lørdag den 19. april 2008

Apropos kusse


Nu er der igen en, der har kaldt mig en kusse (se indlægget af d. 11.4. her, under kommentarerne).

Det minder mig om en Henny Youngman-vits:

Hvad er forskellen på en fisse og en kusse? En fisse er sådan en herlig ting, man har lyst til at kysse og mysse og ae og smage og klappe og kærtegne og kæle for og tage sig af. Og en kusse? Det er hende, der ejer den. Haha!

For resten har jeg det ligesom Dan Savage: En kusse er ikke et svagt, passivt organ. Har man først set kussens kraft, ved man dét, og må slåes med ærefrygt og benovelse. Tak.

fredag den 18. april 2008

Fra fronten


Jeres blogskriver er blevet inkapaciteret. Jeg har smadret anklen og kan ikke gå.

Desuden: Fjendtlige kræfter har infiltreret denne blog. Okay, "fjendtlige" er måske overdrevet, men det er folk, der kender mig, hvis fortalenhed bringer min anonymitet i fare. Det er kun et spørgsmål om tid, før jeg må lukke butikken.
Nettet strammes.




torsdag den 17. april 2008

Min netserie (48) - en overraskende drejning



(Kælk & forsnævr)
Forløselse falafler...

Kærlighedsbudskabet

Jeg nupper s’gu en mokka,
dem kan jeg ikk' få nok a'.

Jeg nupper mig en mokka til
Det er derfor der er kopper til.


Se, hvor smuk en crema, der er på denne espresso, dagens tredje.

Mit nye samliv

Om aftenen sidder vi og taler sammen.

Jeg siger: – Jeg føler at...
Min kone siger: – Jeg føler at...

Det er ligesom at høre mig selv her på bloggen. Det føles fedt.

Det er det nye "vi". Den nye enighed om det fælles bedste.

Det holder ikke evigt – ligesom når man får en hund og lover at gå med den eller lover sig selv at sætte sin nye cykel ned i kælderen hver dag og bruge begge låse – men lige nu føles det godt.

Jeg var bange for, det hele ville ende i nye projekter for boligindretning og andre trælse bodsgerninger.

Ting jeg hader (forts.)

Jeg hader, når folk siger om en afdød, at sådan ville han have sagt.
Det kan man sgu sagten sige.

Kaffebord

Til en forandring var en familiesammenkomst en tryghedszone. Jeg følte mig helt hjemme. (Måske hjalp det, at min kone ikke var med.)

Jeg hader mændene i Carlsberg-reklamerne (og I skal ikke regne med at se noget billede af dem her, dem der ikke ved hvad jeg taler om). Jeg kan ikke fordrage sådan som de ser ud og det mandebillede de skal repræsentere. Hvad de siger, har jeg ingen anelse om, for jeg skruer altid ned for lyden, og den eneste lejlighed jeg har til at finde ud af det er, når jeg sidder til langbords med familien, og der altid er nogen, der underholder med at sige, hvor sjove de seneste reklamer er. Navnlig en brovtende flok i skjorteærmer i den ene ende af bordet.

Der er intet kedeligere, end at snakke om hvad man har set på tv.

Jo mere fucked-up mit liv er, des bedre kan jeg lide min far.

onsdag den 16. april 2008

Min netserie (47)



(Click & four-star)
Forsuttelse lystrer...

Klassisk dannelse

Jeg styrtede med min datter (11) og aftensmaden boblende i maven op til biblioteket i går aftes kort før lukketid for at låne en bog med latinske sentenser, hun ønskede at lære nogen af, fordi hun har læst for mange Asterix’er. Hun læste i den hele vejen hjem, mens jeg styrede hende uden om lygtepæle og hundelorte.

Hør bare her hvad der stod, og læg mærke til hvor godt det lyder på latin:

Est quaedam flere voluptas
Gråd er også en glæde
(Ovid)


Amantium irae amoris integratio est
De elskendes vrede er en fornyelse af kærligheden
(Terents)


Hallo, mand!

