i tidsrummet mellem, at jeg ikke gider arbejde og jeg ikke gider gå hjem.

fredag den 18. februar 2011

Kort rapport: mit liv blev ført bort (att planera är svårt)


Jeg skulle have lavet noget arbejde i dag, men i stedet for lavede jeg noget andet. Det har været den slags uge.



Kære klient: Børnenes vinterferie torpederede mit skema. Jeg foreslår en udskudt deadline, hvad hedder sånoget: postmortem?

Tak, gud


Min espressomaskine virker igen. Oh glade dag! Jeg skulle bare trykke vandbeholderen ordentligt ned. Nu er mit liv igen komplet, og på eksistentiel tilfredshed jeg er mæt, for uden kaffe bliver jeg træt, og alt bliver ligegyldigt, uden cræma'en der fyldigt og lyksaligt skummer og får mig til at fylde wc-kummer. Uden caffée, ingen funktion, men nu er jeg atter god for en analeksplosion. Oh glade dag. Oh glade, glade dag. Halleluja! Fra kaffe går en direkte linie til puha.



Der er direkte forbindelse mellem den sorte og den brune, og mere i samme tone: bønnen fører direkte til tønden. Er det løgn, hvad jeg siger, nej gu' er det ej, cafféen sætter turbo på den brune motorvej. Med cafféen som smørelse, er der gørelse. Forstår du, hvad jeg siger, eller har du ingen hørelse? Kaffen sætter tryk på de peristaltiske ryk og får tarmen til at synge, som et lykkeligt barn på en gynge: Under den hvide bro løber den brune flo'. Hurra, hurra, syng Javas pris og læg kun selv i litervis. Der er nok, hvor det kom fra (og hvis du på offentligt lokum sidder, er det, du kan lugte, kamfer [fra duftblokkene]). Når cafféens sirenesang lyder lokkende, titter frem de brune rotter fra deres huller.
Det vist på sin plads med en skål er!
Skål Java, hil der
til dig lyder,
du er mere diktatorisk end Hitler,
din gamle forbryder – jeg dig nyder og adlyder. Java befal, jeg følger. Jeg har alliwel intet valg, når min tarm går og bølger. Jeg dig evigt bæller og sekunderne tæller,
til vi mødes igen – dvs. når du mellem koppens rand og mit svælg er.
Java er god, Java er stor, med hans sorte gødning står min tarm i flor. Hil ham, hil ham, hil ham, alt andet er synd'fuldt og en stor skam. Java befaler, og jeg slubrer, er du gal, hvor jeg jubler. Hurra, hurra, hurra igen, vi går brune tider i møde, jeg kan mærke, jeg snart skal føde, bare den ikke sidder i spænd. Nu er der kun tre sekunder mellem veerne, på med bleerne. Ud med lortet, det skal til, det gør jo som det bedst selv vil. Over min tarm jeg har ingen kontrol, når den er i Javas vold. Hil dig, Java, og dine gaver. Hil dig, du gode, du ophøjede, du skønne, lad de peristaltiske lege begynde. Jeg er helt eksalteret over det, jeg skal have ekspederet. Her kommer posten med pakker svøbt i brunt papir, jeg takker, hvis ej min hæmorroide svier. Jeg skal ikke have noget i klemme, lad bare Java bestemme.



torsdag den 17. februar 2011

Apropospolous - til Jammernationen


Apropos satire udspillede der sig indtil for ganske nylig en ufrivillig satire, eller hvad man skal kalde det, i mit kommentarspor. Der er en af mine få tilbageværende læsere, der har suget al ilten ud derinde og nægter at forsvinde, selvom jeg beder hende (jeg tror, det er en hende, for hun lyder som en hende) pænt om det. Det morer mig ikke, og det gør mig i dårligt humør. Jeg gider ikke interagere med hende. Hvad gør man så? Jeg begyndte at censurere hende, men så skal jeg alligevel læse kommentarerne først, og det er også en slags opmærksomhed. (Det er dette indlæg selvfølgelig også, men ligesom Obama, der skal tale til nationen, føler jeg, at jeg bør træde i karakter og italesætte konflikten.)

Derfor bekendtgør jeg nu, at jeg fra dags dato holder op med at kommentere. Sorry. Det har ellers tit været sjovt og givende, men der er ikke til at være længere.



Desuden siger hun, at min blog er blevet kedelig og kører i ring, fordi jeg altid bliver siddende i en våd plet og tuder, men det var jo ligesom hele ideen, deraf titlen. Og brokker sig over min kone gør jeg også. Det er blevet en vane. Men det er sådan et rigt materiale, hvor forræderisk det end må være. Men kedelig. Er jeg kedelig? Det var det eneste, jeg prøvede på ikke at være. Det kan godt være. Mine tal rasler nedad. Suk. Jeg kaster mig i Sortedammen.



