torsdag den 10. april 2008

Min taktik


Her er min taktik, som jeg formulerede den i går:

Det jeg skal gøre, er at holde min kæft og lytte, så længe det er nødvendigt. Og så i det hele taget styre mig og tage mig sammen i alle aspekter af mit liv. Men én ting af gangen: Først lytte og holde min kæft. Ikke prøve på noget.

...og som virkede meget godt, selvom jeg ikke kunne lade være med at lave enkelte vittigheder.

Så siger hun: – Jeg tror ikke, vi kan finde ud af at leve sammen.
Og så udbryder jeg: – Du tror ikke, vi kan finde ud af at leve sammen? Vi har levet sammen i 20 år! Hvor mange folk kender du, der har gjort det?

Vi ligger i skyttegravspacifisme.


PS Jeg kom i tanke om en af mine vittigheder, der faldt mod slutningen af vores intense samtale: – Hvad vil du have, nye køkkenskabe? Haha.

onsdag den 9. april 2008

Min netserie (44) - tænkepause



(Knæk & forstræk)
Fornægtelse flygter...

Som en idiot

Nu er jeg begyndt at ryge igen. Pff. Pff.

Mit liv kører i ring.

Som det står

Min kone "kan ikke leve med" mig længere. (Bemærk det passive "kan".)

Hun kom hjem i går og afleverede en tale på tre linier. Jeg sagde ikke noget.

Som langtidslæsere af denne blog ved, har min kone for vane at true mig med skilsmisse. Men hun gider ikke gøre det hårde. Det er mig, der skal flytte ud.

Jeg har virkelig ikke lyst til at blive skilt. Også selvom vi skændes hele tiden.

tirsdag den 8. april 2008

Det hele er noget lort – nu vil jeg terapeutisere mig selv ved at blogge

Nu har jeg skændtes med min kone igen, denne gang om overbookede festaftener, vi ikke skal til sammen. Hvis det står i kalenderen er det lov. Jeg er gift med en bureaukrat. Jeg kan ikke komme ind på resten, jeg orker det ikke. Lad mig blot sige, at det hele er noget lort.

Vi taler som sædvanlig aldrig sammen. Det bedste vi kan håbe på er at sidde stille sammen i samme stue. Hun gider mig ikke, som hun siger, og jeg for min part får aldrig nogen glæder.

Det værste er, at jeg tror skænderierne er begyndt at påvirke børnene. Min ældste datter er begyndt at råbe ad mig. Det er anstrengende.

Nu er min kone skredet.
– Jeg er nødt til at gå, sagde hun til barnet.
– Ja, råbte jeg ude fra køkkenet, du er altid nødt til tingene, du vælger aldrig at gøre noget. Det er altid, fordi du er nødt til det.
Og så tænkte jeg mange bitre tanker, der går mindst 10 år tilbage.

Dengang hun skred fra mig for alvor, var det også "det eneste rigtige at gøre". Som om der ikke var andre muligheder. Man skal ikke tage beslutninger i vrede, som sangen siger.

Nu er det 2. halvleg.

Jeg har ikke tænkt mig at undskylde for noget, men da jeg gik ned ad gaden i regnen tidligere, kunne jeg godt forstå hende, noget af det.

Jeg er pissesur.

Nu har jeg ødelagt det hele igen.

Jeg lukker.

Min netserie (43) - gensyn



(Klæk & forstær)
Forværrelse søpper...

Jeg bliver sindssyg hvis jeg ikke snart får en god nats søvn, men dæmonerne vedbliver at plage mig

Jeg bliver ved med at vågne om natten med den samme åndssvage drøm: Jeg skal flytte fra min lejlighed i New York, og pludselig er der otte reoler bøger, jeg ikke har fået pakket. I nat var jeg tilbage i lejligheden igen og sagde til mig selv: – Hvad laver jeg her? Det er X år siden, jeg flyttede. Landlord’en ville ikke bare lade den stå, den er da lejet ud (det tænkte jeg faktisk). Og så vågnede jeg.

Der må være en måde at konfrontere dæmonen på, men jeg er ikke engang sikker på, hvad dæmonen er. Altså, trin 1: erkendelsen!

Ellers en udmærket drømmenat: Jeg var ude at flyve i en lang snor, min kone holdt i.
At flyve er altid godt, vil jeg mene.