Jeg tvivler på, at hun kigger i den igen. (Resten af aftenen lå hun på sofaen med Skammertegnet. Hun bilder sig ind, at latin er nemt, og jeg siger ikke noget.)

Landets liggen

Jeg er helt udmattet og opbrugt efter al det opbrud og forsoning. Jeg er flad. Jeg er også blevet forkølet. Det er en efterreaktion på den store anspændthed og opskruning. Nu vil jeg ryge min sidste klamme, ildelugtende cigarillo og aldrig ryge igen. Rygning giver jo kræft, som skrevet står. Jeg har for meget arbejde og gider ingenting. Jeg har lyst til at gemme mig under dynen i en uge.

Jeg er oppe på at høre A Good Year for the Roses 28 29 gange, og det er for meget.

En ond drøm vækkede mig kl. 03.00 i nat: En skaldet, nøgen mand (der lignede Metabaronen fra John Difool) havde en "business proposition" til mig, hvorefter han lænede sig tilbage og forventede, at jeg skulle servicere ham. Jeg kunne præcis ane rejsningsgrad og længde på hans endnu slappe, hårløse lem. Så jagtede en bande mig ned ad min barndomsgade (til lyden af mine Timberlands mod asfalten), og jeg vågnede.

Senere drømte jeg, at det var trævlede, slimede bakterievækster i den Listerine, jeg lige havde drukket noget af.

Hvad betyder det?

tirsdag den 15. april 2008

Min netserie (46) - på banen igen



(Fisk & få stør)
Forpestede pølser...

Uddrag


Jeg kom i en orgasme af tårer
mod din skulder,
skat.

Godt år for roserne

Min trofastestesteste læser sendte mig et stykke mood-musik til lejligheden. Nu hører jeg sangen for 22. 23. 24. gang, og jeg kan ikke engang lide Elvis Costello.

Jeg har ikke set videoen. Den er jeg ligeglad med.

Jeg tog også Motel Matches, nu jeg var i gang.

mandag den 14. april 2008

Her er lidt mere af mig fra i går

Jeg sidder på lokummet og skriver i marginerne uden om min sudoku.

Det minder mig om dengang, jeg kom hjem fra arbejde og sad og hulkede i badekarret, mens min kone lavede mad (badekarret var i køkkenet), fordi jeg ikke kunne se nogen vej ud.

Snart efter rejste hun og tog barnet med. Nu er børnene heldigvis så store, at hun ikke bare kan tage dem med, uden at de spørger.

Hvis min kone forlader mig, springer jeg ud som cabaret-stjerne. Jeg har allerede mit transvestitnavn og en playlist.

Indkapsling

Jeg er flov over, at jeg ryger og skammer mig, så jeg pakker alt mit tøj ind i en stor plasticpose, når jeg kommer herud, for at jeg ikke skal lugte, når jeg kommer hjem.


Terapine

Jeg har været hos tandlægen og få skiftet en sølvplombe og få renset tænderne, fordi de efterhånden var så brune som ryggen på en kakerlak, og nu sidder jeg igen – en halv time efter – og drikker kaffe og ryger. Pff. Pff. Manglende karakterstyrke kombineret med stor nærig-, jeg mener nøjsomhed forhindrer mig i at smide min resterende røgtobak ud.

Jeg holder så meget af min tandlæge. Hun er sådan en god tandlæge. Andre folk går til frisøren og massøren, jeg går til tandlægen. Det er min terapi.


Billedet her er fra Little Shop of Horrors, men jeg havde det mere som Dustin Hoffman i Marathonmanden.

søndag den 13. april 2008

Modspil


Min kone er kommet hjem igen, og nu er jeg skredet.

Ud på arbejde. Hun siger, at vi har meget at snakke om. Jeg ved ikke, om jeg har lyst til at høre noget. Jeg er ikke i humør til at sige noget. Jeg tror, jeg nøjes med at lytte.

•

Jeg har fået åndenød igen.
Jeg rækker efter røgtobakken.

