tirsdag den 29. juli 2008

Ondt i struben

***
For en uge siden skulle jeg gribe min datter (8 år, 32 kg), der sprang ned fra hvad hedder sådan en søjle ved siden af et hegn, og første gang gik det fint, selvom det var for højt, men anden gang trak hun knæene op under sig og ramte mig lige i strubehovedet. Jeg har haft ondt i struben siden. Nu, hvor jeg ligger og forsøger at læse den nyeste Douglas Coupland, de havde på biblioteket (JPod, brillante popkulturelle meningsudvekslinger blandt arbejdskolleger skiftevis med utroværdige "skøre" familieskærmydsler à la John Irving Junior, god grafisk poesi som buffer – jeg er misundelig på ham og alle andre indfødte nordamerikanere for deres flydende reklamesprog, men ikke nok til at det skal ødelægge min nattesøvn, bare blitzglimt af uopnåelig længsel), venter jeg, at hun banzairåbende skal kaste sig over mig og permanent beskadige min rygsøjle (og ikke kun for mig jeg gruer – forestil jer hendes livslange skyldfølelser).

* * *

Jeg må nu rykke hynderne for tredje gang for at kunne blive liggende i skyggen af blommetræet (delvis mirabelle).

* * *

Den store parasol er lige væltet (12 fod væk).
***

2 kommentarer:

Suzy Q sagde ...

Jeg ku tude over hvor meget ret du har, når du skriver om Coupland som Irving Jr. Det var også dig, der kendte og holdt af Sherman Alexie. Jammermand.. en læseklub med os to i ville bare være så kedelig. Vi er alt for enige.
Jeg skal til at starte på The Gum Thief - hvor god er den?

Mandejammer sagde ...

Aner det ikke! Men jeg skaffer den nu...