Ønsker

***
Sidste år ønskede jeg mig et båthorn og en luftværnssirene i julegave.

– Hva’, trænger du til opmærksomhed? sagde min kone.

Jeg havde ikke tænkt på det på den måde.

Nu ønsker jeg mig sådan en:



(Jeg glemte desværre at ønske mig den i år.)
***

Bedrift

***
Jeg, jeres ydmyge hjemmeblogger MJ, står øverst i Google, hvis man søger: Trine Dyrholms røv – og det uden citationstegn. Og jeg kan ikke engang specielt lide Trine Dyrholm (som skuespiller, privat er hun sikkert meget flink) – eller hendes røv.


Fra min Analytics.

Selv er jeg mere til Suzanne Bjerrehuus, en af de flotteste kvinder jeg i mit liv har mødt. Jeg er ligeglad med, hvor forhadt hun er. Det er knoglestrukturen. Eller også er hun bare Danmarks Sarah Palin, og så synes jeg ikke det er sjovt længere.



Hvis det er nøgenbilleder af kendte (kvindelige) danskere, man skal bruge, kan jeg som et led i min velkendte læserservice nævne, at man finder dem her. Der er en, der virkelig går op i det.
***

Overblik

***
Min huskeseddel så således ud i dag:



Meget minimalistisk.
***

Hvad et langt liv har lært mig

***
Hvis man siger "Åhr, kom nu!", kan man få mig til næsten alt.


***

Hvis man spørger mig

***
Denne flæskeside på forsiden af Gourmet-bladet ligner en flodhest.



Til sammenligning:


***

Konstante fugtpletter

***
Bemærk, at fortovene aldrig når at tørre om vinteren her i landet. De er konstant fugtplettede.



Hvis I ikke tror mig, kan jeg løbende følge op med nye billeder.

Bemærk også, at man kan trække alle farver ud af billedet, uden at det gør nævneværdig forskel.


***

Samme gamle, del XIV

**
Jeg tog ned hos J. Per i juledagene og røg af de brune cigarillos, af den slags der gerne koster én venner (jeg er regrederet til gamle uvaner – slipper jeg aldrig fri af tobaksdjævelens kløer? Jeg kan ikke forestille mig noget tåbeligere end at trække røg ned i sine lunger, men når først man er begyndt). Han har været hashfri i snart to uger og hoster rigeligt i forvejen. Han åbner aldrig et vindue.

Kort efter dukkede en ung fløs i en lille hat op, der også undslap sin familie i julen, og gav sig til at rulle af J. Pers overskudsgrønne, mens J. Per sad og bævrede. Jeg ved ikke, om han røg med, efter jeg var gået.

(Senere sagde min kone: – Du skulle have sagt, han ikke skulle gøre det (ryge den fede foran J. Per), men det faldt mig ikke ind (jeg er ikke-interventionistisk). Hun har nok ret. Det har hun altid. Det er det nemmeste.)

Da faldt snakken på den unge fløs’ (lad os kalde ham Jokum) stigende vægtproblem, og J. Per viste ham et billede fra sin egen storhedstid, før han fik diagnosticeret sin sukkersyge (et billede i øvrigt knipset af undertegnede i 2001).

– Hov, sagde Jokum, – det er den samme fleece, du har på nu.

Og ganske rigtigt, det var det.

Så så jeg ned ad mig selv. Jeg havde den samme fleece på, jeg købte i London i 1998. Jeg går også altid i det samme gamle lort.

Når folk en sjælden gang ser mig i noget andet, siger de "gud!"


PS Hvorfor tænkte jeg det på? Fordi nu hang snoren, jeg strammer fleecen med forneden, ned i lokumsvandet igen.
***

Fysisk umulighed

***
Jeg bliver aldrig den genfødte Buddha. Dertil er mit hjerte for nervøst.


***

Engang jeg var vittig

***
Jeg delte engang atelier med en provokationskunstner. Hun havde været i Polen og lave noget dér, men folk kunne ikke lide det.
– De følte sig måske provokeret af det? spurgte jeg.
– Ja, sagde hun.

Haha.