Jeg er under et sådant pres, at jeg glider ud til alle sider, som en af de der gummimarsmænd, man trykker på, som gul budding fra hundens øje, som en overmoden camembert i en brystpumpe.

Nyt liv

Det gode ved, at min kone ikke er her, er, at jeg kan gøre tingene, fordi jeg har lyst, ikke for at glæde nogen.

Hvis min kone skrider for alvor, skifter jeg mit tøj ud.

Jeg havde det sådan i dag, hvor jeg kunne mærke min stålsatte kerne, der kommer af at være alene om tingene (ligesom det er mere lærerigt at rejse alene end som par, i hvert fald hvad alle andre ting end parforholdet angår), at jeg tænkte på, om jeg ville blomstre op, hvis min kone forlod mig. Hun ville i hvert fald helt sikkert. Det er uundgåeligt.

lørdag den 12. april 2008

Lost Weekend

Jeg er skidesur over, at hun bare skrider. Tid til at tænke! Jeg ved, hun skal til fest i aften, og i går var hun garanteret også ude. Hold kæft mand, jeg kaster op. Hvorfor skal jeg finde mig i det her?

Jeg overvejer, om hendes taktik er at gøre mig så sur, at jeg ikke gider det her lunkne, lumpne ægteskab. Lad os sige, at hun bruger sin tænkepause på at bolle en eller anden stodder (det er nemt for en kvinde, hvis det er det, det handler om, det er klart), hvad skal jeg så gøre, finde mig i det?

Fuck.

Det er det, der ligger omme bag ved dagens kølige fokus. Jeg har været meget vittig og præcis, som en mand der bruger sin tid på skafottet godt.

Jeg kan ikke stole på hende.

Forts.

Min kone siger, at hun føler sig som et psykisk voldsoffer.

– Farvel Nora, havde jeg lyst til at sige, da hun gik ud af døren.

Det sidste hun sagde, før hun gik, var: – Vi ringes ved.

Vi ringes ved! Hun hører ikke fra mig med mindre huset brænder ned.

Man er altid den sidste der får det at vide

Det værste er, at lige meget hvad der sker, vil hendes veninder vide det før mig.

I forvejen hader jeg deres sarkastiske, bedrevidende smil. Som om de vidste noget.

Til gengæld vil I, kære læsere, vide det før min familie.

Der er meget få mennesker, der i virkeligheden vil én det godt. Resten vil bare have et show.

fredag den 11. april 2008

Hold det grønøjede uhyre stangen

Jeg er fuld af vrede og jalousi.

Jeg tænker på, hvor irriterende min kone er, nu hvor hun er ude at more sig og have plads til sig selv.

– Hvis det er dig selv, du leder efter, sagde jeg, behøver du ikke gå så langt.
Som om det betød en skid.

Jeg ved ikke, hvad jeg har lyst til mere. Hvad, skal jeg bare sidde og vente på, at juryen kommer ud med sin dom?

Tanken om, at min kone er ude at realisere sig, driver mig til vanvid. Jeg har ikke lyst til at sove, det gør det bare værre.

Jeg tror, jeg ser en dårlig tv-serie.

Så forskellige vi er

Under den sidste intense samtale med min kone nævnte hun sit behov for "mere tid til sig selv". F.eks. kunne hun godt tænke sig at have bedre tid til at møde sine veninder til kaffe.

Når jeg skal have tid til mig selv, er det for at være for mig selv.

Sådan er vi så forskellige.

Tilsvarende er hun meget forstående over for mine selskabelige aftaler, mens hun er blevet sur, hvis jeg siger, jeg vil arbejde sent (altså ikke bare arbejde, men lave noget fornuftigt), og jeg har ofte i vrede, når mit selvtidsbehov har været til debat, råbt: – Okay, jeg skal ud at drikke med mine venner! *)

Jeg ville sikkert også for min part være meget forstående, hvis hun udtrykte et behov for at udtrykke sig i et rum af sit eget. I hvert fald ville jeg ikke have noget valg.

