Det havde hun ikke troet om mig – min brede, alsidige musiksmag

Jeg overraskede min kone: Jeg sagde, jeg havde lyttet til avantgardistisk radio hele fredag aften – musik der lyder som en der kører rundt mellem radiokanalerne, en gammel plade med en dame der snakker til en delfin, der gentager hvad hun siger (som en papegøje, delfiner kan bare ikke sige konsonanter), en der reciterer en liste navne eller lignende under feedbackstøj og mærkelige lyde.
– Det havde jeg ikke troet om dig, sagde hun.

Men jeg har faktisk fortalt hende før, at der er dage, jeg er så hektisk og udmattet af arbejde, at avantgardistisk elektronmusik er alt, hvad jeg kan lytte til, jo mere abstrakt, jo bedre.
Det var så ikke tilfældet i fredags, men alligevel. Så hjernerensende det var.

WFMU – god netradiostation. Findes også under Eklektisk i iTunes. Og de er meget eklektiske – fra fed gammel country blues til feedback til ABBA. Dancing Queen lyder forbløffende godt efter en forfriskende sorbet af støj. Nogen gange hælder de lidt rigeligt til tidlig firserpunk, men det kommer an på DJ’en.

***Hvis den ikke er god i dag, så prøv igen i morgen.***


PS jeg havde engang en plade med en mand, der spiller på en 800 fod lang streng, men jeg fik den aldrig hørt og lod den desværre ligge engang, jeg flyttede.

Morgenmaden under kritik

Når jeg spiser morgenmad med mine børn, har vi lejlighed til at studere morgenmadspakkerne og kritisere det grafiske design og til tider tekstforfatningen. Her er vore seneste analyser:


"Mini Fras" (Quaker) - bagside

Problem: Hvordan kan "boldøjet" flyve i den retning, når "Pow" slår til det? Det kan ikke lade sig gøre. (Grebet om ketsjeren antyder i øvrigt, at han trækker armen tilbage for at slå.)
Typisk sjusk.

Løsningsmodeller:

Eks. A er bedst. Det er klart, at ketsjeren må have bevæget sig, siden den traf bolden.


"Rug Fras" (også Kvæker)

Problem: Hvorfor skrive "indhold" så mange gange? Det er infamt. Nøjes i stedet med at skrive:
"Lav sukker
Lav fedt
Høj fiber"

(Eller hedder det: "Lavt sukker, Lavt fedt, Høj fiber"? Nu kommer jeg i tvivl. Tror fanden, de skrev "indhold" så mange gange.)

Nu spiser vi ikke længere Rice Crispies hjemme hos os, fordi vi har en diabetiker i familien, men de æsker har altid været en guldmine.


Morgenstund Corn Flakes (Fakta)

Sidste eksempel (fra i forgårs):
Jeg har ikke prøvet dette mærke cornflakes før, så jeg spurgte min datter på 11, hvad hun syntes.
Hun svarede: – Jeg ku’ bedre li’ det, hvis der ikke var ansigt på majsen.
Enig.

Min gamle lejlighed

Jeg kan ikke gå hen på The Lower East Side Tenement Museum og se Quicktime-panoramaerne af lejlighederne, navnlig denne, uden at få en sær, svimlende fornemmelse. Min lejlighed på 11th St. så ud præcis mage til. Lille lortelejlighed, men god til én person.

Der står på museets hjemmeside, at omkring 7.000 mennesker boede i lejekasernen på 97 Orchard St. mellem 1863 og 1935. Det er jo helt vildt. Forestil jer den indvandrerstrøm, der gik igennem dér. Det var dér, man begyndte, og så hurtigt væk, så hurtigt det kunne lade sig gøre.



Hende, der boede i min lejlighed før mig, rejste hurtigt hjem til sin midveststat, da hun blev overfaldet af et crackhoved på Houston St. og fik ansigtet smadret ned i fortovet.

Før hende boede der en transseksuel, der lavede uhyggelige dukker. Nan Goldin fotograferede hende, og jeg har tænkt på, om hun har billeder fra min lejlighed i starten af firserne. Greer Lankton, for sådan hed den transseksuelle, høstede en smule sen anerkendelse, da hendes dukker var med på The Whitney Biennial og i Venedig i 1995. Hun døde af spisevægring året efter.



