Jeg trænger til nye underbukser, sokker og hårplejeprodukter. Jeg kunne tjene det hele hjem på en sviptur til New York.
Så jeg går i de gamle og med tørt hår.
Siden for den moderne, følsomme mand, der trænger til at komme ud med det


Min kone gider ikke tale med mig, når det ikke er noget hun finder væsentligt. I dag kommer jeg hjem og spørger, om hun har set, at der er kommet et nyt Portishead-album, for dem kan hun godt lide. Det har hun. Og så fortæller jeg, for det har jeg lige fundet ud af, at, da de lavede deres anden plade, Portishead, samplede de ikke andre, som ved den første plade, men indspillede deres egne instrumentaltracks og fik presset en stribe vinylplader med dem, som de sled og gned på og så samplede af. Det vidste jeg ikke. Er det ikke snedigt? Jeg elsker sånoget.
Så har jeg tænkt på, alle de gamle Tin Pan Alley-agtige sange (Sunny Side of the Street, When You’re Smiling, Babyface osv.), der blev lavet til, at folk skulle købe noderne og selv spille dem derhjemme på klaveret, mens folk sang med, og at det måske netop er derfor, de blev sådan nogen ørehængere, som vi – i hvert fald jeg – går og synger med på endnu og som alle bør kende. Mens musikken i dag, som f.eks., Portishead og så meget andet, er baseret på, hvordan noget lyder, specielle lyde, tonekvalitet/timbre osv. Jeps, melodier og refræner er ikke, hvad de har været. Hvem skriver gode sangbare melodier længere? Det er der vel ikke nogen, der har gjort siden Hans Henrik Ley.
Men den diskussion bad hun mig spare. Hun gider ikke høre på det. Og I, mine kære læsere, er I overhovedet nået så langt som hertil? Men hvis jeg ikke kan fortælle det til jer, hvem kan jeg så fortælle det til? Og jeg er ikke færdig endnu.
Så sidder min kone og zapper kanaler, og jeg siger: – Hvornår har Robert de Niro sidst lavet en god film? Kan du huske, hvornår Robert de Niro sidst har været med i en god film? Hvad siger du?
– Jeg gider ikke diskutere det, siger hun. – Jeg er ligeglad, jeg gider ikke diskutere på dine præmisser.
– Hvorfor kan vi ikke bare konversere?
– Du vil jo bare have, jeg skal sige det, du synes.
– Hvad?
Og så skændes vi lidt om det.
Og før det siger jeg: – Hvorfor skal Egon Olsen spilles af en kvinde? Jeg kan ikke forstå det.
– Fordi det er sjovt.
– Jamen, hvorfor er det sjovt?
– Fordi Kirsten Lehfeldt er sjov, når hun spiller mænd. Fordi det er alternativt.
– Så det er kun sjovt, fordi det er hende, der spiller ham? Jeg finder det forstyrrende (ligesom med Mary Martin som Peter Pan). Alternativt? Det betyder jo bare noget andet. Hvorfor er det sjovt? Du kan da ikke bare give mig et tautologisk svar og sige, at det er sjovt, fordi det er sjovt? Hvorfor kan vi ikke bare snakke om noget?
Hun gider ikke diskutere på mine præmisser. Det skulle bare være mig, der ikke gad høre på, hvad hun har hovedet fuldt af, når hun kommer hjem fra arbejde.
Måske er det fordi, jeg sidder helt alene hele dagen uden at have nogen at tale med. Det er jo ikke fordi, der sker noget. Men hvorfor skal det altid handle om andre mennesker? Jeg kan godt lide henslængte overvejelser om populærkultur for at fordrive tiden. Hvad er jeg, Beavis & Butthead, diskenspringerne i Clerks? Men situationen er jo, at der en der sidder og zapper. Må man så ikke sige noget? Åh, hold min kæft.
Jagten på unbraconøglen
Der findes blogs for alt. Her er f.eks. en, der udelukkende handler om københavnske cykelpiger, fortrinsvis set bagfra (eller bagtrinsvis set forfra, haha). Det er fetichistisk, men jeg kan godt forstå det.

Jeg har været hos tre læger i dag.
Jeg kom hjem i går og sagde til min kone: – Jeg har lavet noget genialt i dag. Og senere ved middagsbordet fortalte jeg hende historien om, hvordan jeg fandt den sorte gaffatape.