Det kan sgu også være det samme.

I øvrigt forstår jeg godt, hvad hun mener.

Indlæg af denne type holder snart op med at være sjove, selv for mig, eller aktuelle, hvis hun virkelig skrider.


*) Er det forståeligt? Det er ironi. Jeg siger: I stedet for at sige, at jeg har tænkt mig at sidde og lave mit arbejde, vil jeg sige, at jeg tager ud at drikke med mine venner, for så er der mindre brok. Druk er åbenbart en grundlovssikret ret.

Bøn

Java overvælder
mig hver dag
med sin sorte godhed.


Java, jeg slubrer dine sorte tårer i mig for ikke selv at græde.






Vanen tro

Det er meget jeg kan gøre for overhovedet at holde sammen på mig selv. Min kone er skredet midt i min travleste tid på året. Desto mere drama. Så føler man rigtig man lever.

Jeg stod og talte med en ude på gangen i går, der lige var flyttet fra sin kæreste, og som hun sagde: - Så føler man da noget.

Hun skred engang fra mig under stort drama, midt i at jeg skulle lave alle mine afsluttende opgaver til skolen.

Det giver et vist hvad skal man sige fokus at forsøge ikke at bryde hulkende sammen.

Spørgsmål

Jeg spørger mig selv, hvorfor jeg finder det nødvendigt at dele mit liv med alverden?

Det er for at sætte det udenfor mig selv, hvor jeg bedre kan se det.

torsdag den 10. april 2008

Jeg sørgelige taber

Jeg håbede til det sidste, hun ikke ville skride.

Hun ladede sin iPod og skred.

Med en bullshit-historie til børnene om, at hun skulle med på turné, ligesom når far er "ude at rejse" men i virkeligheden er i fængsel.

Nu græder jeg mig i søvn, jeg sørgelige taber.

Nu har jeg også ødelagt mit helbred


Jeg fik så kolossalt ondt i maven i dag, at jeg ikke kunne tænke.

Jeg har ikke haft én sygedag i al min tid som blogger.

Som min nye far sagde: – Mit jernhelbred er blevet til metaltræthed. Haha.

Jeg kom hjem til dommedagsstemning og dreyersk tavshed med mavekrampe, jeg kunne dårligt gå.

Min kone er rejst

Over til sin veninde, samlivseksperten – alle hendes kærester er døde, alkoholikere eller hashomaner eller rejst.

Hun skal have plads til at tænke.

Åh, for himlens skyld...

Så nu ligger jeg og græder mig i søvn.

Min netserie (45) - benene på nakken, omtrentligt



(Kluk & forsut)
Forsnævrelse føner...

Rede hånd

Lige nu ser jeg meget nødigt, at min kone opdager denne hemmelige, udleverende blog, men hvis hun gør, har jeg svar parat:
– Nå ja og hva’ så? vil jeg sige.

Min taktik


Her er min taktik, som jeg formulerede den i går:

Det jeg skal gøre, er at holde min kæft og lytte, så længe det er nødvendigt. Og så i det hele taget styre mig og tage mig sammen i alle aspekter af mit liv. Men én ting af gangen: Først lytte og holde min kæft. Ikke prøve på noget.

...og som virkede meget godt, selvom jeg ikke kunne lade være med at lave enkelte vittigheder.

Så siger hun: – Jeg tror ikke, vi kan finde ud af at leve sammen.
Og så udbryder jeg: – Du tror ikke, vi kan finde ud af at leve sammen? Vi har levet sammen i 20 år! Hvor mange folk kender du, der har gjort det?

Vi ligger i skyttegravspacifisme.


PS Jeg kom i tanke om en af mine vittigheder, der faldt mod slutningen af vores intense samtale: – Hvad vil du have, nye køkkenskabe? Haha.

onsdag den 9. april 2008

Min netserie (44) - tænkepause



(Knæk & forstræk)
Fornægtelse flygter...

Som en idiot

Nu er jeg begyndt at ryge igen. Pff. Pff.