Det sjove var, at jeg også lavede uhyggelige dukker, mens jeg boede der (opsprættede, eksploderede og med gafler i). – Så skulle du have set, hvad hende, der boede der før, lavede, sagde min nabo Randy, maleren der altid røg pot og gik op i cykelsport.

De gamle spidsede øren & drak mere end alle andre til lyden af min rejsegrammofon

Jeg spillede 78’ere på rejsegrammofonen til festen, og jeg kan sige jer, de gamle spidsede øren. Det talte direkte til dem. De blev helt henførte, og jeg kan godt forstå det. Det var ikke pga. det, jeg spillede – et Poul Reichhardt-potpourri, Charles Trenet (jeg kunne ikke finde noget bedre i stakken i min begyndende brandert) – men selve lyden af de knasende, spruttende, gamle plader, der kom ud af den lille højttaler.

De gamle blev også fuldere end alle andre. Den ene faldt i søvn, og den anden fornærmede alle damerne efter at have klemt det sidste ud af vinballonen på ekspertvis. Hold kæft, hvor kan de drikke, folk på 60-70.

Svaret kom til mig i dyb meditation

Jeg har fået tilbudt et job, jeg ikke kan få mig selv til at sige nej til, men jeg kan heller ikke sige ja, for tanken om at skulle lave det er værre end døden.
I stedet for spilder jeg alles tid ved at sylte det.

Jeg bliver nødt til at melde endeligt ud.

Det jeg gør er at bede om urimeligt mange penge, og så se hvad de siger.

Kære dagbog, det trækker i mig som tidevandet (& kviksandet & hjemlandet)

Jeg kunne godt tænke mig at snige mig en tur til New York, men det er sværere nu, hvor jeg har et barn med diabetes, og jeg plejer i forvejen at blive mødt med skilsmissetrusler, når jeg kommer hjem.
Det er et følsomt emne.
Så det kan være, jeg bliver nødt til at tage hele familien med ligesom sidst, men det er selvfølgelig også i orden, vil jeg tro. Så bliver det først til sommer, om nogensinde, og fire gange så dyrt selvfølgelig.

Jeg skrev til min ven Alex, at jeg ville forsøge at snige mig et smut til N.Y., og han sagde: – Hvad mener du, ligesom at smutte ned efter cigaretter?

Forrige gang jeg tog derover, sagde min kone til mig, da jeg kom hjem: – Det var nemmere uden dig.

Min datter sagde: – Jeg har ikke savnet dig, for jeg har slet ikke tænkt på, du var væk.
Det var i telefonen, da jeg ringede hjem derovrefra efter nogle dage. Det gjorde ikke noget. Men jeg græd, fordi jeg savnede dem så meget.

Jeg fortalte det til min far, så sagde han: – Der kan du bare se, hvor meget børn kan såre deres forældre.
Gamle pikhoved. Han har altid så ondt af sig selv. Og så sagde han det oven i købet, mens han lå på hospitalet, og jeg tog op og besøgte ham hver dag. (Jeg kan ikke overskue resten af den historie nu.)



Jeg sad der med ham på vej ind til operationsstuen og kom til at græde, fordi jeg savnede mine børn, og han sagde: – Såså, jeg skal nok klare mig. Men det var ikke ham, jeg mente.

Begravelsesstemning

Jeg vovede at kritisere min svogers smag i kvinder, så busturen hjem fra begravelsen foregik i tavshed.
– Det er arrogant sagt, og det er i øvrigt ikke rigtigt.
Men det er rigtigt. De ser ens ud allesammen – små og runde med praktisk hår – i hvert fald dem af dem, jeg har set.

(Jeg foreslog bare, at han holdt op med at spise så fed mad, da hun sagde, han skulle holde op med at ryge.)

