mandag den 31. marts 2008

Tintin der kører bil

Jeg prøver at arbejde, men jeg bliver ved med at synes, at dette tuschplettede låg fra mine papirclips ligner Tintin, der kører bil. (Tintin i Sovjet-æra-Tintin’en.) Tak.

Du store, hvor jeg ikke gider arbejde

Jeg vil meget hellere flippe.



Der er
ingen grænser
for

DET FEDE FLIP!

Hvad bliver der af mig?

Jeg har tabt mig syv kilo på det sidste år. Det er for meget.

I dag var der er en, der kommenterede mit vægttab. – Er det fordi, I har fået diabetes hjemme hos jer? spurgte hun

Jeg kunne godt lide at veje nær 100 kg. Når folk stødte ind i mig under sportsudøvelse, prellede de af.
Der er for god plads i mine bukser.

Det er alle mine mange bekymringer, der tærer.

søndag den 30. marts 2008

Min netserie (37)



(Klik & forstør)
Kortlæggelse kløver...

fredag den 28. marts 2008

Min netserie (36)



(Klik endelig på billedet og se det i en forstørret udgave)
Fortrængelsestøfler...

Morgenflip

Jeg skændtes med min kone i morges om afhentning af børn og råbte:
– Ja, jeg ved godt, du ikke regner noget, jeg laver, for noget! Du er dækket ind resten af livet på grund af den goodwill, du har bygget op de sidste ti år!
– Nemlig, sagde min kone.

– Jeg kan godt hente (hendes lillesøsters navn), sagde min ældste datter.
– Det gør ikke noget, sagde jeg. – Du skal ikke tro, du kan løse dine forældres problemer.
– I kan tilsyneladende ikke finde ud af det selv, sagde hun.

Suk, hvad har jeg gjort? Hvordan skal jeg forklare for barnet, at det, det handler om, ikke er det, det handler om?

At køre i bus er ligesom at stå i kø og at dø

Jeg glemte min taske i bussen, så jeg var nødt til at tage en ekstra tur ud for at hente den. Det har været den slags uge. Her er mine indtryk.

Jeg har købt i bus denne uge mere end det sidste år tilsammen. Her lugter af de små ben inde i røget makrel. Det og klorin. Der er ingen formildende omstændigheder ved at køre i bus.

At køre i bus er ligesom at stå i kø. Man kommer steder hen, man ikke har lyst til at være, og ser mennesker, man ikke har lyst til at se. Det er færgen til dødsriget. Det omvendte af frihed.

Tog jeg bussen for at pine mig selv? Vidste jeg ikke, det var hurtigere at tage Metroen og toget?

Jeg er kastreret uden min cykel.

Når man ikke har nogen cykel kan man rigtig gå og tænke over hvor miserabel man er

Det slog mig, at jeg intet har at se frem til. Bare mere af det samme.

Jeg går ned ad gaden og tænker: Hvor er jeg dog elendig.

Jeg er syg dybt, dybt ned i min sjæl.

Jeg er et elendigt, stakkels, ulykkeligt menneske.

Og en beret. En beret går han også med. Og så er han tuberkuløs

Jeg føler mig sart.
Jeg er helt blodfattig og svag i sjælen.
Jeg er cykelløs og flad i sjælen, og jeg har spildt mit liv.
Jeg er færdig.
Jeg er klar til sæbefabrikken.
Jeg er så ulivskraftig som en dårlig digter.
Sådan en bleg rad med mørke rande under øjnene, der lider af sjælesyge, det er mig.
Han har dårligt energi til et pip. Et haiku er det blevet til på en måned. Det er lidt, selv for ham. Og hvad med hans roman? Hvad med den, spørger jeg bare?
- Mere begejstring kan jeg ikke udvise i min afkræftede tilstand.
Jeg har det ikke følelsesmæssigt godt. Jeg føler mig så svag som indianeren i Cuckoo's Nest
Så lille han føler sig...
Jeg har det som en psykotisk indianer.

Sørgeligt endeligt

Jeg har kørt den i smadder
Min cykel er kaput, den står ikke til at redde: Ka-pow! Gør en ende på dens lidelser.

Nu skal jeg have en ny. Det ruinerer mig. Og den skal være rustfri (det var også mit minimumskrav sidst, men de lurede mig hos Jensen).

Effektiv salgspitch til modtagelig kunde
– Du har aflæst min karakter af min cykel, sagde jeg til cykelsmeden. – Jeg køber, hvad du har! (Men jeg venter, for de har ikke den rigtige endnu.)

Justering af tilbud
Min far og ringede og sagde, at jeg godt måtte låne hans søndagscykel – en Batavus, han kan bare godt lide at se på den – men så hørte jeg hans kæreste (hvad hedder sådan en, når de ikke er gift?) i baggrunden sige et eller andet, og så ændrede min far det til, at jeg godt måtte låne hans hverdagscykel et par uger, indtil jeg får en ny.