Mens jeg lå og vågnede i morges, drømte jeg, at jeg holdt en blyant i hånden, og på den blyant stod: Yardle Empathon Fitness. Det er hypnopompi, en disciplin jeg nu vil føje til hypnagogien.

Ny runde følsom mandehørm uafgjort på point

Der var nyt møde i Litterær Kreds, og selv om jeg ikke vandt runden, vil jeg sige, at jeg scorede et par gode point. I øvrigt var mit benarbejde formidabelt.

Hvad værre er, jeg har tilsyneladende et holdningsproblem, der gør, at mine kredskolleger ikke tror, jeg er alvorlig omkring min digterkunst eller måske noget. Det vil jeg tage højde for fremover ved at rynke panden bistert på de rigtige tidspunkter og forsøge at revle dobbelthagerne til eftertryk (ligesom Brian Laudrup, hver gang han skal sige noget, så man rigtig kan se hans hjerne arbejde – like he's choking back vomit, som om han holder et surt opstød tilbage). Jeg troede egentlig, at mine nye briller havde ordnet "seriøsitetsperceptionsproblemet". Måske skulle jeg også arbejde på min garderobe inden næste møde. Det er desværre almindeligt, at folk ikke tror, jeg mener, hvad jeg siger, og griner ad mig, når jeg er alvorlig.

Til gengæld er jeg nået et par skridt videre i struktureringen af min store følsomme debutdigtsamling, der vil tage landet med storm. Nu vil jeg smide så meget i, jeg kan, og senere tage det ud igen – som havet der skyller op på stranden og efterlader sine perler blinkende i skumbruset.


Selvmordsmetoden for de skoletrætte
Der er en historie om en skoleelev, der stikker blyanter op i sine næsebor og hamrer hovedet ned i bordet, så blyanterne går op i hjernen. Jeg kan ikke holde ud at tænke på det.

Jeg er på røven

Jeg har aldrig i min tid som blogskriver været så skrøbelig og svag, som jeg er nu.

Jeg mødtes med en til kaffe (digtersken, der kaldte mig en kusse sidste år, og sagde, jeg skulle holde op med at pive og lyde som en jøde), og hun fortalte, at en bekendt, der ikke kunne huske mig, godt kunne huske mig, fordi jeg var "ham den deprimerede fyr". Men det er lang tid siden, jeg sidst har set ham, og det er intet imod, hvordan jeg har det nu.

Jeg er bange for, at jeg kan se det på mig. At jeg er blevet synligt ulykkelig. Jeg er et nervøst vrag.

mandag den 7. april 2008

Min netserie (42) - nu går den vilde jagt



(Klik & forstør)
Forsætlig fløjten...

Dinoernes dødsmarch

Jeg føler mig nervøs og ængstelig og nedtrådt og fastlåst og forarmet og forbitret og magtesløs, og jeg er skæv i ryggen og min familie går mig på nerverne. Jeg kan ingen ro finde. Jeg er ikke sikker på, at noget er noget værd. Ikke at jeg tror det er noget værd, noget. Men det er rart at føle en smule entusiasme for sine daglige gøremål, og det gør jeg ikke.

Jeg må nok indse, at det er for sent nu, at de dårlige vaner og den manglende selvværd og den dybe splid, der kløvede mit sind – eller den dybe kløft, der splittede mit sind – eller bedre endnu: den dybe afgrund fra meteornedslaget, der dræbte mit væsens dinosaurer og formørkede himlen i 20.000 år og sænkede min sjæls temperaturer til tundraleje – i en ung alder, har frataget mig enhver gennemslagskraft og evne til at færdiggøre noget. Der er kun et stirrende øje tilbage i bunden af en sejlende brønd. En gispen mod månen. Ærgrelser, smerte, livslede, – og andre ting, jeg ikke kan komme i tanke om lige nu.

Jeg må samle mig om noget, jeg stakkel, der ikke bare er indkradsen af lidt dadler til merforbrug.

På amokgangens rand


I går ved spisetid skriblede jeg dette i min lommebog:


Min familie går mig på nerverne. Min kone der umyndiggør mig og slår mig i hartkorn med børnene. Og mine børn jeg skal diskutere med dagen lang, hvis de ikke får lov til at se fjernsyn og spille PlayStation og computer, når det passer dem. Lige nu er jeg tvangsindlagt til de samme fem stemmer, der skingrer og hviner døgnet rundt på Cartoon Network som baggrundsstøj til det danske familieliv. Kan man ikke give dem et statslegat, så de har råd til at betale for en ordentlig oversættelse? Det er ligesom at skulle lytte til The Voice. Det er lydtortur. Mit hjem er som Guantanamo.

