Folkeoplysning

Jeg plejede at læse Dan Savages sexbrevkasse Savage Love i The Village Voice, for den var altid underholdende (midt mellem alt det frelste stof), og nu er han også begyndt at lave en podcast (her igen eller iTunes). Den har den twist, at læserne ringer ham op og lægger en besked, og så ringer han tilbage og diskuterer med dem og giver dem svaret på deres problemer.
Han har det med at sige, at folk bør dumpe deres kæreste. Det kan jeg godt lide. Det virker forfriskende.

Det er udmærket at lytte til, når man sidder og tegner.

Og det sker, at Deres hengivne blogskriver lærer noget. F.eks. (i podcasten fra 12/11/2007) giver han gode råd om, hvordan man ruller et kondom på. Suk, siger han, skulle det virkelig være nødvendigt, men her er den igen for Prins Hetero-Knud: Lad være med at vente til lige før samlejet, men tag kondomet på et godt stykke tid før og leg evt. lidt med dig selv*), til du har vænnet dig til det og ikke tænker på, at du har det på. Derved undgår man at gøre selve indførslen til et kritisk øjeblik. Det ville jeg godt have vidst, da jeg var en ungersvend. Sådan har jeg aldrig fået det forklaret før, og jeg læste i sin tid al seksualvejledningslitteratur på mit kommunebibliotek. (Her kan jeg indsætte et billede af Inge og Sten Hegeler.)

*) Unge kan have et problem med at "lege med sig selv" i deres partners nærvær, fordi de mener berøring af deres kønsorganer eksklusivt er den andens gebet, men det må de altså se at komme sig over, mener den gode Savage.


Faktaboks: Dan Savage er bl.a. kendt for ved sine læseres hjælp at have navngivet og populariseret udtrykket "santorum" – opkaldt efter den reaktionære daværende senator Rick Santorum – i betydningen "the frothy mixture of lube and fecal matter that is sometimes the byproduct of anal sex" (oversat: "den skummende blanding af glidecreme og fækaliemasse, der undertiden er et biprodukt af analsex.") Så vil Santorums navn til al tid og evighed være forbundet med det. Det har han rigtig godt af. Dumme svin.

PS En "huckabee" er når man kaster lidt op, mens man giver et blowjob. Haha.

PPS Hvordan kan det være, politikere ser så vanvittige ud på officielle billeder? (Se også her.) Er det fordi, de er vanvittige, og ser mere vanvittige ud jo mere hykleriske de er, eller er det fordi, officielle billeder partout får folk til at se vanvittige ud – ligesom på skolebilleder og kunstige bryllupsbilleder, folk får lavet henne hos fotografen?

PPPS Hvem har fundet på det her med at politikere skal smile og vise tænder på billeder? Jeg vil gennemgå de officielle portrætter af amerikanske præsidenter og se, hvornår de begyndte på den uskik... Én ting er sikkert, når de først er begyndt, er der ingen vej tilbage, så kan de ikke holde op igen. Der er kun én vej, og det er frem, som jeg engang hørte en foreningsformand sige i fuld alvor, da han skulle have sit forslag mast igennem.

På min gravsten skal der stå:

Hvad med de 16 liter lyserød jeg har på lager?

Der var en statsanerkendt og etableret kunstner herinde, og så siger han (i sin brandert): – Hvorfor bruger du så meget lyserød? Du må holde op med at bruge så meget lyserød.
Her har jeg brugt den samme lyserøde i 14 år, og så kommer han og brokker sig. Ikke at han er den første, der har sagt det. Visse mænd kan blive utilpas ved for meget lyserød.*)
Ikke at jeg tror, det var problemet her. Jeg tror bare, han ville, have jeg skulle bruge mere brun.

– Hvad med lilla? Jeg har noget stående. Må jeg bruge det?

Jeg må lære at holde døren lukket.

Nu har jeg investeret i tre spande brun, og maleriet er kun blevet værre. Jeg bliver ved med at male det samme stykke over. Jeg har glemt, hvad det var, meningen var med det.


*) Ikke mig. jeg finder lyserød betryggende. Der var et lokum med lyserøde vægge på min skole, og jeg plejede altid at sætte mig derind og skide. Desværre var det et pigetoilet, så jeg måtte snige mig derind. Desværre stoppede det også virkelig let, så jeg måtte mere end én gang også snige mig ud, når det flød ud over gulvet.

Han/hun-hybriden på den øverste lederpost

Det her med at få "Billary" som præsident er der tilsyneladende enkelte af mine læsere (I ved hvem I er), der går meget op i.

