fredag den 21. marts 2008

Min netserie (32) - det store spring



(Klik & forstør for fuld grafisk impact)

Bortsættelse bølger...

Dag 2 som græsenkemand

Jeg skal ud til Don Nzo i aften og se dvd’er og æde Thai-mad, og jeg siger til mig selv: Husk at høre efter, husk at høre efter. Han er så fintfølende. Hermed mener jeg også: Lad være at tale hele tiden under filmen, hvis det kan lade sig gøre. Jeg ved ikke, om jeg kan lade være. Aftalen er, at jeg kommer ud til ham i god tid, så vi kan diskutere, hvad vi skal se og spise. Måske kan vi se en Bollywood-film, hvor man godt må tale imens. Jeg må spille mine kort rigtigt og koncentrere mig.

Jeg er groggy. Jeg sad sent oppe og tegnede. Min kæde sprang af 10 gange på vejen hjem, Irriterende, især fordi jeg brugte 2 timer på at rense den i går. Og så er alting lukket. Lortehelligdage. Jeg tror, jeg går ned hos J. Per eller min bror og får en kop kaffe.

torsdag den 20. marts 2008

Min netserie (31) - sømmet i bund



(Klik & forstør)

Fortættelse smøler...

I døren – min nyfundne status som græsenkemand

Fem minutter efter min kone og børn var gået, låste jeg mig ude på bagtrappen uden tøj på.
Nej, det er ikke rigtigt. Men det kunne ske, hvis døren smækker bag mig, når jeg smider skrald ned i skakten.

•

– Hvorfor skal du ikke med til Aarhus? spurgte min ældste datter.
– Han kan ikke komme med, sagde min yngste. – Mor har kun bestilt tre billetter.
– Åh, sagde hende på 11.
– Jeg skal arbejde, sagde jeg (haha).
Det er selvfølgelig fordi, jeg ikke gider, men det vil jeg så nødigt sige.

– Hvad skal du lave? spurgte de.
– Jeg har tænkt mig at tage mors undertøj på og spankulere rundt foran spejlet, sagde jeg.
– Skal du holde fest? spurgte den ældste.
– Ja, sagde jeg, jeg har tænkt mig at sidde og drikke mig fuld i mors undertøj. Jeg ringer til Don Enzo og Skovle-Poul, så kan de komme og være med.



Min kone skulle lige skælde mig ud, før de gik, fordi jeg sagde, hun ikke skulle bekymre sig som en gammel kone (over at komme for sent).
– Du skal ikke kalde mig en gammel kone.
– Jeg sagde ligesom en gammel kone.

– Skal I nu skændes igen? sagde min ældste datter, der allerede havde jakken på.
– Ja, sagde jeg, – for ellers kan vi ikke bære at skilles. Vi elsker hinanden så højt, at vi ikke kan bæres at skilles uden at være uvenner.



Min kone fik et hysterisk anfald over, at min datter ville have en stak Jumbo-bøger med i hånden (udover sine bøger i tasken), og så gik de.

Nu er jeg alene.
Hvor er det undertøj?

onsdag den 19. marts 2008

Intermezzo

Min kone er taget på druk med sin veninde, selvom hun "faktisk ikke har lyst".

Hun var nødt til at skændes med mig for at komme ud af døren: – Du under mig ingen fornøjelse!

Hun lyder ligesom mig. Og: – Her går jeg og opfylder alles behov hele dagen. Blablabla.

– Til gengæld får du også lov til at bilde dig ind, at du bestemmer alting, siger jeg.

– Ha! siger hun. – Du aner ikke, hvor meget du bestemmer. Ja, jeg er en rigtig hustyran og...

– Ja, afbryder jeg. – Du bestemmer, at du ikke bestemmer noget.

Så gik hun.

Hvis hun ville smække døren, kunne hun ikke, for låsen er i stykker, så man skal bruge en nøgle.

Tilbage i sædet

Jeg var inde at se No Country for Old Men igen (alle pseudointellektuelles yndlingsfilm). Denne gang lagde min kone sin hånd kærligt over min nede i popcornene og sagde: – Lad lige filmen begynde, fordi jeg smaskede.

Midt i filmen begyndte hun at SMS’e sin veninde.

Da vi kom ud af biografen, sneede det tæt, og midnatsklokkerne ringede. Det så godt ud at kigge op på under projektøren. Skt. Petersborg, tænkte jeg.
– Kan vi ikke gå nu? Jeg fryser, sagde min kone, selvom klokkerne ikke engang var færdige med at slå.

(SPOILER ALERT!) I anden omgang irriterede det mig ikke så meget, at man ikke ser Josh Brolin blive skudt (jeg forstod også det med mexicanerne bedre). Til gengæld irriterede det mig, at man ikke får at vide, hvordan Javier Bardem ("Sugar") kommer ud af motelværelset. Det er ikke godt nok, at han bare skal være "Døden". En allegori om døden? Øv.
¾ god film.

