mandag den 18. februar 2008

Min netserie (6) - arrig respons




Fortsættelse følger...

Proboscis

Hvad er det med Michael Falchs næse? Den synes at have sit eget liv.



Jeg har ikke set noget lignende siden Julie Andrews.


Billedet her fra The Sound of Music er ikke digitalt manipuleret. Se selv efter her, i CinemaScope eller på DVD.


Spørgsmål: Er det sandt, at næsen vokser hele livet?


PS Phillip Cocu, eks-Barcelona, har en tilsvarende lang, spids næse, hvis der er nogen der kan huske den. Jeg var altid bange for, at han skulle knække den mod bolden.

Slæk

Jeg tog ned til J. Per i det sociale boligbyggeri og røg to hjemmerullede Petterøes (og hørte ham plunke improviseret bluesguitar, mens jeg så på hans plakater af indiske guder), så gik jeg hjem og græd ud på min kones skulder, fordi alting er så forbandet.
Er det meningen, man selv skal finde ud af, hvordan ens mors kræft kan blive helbredt, ligesom forældrene i Lorenzo’s Oil? Hvor i Tyskland tager man hen?
Jeg spørger Dr. TB. Måske han har et råd.

J. Per har været røgfri i tre uger (altså den røg), men fik en dusk med hjem fra en i lørdags. Han var hos lægen og få en røntgen (ingen pletter) og en lungefunktionsundersøgelse, så han har modereret sig og lufter ud.

Jeg har en stor ballon indeni, der bare skal prikkes med en nål.

søndag den 17. februar 2008

lørdag den 16. februar 2008

Vigepligt for viven

At holde fred i ægteskabet minder mig om at holde op med at ryge. Boum, med ét slag ligger man i krig igen.

Min kone er fornærmet eller også er det såret, fordi jeg har hævet stemmen og lavet en scene.
Vi undgår øjenkontakt.
Hun svarer mig med enstavelsesord.
Vi støder ind i hinanden på gangene og de smalle områder i lejligheden som fremmede i Metroen.

Ligesom med at holde op med at ryge skal der ingenting til, før man falder i igen. Der er ingen gråtoner, det skifter direkte fra grønt til rødt. Det kræver konstant vedligeholdelse, og man kan ikke slække på disciplinen et øjeblik.

Jeg skulle være taget ud at drikke i aften. Men jeg har ikke lyst, jeg gider ikke drikke, og hvad er der ellers at lave lørdag aften?

Farvel rolige overblik

Én tvær, utålmodig bemærkning fra mig, når alle er trætte, efter en lortedag, hvor jeg ikke har fået lavet noget, og en lorteuge, hvor jeg har været med min mor henne og få hendes dødsdom, og min kone siger, at jeg er "pisse strid" og "vildt langt ude", og vil ikke lade mig være i fred og bliver ved og ved i stigende tonefald, mens jeg sidder fredeligt med øretelefoner på og ser skeptiske videoer med James Randi på YouTube, mens de andre er ved at falde i søvn til Discovery Channel uden lyd på, fordi ingen har gidet skrue op igen efter reklamerne, nu hvor remoten er væk for tredje uge i træk.
– Ja, jeg er pisse strid, siger jeg. – Jeg er pisse strid!
– Stop det, du er vildt langt ude, siger hun.
– Jeg er pisse strid og vildt langt ude, siger jeg med voksende stemmekraft og varierende inflektioner som en shakespeareansk frikadelle: – Jeg er pisse strid og vildt langt ude. Jeg er pisse strid og vildt langt ude. Jeg er pisse strid og vildt langt ude. Jeg er pisse STRID og VILDT langt ude! Jeg er PISSE STRID og vildt langt ude. Jeg ER pisse strid og vildt langt UDE!

fredag den 15. februar 2008

Min netserie (4)




Fortsættelse følger...

Selvmordsblog – altid først med de gode ideer - okay, glem det

Jeg har lige hørt på Howard Stern (pirateret over nettet, en rerun fra denne uge), at der er en, der har lavet en selvmordsblog, 90-day jane, ligesom jeg forudså her på siden.

Bloggen starter: "Jeg vil slå mig ihjel om 90 dage. Denne blog (...) er simpelthen en offentlig dokumentering af mine sidste 90 dage i live (osv.)"
Det var det samme, jeg skrev! (Næsten. Bare 90 dage i stedet for 21.)