Kombinationen af en mand og en kvinde som leder/supreme commander, en mand og kvinde i én, minder mig om "den fuldkomne tvekønnede kejser-kejserinde" i John Difool.



Her har jeg sat Hillarys og Bills ansigt på for yderligere at anskueliggøre.

Fra: Jodorowsky & Moebius: Nedenunder.

På tallerkenen

Jeg har det her job, jeg ikke har lavet, men som jeg har fået penge for, fordi de skulle brænde midler af på sidste års budget.
Jeg har ingen motivation for at lave det, men jeg har heldigvis heller ingen deadline.
Sådan må det være at få forskud på en bogkontrakt. Eller et arbejdslegat. Verdens bedste undskyldning for at lave ikke noget.

Fin næse

Jeg skulle op i spermbanken, men så spurgte min kone: – Hvor skal du hen?
– Bare uptown, sagde jeg, men hun fik det ud af mig og sørgede på effektiv vis for, at der ikke var noget at tage derop efter.
(Ansvarlig som jeg var, ringede jeg og aflyste aftalen.)

Jeg tænkte bare, det var nemt tjente penge at få $50 for at bladre i nogen pornoblade. Og hårdt tiltrængt var det også i min spændte økonomi.

Visuel teori for begyndere, lektion 1

Når et billede er i sort/hvid, er det mere alvorligt.

Lad mig demonstrere.
Her er et billede fra et fotoalbum, jeg fandt ude på gaden:



Her er det i sort/hvid. Man ser straks, at det er mere alvorligt således:



Er kontrasten meget høj, er billedet meget alvorligt:



Er kontrasten meget lav, er det meget poetisk (især hvis man lægger et filter over):



Det er derfor, Peter Belli og Dario Campeotto og Bamse og sådan nogen idioter altid er i sort/hvid på coveret, når de vil prøve at lave noget kunstnerisk forsvarligt (gerne i closeup, så man kan se alle deres livserfarne rynker, det er mere ærligt).


(Hvornår er det Birthe Kjærs tur?)

De vil vende tilbage som Elvis i sort læder.



Det er ligesom manden, der tager briller med svært sort stel på og straks virker klogere.



Tillempet forklaring: Måske er det den historiske og dokumentariske tradition for s/h-fotografi, der gør, at billederne virker mere alvorlige/seriøse, eller også er det fordi, de bliver transposeret over i en anden visuel verden end den vante.

Billeder fra 2. verdenskrig er f.eks. meget mere alvorlige at kigge på i s/h. Når man ser farvefotos af nazier, ligner de gerne nogen, der har klædt sig ud. (Farvebilledet herunder ser pudsigt nok mere kunstigt ud, selvom det er originalen.) Er det udelukkende traditionen, der dikterer perceptionen, eller er det noget i selve formen?


Der er et fantastisk udvalg af farvefotos fra 2. verdenskrig her.


Note: Jeg ved desværre ikke nok om det her emne til rigtigt at holde for.
Men hvis man i øvrigt er interesseret i ideer om fotografi og (historisk) sandhedsværdi, har Errol Morris en virkelig god blog: http://morris.blogs.nytimes.com/

Funklende ren

Jeg har været så opslugt af det her primærvalg, at jeg kom til at tage to bade i morges*): et, da jeg stod op, og et, efter jeg havde fulgt børnene ned til skole.

Jeg har fået Obamania.
(Jeg kan leve med Hillary, men giv mig et friskt ansigt.)

NB! Det gode er, at lige meget hvem, der bliver præsident, er det bedre end Bush.


• Scarlett Johansson støtter Obama! Wiiii!

• Her er et privat snapshot af et barn, der er "frisk og ren ligesom Obama!"


*) også fordi mit røvhul klør.


PS Jeg er intet værd uden kaffe.

Peristaltiske perambulationer

Min fordøjelse har været fucked-up siden jul.


Nærbillede af pizzaæskelåg

Det er irriterende at blive gammel. Da jeg var ung, grinede jeg af de gamles fordøjelsesproblemer. Jeg kørte hjem i bussen fra Rådhuspladsen engang med min daværende og overhørte denne her nørd sige til sin ledsagerske: – (Ulp!) Jeg skulle aldrig have spist den ristede pølse.
Ha! Idiot, tænkte jeg.


"Skal De have fest – så lej en Pølsevogn"

Jeg har altid prist mig af at have en jernmave og kunne spise ALT! Men det er ikke sandt, siger min kone, jeg har faktisk en sart mave.
– Hvornår har jeg sidst været syg i maven? siger jeg.
– Det plejede du tit at være, siger hun.
Hun mener dengang, vores børn gik i vuggestue og børnehave.