Nu gider jeg ikke se den mere.



tirsdag den 18. marts 2008

Min netserie (30)



(Klik & forstør)
Fortsættelse følger...

Mine oplevelser med skinheads

Episode 1
Jeg mødte en skinhead*), der havde fået et drømmejob. Han var ikke en slem skinhead, han så bare sådan ud, med håret og støvlerne. En homoseksuel kunstner havde hyret ham til at smadre møbler for sig. Smadrede møbler, det var hans kunst.
Kunstneren gav ham en antik stol og bad ham smadre den. Han reducerede den til pindebrænde. Lidt efter kom kunstneren tilbage.
– Ih, du milde, sagde kunstneren. – Det er alt for meget!
Det var et job, der passede ham godt.

Episode 2
En anden gang mødte jeg en skinhead i Lissabon på en klub i Bairro Alto, året før det brændte ned.
–Goddag, min lille ven, sagde jeg og klappede ham på hovedet.
– Hvad laver du? sagde min nye ven Carlos til mig bagefter. – Det var ham, der knækkede min fortand.
Og så dansede vi aggressivt til Mão Morta.


*) Til en tagfest i Brooklyn.



Nan Goldin: Skinhead dancing, London 1978

Lugten i bageriet

Jeg vågnede i går morges med et voldsomt had til Danmark.

Pudsigt nok læste min kone lidt senere på morgenen dette afsnit fra Garrison Keillors Wobegon Boy højt for mig:

...don’t come crying to me two years from now when you find out how cold and depressed and weird Danes are. They’re not like us, honey. A dark and brooding people hung up on equality. Don’t let Babette’s Feast fool you. Karen Blixen was never highly regarded in Denmark, you know. They’re suspicious of individuality. Anybody who crosses the street against a red light is considered a crazed eccentric.
(s. 70)

Han ved, hvad han taler om, han var dansk gift. (Hans sidste bog, før de blev skilt, hed We’re Still Married.) Jeg tror, han har en Danmark-knap, der er lige til at trykke på.
Ligesom Sly Stallone – han hader også Danmark, takket være Gitte.

Jeg tror ikke, jeg har godt af at sove længe (helt til kl. 9!)

mandag den 17. marts 2008

Underboer

Jeg lå en søndag morgen og hørte underboen råbe til sin kæreste:
– Give me a blowjob!
Svar: Mumle-mumle-mumle.
(Pause.)
– Make me some pancakes!
Svar: Mumle-mumle.


Nan Goldin: Nan and Brian in Bed, New York City 1983

Der var ret lydt i min gamle ejendom.

Han sagde, at han plejede at stå og svinge en imaginær dirigentstok, når jeg havde sex med min kone ovenover.

Han arbejdede som lysmand på et teater. En dag faldt han ned fra en rig eller noget højt over scenen og smadrede anklerne, så flere tæer måtte amputeres. Han sagsøgte, og nogle år efter fik han en stor pose penge. På det tidspunkt var han allerede flyttet ud og fremlejede sin lejlighed til forskellige irriterende typer: En der altid skulle reparere loftet i køkkenet sent om aftenen* og døde af en for ren heroin, der var i omløb på det tidspunkt (China Cat eller sådan noget, en 10-12 stk. døde, det var i The New York Times – den unge kvindelige reporter stod nede foran huset og prøvede at få oplysninger ud af viceværten og mig, men jeg kunne ikke sige, hvad det var for noget musik, han spillede, f.eks., kun at han godt kunne lide "the funky stuff",** og at han ikke spillede nær så højt som viceværten, der grinte samtykkende***. Jeg kendte ham ikke, fremlejeren.) Og den næste, der fingerede britisk accent, da jeg brokkede mig over hans larm, dengang min kone var gravid og min mor var på besøg. Min kone er irriteret endnu over hans kæreste, der skreg "Oh, John! Oh, John! Oh, John!", når de bollede. Han løb rundt med en 60’er-retro-Merseyside-grydefrisure (hvad hedder sådan en?: moptop) og var en nar. Hans mor kom ind i mellem og besøgte ham med sin store pels på.

* Der var altid vandskade fra min håndvask.
** Det ville jeg godt have set på tryk: "Naboerne fortæller, at han tit spillede 'the funky stuff' sent om aftenen." Det var noget jeg fandt på, og hun købte det altså ikke, fordi det lød så åbenlyst åndssvagt.
*** Dominikansk salsa.



Nan Goldin: Getting High, New York City 1979 (begge billeder er fra The Ballad of Sexual Dependency, som jeg ikke kan læse i uden at blive underligt til mode).