Billedet er venligst revet ud af kontekst herfra og skal illudere et østeuropæisk provokationskunstsymposium.
***

Udvandring i protest

***
I dag har jeg forladt mit hjem i protest, fordi jeg ikke kan få lov til at sidde og arbejde i fred.

Jeg er lige kommet i gang, og

POP

så siger min kone: – Hvad med at invitere (det her par, vi kender, med små børn) forbi?
POP! Der røg mine tanker.
– Hvad? Hvornår skulle det være? Nu? Jeg ved ikke engang, om jeg kan nå at komme med nytårsaften!

– Jeg sidder fredeligt og passer mig selv og generer ikke nogen. Hvorfor skal jeg tage stilling til det nu?

– Du behøver ikke snerre af mig.

Og så følger der forskellige kommentarer ude fra køkkenet.
"Hvorfor går du ikke bare din vej?" F.eks.

– Godt, så går jeg!

Mumle, skumle!
Børnene ser granatchokerede ud.

Ude på gaden løber jeg lige ind i en mor, jeg kender, og så skal jeg tage stilling til hende og ud af mit hoved igen.

Nu sidder jeg i mit ensomme, højloftede arbejdsrum med et brød og to oste. Jeg har ikke lyst til at være her.

Jeg har groft sagt ikke lyst til noget.
Måske burde jeg spille den af?
Jeg har skidt.
***

Den halvgamle filmelskers lidelser

**
Det irriterer mig, at min kone kritiserer drømmesekvensen i The Sopranos (5.11, hvor Tony er indlogeret på The Plaza), især fordi jeg lige når at rose den først. – Jeg kan ikke lide den, den er for lang, siger hun.

– Tænk, siger jeg, – jeg synes, den er så gavmild. Hvor finder man ellers sådan en lang drømmesekvens ... uden for en surrealistisk film?
– Jeg synes, den er for lang, siger hun.

Og inde i mit hoved siger jeg: – Det kunne være rart, hvis vi kunne diskutere en film på et andet niveau end bare, hvad du synes er godt eller dårligt, din tommelfinger op eller ned. Jeg kan godt lide at diskutere, hvorfor noget er godt eller dårligt, navnlig godt.
Men jeg sagde ikke noget, for det er ikke noget, jeg ikke har sagt før.

Der er to afsnit af sæsonen tilbage i bokssættet (ikke en julegave), og nu ved jeg ikke, om vi får dem set.
***

Ufri ferie

***
Jeg har ødelagt julen, fordi jeg er nødt til at arbejde, så jeg har hverken fået lavet noget eller slappet af.

I dag stod min datter (8) og så på mig, mens jeg forsøgte at arbejde, og sagde:
– Hvordan kan du holde ud at lave alt det?
– Det kan jeg heller ikke, sagde jeg.
Hvor nedslående.*)

Julens højdepunkt kom, da vi lavede electric boogie rundt om juletræet (man holder hinanden i hænderne og sender den elektriske impuls rundt på bølgemanér) og derved til dels opfyldte min bøn fra sidste år om nye trin til juletræsdans.

Nu er familien gået i biografen uden mig.
– Jeg kan ikke sidde der og slappe af, sagde jeg.
– Jamen, du tager jo aldrig med i biografen, sagde de. – I julen er det meningen, man skal lave ting sammen hele familien.



*) Det er ydmygende ikke at kunne foregå sine børn med et godt eksempel. Jeg har det som faren i Cykeltyven.
Hvis jeg ikke passer på, ender jeg som min far: mageligt anlagt og ufuldbyrdet.
***

Når jeg giver fortabt

***
Det eneste tidspunkt, jeg påkalder mig offerstatus, er, når jeg skal smide noget ud.*)
– Jeg ved det, siger jeg. – Jeg har et problem.
Jeg kan ikke få mig selv til at smide gamle plader og bøger ud, og jeg bliver ved med at samle dem op, andre folk smider ud og sætte dem ind under sengen.

Nu har jeg lovet min kone at rydde op under sengen i juleferien, men det var fordi, hun bragte emnet på bane, da jeg lå og troede, jeg skulle til at have noget.


*) Men det er heller ikke helt rigtigt: jeg påkalder mig også offerstatus, når det handler om at planlægge mit liv eller noget som helst langsigtet.
– Ja, siger jeg, – jeg ved det, jeg har et problem.



