Kære dagbog, det trækker i mig som tidevandet (& kviksandet & hjemlandet)

Jeg kunne godt tænke mig at snige mig en tur til New York, men det er sværere nu, hvor jeg har et barn med diabetes, og jeg plejer i forvejen at blive mødt med skilsmissetrusler, når jeg kommer hjem.
Det er et følsomt emne.
Så det kan være, jeg bliver nødt til at tage hele familien med ligesom sidst, men det er selvfølgelig også i orden, vil jeg tro. Så bliver det først til sommer, om nogensinde, og fire gange så dyrt selvfølgelig.

Jeg skrev til min ven Alex, at jeg ville forsøge at snige mig et smut til N.Y., og han sagde: – Hvad mener du, ligesom at smutte ned efter cigaretter?

Forrige gang jeg tog derover, sagde min kone til mig, da jeg kom hjem: – Det var nemmere uden dig.

Min datter sagde: – Jeg har ikke savnet dig, for jeg har slet ikke tænkt på, du var væk.
Det var i telefonen, da jeg ringede hjem derovrefra efter nogle dage. Det gjorde ikke noget. Men jeg græd, fordi jeg savnede dem så meget.

Jeg fortalte det til min far, så sagde han: – Der kan du bare se, hvor meget børn kan såre deres forældre.
Gamle pikhoved. Han har altid så ondt af sig selv. Og så sagde han det oven i købet, mens han lå på hospitalet, og jeg tog op og besøgte ham hver dag. (Jeg kan ikke overskue resten af den historie nu.)



Jeg sad der med ham på vej ind til operationsstuen og kom til at græde, fordi jeg savnede mine børn, og han sagde: – Såså, jeg skal nok klare mig. Men det var ikke ham, jeg mente.