fredag den 9. maj 2008

Funky japanske billeder (og en enkelt gammel tysker i flugten)


Jeg synes de her billeder er vildt fede. Jeg ved ikke, hvordan de er lavet eller hvordan de ser ud i virkeligheden, men de er i hvert fald gode i reproduktion.


Yoko Holbachie (se hendes hjemmeside).


Satoshi Sakamoto – mere standard surrealisme, men hvad fanden, hans billeder (se flere på hans MySpace-side) er fede, krystaller eller ej.*)

Billederne har det til fælles, at de er japanske og at jeg er faldet over dem på min vej – den seneste forleden, der samlede temaet, og julekortet har ligget og flydt på mit skrivebord i månedsvis. Popkulører og gode former.

De minder mig om en kunstner, Takashi Murakami, (jeg kunne ikke huske, hvad han hed selvfølgelig, men fandt ham ved at søge: funky, japanese artist, cartoons i Google Images), jeg også bed mærke i for et stykke tid siden, da jeg så en annonce for hans udstilling i et blad (med billedet herunder). Det er som en blanding af Miro og funky tegneserier.



Jeg ved ikke, måske er hans malerier bedst i reproduktion, i hvert fald at dømme efter dette billede (der selvfølgelig også er en reproduktion, men maleriet ser lidt fladt ud i en rumkontekst).


Murakami-udstillingen er lige nu oppe på The Brooklyn Museum, og jeg er ved at dø for at komme over og se den.

Hans billeder minder mig også en lille smule – i de store, runde former – om gode gamle Totoro:



Hayao Miyazaki
, alle elsker ham, alle hans film er gode, men Totoro er bedst – husk at se den med japansk tale, hører I!


Howl’s Moving Castle

*) De er ovre i Ernst Haeckels morfologi og kaleidoskopiske embryologi.**)



**) Prøv lige at se det grafiske design på det her omslag. Sådan skal min bog også se ud!


Haeckel-billeder i 300 dpi findes her.


Verdens konge

Min morfar var lige død, så jeg afbrød selskabet (sprut, hash) for at udbringe en skål til hans minde (han var afholdsmand). Da var der en der udbrød: – Hvad er det for noget pis? Han siger det bare for at få opmærksomhed. Hans morfar har intet at gøre med os.
Og han havde ret. Men de andre deltog selvfølgelig ærbødigst i skålen. Det er let at få folk med på den slags, ligesom da James Cameron i sin Oscar-takketale påkaldte salen et øjebliks tavshed for ofrene på Titanic, som om det ragede nogen 90 år efter. Ren manipulation.

Mine personlige dæmoner vender tilbage

Hedt i hælene på mit populære indlæg om konfrontation og uddrivelse af personlige dæmoner følger her en ny serie af de små sataner, der bliver ved med at gnave. Som ormen. Og stikke. Som hvepsen.

torsdag den 8. maj 2008

Ting jeg hader (XXVII)

Jeg hader, når min far ringer og siger: – Hvorfor kan du ikke være mere ligesom Morgenthaler?
Og så genfortæller han nogen af vittighederne.

Critique

– Det er en finger, og neglen bøjer tilbage og en orm kommer ud, sagde hende den kiksede, ingen kunne lide, om mit maleri henne i skolen. Og hun havde ret, hvilket var interessant, fordi det var på engelsk, og der ikke er noget, der hedder "en hård negl" på engelsk. ("Hard as nails" er søm.)



Day-O sagde senere om et andet maleri, at jeg var ligesom en bibliotekar i en Hollywood-film, der er smuk, når hun tager brillerne af.

Mener han, at jeg spiller for galleriet?

•

Donzo kaldte mig et får i ulveklæder, i gamle dage.

Yin-yang

Jeg var med min mor til samtale på onkologisk i går (det er ad helvede til), og bagefter skyndte jeg mig over til J. Per i det sociale boligbyggeri og røg tre af hans hjemmerullede for at bringe balance i regnskabet.



Som min bror sagde engang: – Smøgen er yin’en og bajeren er yang’en (eller omvendt).
Det er så noget lidt andet, men jeg ville lige nævne det.

onsdag den 7. maj 2008

Kvarterets sjæl

Der er et gammelt ægtepar overfor, der har boet her altid, og de er enormt søde og sjove, når man møder dem på gaden, men jeg nægter at vinke til dem, når de står ude på deres altan, og jeg sidder inde i min stue, som nu.*)

Jeg tænker på dem som kvarterets sjæl.



*) Ikke fordi de vinker til mig, men jeg havde det som om der var øjenkontakt på tværs af gaden lige før. Og så er jeg nærsynet. De vidste, hvor jeg boede, før jeg havde mødt dem.


PS Jeg synes, det er meget rart, når man ser gamle ægtepar gå med hinanden i hånden på gaden, og så tænker jeg: Er det noget, der kommer til at ske for mig til den tid?

Uddrag

Min kone siger, at jeg er "verbalt voldsom".

Hun spørger, om jeg har "nogen selvindsigt overhovedet".



Note: Nu hvor jeg tænker efter, tror jeg faktisk, at hun med selvindsigt mener at se tingene fra hendes side.

tirsdag den 6. maj 2008

Kringsat af fjender (Den store jæger II)

Der har været to hvepsedronninger inde på mit værksted i dag. Den første vappede jeg med Linda Barrys One Hundred Demons og sprang frem og trampede på med min jydesandal på min dårlige ankel. Den anden vippede jeg ud af vinduet med samme værk.


Se lige størrelsen på den fucker.