Men jeg kunne meget godt lide den oprindelige lejer, han med søgsmålet, der gik med stok. Han var fra Carolina. En søndag, da jeg stod og hamrede blindrammer sammen på gulvet, kom han op med en bajer og spurgte, om jeg ikke ville holde op, fordi der var football-kamp på. Da jeg havde drukket bajeren, havde jeg slet ikke lyst til at hamre mere. Det er sådan, det skal gøres.


PS Man kan finde alt på nettet. Nu har jeg lige snuset rundt i The New York Times og fundet navnet på ham, der døde nedenunder:
“Gregory Ancona worked as a clerk for an art-shipping company and tended bar to support himself as an aspiring sculptor.
(...)
Mr. Ancona had taken heroin in the past, friends said, but he favored cocaine and alcohol. Last Sunday night, they said, he and a young woman went to a club on the Lower East Side and went back to Mr. Ancona's apartment on East 12th Street. The woman injected her heroin, they said. Mr. Ancona, who they said was already staggering from the effects of cocaine and alcohol, snorted his. Soon after, he nodded off and never woke up. The woman, whom the police were trying to locate, suffered no more than the usual effects of heroin.”
(kilde)
Jeg kender mere til ham nu, end jeg gjorde dengang. Han var altså en "aspiring sculptor", en kunstnerspire ligesom jeg. Nu ved jeg også alt muligt om hans familie, bl.a. at hans søster var "langsom", fordi hun blev født med sin navlestreng snoet rundt om halsen:
“William is married to a woman named Patricia and had two children. One of them is Gregory Ancona, but he died about 5-6 years from his body going into shock with the drugs he started back up on. Their other childs name is Maria Ancona and she is a slow person because when she was born her umbilical cord was wrapped around her neck. She is about 27-30 years old. I don't know much about my family, but I do know that the Ancona name is a very rare name and our last name is a city in Italy.”
(kilde)

Søndag

Til en forandring skændtes jeg hele dagen med mine børn i stedet for med min kone. Jeg kunne ikke få dem til noget. De kom kun udenfor, fordi min kone og jeg truede med at gå uden dem. (Og jeg ville ønske de var blevet hjemme.) Det eneste, de kunne sige, var: Må jeg spille Playstation nu? Må jeg spille Playstation nu? (Plagestation.)
Kedeligt.

Jeg opgav at læse godnathistorie efter en halv side af De 5 på Djævleklipperne, fordi min ældste bøvsede mig i hovedet.
Møgunger.

De har påskeferie, så nu er alting værre end i hverdagen og weekenden med. Det kræver større anstrengelse at komme til at passe mig selv (og så sidder jeg alligevel bare og laver ingenting.

Nu må jeg snart skrive den roman, haha. Lave den serie heroiske malerier, jeg har berøringsangst ved større projekter. Mere om det en anden gang.)

Jeg griber mig selv i at tænke: Rejser de ikke snart over til Moster Hanne i Aarhus? Jeg er ligesom Professor Kirrin: Jeg vil helst være i fred og hader at blive forstyrret (nej, det er ikke rigtigt, jeg er s’gu så medgørlig). Og jeg er ligesom børnene, for jeg elsker at æde hele tiden. (Jeg læste aldrig De 5 som barn. Jeg var helt klart til Alfred Hitchcock og De tre detektiver og synes, de andre var tøsede. Jeg kan heller ikke læse Agathe Christie. Alle de teselskaber. Jeg er til Raymond Chandler og Dashiel Hammett. De hårdkogte. Hvad rager plottet mig?)

Lørdag

Helvede er ét langt kaffeselskab med familien.

Min netserie (29) - ud i verden



(Klik & forstør for at få det fulde sansemættede indtryk.)
Fortsættelse følger...

Mani/pedi

Læsere af denne blog – specielt af fredagens indlæg – vil finde det ironisk (eller i hvert fald apropos eller pudsigt i timingen), at min datter i går insisterede på at lege skønhedssalon med mig som kunden til mani- og pedicure.

– Ad, hvad er det? sagde hun, da hun forsøgte at klippe neglen på anden tå fra højre på venstre fod af først med neglesaksen så en negleklipper. – Den ser rådden ud.

– Det er svamp, sagde min kone, der fik en tilsvarende behandling af den yngste.

– Gu’ er det da ej, sagde jeg, og det er det heller ikke, det er bare gammel hud. Men neglen var umanerlig tyk, som om den var bukket ind om sig selv. (Kan man gå til lægen med sånoget? Jeg læste en artikel om geriatri og hvor vigtigt det er at passe godt på sine fødder, når man bliver ældre, fordi dårlig fodpleje er en stor medvirkende årsag til, at gamle ikke kan gå ordentligt eller f.eks. falder og brækker hoften.)