Når jeg bliver stor,
så vil jeg myrde min mor,
ryge hash og sniffe lightergas.
Jeg er en gut på cirka 40 år
med lyserødt punkerhår.
Jeg er så nervøs i dag, jeg ikke bør omgås andre mennesker.
Der er en ung, hip komponist, Nico Muhly, der er inspireret af alle mulige ting, f.eks. YouTube-videoer, som han udvælger pga. deres banalitet.
“There’s a way to search for interesting things on YouTube, and then there’s a way to search for uninteresting things,” Muhly said. “You put in search terms like ‘My daughter’s yard,’ ‘My friend’s restaurant.’ ” The music was to be modelled on cantatas by Bach and anthems by Purcell, he explained. It was going to be great.
sean reeeeeaaaaaalllyyyy loves mia
they both have a booger collection on mia's wall
mia scratches her crotch in front of sean
mia belches in front of sean
sean has seen mia without make-up
HE STILL THINKS SHE'S GORGEOUS
ladies, we really need to find a guy like that :/ pshhh like we'll EVER find one
Jeg havde den mest frustrerende dag i går, fordi jeg prøvede at få min datter ud af døren og ned i klubben til et projekt, men hun ville ikke, og hvis hun først var kommet derned, havde hun moret sig, og det var for hendes eget bedste, og hun ville fortryde det, hvis hun ikke gjorde det, og de andre på holdet var afhængige af hende, og det endte med, at hun græd i næsten en time, og jeg forstår godt, at hun var træt, og her var jeg blevet hjemme for at møde hende og havde bagt boller og hældt varm kakao i hende. Jeg prøvede at stille hende uden for døren. Det hjalp ikke (hun græd og hamrede på døren). Intet hjalp. Og endelig tog jeg ud på arbejde, men jeg var nødt til at ventilere og ringede til min kone, der bad mig dæmpe mig og "ikke råbe".
Og da jeg så kommer hjem om aftenen, mens min kone sidder og ser Politiskolen i en mørklagt stue, siger hun til mig, at jeg er "aggressiv", har et "ekstremt temperament" og bør gå til "anger management", som "vi har talt om før".
Jeg har opdaget, at det giver billige points at gentage, hvad folk siger, gerne for lang tid siden. For eksempel sagde min ven Don Nzo for snart tyve år siden: – Paul McCartney er en overvurderet sangskriver, men en undervurderet bassist (en absurd udtalelse i øvrigt: han er måske en undervurderet bassist, men det er vel svært at overvurdere den ene halvdel af det 20. århundredes største sangskriverduo), og for nylig havde jeg lejlighed til at gentage det for at se, og han sagde: – Ja, det er fuldstændig rigtigt! Godt sagt! Og så uddybede han synspunktet.
Jeg havde nogen forskellige venner med hjem. Vi røg noget pot, og jeg satte et bånd på med Lars Hugs Kysser himlen farvel (en nostalgisk tripper for mig fjernt fra fædrelandet derhjemme – historien foregår i New York).
Min datter, som jeg er blevet hjemme og passe igen, siger, at hun vil være ligesom mig,*) når hun bliver stor: – Jeg vil male og rode i skraldet.
Er det almindeligt at få nogen andre til at skrive sin blog? Jeg tænkte, nu hvor min egen blog alligevel er blevet infiltreret af såkaldte venner, der tror de kender mig, kunne jeg få dem til at skrive bloggen et stykke tid.*) Ville nogen kunne se forskel? Hold udkig efter dette snedige eksperiment hen ad vejen, når I mindst venter det.
De tror, de kender mig. Kan de også lyde ligesom mig? Don’t touch that dial.
I dag fik jeg pudsigt nok dette ord i mailen fra A.Word.A.Day:
yammer (YAM-uhr) verb tr., intr.
To whine, complain, or to talk loudly and incessantly.
Noun: The act of yammering.
[From Middle Dutch jammeren (to lament).]
Today's word in Visual Thesaurus.



(Her griber jeg mig selv i at lyde som min morfar, når der kom en popsanger på fjernsynet i 70’erne. – Hvorfor skal de vrænge? sagde han altid. – Hvorfor kan de ikke bare stå stille og synge? Han sagde det samme om Rasmus Lyberth, der meget apropos tænderskæren vitterligt så ud som om, at han tyggede drøv, når han sang. – Er det sådan noget, de unge lytter til? jokede min morfar gerne, selvom det ikke overhovedet var det. Min morfar kunne godt lide Pigekoret. Og cirkus, han kunne også godt lide cirkusudsendelserne, mest pga. hestene, fordi han var gammel husmand og vant til dyr.


Jeg er tilbage på pinden efter min debiliterende sygdom. Nu går jeg her og slæber min forbundne ankel hen ad gangen som Blinde Pew. Jeg må nok se i øjnene, at det er umuligt for mig at arbejde uden kaffe. Jeg har ingen motivation eller adrenalin at trække på. Men hvad med min sarte mave? Er den kommet sig nok til, at jeg kan begynde at hælde den sorte bryg ned i den igen? Og hvad vil mit tarmsystem sige? Der er kun én måde at finde ud af det på...
Min veninde Anya sagde engang, at alle mænd burde prøve at blive kneppet i røven. (Jeg kan ikke huske sammenhængen.)
I stedet for at lave noget fornuftigt i dag, har jeg set videoer af The Daily Show og The Colbert Report (det var meget sjovt) og holdt en spand, mens min datter kastede op i den.
Min største frygt er, at civilisationen går under.
Jeg kan ikke finde ud af, om jeg er rask. Jeg er så træt og flad til hverdag, at jeg ikke kan kende forskel.
Min ankel er smadret, og jeg kan ikke gå, og nu er min mave også eksploderet og sprunget læk.
Alle de bebrejdelser, al den bagage, alle de drager der rejser hovedet og spyer: ægteskabet er hårdt arbejde. Jeg har lyst til at være forelsket eller i hvert fald leve med håbet. Er det muligt at være forelsket og gift på samme tid? Hvornår bliver det umuligt?