PS i øresneglen: Nu har min kone lige ringet og brokket sig over, at jeg ikke har købt vin.
– Jamen, jeg drikker ikke vin, siger jeg.
– Nå, skal man så kun købe det ind, man selv bruger? siger hun.
– Jeg gider ikke blive skældt ud, siger jeg. – Jeg har løbet alle vegne rundt.
– Det har jeg også, siger hun.
– Ja, siger jeg, – men jeg skælder ikke dig ud.
Hun: – Blablabla.
Jeg: – Kan vi ikke bare drikke den, der står oppe på hylden?
– Det troede jeg var din.
– Jeg er sgu da ligeglad!
– Godt.
Klik.

Jeg hader virkelig julen med et intenst, glødende had.
***

Frivillig tvang

***
Min kone gav mig ikke nogen fødselsdagsgave, fordi hun var sur over, at jeg tog til New York.
– Din fødselsdagsgave er, at jeg passede børnene, sagde hun.

Men hvad nu med julegaven? Hvad skal jeg forvente, at hun giver mig: mere eller mindre end hun plejer? Og er det nok, at jeg giver hende én gave i stedet for en håndfuld?

Det er ren pligt på dette tidspunkt.

*

Jeg gav min datter minus 26 julegaver i går pga. hendes opførsel. Men der er ingen, der tror på mig. Hun bad mig selv om at holde op med de trusler, for det er året rundt. Men hvad har man så af pressionsmidler?

Nu må jeg ud og købe de sidste. Suk. Det er et mareridt.
***

Ormstukken

***
Hver dag, man ikke vågner med smerte i kroppen, er en god dag, siger de gamle.
Men hvad med min udhulede personlighed, mit ormædte sind?

Jeg er syg, syg dybt ind i sjælen.
Og jeg trænger til kærlighed.
***

Til langbords

***
Pigerne sad foran ham, der aldrig har nogen kærester, og tog juledekorationerne og vejede dem i hånden og sagde: – Det her er Leifs kugler.
Det synes jeg umiddelbart virkede lidt tarveligt.

Eller også var han glad for opmærksomheden.
***

Jeg er fuld

***
Her sidder jeg tilbage med klamme, fyldte askebægre
og en grim smag i munden
og fyldte klunker.

Jeg sletter det her i morgen, så nyd det mens det varer.
***

Genetisk træfsikkerhed

***
For at fordrive ventetiden på Metro-stationen lærte jeg mine børn at skyde papirskramper med elastikker.
– Dum ide, sagde min kone.
Min ældste datter skød på sin lillesøster, så jeg sagde:
– Prøv at se, om du kan ramme overvågningskameraet.
Hun knælede og BING! ramte hun kameraet lige på linsen 8 meter væk. Fars pige!

Heldigvis kom toget med det samme, og vi sprang ind.
– Åhr ja, sagde vi, – tænk hvis der var nogen, der kiggede på skærmen, lige da vi ramte!

*

Hvis det var mig, der havde kastet den sko mod George Bush, havde jeg ramt.



Klik & forstør.
***

Repetition

***
Jeg har tænkt over det noget mere, og livet er ikke absurd. Mennesker og andre levende væsener er trods alt tilpasset og udviklet til at bo her på jorden. Det er selvfølgelig ærgerligt, at man skal dø og ved det, men hvad fanden kan man gøre?

Ret dybt, ikke?


***

Føn & Bob – Frisørens hævn

***
Jeg havde en noget anderledes oplevelse hos frisøren, idet det var en mandlig medhjælper, der blev sat til at vaske mit hår og hovedbundsmassere mig. – Nu skal du ikke blive homofobisk, tænkte jeg og forsøgte at give mig hen, – Nu må du være lidt moderne, men jeg blev ved med at måtte forhindre min fod i at vippe.

Kunne det tænkes at være min straf for at brænde hende af den anden dag? Jeg ville hade, at der kom noget mellem mig og min frisør, som jeg har kendt i mange år.

Bagefter gik hun grassat på mit hår.
Min datter siger, at jeg ligner Bob Saget (kendt fra tv’s AFV).

Man skal være god ved sin frisør og sin tandlæge.
***

Planløst tilbagefald

***
Der er nogen, der har lagt en pakke smøger herude (på gangen), og nu går jeg og ryger af den. Jeg kan ikke tage mig sammen til at arbejde, og jeg har pikketravlt. Jeg har ikke fået købt en eneste julegave. Jeg magter intet. Alting hober sig op.


