Kritisk punkt

***
Jeg har nået et kritisk punkt. Grænserne for min egen formåen har snøret sig sammen. "Vær bold", fortæller jeg mig selv, "Vær bold", men jeg kan dårligt trække vejret. Det er ikke let for en svag sjæl. Jeg er for sart til denne verden. Ingen forhindring er for lille for mig. Jeg refuserer ved den mindste forhindring. Og ærgrer mig over hvad kunne have været. Bliver liggende i dammen ved Hubertusjagten, som Dustin Hoffman under vandet i The Graduate, mens de andre hove marcherer forbi. Lydløst. En undervandsverden af lydløshed. Ikke til at bære. Et helt liv tilbragt i en kokon. Mit liv. Gispende til overfladen i sidste øjeblik. Et endeløst sekund. Jeg vågner op lige før jeg skal dø.

Lige før jeg dør er jeg klar over, at jeg lever, så ryger stolen væk under mig, som Tom Conti i Reuben Reuben, en charmerende romantisk komedie. Skyd mig nu.

II
Jeg er bange for, at jeg har taget fejl, og intet, jeg nogensinde har gjort, var rigtigt. Jeg har aldrig gjort noget færdigt. For mange dårlige beslutninger har ført mig her til. Et sort hul af spændt forventning. Et dirrende øje. Som et blad i strømmen. Hvor var du selv? Mit viljeløse offer. Dolket på mit eget alter i et blodritual. Spændt ud. Nedfaldsfrugt. Fanget i tiden udhulet.

III
Jeg skuffer mig dagligt, men jeg overrasker mig ikke.
***