Mit liv kører i ring.

Som det står

Min kone "kan ikke leve med" mig længere. (Bemærk det passive "kan".)

Hun kom hjem i går og afleverede en tale på tre linier. Jeg sagde ikke noget.

Som langtidslæsere af denne blog ved, har min kone for vane at true mig med skilsmisse. Men hun gider ikke gøre det hårde. Det er mig, der skal flytte ud.

Jeg har virkelig ikke lyst til at blive skilt. Også selvom vi skændes hele tiden.

tirsdag den 8. april 2008

Det hele er noget lort – nu vil jeg terapeutisere mig selv ved at blogge

Nu har jeg skændtes med min kone igen, denne gang om overbookede festaftener, vi ikke skal til sammen. Hvis det står i kalenderen er det lov. Jeg er gift med en bureaukrat. Jeg kan ikke komme ind på resten, jeg orker det ikke. Lad mig blot sige, at det hele er noget lort.

Vi taler som sædvanlig aldrig sammen. Det bedste vi kan håbe på er at sidde stille sammen i samme stue. Hun gider mig ikke, som hun siger, og jeg for min part får aldrig nogen glæder.

Det værste er, at jeg tror skænderierne er begyndt at påvirke børnene. Min ældste datter er begyndt at råbe ad mig. Det er anstrengende.

Nu er min kone skredet.
– Jeg er nødt til at gå, sagde hun til barnet.
– Ja, råbte jeg ude fra køkkenet, du er altid nødt til tingene, du vælger aldrig at gøre noget. Det er altid, fordi du er nødt til det.
Og så tænkte jeg mange bitre tanker, der går mindst 10 år tilbage.

Dengang hun skred fra mig for alvor, var det også "det eneste rigtige at gøre". Som om der ikke var andre muligheder. Man skal ikke tage beslutninger i vrede, som sangen siger.

Nu er det 2. halvleg.

Jeg har ikke tænkt mig at undskylde for noget, men da jeg gik ned ad gaden i regnen tidligere, kunne jeg godt forstå hende, noget af det.

Jeg er pissesur.

Nu har jeg ødelagt det hele igen.

Jeg lukker.

Min netserie (43) - gensyn



(Klæk & forstær)
Forværrelse søpper...

Jeg bliver sindssyg hvis jeg ikke snart får en god nats søvn, men dæmonerne vedbliver at plage mig

Jeg bliver ved med at vågne om natten med den samme åndssvage drøm: Jeg skal flytte fra min lejlighed i New York, og pludselig er der otte reoler bøger, jeg ikke har fået pakket. I nat var jeg tilbage i lejligheden igen og sagde til mig selv: – Hvad laver jeg her? Det er X år siden, jeg flyttede. Landlord’en ville ikke bare lade den stå, den er da lejet ud (det tænkte jeg faktisk). Og så vågnede jeg.

Der må være en måde at konfrontere dæmonen på, men jeg er ikke engang sikker på, hvad dæmonen er. Altså, trin 1: erkendelsen!

Ellers en udmærket drømmenat: Jeg var ude at flyve i en lang snor, min kone holdt i.
At flyve er altid godt, vil jeg mene.

Mens jeg lå og vågnede i morges, drømte jeg, at jeg holdt en blyant i hånden, og på den blyant stod: Yardle Empathon Fitness. Det er hypnopompi, en disciplin jeg nu vil føje til hypnagogien.

Ny runde følsom mandehørm uafgjort på point

Der var nyt møde i Litterær Kreds, og selv om jeg ikke vandt runden, vil jeg sige, at jeg scorede et par gode point. I øvrigt var mit benarbejde formidabelt.