***

Mit Elba

***
Som et eksperiment i social isolation vil jeg sidde alene hjemme nytårsaften, mens min kone tager børnene med på landet til fest.

Jeg har noget arbejde, jeg kan lave, men bliver jeg ensom?

Tager jeg med, skal jeg sidde og kigge på kæresten, der ikke siger noget, hele aftenen.

Jeg går ikke op i nytårsaften. Det siger mig ikke noget. Faktisk hader jeg det pres, der altid er, for at man skal more sig.

Den værste nytårsfest, jeg har været til, var den store, 31. dec. 1999, Y2K. Den her kælling skreg mig ind i hovedet: "HOLD DIN KÆFT!", fordi jeg jublede under Dronningens nytårstale, og jeg var sårbar, fordi jeg havde røget et hvæs eller to af den gode med en, der nu er død. "FUCK DRONNING MARGRETHE I RØVEN MED EN VOGNSTANG!" råbte jeg i selvforsvar. Siden da har jeg valgt at forlade lokalet, når Dronningen holder tale.

Det var også ude på landet. Hende, der råbte mig ind i hovedet, vil også være tilstede i år.

Jeg ved ikke, om jeg holder til det. Min kone vil hade mig, hvis jeg pjækker.
***

Nemlig, det er lige hvad jeg gør

***
Jeg har fundet af, hvad jeg vil sige, hvis jeg møder nogen af mine kammerater fra min holdsport, jeg har valgt fra: Jeg siger, jeg har en debiliterende hudsygdom, der forhindrer mig i at spille.
***

Skidt adfærd

***
Jeg er ude på et skråplan. Over den sidste uge har jeg brændt min tandlæge, min frisør, min bankrådgiver og blodbanken af. Jeg overkommer ingenting.

Tandlægen, frisøren og blodbanken har jeg lappet det med, bankrådgiveren ignorerede jeg.

Jeg fik et brev fra banken om min kapitalpension og kan ikke holde ud at tænke på det. Jeg har altid syntes, at amatører, der spiller på børsen, var idioter og gamblere, og så har jeg investeret 50% af mine surt sammenskrabede dér og bedt nogen om at holde øje med dem, fordi jeg ikke selv orker. Middelrisiko! 50% aktier. Det er ligesom med dametøj: alle størrelserne er Small, Petite, Xtra Small (og mænds XL, XXL, XXXL). Jeg har altid tænkt på mig selv som en økonomisk forsigtig person, og så har jeg pumpet penge ud dér. Suk.

Og det værste er, at jeg indbetaler s’gu nok igen i år for ikke at betale skat af pengene nu. Det er den eneste grund til, at jeg gør det. Jeg er ligeglad med, hvad der sker, når jeg bliver gammel. Jeg finder på noget. Der er altid en kvinde, man kan leve af.
***

Dødt kød

***
Jeg overvejer at skære de ting fra, jeg ikke gider. Men hvad er der så tilbage?

Til at begynde med tror jeg, at jeg dropper min holdsport. Der er en bitter atmosfære.

Jeg gider ikke sidde i omklædningsrummet og tænke over, om der er nogen, der lægger mærke til mine lange tånegle.

Hvis det skal være på den måde, hvorfor så? Det var hvad jeg fik ud af det i dag.

Hvis man skal støde ind i de samme idioter hver uge, bør det i det mindste være nogen, man kan lide.

Ingen siger noget, undtagen dem der bliver sure over, at nogen siger noget. Jeg med min vindende personlighed er offer for stærk fjendtlighed.

Hvad er ideen med at holde fast i ting, man ikke gider, når man kommer i dårligt humør af dem? Der er rigeligt nok ting i forvejen, jeg godt gider, men aldrig når.

Eller skal det være: Der er rigeligt nok ting i forvejen, jeg kommer i godt humør af, som jeg heller ikke gider, men aldrig når.

Eller: ...som jeg godt vil, men er for ugidelig til at nå.

Senere vil jeg overveje andre ting, jeg kan skære fra.


