Jeg spurgte slotsherren: – Hvad synes du om mit maleri?
Han drog af sin Gauloise og svarede: – Det ligner 30.000 mennesker, der har gruppesex.

Siden for den moderne, følsomme mand, der trænger til at komme ud med det


Jeg drømte, at jeg skulle konkurrere i digtning med Prins Henrik. Mon jeg nu kan klare det? ængstede jeg mig. Han er en meget maskulin mand.








Øv, jeg glemte at fejre mit indlæg nr. 2000. Dette er mit indlæg nr. 2023, og det er uden at medregne de indlæg, jeg slettede, da Donzo opdagede, at jeg havde udhængt vore samtaler uden hans tilladelse, og kunne se, hvor banal hans ende af samtalerne var, men det er også lige meget. Nu er jeg nødt til at vente, til jeg når indlæg nr. 2222. Til december har jeg blogget 5 år, medregnet afbrydelser og sabbat for at sørge og more mig/leve, hvis jeg holder så længe. Jeg tror, jeg annoncerede mit første selvmord for fire og et kvart år siden. Ikke at der er nogen, der tager sig af det længere, ærgerligt nok. Men I vil savne mig, kan I godt forberede jer på, når jeg ligger der, og vandet i badekarret farves lyserødt. Faktisk ved jeg godt, hvordan jeg ville begå selvmord. Det stod i en ungdomsbog af ham der svenskeren med alle pornoscenerne: Jeg ville drikke en flaske whisky og svømme så langt ud, jeg kan. Donzo har også læst den – og alle andre bøger, virker det som, der læses med én hånd og kunne fås på kommunebiblioteket sidst i 70'erne – og jeg kan ikke lide at skrive det her, for jeg frygter, han gør alvor af det. Han er så skrøbelig.








Apropos satire udspillede der sig indtil for ganske nylig en ufrivillig satire, eller hvad man skal kalde det, i mit kommentarspor. Der er en af mine få tilbageværende læsere, der har suget al ilten ud derinde og nægter at forsvinde, selvom jeg beder hende (jeg tror, det er en hende, for hun lyder som en hende) pænt om det. Det morer mig ikke, og det gør mig i dårligt humør. Jeg gider ikke interagere med hende. Hvad gør man så? Jeg begyndte at censurere hende, men så skal jeg alligevel læse kommentarerne først, og det er også en slags opmærksomhed. (Det er dette indlæg selvfølgelig også, men ligesom Obama, der skal tale til nationen, føler jeg, at jeg bør træde i karakter og italesætte konflikten.)
Min gode ven, den statsanerkendte, etablerede kunstner, skrev til mig fra Fjernøsten, at jeg burde blive satiriker. Han har altid travlt med gode ideer til, hvad skal jeg lave ("mal fire meter høje billeder", "lad os starte et samarbejde om at male ligesom Hannibal Måne", "søg ind på forfatterskolen, forfattere behøver kun arbejde to timer midt på dagen"), og jeg siger altid jaja. Men satiriker, dét kunne jeg godt tænke mig at være. Så kan jeg "spidde folk på min giftige pen".