Man skal ikke tro på alt hvad man hører – slet ikke fra mig

Der var engang en antikvarboghandler på Østerbro, der sagde (i samtale), at Lenins fødselsdag var d. 7. november. Nu ser jeg tilfældigt på nettet, at det er d. 22. april. Og her har jeg gået og troet på det alle de år (19 år) og sagt det til folk, bare fordi han sagde det.*)

Det er det gode ved nettet, at man ikke behøver være i tvivl om den slags mere. Ingen behøver at sidde og skændes om, hvem der har ret om noget paratviden hele aftenen længere, som folk gerne gjorde i gamle dage, navnlig i en brandert, og slå væddemål af og ringe til Politikens Oplysning. Ahh! Det savner jeg ikke.
Nu har vi allesammen de samme referencer, og alle folk stjæler fra Wikipedia, når de skal skrive noget.

Tilsvarende spurgte jeg engang min Onkel Helge, da jeg var lille, om hvad det var, han smurte i ansigtet fra en tube. – Tandpasta, sagde han og grinte. Og det fortalte jeg videre til mine venner i årevis. – Jeg har en onkel, der smører tandpasta i hovedet, sagde jeg. Men det var selvfølgelig bare en eller anden creme.


*) Jeg indser nu, at antikvaren måske havde ret alligevel, og at jeg huskede forkert. Det kan ikke udelukkes. Efter at have skrevet dette sindsoprivende indlæg, tjekkede jeg Stalins fødselsdag (18. dec.) og dernæst Trotskijs, og det er Trotskij, der har fødselsdag d. 7. nov. Så én af os var altså ikke helt skeløjet, kun halvt. Tak.


PS Min farfar skrev en prædiken: "Hvorfor man ikke skal lyve for sine børn", nu bortkommet.

Sydlandske skikke

Jeg så noget, jeg aldrig har set før: Dommeren kyssede en af spillerne efter kampen
(Athletic Bilbao – Barcelona 1-1, 27. jan. 2007).

Mandejammers dramatiske makeover

Jeg var ude at bestille en ny brille i dag. Nu bliver jeg nødt til at få nyt hår og tøj.


Note 1: Øv, jeg glemte at spørge om prisen.

Note 2: Jeg valgte bare de første, der tiltalte mig. De tiltalte mig oprindeligt for tre måneder siden, så kald mig bare impulsiv, men langsigtet.

PS Jeg går altid og tror, jorden går under*), så måske er det bedre at vente. Med nogen ting. Men på den anden side er pengene jo værdiløse i en atomvinter, hvorimod det ville være rart at kunne se noget, uden at være afhængig af friske forsyninger kontaktlinsevæske.


*) Det kan gøre det vanskeligt at planlægge. (Teleofobi er ordet = frygt for definitive planer. Lider jeg nu også af det?)

Ejpot©®™ – asfalten synger

Jeg er på det seneste holdt op med at gå rundt med min iPod (Nano med en smadret skærm, der ligner en blækklat, så jeg kun kan shuffle) i ørerne altid. Jeg plejede ikke at kunne gå uden for en dør uden at ploppe den i.
Og efter jeg er holdt op, føler jeg mig meget mere "grounded" i virkeligheden og mine omgivelser. Jeg lægger mere mærke til ting omkring mig, om ikke fuglenes fløjten, så da dækkenes sugende greb mod den regnvåde vejbane (gummiet suger sig mod vejbanen / suger / hjulene snurrer / vi er i det tunge tråd / vejbanen / synger / syngende gummi / der suger sig fast / der bevæger sig mod vejbanen / at bevæge sig / osv. – hvis det var et Jørgen Leth-digt, selvom "suger" selvfølgelig er for ladet og ikke fladt nok). Og jeg synes også, jeg har lagt mærke til mere i mit synsfelt, ingen åbenbaringer, bevares, men hvad man støder på på sin vej. I hvert fald har jeg følt mig mere som en del af tingene, og ikke mindst betydeligt mindre forhastet og udfarende i trafikken uden henholdsvis aggressiv hip-hop og country & western pumpende i ørerne.

Det holdt godt og vel en 14 dages tid. Nu har jeg ejPotten©®™ i igen, men mere selektivt. Jeg kan godt gå i Netto eller centret uden lyd.

Jeg glæder mig til, der kommer VR-briller, så man kan lukke hele lortet ude og selv bestemme sine visuelle omgivelser også (jvf. den seneste William Gibson og alt hvad han nogensinde har skrevet.)