Jeg sagde jo, det ville skabe opmærksomhed. Ærgerligt, jeg valgte at leve og at skrive på dansk. (Det gode ved denne slags ideer er, at de er så åbenlyse, at man ikke behøver lave dem selv. Der er altid nogen andre, der laver dem. Med mindre der kan vrides en spand penge ud af det selvfølgelig, så er det irriterende. På den anden side er der jo altid en vis mængde arbejde indblandet, så det hjælper hvis man "brænder" for sagen.)

Bloggen er nu taget af Blogspot, men man kan læse om den her.

***Husk derfor indgående at følge med her på siden, så ved I, hvad der vil ske om seks måneder. (Med mindre jeg har været seks måneder om at udgive indlægget. Eller et år om det, så nyhederne er seks måneder gamle. Der er ingen garantier.)***

* * * * * * *

SIDSTE NYT: Okay, glem det. Jeg var ikke den første, der fandt på den idé. Der var en, der lavede det samme nummer i 2005: Countdown-to-Suicide Journal. Jeg kunne bare have læst ordentligt efter. Sådan er det hver gang, jeg tror, jeg er snedig.

Krøller eller ej

Stings sang I Hope the Russians Love Their Children Too er ikke bare noget sentimentalt gejl, den giver heller ingen mening. Bare fordi man elsker sine egne børn er ikke det samme som, at man ikke ville ofre alle andre folks børn, hvis det var nødvendigt. Hvis du ikke tror på det, så gå ud og se nogen forældre som tilskuere til deres børns sportskampe.

Jeg var ude til et new age-foredrag engang, da mit ægteskab var i krise for nogle år siden, hvor foredragsholderen sagde, at det var fortrøstningsfuldt og et håb for fremtiden, at "alle folk ønsker det bedste for deres børn". Det gør George Bush også. Og hvad så? Det er ikke det samme som, at man ønsker det bedste for alle andre folks børn, navnlig ikke hvis konkurrence (om territorium, goder eller hvad som helst) kommer ind i billedet. Påstanden er således filosofisk ufunderet (og det har taget mig år at regne ud). Den eneste måde, det kunne virke på, er, hvis man ved, at "går det ud over dine børn, går det også ud over mine børn og omvendt".

Stings bøvede sang giver altså kun mening, hvis det, han synger, er: "Hvis mine børn dør, dør dine børn også i et atomragnarok, så lad være at angribe os først" lig med terrorbalancen.

Det er da klart, at russerne også elsker deres børn. Hvilken tåbelig ting at synge.


PS Eller også ved jeg ikke, hvad jeg taler om. Den mulighed eksisterer. Problemet er vist i virkeligheden noget med forskellen på hvordan tingene virkelig er og hvad man godt kunne tænke sig.

torsdag den 14. februar 2008

Min netserie (3)




Fortsættelse følger

Den nye mig

Jeg fandt noget i dag fordi jeg havde lagt det på sin plads. Jeg forsøgte først at visualisere, hvor jeg havde lagt denne ting, men det gik ikke, så jeg gik metodisk frem og tjekkede alle tænkelige overflader fra døren og ind, før jeg tænkte: – Kunne det virkelig være, at jeg skulle have overholdt mit nytårsforsæt?
Triumf! Det havde jeg.
Man bliver aldrig for gammel til at overraske sig selv.

•

I går lovede jeg min kone, at selvom jeg måske ikke var blevet den nye mig endnu, var processen startet, og jeg var på vej. Det var fordi, jeg kom for sent hjem som sædvanlig (nåja, et kvarter, big deal, men hun skulle ud og møde sin veninde) og "bekræftede hendes værste fordomme". Jeg arbejder på sagen, det er de små hensynsfuldheder.

•

Der er en novelle af Sherman Alexie, Saint Junior, hvor hovedpersonen siger:
After years of marriage, Roman had learned one basic truth: It was easy to make another person happy.

To make Grace happy, Roman sat down to piss, did the dishes at least three times a week, vacuumed every day, and occasionally threw a load of laundry into the washer, though he’d often forgotten to transfer the wet clothes into the dryer. No matter. Grace didn’t sweat the small stuff, and with each passing day she loved him more and more.
Og lige før:
...he wanted to be polite, even kind to Grace. That was exactly what was missing in most marriages: politeness, courtesy, good manners. He was the kind of man who wrote thank-you notes to his wife for the smallest favors.
Det er det, jeg taler om.