PS At gå til cykelsmeden er for mig lidt ligesom at gå til lægen, men så skal jeg bare minde mig selv om, at cyklen dog kan skiftes ud.

torsdag den 27. marts 2008

Min netserie (35)



(Klik & forstør)
Forstyrrelse bøfler...

Det omvendte af en ledertype – hold mig ude af direktionen

Pludselig – midt i mødet – følte jeg mig som verdens svageste person, fordi jeg er ude af stand til at tage en konflikt (undtagen til en hvis grad med dem jeg elsker) eller en beslutning.

Det ramte mig som et læs mursten efter endnu en kikset dag med uafbrudte undvigelser. Jeg er det komplet omvendte af en ledertype: Jeg kan ikke tage en beslutning, hverken god eller dårlig, og der er ikke noget, der bliver bedre af at vente – jo, nogen ting går væk af sig selv, men det er ikke værd at satse på.

onsdag den 26. marts 2008

Min netserie (34) - Drøm sødt, lille orm, det har været en lang dag



(Klik & forstør)
Forkølelse søler...

Jeg burde strække armene ud og favne verden - den lange vej ud og hjem

At tage bussen er det værste ved at min cykel er i stykker. Stanken af andre mennesker. Ulækker stank af rygere. Bussen er den laveste transportform.

Og så at gå det sidste stykke. At skulle uden om folk, imødegå andre, følelsen af ikke bare at kunne suse hurtigt væk. Især når vejen er lang og lige, og jeg har cyklet den de sidste seks år. Der er intet at se. Hundelorte pakket ind i plastic. Et skilt i et vindue. Altsammen ting jeg har set før. En kiosk der lugter af armsved, hvor de vrænger af børnene, sikkert med god grund for det er tæt på to skoler. Et forarmet stykke vej.

At gå føles håbløst forældet. I en asfalteret verden bliver alle folk født med hjul under fødderne.


(Beasley Street ville være at foretrække. Jeg tilbeder John Cooper Clarke, og de vil I også gøre, når I har hørt det her. Ellers er det bare ærgerligt.)

Købesex (2)

Min ven Tom var hos en luder i Hamburg, da han var udstationeret i Tyskland. Så lå han dér og kneppede hende.
– Kan du ikke bevæge dig? sagde han.
– Nej, svarede hun.
Så trak han bukserne op og gik. Det var for mekanisk.

Jeg er langt væk fra nogen form for resultater

I går aftes kl. 18.30.

Jeg kunne godt bruge fem ekstra timer sådan en dag (som i går). Jeg føler mig ufuldbyrdet.

Min cykel er hos cykelsmeden, og jeg føler mig nøgen uden.
– Hvor meget bliver det? spurgte jeg.
– 900 kr., sagde cykelsmeden.
– Himmel! Stik mig mit lugtesalt, sagde jeg og svimlede.

Jeg er inde i et par gode rytmer, men jeg kunne godt bruge et par stykker til. Der var også et par rytmer, jeg godt kunne undvære eller burde bytte rundt på.

Jeg har en nervøs fornemmelse i bunden af lungerne, lidt nord for solar plexus, og er fristet til at begynde at ryge igen bare for at stoppe hullet med noget. De er begyndt at sælge mit foretrukne mærke i mindre stykantal. Fristelserne lurer overalt. Og jeg må være stærk, stålsætte mig, fure panden målrettet og støt pløje fremad mod det uendelige univers og videre.

Min kone står ude i køkkenet og synger Amy Winehouse eller sådan noget lort med iPod’en i ørerne. Børnene ser Hannah Montana inde i stuen. Der var et øjeblik for ti linier siden, hvor jeg overvejede at springe op og optage hende og den bagvedliggende kakafoni af fjernsyn og stegefedt, men jeg har ikke haft min minidiscoptager oppe af skuffen i årevis. Hvis jeg havde for mange penge, ville jeg købe en tjekket MP3-optager. Jeg får aldrig lavet den plade. Ingen af mine projekter bliver til noget. Jeg begraver mig selv.

tirsdag den 25. marts 2008

Min netserie (33)



(Klik & forstør)

Blotlæggelse, fløser...

Et øjebliks eksistentiel indsigt


Min ven Poul Skovl lå og kneppede en ukrainsk luder, mens han tænkte: – Hvad gør jeg det her for?
Han var også ked af, at det kostede så meget.
Men han kunne ikke vente med at fortælle os om det.



Det er hvad man får for at gå på stripbar med chefen efter julefesten.



mandag den 24. marts 2008

Jeg har dårlige nerver

Jeg har været ved at eksplodere af vrede eller noget andet udefinerbart.