Tendenser jeg har bemærket

Hvorfor kan hashrygere så godt lide at høre bluesmusik? De plejede f.eks. altid at lytte til blues, når jeg var nede at købe tjald* i hashklubben ved siden af Café Lunten på Østerbro (Viborggade?). Er det af samme grund, de altid sad og spillede brætspil derinde i røgen? Fordi de godt kunne lide de genkendelige mønstre?

Jeg afprøvede teorien med min ven Jason, der spiller trommer i et bluesband sammen med sin svigerfar oppe i Woodstock (hans kone er en honey, så man må tro, det er besværet værd. Hun sang backup for The Red Hot Chili Peppers på deres euroturné engang.** Nå.), og han bekræftede min tese: Pothoveder kan godt lide the blues.


* Efter devisen: Du gi’r, jeg henter (You buy, I fly!)
** Og ja, forsangeren er en idiot. (– Du aftvang hende et svar, sagde min kone. – Jeg vidste, han var en idiot, sagde jeg.)

Så kan det også være lige meget

Hasteovervejelser i Nørregade

Jeg ville have ringet til bror og taget forbi til kaffe, men hans espressomaskine på arbejde er gået i stykker, og han drikker næskaffe med pisket mælk, og jeg har også glemt min telefon.

Han har garanteret heller ikke tid. Det har jeg heller ikke.


Japansk kaffemaskine til $20.000.

Overflodssamfundet à la mig

Jeg fik det her fjernsyn af min nabo, men jeg har ikke noget at bruge det til.



Og jeg tør ikke tage det med hjem, for hvad mon min kone siger?
Hun siger: Du fylder huset med lort!
Jeg siger: Men det er et helt nyt fjernsyn!
Og så står det og fylder op som alt det andet lort, jeg aldrig bruger.

PS Til orientering er det et Dantax.

Statussuk i aftenskumringen

Lad mig se det i øjnene, jeg har ikke nået en skid hele dagen, ikke engang overspringshandlinger. Suk. Tror fanden jeg aldrig bliver rig og berømt, og det er s’gu nok også for sent at lave om på nu.

Jeg ville bare ønske, jeg havde en lille smule bedre arbejdsmoral, en lille smule mere disciplin. Eller rygrad. Rygrad ville også være godt.

Til gengæld er jeg god til at brokke & beklage mig. Så længe jeg har mig selv, løber jeg aldrig tør for ting at brokke mig over.






PS Er det ikke herligt, jeg har hele dagen til at regne ud, hvor umulig jeg er, og ind i mellem kan jeg blogge.

Fucking Netto II – jeg regner den ud, når jeg står i kø eller i badet

Hvor mange penge har jeg ikke lagt i den butik gennem årene? Jeg tør ikke tænke på det...

Jeg tror, jeg har regnet Netto ud, i hvert fald et par af deres taktikker.

Taktik 1. De varer, de ikke har plads til på hylderne, sælger de som spotvarer, f.eks. Neutral-vaskepulver eller peanut butter, så kan man købe dem dernede, når de har dem, måske hver anden måned eller hvor tit det er. Flydende lager så at sige.

Taktik 2. Når de introducerer en ny vare, starter de den billigt og hæver så prisen, når man har vænnet sig til den (varen) og til at købe den dér.

Tager jeg fejl eller hvad?

Fucking Netto. Hvad laver jeg dernede? At handle der er som at dø.

Spaghetti Speziale

En del pizzeriaer og restauranter i Kbh. og omegn (vil det sige Danmark?) foregiver at være italienske – de er røde & hvide & grønne og bærer italienske navne*) – selvom de drives af kurdere og serbere osv. Men er der også nogen pizzamænd, der lader som om de er italienere, selvom de ikke er det, f.eks. ved at fingere en fransk accent, ligesom en billig fransk tjener?
Og, hvis de gør, er det noget, der kaster noget af sig?


*) Et godt eksempel er verdens dårligste restaurant, den italienske inde på Kultorvet, hvor jeg var så dum at spise med min far engang (foto mangler).