God forfatter. Bogen hedder The Toughest Indian in the World. Anbefales. Forfatteren er indianer, og hver gang han skriver om at være indianer, er det vildt spændende. Han kan skrive om hvad som helst, bare det handler om indianere, så er det spændende.

onsdag den 13. februar 2008

Så det var da noget

En homoseksuel*) mand roste min nye flippede brille i dag. Ellers har de ikke mødt andet end kritik, en tsunami af negativitet er skyllet over dem.
– De er grimme, siger mine børn. Men de kan jo ikke lide noget nyt.
Min kone siger: – Ja, jeg siger ikke noget.
Men hvad med min selvfølelse, spørger jeg bare? Ingen støtte får jeg, ikke at jeg havde forventet det. Det havde været naivt.
– Kan du ikke bare sætte nye glas i de gamle briller? siger børnene. (Det var også en god brille, en Matsuda.)


*) Hvordan kunne jeg vide det? Jeg fik den vibe. Han blippede på min gay-dar. Det var ikke pga. hans lyserøde sweater, det var hans smørrede grin – han slikkede sig om munden som ulven ved synet af Den lille Rødhætte.
Men jeg er også lækker.




Her er et billede af Johnny Depp med briller. I virkeligheden er jeg mere en Brad Pitt-type. Bortset fra valget af filmroller. Der er jeg en Depp-mand.
Bemærk at han ser mere intelligent ud med briller på. I hvert fald mere intellektuel.

Sigt

Jeg har været med min mor til samtale på hospitalet i dag. Der er ikke mere kemo, de kan give hende. Så nu er det eksperimentelt/på skrømt.
Det er ad helvede til.
Hun er bange. Det er nok jeg kan gøre med at være rolig.



Jeg får en krybende fornemmelse i testiklerne.

Koner




Min kone vil have, jeg skal smide min Mrs. Potato Head ud, men jeg nægter (den plejede at stå oven på klaveret sammen med det andet nips), især fordi jeg læste, at Saatchi har en mage til på sit skrivebord.

Jeg er forelsket i Saatchis kone, fra det øjeblik jeg så en af hendes madudsendelser.



Tip: Man kan lave sin egen kunstnerside ovre hos Saatchi, hvis man har lyst til det. Great exposure! Det må jeg se at gøre. Det kan vel ikke skade.

Min netserie (2)




Fortsættelse følger

tirsdag den 12. februar 2008

Jeg skal ud at hente børn

Jeg morer mig faktisk for godt til at gå nogen vegne. Jeg får måske ikke lavet det store, men lidt. Jeg skal bare have tid, for mit hoved er en popcornmaskine, der gløder.

Min netserie




Fortsættelse følger

Nag

Jeg skriver ting, vi mangler i husholdningen, ned på en indkøbsliste, men min kone nægter at købe de ting, der står på listen. Hun nægter at tage den med. Jeg er den eneste, der køber de ting, der står på listen.
Det går flere år tilbage, hvor jeg på et tidspunkt må have fornærmet hende på en måde, der vedrørte indkøbslisten. Vi har også diskuteret det i parterapien, hvor hun blev voldsomt animeret omkring "min liste".
Jeg ved stadigvæk ikke, hvad det handler om.

Drøj som bare fanden

Jeg kom hjem fra Netto med en flaske Vel, og min kone sagde: – Det købte du virkelig ikke, vel?

– Jeg troede, du ville købe den anden slags nede i Brugsen, sagde jeg. – Jeg kan godt lide, sådan som det skummer.

Men nu har jeg dårlig samvittighed over, at det kommer til at ligge og skumme ude i et vandløb. En hel flaske.

Vel lugter gammeldags.


Fra: Månebase Alpha, 1. sæson, episode 20: Space Brain

mandag den 11. februar 2008

Hvad sker der med folk?



Pilskalden har ikke været den samme, siden han brækkede benet dengang. Faktisk før. Kun glimtvis aner man hans fordums storhed. Ellers er han så kedelig og er ikke til at få et ord ud af. Han kan aldrig bestemme sig for noget. – Hvordan har du det, spørger man, men det er aldrig til at få et svar, for på den ene side og den anden side. Jeg tør ikke engang spørge ham om vejret.

Nå, men så var vi alle sammen til fest med små grå i ti-liters dunke og en stor gryde chili på komfuret, som idioterne kastede til måls efter med ølflasker, da de havde fået nok at spise og drikke. – Til side, siger Pilskalden, se her, og fra fire skridts afstand med ryggen til kaster han en flaske over skulderen og direkte ned i gryden i en høj flot bue. Swish! Nothing but net. (Plop!)

Da anede man den gode, gamle Pilskalde, der slikkede øl op fra bardisken for at det ikke skulle gå til spilde og engang åd en hel læbepomade for at blære sig.