Konklusion: Jeg vil på børneorlov, koste hvad det vil.
***

Det er tortur

***
Min kone har været syg et par dage, og det gode ved det er, at så har jeg ikke tænkt på at forsøge at overtale hende til at have sex med mig. Jeg har ikke engang haft lyst (vi taler dårlig mave her, okay?)*) Men så i nat, da vi skulle sove, lagde hun sig op mod mig og begyndte at bevæge sig, men da jeg bevægede mig i tilsvar, holdt hun inde og rokerede om på mine hænder. Det er tortur. Så kunne jeg igen ikke sove, men lå med mit jern på og græd tørre, tavse tårer. Og nu havde jeg lige sovet så godt hele weekenden.

Jeg er imod at ligge og holde om sin elskede, indtil hun falder i søvn, når prisen er for høj.



*) Se i øvrigt om forbindelsen mellem opkast og vigende seksuallyst her.
***

Flaskepost

***

"Hjælp, jeg er strandet på en øde ø med en ladning bøsseporno og noget fransk populærmusik."

Kast mig i afgrunden

***
Jeg har det bedre nu, fordi jeg ikke har lavet noget. Jeg har valgt ikke at lave noget. Jeg har været hjemme med syge børn, jeg har været hos tandlægen, men tog fejl af tidspunktet, og har "arbejdet" hjemme ("Du sidder og laver Facebook", siger min kone. "Jeg troede, du sagde, du skulle arbejde?"), gået på café og undgået mit værksted, hvor ansvaret venter. Det var meningen, det skulle være et fristed. Nu er det tungt af alt det, jeg ikke får gjort.

Jeg ved ikke, om jeg kan holde til forventningspresset. I mellemtiden har jeg lovet folk ting, jeg ikke får lavet.

Måske skulle jeg helt opgive at lave noget som helst og se, hvad der så sker.

Jeg er træt af at drikke kaffe med min kone og nå til emnet: Hvad kunne jeg godt tænke mig at lave? Hvor ser jeg mig selv om to år? Om et år.

Ingen ende på mine ulykker
Min laptop skranter. Der sker mærkelige ting med skærmen. Skattevæsenet vil have penge for denne måned. Jeg finansierede min New York-rejse ved at nedjustere min forskudsopgørelse og troede ikke, jeg skulle betale.

Exhibit A


Jeg vil have forældreorlov. Mere følger.
***

Jeg er en geek i Adonis-skikkelse

***
Pigen, der tog min mødom, sagde: – Du ser så sød ud, [mit navn], men når du åbner munden, kommer der sådan nogen frygtelige ting ud.

Min kone fortalte mig en historie på vores bryllupsdag.*) Hun sagde: – Hvis du vidste, hvor mange kvinder, jeg har set til fester, hvis øjne lyser op ved synet af dig...

– Hvorfor sagde du aldrig noget om det til mig?

– ...og så går de over og snakker med dig og bliver paf – jeg ved ikke hvad det er, du siger, der er noget, de ikke forstår – og bagefter kommer de til mig og siger: "Jeg forstår ikke, hvordan du kan holde ud at leve med ham".

– Jeg er en geek fanget i en Adonis-krop.

– Adonis-ansigt.

– Jeg har overvejet at gå til body-sculpting.

– Ja, gør det.

– Men jeg tror, man skal være indebrændt med noget, noget man skal have ud. Hvis man var på heroinafvænning f.eks., ligesom Iggy.

Hun blev sur på mig, fordi jeg sagde, at jeg blev liderlig af at få massage, på vores bryllupsdag.

Jeg er ikke blevet masseret siden 2002.

– Jeg går hjem, sagde hun og gik fem skridt væk.

Så stod vi dér og frøs.

– Bestem dig, sagde jeg. – Går du eller bliver du? Jeg gider ikke stå her og skændes.

Så gik hun. Men lidt efter kom hun tilbage. Man skal aldrig sige til nogen, at de skal gå.


*) Anniversary ikke wedding day.
***

Den laveste indkøbsfornemmelse

* * *
Der var en nede i Netto i dag, der kastede op foran kassen.

a) Der var ingen, der hentede en moppe.

b) Han tørrede det selv op med køkkenrulle, og bagefter betalte han for sine varer og gik.

Det havde jeg aldrig gjort.*)


OPFØLGENDE BEMÆRKNINGER

Jeg har lugten i næsen endnu.

Det tog 100 år. Han var helt bleg. Kassereren sad der bare.