I spejlsalen venter bæstet

Jeg har ikke noget arbejde for første gang i hundrede år, og nu står jeg igen og konfronterer spøgelset af min egen ugidelighed, minotauren i min nietzscheanske labyrint af prokrastineren. Nu har jeg ikke noget at kæmpe mod længere, andet end mig selv og mine tusind fragmenterede refleksioner i min eksistentielle spejlsal, kun mig selv at brokke mig over. Hvem skal vinde?
Suk, jeg håber kaffe hjælper.
Altid er der så meget, jeg skal bevise.

Nuvel, en rejse på tusind mil starter med det første skridt og alt det der, lidt har også ret, mange bække små, små hjul kan flytte store ting, det er bare at komme i gang (for at sige det med floskler), der er jo ingen, der forhindrer mig i noget, andre end mig selv, frihed under ansvar osv. Når man kan alt, hvad skal man så? Udelukkelsesmetoden duer ikke.

Hvis jeg bare laver en lille smule, er jeg godt tilfreds. Bare en smule hver dag til hoben, nye skaller på min kunstneriske køkkenmødding. Kaffe.

Høj fiber

Jeg savner ind i mellem de gode gamle dage, hvor jeg sad sammen med Gummiarm nede på tegnestuen og tegnede tegneserier, eller det der lignede.

Vi røg hjemmerullede og drak kaffe og hørte radio. En lang nat før deadline røg jeg så mange hjemmerullede med Escort Light-shagtobak, at min tunge og svælg gik i opløsning.

Jeg havde mødt en pige, der spiste havregryn med hørfrø og rosiner på, og det spiste jeg også. Det gjorde mig voldsomt flatulent, og det hændte, at Gummiarm måtte forlade lokalet skrigende i protest.

Den ene efter den anden

Der skete noget mere mærkeligt i går. Kræftens Bekæmpelse ringede og ville have mine penge, og ikke så snart havde jeg lusket udenom en klar udmelding ved at bede hende sende mig noget læsestof og lagt på, før telefonen ringede igen ikke fem sekunder efter, og jeg fik at vide, at en jeg kender er død af kræft.

•

Så godt kendte jeg ham ikke, men jeg kunne godt lide ham. Sammenkomsterne med min kones veninder var sjovere, når han var med. Jeg har ikke engang talt med ham, efter jeg fandt ud af, at han var syg. To uger siden. Jeg sendte ham ikke engang den SMS, jeg havde tænkt mig, for at sige, at jeg godt kunne lide ham og var ked af at høre om det lort, han stod i til halsen.
Giv mig en rose, mens jeg lever, som manden sagde. (Det var ikke Groucho Marx. Han sagde: "Give me a rose or leave me alone".)

Mit Livestrong-armbånd er i øvrigt knækket.

Det er bare at lytte, Jytte

I går kom min kone hjem lige til middag og fortalte om sine problemer på arbejde, og det gjorde ikke noget, jeg havde ikke noget imod det og lyttede opmærksomt gennem hele middagen.
Resultatet = sex.


Note: Der var en psykoterapeut eller coach eller lign. i Nyhedsavisen, der sagde, at det er vigtigt for kvinder, at man lytter & forstår, og nu har jeg prøvet det.

Slående lighed

Denne annonce på nytimes.com i dag minder mig om det gamle slaveskib-diagram:

2-1 i følsom mandehørm

Tredje møde i Litterær Kreds blev afholdt i går, og jeg vil nok sige, at bortset fra en smutter grundet fedtspil ved indledende møde, har jeg klart vundet de sidste to runder.
Ikke værst, selv i betragtning af modstanderne.
Deres tavshed i mødet med mine ord taler mere end tusinde billeder.
Der ligger de på den litterære kanvas, teknisk knockoutet i en dunst af følsom mandehørm.

*

Fra fruen: Min kone kalder det en basisgruppe, men det er en litterær kreds.
Hun fnyser afvisende, når jeg kommer hjem og hoverer.

Drengen med guldblazeren

Tre år efter festen fandt jeg i inderlommen af min blazer en fladtrykt chokoladecigar, jeg vandt for bedste festtale.

Forrige lørdag fandt jeg i samme lomme mine seje røde solbriller, der blev væk i sommer.



Så I kan nok forstå, jeg ikke har den på for tit.

•

Jvf. også:

Drengen med guldbukserne


Gammelpots vadsæk


Pelles næb


= tre uudtømmelige sække/overflødighedshorn, freudianske vulvaer.