Jeg har ikke oplevet noget så irriterende, siden Donzo, forræderen, infiltrerede min blog og hovedløst plaprede mine hemmeligheder ud for alle vinde som en flaprelæbet Iago.

onsdag den 16. februar 2011

Nyt mål, nye udsigter – curareblæk


Min gode ven, den statsanerkendte, etablerede kunstner, skrev til mig fra Fjernøsten, at jeg burde blive satiriker. Han har altid travlt med gode ideer til, hvad skal jeg lave ("mal fire meter høje billeder", "lad os starte et samarbejde om at male ligesom Hannibal Måne", "søg ind på forfatterskolen, forfattere behøver kun arbejde to timer midt på dagen"), og jeg siger altid jaja. Men satiriker, dét kunne jeg godt tænke mig at være. Så kan jeg "spidde folk på min giftige pen".

søndag den 13. februar 2011

For 10.000 ulykker


Min espressomaskine er død. Jeg trykker på knappen, men der kommer ikke noget ud. Den lyser, men den pumper ikke. (Hvad så? Jeg har prøvet at genstarte. Hjertemassage, kunstigt åndedræt, adrenalin?)


Det er en meget fin maskine, jeg købte til min kone i julegave for 12 år siden. Eller også var det et dampstrygejern, jeg har glemt det.

Nu har jeg været nede i skralderummet og hente min gamle espressomaskine, jeg i et anfald af overmod smed ud i efterårets store putsch, efter den sprang læk i 2007. Det er i skrivende stund de spændte minutter, hvor jeg venter på, om den virker.

Jeg kan ikke huske, hvordan man gør. Vent lidt, der kommer vand ud nu, men den lugter underligt, maskinen. Jeg gør et forsøg med bønner...



Det, der var galt med denne espressomaskine, var, at vandet kom ud alle andre steder end i koppen, og sådan er det stadigvæk.

Nu må jeg ud i kolostomimaven og hente min reserve-reserve-espressomaskine, jeg købte engang for en 50'er af en Brøndby-fan, der aldrig fandt ud af at bruge den. Det er på alle måder en inferiør maskine. Satans da også med det altsammen. Jeg er hjemsøgt af ulykker. Hvor uheldig kan ét menneske være?

Mit hjerte er en Fasteleen-tønde (Vinterferien dag 2)


I det øjeblik jeg blev hjemme for at nyde en Fasteleen-bolle, vidste jeg, at det ville ende med, at vi skændtes. Ikke en selvopfyldende profeti så meget som bitter, hårdtkøbt erfaring. Jeg kan ikke gå uden en smækket dør og alt er surt og bittert.
– Hvordan skulle jeg vide det, du fortæller mig jo aldrig noget!
– Hvorfor mon?
SMÆK!



Her kan man lave sine egne GIF'er fra YouTube-videoer. Det virker, det virker, jeg har lige lavet en:



Når jeg sidder alene her, bliver det klart for mig, hvor godt jeg har det.

lørdag den 12. februar 2011

Rester


Vågnede af en ond drøm kl. 5 i morges. Min far og hans kæreste kom med min mors hoved.
– Hvor er hendes krop? sagde jeg.
Det lå i en hospitalsseng. Jeg havde ikke lyst til at kigge på det.
– Hun er jo død, sagde jeg.
– Sig ikke det, det er væmmeligt, sagde min far, og så begyndte jeg at råbe ad ham, mens hans kærestes to små sønnesønner sparkede mig på skinnebenet oppefra og skråt nedefter.

Indenfor i en lejlighed i New York med ovenlys og sol ind af vinduerne. Huslejen er under $600, jeg kan ikke opgive den.

Underboen så højt Cheers på fjernsyn og lo dertil. Jeg gik ind og målte min datters blodsukker. Hun var lav, så jeg gav hende noget mælk og ventede, mens hun selv børstede sine seks rokketænder halvt i søvne.



Jeg kan altså godt (Vinterferie dag 1)


Min kone har lige bedt mig om at holde op med at hænge tøj op.
– Jamen, jeg har ikke noget imod det.
– Ved du hvad, jeg ville faktisk foretrække at jeg selv gør det.
– Jamen, jeg har ikke noget imod at... stoler du ikke på, at jeg kan hænge tøj op?
– Nu skal du ikke blive sur.
Børnene: – Skal du ikke bare være glad for, at du ikke skal hænge tøj op?
– Jeg er sikker på, at jeres mor nok skal finde på noget, jeg ikke gør tilstrækkeligt.

Nu har jeg forladt stuen, hvor der ikke er mere ilt tilbage. Jeg havde bare lyst til at stå og hænge tøj op, mens børnene læste højt.



torsdag den 10. februar 2011