Jeg tror ikke jeg har talt 100 sammenhængende ord med min kone, siden børnene fik sommerferie. De er sent oppe, og der er ingen tid til overs. Hun er heller ikke udpræget snakkesalig, men sfinksagtig i sin tavshed. Min talestrøm holder inde, når jeg ikke tror, der er nogen, der hører efter. Kald det pludren. Er det bedre ikke at sige noget? Det er hvad, det ender med. De mindste ord, den uskyldigste sætning kan eksplodere i rummet eller falde til jorden som krystalglas (eller rasle som skruer på en metalbakke i en domkirke, som Tom Kristensen nogenlunde sagde) under de omstændigheder.Kontrasten til lutheransk tavshed er middelhavs alle-taler-i-munden-på-hinanden. Det foretrækker jeg. Jeg kan godt føre tre samtaler samtidigt og lytte til andre, mens jeg selv taler. De eneste, der taler her, er børnene, og de taler nonstop. Hver dag er fødselsdag i børnehaven med sodavand ud af næsen og barnagtige latterkor.
Kan det egentlig kaldes ferie, når man er sammen med de samme mennesker, man altid er sammen med, bare et andet sted henne? Er ferie bare manglen på arbejde?
Hvis jeg skal være ærlig, foretrækker jeg, at alle dage er ens. Så kan man selv vælge. Ingen helligdage, ingen dage hvor alting er lukket. I går fandt jeg ud af, at Metroen ikke kører efter kl. 00:56 eller tidligere, det var det tidspunkt jeg stod der med mine lufthavshjul og hadede København for at være sådan en lille lorteby, der lukker om natten. Det er det gode ved nettet, at det aldrig lukker.
– I morgen vil jeg tage mine børn ned at svømme, lovede jeg mig selv, mens jeg trillede min taske over for at finde en taxa.
***
Ingen kommentarer:
Send en kommentar