Nu har alle mine negle forskellig farve. Med glimmer.

fredag den 14. marts 2008

Min netserie (28) - livsbeslutning



Fortsættelse følger...

Skyer på horisonten – ægteskabelig status

Lige nu går det meget godt i mit ægteskab, men måske bliver det snart anderledes. Min kone synes, vi skal lave en ordning, så det ikke er hende, der hænger på det hele, og jeg har sagt ja.



Så er det slut med at sidde her og hænge til kl. 17-18 stk. hver dag og formgive navlefnulder og begrunde min dødelighed. Det bliver efter påske. Så kunne det passe, at jeg får en masse arbejde oveni.

Note til selv

Jeg skal huske at klippe mine tånegle.

torsdag den 13. marts 2008

Spildt liv

Det er nyttesløst. Hvad skal det gøre godt for? Intet jeg gør har nogen betydning. Mine blegnende knogler kunne udrette mere, end jeg gør nu. Hak mit kød og fodr mig til de fattige, så jeg kan gøre lidt nytte.
Jeg er færdig.

Min netserie (27) - så er den skid slået



Fortsættelse følger...

Banale betragtninger omkring Anders And

(Dette er ikke obligatorisk læsning og må godt springes over, selvom der er noget meget godt inde i midten. Jeg skulle nok have delt det op i 3-4 indlæg.)

Det mest sigende ved Anders And er også det mest åbenlyse: Han har ingen bukser på*). Det svarer i bemærkelsesværdig høj grad til Kejserens nye klæder: "Men han har jo ikke noget på."

Det er den ting ved Anders And, man ikke skal tænke på, og som børnene hader at høre om.

Bukseløsheden er et element i den store fortrængning, der er nødvendig for overhovedet at kunne tolerere Disneys kønsløse, numsefikserede univers, på samme måde som de voksnes fortrængning i Kejserens, bare omvendt, fordi det er børnene, der fortrænger, og de voksne, der ødelægger illusionen.

Der er ting, man ikke skal tænke for nøje efter.

*) En observation der er så almindelig, at den var med i den første udgave af Bølle-Bob, før de fik et vredt brev velsagtens.




Note 1

Det er lidt ligesom den her nyklassiske konvention med at figurerne i malerierne ikke har tøj på. Sært! Forklar den for børnene!



Jacques-Louis David: Leonidas ved Thermopylæ (1814)


William-Adolphe Bouguereau: Dante og Virgil i helvede (1850), den dårligste undskyldning for et bøssebillede, jeg endnu har set.

Note 2
Det er også ligesom den klassiske drøm med at man pludselig står inde på Rådhuspladsen uden bukser på.




NB! Anders And tager bukser på, når han skal bade!


• • •

SPØRGSMÅL TIL EFTERTANKE:
Hvad hvis andre tegneseriefigurer gik rundt uden bukser på?

Eks. 1: Poeten og Lillemor


Eks. 2: Tintin


PS Selv Morgenthaler er begyndt at give sine figurer tøj på, er han ikke? Striben herunder er fra 2004, hvor alle figurerne af en eller anden grund stadigvæk var nøgne.


Bilag 1

Vittig tegneserie af ukendt.

Bilag 2
Dårlig joke (taget herfra):
Askepot – druk: Du kommer hjem og har tabt den ene sko og tøjet hænger i laser.
Hans og Grete – druk: Du kan nemt finde vej til wc’et ved at følge sporet af nattens opkastninger.
Snehvide – druk: Du vågner med 7 fremmede mænd i din seng.
Den lille havfrue – druk: Dine ben klister sammen og lugter af fisk.
Rødhætte – druk: Du vågner med din mormor i samme seng.
Joakim von and – druk: Du vågner op med en stor bunke penge,
men ingen bukser.
(Min fremhævning –
red.)

• • •

2. del

Anders And er kannibal (en anden almindelig og banal betragtning)

Her er beviset:

Donaldisterne og den øvrige danske verdensbefolkning har selvfølgelig allerede knæppet denne flue i stumper og stykker, men hva’ fanden. Jeg rev striben her ud af MetroXpress d. 10. august sidste år på vej hjem fra hospitalet og fandt den for nylig i min taske. Jeg udgav på et tidspunkt et indlæg med dette billede og medfølgende kommentarer i 25 sekunder, før jeg lynhurtigt tog det af igen, fordi det var så rystende ordinært, men her kommer det altså igen ...Alt hvad der kommer ind i mit synsfelt er jo relevant, hver eneste lille hjernefims.

Og her er nok et bevis (venligst lånt herfra):


SPØRGSMÅL TIL EFTERTANKE:
Findes der nogen anden klassisk tegneseriefigur, der er beviseligt kannibal eller udviser beviseligt kannibalske tilbøjeligheder?