Jeg kan ikke lide det. Jeg tænker på det som et svaghedstegn. Jeg vil helst være som Obelix.

Slip

Mit ægteskab går fint, bare jeg giver min kone ret i alt og ikke tænker på at have sex. Sådan er det gået forbløffende godt i mistænkelig lang tid nu.
Nu glemte jeg desværre lige ikke at give min kone ret hurtigt nok – eller rettere, jeg kom for skade at bidrage til hendes gennemgang af alt det, der er galt på hendes job, ved at sige, at hendes arbejde ikke var det mest stressende i verden (kontekst: en langtidssygemeldt kollega ringer hjem fra ferierejsen for at fortælle, at hun er stresset over det, hun skal om 14 dage, altså passe sit arbejde) sammenlignet med en, der skal bokse om verdensmesterskabet eller er salgschef i et firma (– Har du nogensinde mødt sådan en? Ved du, hvor meget de er på?)
Det skulle jeg aldrig have gjort, og jeg skal huske aldrig at gøre det igen.

Siger hun: – Det er klart, at det er dybt provokerende, når du siger det. Og blablablabla...

Palliativ

Min mors svulster vokser.



Hun siger for en måned eller to siden snart, at hun har ondt i maven, og jeg siger: – Har du snakket med din læge? Og hun siger nej, hun kan vente til hun alligevel skal til samtale.
Jeg beder hende: Gør det nu.
Det var sådan, da hun fik kræft – hun havde ondt, men gik ikke til lægen. Mig kunne hun fortælle om det, men ikke lægen.
– Men det er gratis! sagde jeg. – Det er dine skattepenge, du trofast har betalt alle disse år!
Det er mønsteret.
Min morfar nægtede at gå til lægen, før hans svulst var så stor som en grapefrugt, kort før han døde.

Bønner

Jeg lå i nat og skulle slå en siver, og jeg vidste den stank, så jeg løftede en flig af dynen over røven og slap den ud, men efter et stykke tid spredte den overvældende stank sig alligevel til mine næsebor og blev hængende i lang tid. Min kone skuttede sig i søvne og klynkede.

Revner i fortovet

Den her fortovsflise ligner en tyk dame i en lille bikini. (Det tænker jeg hver dag, når jeg går forbi, og nu har jeg fotograferet den.)



Aaron Siskind fotograferede en masse revner i fortovet. (Nu kan jeg selvfølgelig ikke finde nogen af de billeder, men her er noget lignende af ham: to vægge og en vej)


Min far fortalte, at første gang han røg noget pot, stod han og kiggede på revnerne i fortovet hele vejen hjem.
Det er han sikkert ikke den første, der har gjort (jeg tror, David Bowie har beskrevet en lignende oplevelse).

Min bror, da han røg mest hash, sagde, at han godt kunne tænke sig, at vi prøvede at ryge sammen med min far. Hvorfor ved jeg ikke. Det har jeg aldrig fortrudt, vi ikke gjorde.

Den første gang jeg blev skæv, var da Katrine Hüchsmann lærte mig at inhalere, og vi stod og dirigerede trafikken på Rådhuspladsen med en lakridspolitistav, mens jeg skreg af grin. (Bagefter gik vi i biffen, og jeg kunne ikke for the life of me læse underteksterne, samtidig med at jeg hørte efter, hvad de sagde. Det var for uholistisk.)



PS Irving Penn tog en serie billeder af asfalten for sine fødder, Underfoot.

Den fortabte søns hjemkomst

Jeg holder ikke op med at blogge alligevel. Jeg foretager mig bare noget mere fornuftigt ind i mellem. Jeg kan ikke blive ved med at sidde og brokkeblogge mig over alt det, jeg ikke får lavet i og med mit liv længere. Eller også kan jeg.


Eks.: Der er altid nogen, der blogger i stedet for at skrive deres speciale, ser det ud til. De har min fulde sympati. Hvem var det, der sagde, at livet er det, man laver, mens man venter på at lave det, man godt vil? Eller var det: Livet er det, man gør, mens man prøver at gøre noget andet? Eller er det: Livet er det, man lever, mens man har travlt med at lave andre planer? Eller er det: Livet er sådan, som man får tiden til at gå, mens man venter på at finde på noget bedre? Eller er det: Livet er én lang overspringshandling, før man dør? Eller er det: Livet går med at prøve ikke at tænke på, at man skal dø? Eller er det: Livet er det, man lever, mens man prøver at finde på noget bedre?
You tell me.