På vejen hjem med mine poser tænkte jeg: Hvem har opdraget ham? (Altså kunden.)


Det kulturantropoliske perspektiv: Her vil jeg have lov til at postulere: Han er et resultat af det danske børneinstitutionssystem. Jeg har svært ved at forestille mig andre nationaliteter betragte opkastmopning som andet end en del af den accepterede service i detailhandelen. Tak.

Moralsk konklusion: Min kone synes, det er moralsk forkasteligt af mig, at jeg bare ville gå, men hertil kan jeg parere, at hvis det var mig, der arbejdede i en butik, havde jeg hentet en moppe.

Spørgsmål: Betalte han selv for køkkenrullen?


*) Hvis nogen havde forsøgt at stoppe mig eller gjort indsigelser, fordi jeg forlod butikken, havde jeg lavet opkasttrækninger i deres retning, så skulle de nok have fortrukket.
* * *

Åh gud! Hvad nu?

***
Jeg er grædefærdig. Jeg har spildt min dag igen. Intet har jeg fået ud af den. Jeg laver det her fucking job, jeg ikke kunne sige nej til, fordi det er fra min største kunde, der tangerer det kedeligste, jeg nogensinde har lavet. Jeg når intet andet, og det, jeg gør, fejler. Så vil jeg lave det, så vil jeg lave det, så vil jeg lave det, men intet af det bliver til noget. Jeg sidder bare passivt og ser til, mens mit liv og mine drømme smuldrer omkring mig, og alting hober sig op som monument over min almindelige handlingslammelse, min manglende beslutningskraft, min frygt for at slippe noget som helst.

Hvad lever jeg for? Lidt lørdagssex, en video? Mine børn, mit ægteskab, der styrer mit humør? Hvad er der ellers?

Jeg købte en fucking cykel i sommer, og den er allerede ved at gå i stykker. En ting til jeg ikke gider tænke på eller gøre noget ved. Jeg cyklede hjem i dag efter min kiksede dag med bulnende øjne af indestængte tårer og styrede direkte ud på lokummet.

Jeg kan ikke se nogen i øjnene. Jeg har så dårlig samvittighed over de ting, jeg ikke får gjort. Den mindste telefonopringning får jeg ikke lavet. Det er ad helvede til. Og så alt det andet lort, man skal i julemåneden. Jeg skulle have lukket denne blog, da jeg havde chancen. Intet nytter. Det hele betyder ingenting. Jeg har intet.
***

Socialt selvmord

***
Højdepunktet til selskabet kom, da jeg spurgte min borddame, hvor hun havde gjort af peberkværnen, og hun uden at miste et taktslag illuderede, at hun trak den ud af sin vagina.

Jeg sad 45 minutter i Metroen, mens toget hakkede frem og tilbage mellem to stationer. Et førerløst tog – det føltes som at sidde i en cd, der skipper. Toget rykkede, og jeg faldt ned af sædet. Jeg trykkede på den grønne info-knap og sagde:
– Toget kører baglæns!
Hvilket var sandt.

– Jeg lider af klaustrofobi, sagde jeg og lagde mig ned på gulvet med benene i vejret som en død rotte.
Men der var ingen, der troede på mig. Så kom en ungersvend og begyndte at hive mit ben frem og tilbage, som pumpede han vand af en druknet.
– Så hjælp dog den mand! sagde han, mens jeg skingert lo.

Det var en vældig familiær oplevelse. At behandle min krop som en genstand.
Sådan kan man komme hinanden ved i de kollektive transportmidler i julemåneden.



Jeg trykkede på den røde alarmknap.
– Jeg er hypoglykæmisk, sagde jeg, hvilket ikke var nemt i min tilstand.
– Vi arbejder på højtryk, sagde stemmen.
– Vi arbejder på højtryk?! Jeg vil have hjælp, og så får jeg floskler?!
***

Vildt stirrende, dybt sukkende, træt

***
Jeg har forsøgt at løse mine problemer i hjemmet ved ikke at sige noget. Men jeg tror kun min kone tænker på det som en befrielse. Til gengæld har jeg bevæget mig rundt i dybt nedtrykt sindstilstand (i min mentale pyjamas med håret i uorden). I nat måtte jeg trykke mig ind til hendes ryg i fosterstilling, og i morges omfavnede jeg hendes knæ.