Jeg har ikke lavet noget kreativt eller produktivt eller konstruktivt eller givtigt i dagevis. Jeg prøvede at rydde op i mine papirer, men jeg kunne ikke engang få mig selv til at smide mine tandlægeregninger ud fra 1999. Jeg puttede bare det hele ned i en kasse. Jeg gad ikke kigge på det.

Det er frygteligt, jeg kan ikke tale med min kone, uden at jeg lyder sur, og omvendt. Hun siger, at jeg hidser mig op hele tiden. Det er hele tiden: Hvad med dig selv? Det var det, jeg sagde!
Vi kan tilsyneladende ikke tale sammen, og som tidligere nævnt er der perioder, hvor jeg tror, at det er bedre på den måde.

Det er meget, meget vigtigt, at helligdagene snart er omme, så det kan blive hverdag igen.

Jeg gruer allerede for sommerferien. Vi kan ikke finde ud af at planlægge noget.

lørdag den 22. marts 2008

Græsenkemandens blues

Jeg har lyttet til en perfekt gammel 78’er, jeg købte på DR's flytteudsalg for fem kroner, Græsenkemandens blues sunget af Johannes Wahl, også kendt som Det syngende X. Jeg troede, Wahl var en gammel hipster, men min mor siger, han var sådan en som min mormor og morfar lyttede til, dvs. ikke noget hipt dér. Sangen er en slags bluesparodi, oversat fra svensk, og i folkeoplysningens tjeneste bringer jeg teksten her. (Jeg burde overspille sangen og embedde den her på siden. Wahl styrer.)

Græsenkemandens blues
(Povel Ramel – Flemming Geill) *)

Det er mandag morgen,
og mit hoved er så tungt.
Jeg sagde vist lige: Det er mandag morgen
og mit hoved er så tungt,
mens jeg sidder her
med et glas grapefruitjuice
og synger græsenkemandens blues.

Min kone tog til Hornbæk,
til Hornbæk by the sea,
for 14 dage siden,
og jeg følte mig så fri.
Åh-åh-åh-åh boy,
Jo-jo-ja, jeg var oplagt til spøg,
men nu føler jeg mig mindre fri,
så nu er teksten til min melodi:
Oh Elselil, come back to me.

Jeg stod i afskedsstunden på perronen
floromvunden,
mens min Else brugte munden
til sidste øjeblik.
Hun sagde: Jeg måtte ikke glemme det og det og det og det og det,
og så sagde toget dut og gik,
og jeg sagde strik (siger han virkelig "strik"? - red.)
men endnu kan jeg høre,
hvor det ringer for mit øre:
Mad til fiskene,
vand på cissus’en.
Hep-hep-hep!

Jeg må købe nye guldfisk,
for de gamle gik i fisk.
Elses cissus er så visne som en afkogt suppevisk.
Åh-åh-åh-åh-åh-åh-åh, ja, jeg er også meget svag
i dag.
Den uge som er gået har været fuld af grin,
men nu har jeg i huset kun magnyl og aspirin.

Vores husfe Juliane, en trofast gammel skat,
hende tabte jeg i poker til Ib Schønberg første nat.
Åh-åh-åh-åh-åh-åh, hvad må min kone tro?
Så nu må jeg klare alting selv
med meget stort besvær,
og min huskeseddel den er her:

Jeg skal have skuret trappen,
jeg må have bonet gulv
og jeg skal nå i banken,
før den lukker klokken tre.

Jeg skal have stemt det opretstående,
jeg skal have malet hele køkkenet
og have samlet alle flasker i en bunke midt i gården,
sat ruder i igen,
betrukket sofaen
og klinket mågestellet til i morgen.

De forstår, min frue er jaloutisk,
så skulle hun opdage at
der var syv Stig Lommer-beauties på besøg hos mig i nat.
Åh-åh-åh-åh-åh-åh, så blev jeg sikkert både gul og blå.
Så det gælder om at feje godt og gardere sig,
for hun tror mere på en hårnål,
end hun tror på mig.

En nøgle i entrédøren,
oh rædsel og bedrag!
Hun skulle komme først i morgen,
og så kommer hun i dag!
Åh-åh-åh-åh, mit liv er ikke værd en snus.
Nu ned ad køkkentrappen
og bort i flyvende sus.
Ak, nu må græsenkemanden blues (det sidste ord udtalt på dansk – red.)

Jeg har lynende travlt. Min kone og børn er på trapperne. De ankommer på Hovedbanegården om et kvarter, og jeg er blevet bedt om at have maden klar.

Det tog mig én dag i min families fravær at vende op og ned på min døgnrytme og gå i seng kl. 03.00 og stå op kl. halv tolv.

Farvel, søde græsenkemandsliv!


*) Bemærk: Der er en til, der hedder Gejl (eller det der ligner)!