Hvad værre er, jeg har tilsyneladende et holdningsproblem, der gør, at mine kredskolleger ikke tror, jeg er alvorlig omkring min digterkunst eller måske noget. Det vil jeg tage højde for fremover ved at rynke panden bistert på de rigtige tidspunkter og forsøge at revle dobbelthagerne til eftertryk (ligesom Brian Laudrup, hver gang han skal sige noget, så man rigtig kan se hans hjerne arbejde – like he's choking back vomit, som om han holder et surt opstød tilbage). Jeg troede egentlig, at mine nye briller havde ordnet "seriøsitetsperceptionsproblemet". Måske skulle jeg også arbejde på min garderobe inden næste møde. Det er desværre almindeligt, at folk ikke tror, jeg mener, hvad jeg siger, og griner ad mig, når jeg er alvorlig.

Til gengæld er jeg nået et par skridt videre i struktureringen af min store følsomme debutdigtsamling, der vil tage landet med storm. Nu vil jeg smide så meget i, jeg kan, og senere tage det ud igen – som havet der skyller op på stranden og efterlader sine perler blinkende i skumbruset.


Selvmordsmetoden for de skoletrætte
Der er en historie om en skoleelev, der stikker blyanter op i sine næsebor og hamrer hovedet ned i bordet, så blyanterne går op i hjernen. Jeg kan ikke holde ud at tænke på det.

Jeg er på røven

Jeg har aldrig i min tid som blogskriver været så skrøbelig og svag, som jeg er nu.

Jeg mødtes med en til kaffe (digtersken, der kaldte mig en kusse sidste år, og sagde, jeg skulle holde op med at pive og lyde som en jøde), og hun fortalte, at en bekendt, der ikke kunne huske mig, godt kunne huske mig, fordi jeg var "ham den deprimerede fyr". Men det er lang tid siden, jeg sidst har set ham, og det er intet imod, hvordan jeg har det nu.

Jeg er bange for, at jeg kan se det på mig. At jeg er blevet synligt ulykkelig. Jeg er et nervøst vrag.

mandag den 7. april 2008

Min netserie (42) - nu går den vilde jagt



(Klik & forstør)
Forsætlig fløjten...

Dinoernes dødsmarch

Jeg føler mig nervøs og ængstelig og nedtrådt og fastlåst og forarmet og forbitret og magtesløs, og jeg er skæv i ryggen og min familie går mig på nerverne. Jeg kan ingen ro finde. Jeg er ikke sikker på, at noget er noget værd. Ikke at jeg tror det er noget værd, noget. Men det er rart at føle en smule entusiasme for sine daglige gøremål, og det gør jeg ikke.

Jeg må nok indse, at det er for sent nu, at de dårlige vaner og den manglende selvværd og den dybe splid, der kløvede mit sind – eller den dybe kløft, der splittede mit sind – eller bedre endnu: den dybe afgrund fra meteornedslaget, der dræbte mit væsens dinosaurer og formørkede himlen i 20.000 år og sænkede min sjæls temperaturer til tundraleje – i en ung alder, har frataget mig enhver gennemslagskraft og evne til at færdiggøre noget. Der er kun et stirrende øje tilbage i bunden af en sejlende brønd. En gispen mod månen. Ærgrelser, smerte, livslede, – og andre ting, jeg ikke kan komme i tanke om lige nu.

Jeg må samle mig om noget, jeg stakkel, der ikke bare er indkradsen af lidt dadler til merforbrug.

På amokgangens rand


I går ved spisetid skriblede jeg dette i min lommebog:


Min familie går mig på nerverne. Min kone der umyndiggør mig og slår mig i hartkorn med børnene. Og mine børn jeg skal diskutere med dagen lang, hvis de ikke får lov til at se fjernsyn og spille PlayStation og computer, når det passer dem. Lige nu er jeg tvangsindlagt til de samme fem stemmer, der skingrer og hviner døgnet rundt på Cartoon Network som baggrundsstøj til det danske familieliv. Kan man ikke give dem et statslegat, så de har råd til at betale for en ordentlig oversættelse? Det er ligesom at skulle lytte til The Voice. Det er lydtortur. Mit hjem er som Guantanamo.

