Tynd kop te

***
Fuck, jeg er deprimeret.
Jeg er helt træt i hovedet og har ikke fået udrettet noget i dag andet end lave regneark over mine bilag, mens jeg har prøvet at tage mig sammen til at finde en revisor, eller en bogholder eller en eller andens svoger, der kan hjælpe mig med min selvangivelse.

Jeg fik først min kaffe efter kl. 16, og nu skal jeg gå. Det holder ikke.

Jeg famler i blinde, mit hjerte banker arytmisk.

Min revisor og min rengøringskone forlod mig inden for en uge sidste sommer, og jeg har ikke fået gjort noget ved nogen af delene siden.

Jeg har lyst til at begynde at ryge igen for at fylde det gabende hulk i min midte. J. Per tager ikke imod længere, så jeg kan ikke ryge hans, og jeg ved ikke hvad jeg skal stille op med en hel pakke. Hvad skal jeg gøre, når jeg ikke kan tage ned til ham og blive muntret op, lige meget hvad humør jeg er i? Det plejer aldrig at tage fejl. Jeg har aldrig hørt ham så sur, og jeg er ikke i humør til at muntre nogen op. Ikke at det er det, han trænger til.

Jeg skyder skylden for min tilstand på manglende søvn. Luften kommer forkert ud af mig. Jeg kan ikke engang synge.

Jeg har lige slettet et langt dårligt kaffedigt, jeg skrev under indflydelse af dagens eneste højdepunkt. Det var en tynd kop te, suk.

Når man ikke engang kan lukke
noget ordentligt ud,
er det tid til et skud
i hodet.
Se blodet
klukke.
***