Nedtur

Jeg er deprimeret over, at jeg ikke er genial.

Min verden ramler sammen

Først er der en trofast læser, der brokker sig over, at jeg ikke jamrer mig nok. Men hvad skal jeg gøre, jeg kan jo ikke kunstigt starte scener med min kone (eller andre) bare for at have noget at skrive om? Det, jeg frygtede, er sket: Jeg er nået til det punkt, hvor jeg ikke har noget at beklage mig over, andet end at jeg ikke har noget at beklage mig over.

Og så er der en falkeøjet læser, der påpeger, at mit kaldebillede af en mand, der giver bryst, slet ikke forestiller en mand, men en skægget kvinde – og oven i købet har været bragt spejlvendt (men det er ikke min skyld, jeg sværger, det er bogen, jeg bøffede det fra: Mogens Eilertsen: Barnet i Kunsten.) Nu er jeg totalt forvirret.

Nu ved jeg ingenting mere.

Er jeg blevet kedelig? Det kan godt være. Hvad rager morgenmadsemballage nogen? Det er værre end dengang Dan Turèll kritiserede kvaliteten af dansk sprogbrug i tilbudsavisen fra Irma (et stykke petitjournalistik, der ikke er med i udvalgte klummer fra I byen). Har han ikke noget bedre at skrive om, end hvad der dumper ind af hans brevsprække? mindes jeg, at jeg tænkte. Hvad med at bevæge sig uden for en dør? (Ikke at jeg ellers kan eller bør sammenligne mig med den store danske mester.)

Bunden er nået og skrabet ren, før jeg nåede at udgive hver eneste lille tanke, der nogensinde er raslet rundt i mit hoved.
Jeg skærer min halspulsåre over og hænger mit bloggerkeyboard op og finder noget fornuftigt at foretage mig.

Flere floskler: Mit fundament er skredet, jeg er på herrens mark, den er gruelig gal, hvad nu?

Vidste du at mænd kan give brystmælk?

Jeg vidste det ikke, men jeg fandt ud af det ved at læse Jared Diamonds Why Is Sex Fun? Mænd har alt det nødvendige fysiologiske udstyr: mælkekirtler, kanal til brystvorten osv. Efter 2. verdenskrig blev der dokumenteret flere hundrede tilfælde af fanger fra KZ-lejre og japanske krigsfangelejre, der havde oplevet, at mælken var begyndt at løbe til deres bryster.

Det er ikke engang løgn. Se under male lactation.

•



Der er også en australsk video om emnet, der er decideret forstyrrende og aldeles for lang (6 min.)
Det viser sig, at mange mænd er misundelige over ikke at kunne give bryst. Ikke mig!

Man kan bruge brystpumpen 2 x 20 min. om dagen og få gang i produktionen, også selvom der ikke kommer mælk nok til at mætte baby.

* Er det lovligt for en mand at give sit barn bryst?

Positive udfordringer

Her går jeg og forsøger at praktisere positiv tænkning, og så skriger min kone alligevel af mig i morges, fordi jeg nægter at male knurhår på barnet (jeg har aldrig lagt sminke i mit liv, og jeg har ikke tænkt mig at begynde nu – det er ikke min skyld, hun skal skynde sig), og så gestikulerer en bilist vredt af mig på vej herud, og jeg ved ikke engang, hvad det er, jeg har gjort,*) men I kan tro, jeg indhentede ham ved næste røde lys og gestikulerede tilbage, selvom jeg stadig ikke vidste, hvad han mente, indtil han lignede Betjent Strøm, der dirigerede trafik inde i bilen.
Videre, indikerede jeg flot, da det var tid til, han skulle køre. Men jeg så, han drejede til højre, og så tog jeg en anden vej, for at han ikke skulle køre rundt om blokken og vende tilbage og køre mig over. Man ved aldrig.**)


*) Skal jeg virkelig hidse mig op over den slags latterligheder? tænkte jeg, men fulgte alligevel op, hvorend halvhjertet.

**) Jeg tænkte, at jeg kunne tage min datters løbehjul, jeg har foldet sammen bag på cyklen, i barnesædet, og slå ham hårdt over knæet, hvis det blev nødvendigt. Altid skal man være på vagt.


Jeg har ingen motivation i dag andet end kaffe. Et par småjobs der skal af vejen, så jeg kan vende tilbage til at bekymre mig over, hvor lidt jeg laver.

***Kl. 9.37: Nå, nu gik strømmen***

***Kl. 10.14: Nå, nu vendte strømmen tilbage***

Jeg har ikke fået den kaffe endnu.