Another SERE technique that has apparently surfaced at Guantánamo is the use of “noise stress.” The SERE affiliate told me that trainees often think that the interrogation portion of the program will be the most gruelling, but in fact for many trainees the worst moment is when they are made to listen to taped loops of cacophonous sounds. One of the most stress-inducing tapes is a recording of babies crying inconsolably. Another is a Yoko Ono album. (Mine fremhævninger – red.)

Fra The New Yorker, July 11 & 18, 2005. (Link til artikel.)


Jeg kan ikke engang sidde og skrive det her i fred fem minutter uden at skulle inddrages i deres små slagsmål og konstante konflikter.

Jeg er så røvtræt af det hele.

søndag den 6. april 2008

Min netserie (41) - efterladt



(Klyk & forstyr)
Forfølgelsesfætter...

fredag den 4. april 2008

Min netserie (40)



(Klik & forstør)
Forjættelse, Flügger...

Mærkedag

Jeg sagde til min kone forleden dag: – Jeg glæder mig til, jeg bliver så gammel, at jeg holder op med at tænke på sex.
Samme aften havde vi sex.
Jeg ved ikke, om der er nogen sammenhæng, jeg ville bare nævne det.



Under kønsakten hjemsøgtes jeg ufrivilligt og uvelkomment af et foto af en stor hvidblitzet midaldrende mandenumse, jeg havde set på nettet samme dag under polterabend for the clueless (don't ask, det er en, jeg kender, en slem idiot). Det var forstyrrende, men gudskelov forbigående om end tilbagevendende, og viser bare at man ikke er garant for sine tanker, lige meget hvad man foretager sig eller hvor man befinder sig.

Det er derfor, der aldrig er nogen, der vil have lyst til at være tankepolitibetjent.

Prøv selv at spørge nogen du kender: – Hvad tror du, jeg tænker på lige nu?
Der er ingen, der har lyst til at få det at vide.

Let’s face it, I’m losing my looks

Jeg plejede at kunne overleve på min naturlige nuttethed, det kan jeg ikke længere.

Som jeg diskuterede med min ven rockstjernen*), registrerer yngre kvinder mig slet ikke. Jeg dukker slet ikke op på radaren. Til gengæld får man mange kåde blikke fra kvinder omkring 50.

Jeg er løbet ind i muren.
Det er vel almindeligt.

Hvad bliver det næste, at jeg mister min gode forstand?


*) Et par praktikanter i studiet spurgte ham: – Er du Poul Krebs?
Den sved.

torsdag den 3. april 2008

Min netserie (39) - rask afsted



(Klik & forstør)
Fritstillelse frister...

Godt set

Der en del udtryk på dansk, der ikke giver nogen mening. Tag nu talemåden "at se gennem fingre med". Det er ulogisk. Man ser jo ikke "gennem" men "imellem" fingrene. At se gennem fingre antyder, at man har røntgensyn eller hul i fingrene.

tirsdag den 1. april 2008

Morgensludder

Min kone sagde til mig i morges:
– Jeg kan ikke snakke.
– Du gider ikke snakke med mig?
– Jeg kan ikke snakke på den måde lige nu. Du skal ikke tage det personligt.

Fedt, så kan jeg stå ude i køkkenet og smøre madpakker og tænke over det, hver gang hun kommer ud.

(– Fedt nok, mumler jeg til mig selv, hun gider ikke kysse og nu gider hun heller ikke snakke. Men det er ikke personligt. Mumle, mumle. Jeg er et sludrehoved, og nu kan jeg sludre med mig selv. Mumle, mumle.)

•

Så står jeg senere nede på skolen og truer mit grædende barn for at få hende til at gå ind i klasseværelset, efter hun har "fået det dårligt" på vejen til skole og kastet sig ned på fortovet som en treårig.

Endelig får jeg flygtet ud af skolebygningen og ringer til min kone for at ventilere, og så siger hun, at jeg ikke skal råbe ad hende. Jeg råbte ikke ad hende! Men det gjorde jeg, lige inden jeg klikkede af:
– Du skal bare lytte til mig, ikke irettesætte mig!
Klik!