Jeg dræbte en i søndags i kolonihaven, og mine børn begyndte at græde. Sidste år græd de over dræbersneglene.

Kunstnerisk krise

Jeg spurgte min lærer Jerry Moriarty: – Hvad skal jeg gøre, jeg er i krise?
Og han svarede uden at blinke: – Lav dårlige tegninger foran fjernsynet.
Så det vil jeg gøre nu (også selvom det ikke er foran fjernsynet. Jeg kan se, om der er noget på nettet, det må være lige så dårligt). Det plejede at virke.

Jeg er træt af at lave uforsvarlig kunst.

Men har jeg noget at sige? Det er spørgsmålet.



Her ville jeg have indsat nogen billeder af dårlige tegninger til lejligheden, men jeg har ikke fået lavet dem endnu. Til gengæld lavede jeg nogen andre tegninger, der kan være lige så dårlige, efter forskriften fra Linda Barrys One Hundred Demons, som jeg har nævnt før. Det går kort fortalt ud på at tegne et hundrede dæmoner og derved måske komme af med dem ved at konfrontere dem, iflg. den gamle Zen-forskrift om at man skal dræbe et hundrede dæmoner i sit liv. Spænd dæmonerne for stridsvognen, som man siger.

Her er den første serie, jeg tegnede (med sumi-tusch og en japansk pensel, der er for slidt. Jeg skal have en ny). Bemærk hvordan dæmonerne springer frem og håner og nedgør mig.

Min morgen – inde i mit hoved og til dels også udenfor

Jeg kan ikke blive ved at gå rundt sådan her for følelsesmæssigt lud og koldt vand trædende eksistentielt dødvande.
Jeg er helt på røven og ved at eksplodere inde i mit hoved, fordi jeg ikke kan komme til at være og gøre som jeg godt vil, og alt altid er uden for rækkevidde eller umuligt for mig at røre, fordi det er for tæt på.
Jeg ved ikke, om det giver nogen mening.
Jeg har nogen bylder, jeg skal have taget hul på, hvis ikke hele resten af mit liv skal være én langtrukken katastrofe.

Min mors svulster er vokset igen. Den sidste behandling virkede ikke, ligesom den forrige heller ikke gjorde det. Jeg tager med hende til samtale i morgen.

Jeg har været nede at give blod, og nu skal jeg have min kaffe.

mandag den 5. maj 2008

Alle er negative over for mit nye hår

Min kone undgår øjenkontakt med mig, nu hvor jeg er blevet klippet. Hun siger, det minder hende om noget fra fortiden, hun ikke har lyst til at blive mindet om.



Jeg kommer ind ad døren med mit nye hår, og så ruller de alle sammen med øjnene.

Målgruppe

Jeg har det med denne her blog, som jeg har det med min kommende digtsamling der vil tage landet med storm, at jeg hellere vil have, at alle andre læser den end mine venner og familie. Altså det omvendte af det normale publikum for den slags. Jeg vil hellere dele det med alle andre end mine venner og familie.


Jeg gider ikke få af vide, hvem jeg er, af dem.

Her er jeg mig. WYSIWYG.




(Klik på billederne og se den fine, gamle serie i mindre gnidret format.)

I rygesalonen

Der kom en tavs indvandrer ind og ville sælge langstilkede roser, og så siger en fyr: – Hvad ser det ud som om, at jeg er på bøssedate?

Mao. han var ikke sammen med en kvinde, og han var ikke interesseret i at købe en blomst.

Ting jeg ikke får sagt (har fået sagt endnu, om nogensinde)

Jeg er i skidedårligt humør.
Jeg er træt af at leve i et kærlighedsløst ægteskab. Jeg aner overhovedet ikke, hvad du tænker på, for du er komplet utilnærmelig, og det eneste du giver udtryk for er, at du er utilnærmelig.
Nu sidder vi i går og har vores nye udgave af skænderier i form af strukturerede samtaler, altså strukturerede skænderier, lige før vi skal i seng, og hvordan fanden skal jeg så kunne sove, når jeg har lyttet til en times bebrejdelser og anklager og gammelt, bittert nag udelukkende og ensidigt møntet på mig selv? Og jeg får ikke et knus eller et kram eller et kys eller en eneste kærlig tilkendegivelse i dagevis. Hvad skal jeg så gide noget for? Hvorfor skulle jeg gide tilbringe mere tid sammen med familien ved at "tage initiativet til fælles arrangementer" som f.eks. ferie, hvis det hele bare handler om at rejse et andet sted hen og være sure på hinanden dér?
Jeg gider absolut ingenting og min motivation er i bund.

lørdag den 3. maj 2008

Løse læber II - Don Nzo i kvindeklæder


Jeg havde ikke noget bedre at lave og følte mig rastløs, så jeg gik ud med Don Nzo.

Desuden havde jeg lige fået ordnet håret, så jeg havde noget at vise frem.
– Du ligner "Gerda fra Køge på vej i Bilka", sagde Don’en efter et par bajere. Det er mine venner...

Jeg har det altid som om, når jeg lige har været hos frisøren, at jeg går rundt med en skulptur oven på hovedet, stylet og bobbet som jeg er.

Jeg frøs om ørerne på vejen hjem.

Det viser sig, at Don Nzo i forklædning i månedsvis her på siden har optrådt som "Rose of Aberdeen", den mest irriterende af mine læsere, som mange ønsker død. Jeg havde efterhånden regnet den ud: så irriterende er der kun én der kan være. Han kan ikke engang holde på sine egne hemmeligheder. Hans løse, flaprende læber bliver min død.