Another SERE technique that has apparently surfaced at Guantánamo is the use of “noise stress.” The SERE affiliate told me that trainees often think that the interrogation portion of the program will be the most gruelling, but in fact for many trainees the worst moment is when they are made to listen to taped loops of cacophonous sounds. One of the most stress-inducing tapes is a recording of babies crying inconsolably. Another is a Yoko Ono album. (Mine fremhævninger – red.)

Fra The New Yorker, July 11 & 18, 2005. (Link til artikel.)


Jeg kan ikke engang sidde og skrive det her i fred fem minutter uden at skulle inddrages i deres små slagsmål og konstante konflikter.

Jeg er så røvtræt af det hele.

søndag den 6. april 2008

Min netserie (41) - efterladt



(Klyk & forstyr)
Forfølgelsesfætter...

fredag den 4. april 2008

Min netserie (40)



(Klik & forstør)
Forjættelse, Flügger...

Mærkedag

Jeg sagde til min kone forleden dag: – Jeg glæder mig til, jeg bliver så gammel, at jeg holder op med at tænke på sex.
Samme aften havde vi sex.
Jeg ved ikke, om der er nogen sammenhæng, jeg ville bare nævne det.



Under kønsakten hjemsøgtes jeg ufrivilligt og uvelkomment af et foto af en stor hvidblitzet midaldrende mandenumse, jeg havde set på nettet samme dag under polterabend for the clueless (don't ask, det er en, jeg kender, en slem idiot). Det var forstyrrende, men gudskelov forbigående om end tilbagevendende, og viser bare at man ikke er garant for sine tanker, lige meget hvad man foretager sig eller hvor man befinder sig.

Det er derfor, der aldrig er nogen, der vil have lyst til at være tankepolitibetjent.

Prøv selv at spørge nogen du kender: – Hvad tror du, jeg tænker på lige nu?
Der er ingen, der har lyst til at få det at vide.

Let’s face it, I’m losing my looks

Jeg plejede at kunne overleve på min naturlige nuttethed, det kan jeg ikke længere.

Som jeg diskuterede med min ven rockstjernen*), registrerer yngre kvinder mig slet ikke. Jeg dukker slet ikke op på radaren. Til gengæld får man mange kåde blikke fra kvinder omkring 50.

Jeg er løbet ind i muren.
Det er vel almindeligt.

Hvad bliver det næste, at jeg mister min gode forstand?


*) Et par praktikanter i studiet spurgte ham: – Er du Poul Krebs?
Den sved.

torsdag den 3. april 2008

Min netserie (39) - rask afsted



(Klik & forstør)
Fritstillelse frister...

Godt set

Der en del udtryk på dansk, der ikke giver nogen mening. Tag nu talemåden "at se gennem fingre med". Det er ulogisk. Man ser jo ikke "gennem" men "imellem" fingrene. At se gennem fingre antyder, at man har røntgensyn eller hul i fingrene.

tirsdag den 1. april 2008

Morgensludder

Min kone sagde til mig i morges:
– Jeg kan ikke snakke.
– Du gider ikke snakke med mig?
– Jeg kan ikke snakke på den måde lige nu. Du skal ikke tage det personligt.

Fedt, så kan jeg stå ude i køkkenet og smøre madpakker og tænke over det, hver gang hun kommer ud.

(– Fedt nok, mumler jeg til mig selv, hun gider ikke kysse og nu gider hun heller ikke snakke. Men det er ikke personligt. Mumle, mumle. Jeg er et sludrehoved, og nu kan jeg sludre med mig selv. Mumle, mumle.)

•

Så står jeg senere nede på skolen og truer mit grædende barn for at få hende til at gå ind i klasseværelset, efter hun har "fået det dårligt" på vejen til skole og kastet sig ned på fortovet som en treårig.

Endelig får jeg flygtet ud af skolebygningen og ringer til min kone for at ventilere, og så siger hun, at jeg ikke skal råbe ad hende. Jeg råbte ikke ad hende! Men det gjorde jeg, lige inden jeg klikkede af:
– Du skal bare lytte til mig, ikke irettesætte mig!
Klik!

mandag den 31. marts 2008

Min netserie (38) - den årle



(Klik & frosttør)
Ganevættelse gurgler...