Hun ved, at jeg ikke kan modstå hende. Det er et uovervindeligt våben.
***

Det er akustikken

***
– Sikket humør du er i, sagde ham den gamle, fordi jeg gik og fløjtede ude på gangen.

Han kunne ikke se, hvor jeg martredes inden i.

– Hver dag er en gave, sagde jeg.

Jeg fløjter, lige meget hvilket humør jeg er i, tænk på det som en slags blues.

Hvornår holdt jeg op med at have sjov i livet?


***

Nej, jeg har ikke mere at sige

***
Fucking dag.

Min kone skreg af mig i morges (og jeg skreg ikke igen).

Jeg var kommet for skade at blande mig i familiens anliggender i stedet for at blive ude i køkkenet og smøre madpakker.

(Jeg springer lidt frem.)

– Jeg gider ikke høre på din hormonstorm, sagde jeg. – Tal til hånden.

– Tal til den her, sagde hun og gav mig fingeren.

– Har du mere at sige? skreg hun. – Har du mere at sige? mens børnene sad som forstenede og prøvede ikke at græde.

– Kan du ikke for en gangs skyld tage din del af ansvaret for det her? sagde hun med lynende øjne.

– Nej, det er altid dine følelser, man skal tage hensyn til, sagde hun.

– Ved I overhovedet, hvad I skændes om? sagde min ældste.

Senere kom den mindste skubbende sin mor foran sig ud i køkkenet: – I skal kramme hinanden, sagde hun.

Det bliver værre i løbet af dagen, følelsen.

Jeg kan ikke leve med, at det kun er den ene part, der må hidse sig op.

Min tand isner.

Der er ikke meget plads til at være mand heromkring.

Jeg kunne leve med det, hvis der kom noget den anden vej, hvis der også var af det søde. Jeg hader at være her. Jeg hader Danmark. Jeg ville ønske, jeg ikke boede her. Livet er én lang tur i Netto. Kun én af alle varer, undtagen ost.

Jeg har lyst til at rejse min vej.
***

Noget i tiden (II)

***
Den ultimative yuppie
Er der ikke nogen, der gider påpege, hvor meget skuespilleren Christian Bale ligner George W. Bush? Det var ham, der skulle have spillet hovedrollen i W.

Bemærk, at Bales opstigen til berømmelsens tinde præcis afspejler George Bushs. Er det fordi, han ligner ham? Kan det tænkes? Bale excellerer i yuppie-roller. Hans gennembrud var i American Psycho, der kom ud i 2000. George Bush er Patrick Bateman, den ultimative yuppie.

Konklusion: Alle Christian Bales roller, selv som Batman, afspejler George Bush II.


Anders And som præsident
Er der nogen, der husker Duck Tales (1987-90)? Jeg tænkte altid på, hvor påfaldende det var, at Anders And – den centrale and, ham over hvem alle de andre ænder er bygget – var fraværende fra den serie.*) I stedet var Onkel Joakim hovedpersonen – men bemærk, at det var i Reagan/Bush-årene – som en afskygning af eller et led i propagandaen for, at lederen kunne være gammel, men stadig dynamisk. Bill Clinton var Anders And. Han endte også med at klumre det hele.

*) Erstattet med den irriterende, ensidige stråand Henry Haleror eller hvad han hed (se foto t.h.).


Fremtiden nu
Mange har bemærket de mange afrikansk-amerikanske præsidentroller, der har været i amerikansk film og TV i senere år, f.eks. i 24 (ikke at jeg har set den, niks om jeg gider) eller The Fifth Element. Hvis præsidenten er sort (eller kvinde, jvf. Lilo & Stitch), ved man, det er science fiction. Sådan plejede det at være. Men nu har vi altså en, mine venner. Jeg troede aldrig, jeg skulle se det. Og det gode er, at man så kan tænke over, hvor lidt det betyder, hvordan man ser ud (race, fregner), samtidig med at det betyder enormt meget, hvordan man ser ud (skønhed, attraktivitet).


PS Okay, her står, at Oliver Stone oprindeligt ville have Christian Bale til at spille W., men han sprang fra. Det gør dog på ingen måde mine pointer overflødige. Jeg kan bare omformulere den første sætning af dette indlæg.
***