Så

Så er jeg klar til et skud bly i hovedet.



Tak for alle de spildte år.

Det tager mig 2 timer bare at drikke kaffe

Jeg fik et job, der var timebetalt, og det var rystende for mig at se, hvor lidt jeg laver, og hvor sent jeg kommer i gang.
(Hov, nu skal jeg hente børn! Hvad med min kaffe!)



I dag har jeg arbejdet en time og bekymret mig for resten.

Det er en katastrofe

Vi skal til at flytte, og der er ingen vej uden om det nu rent moralsk. Der skal bare en signatur på den stiplede linie, så er kanonen kørt i stilling til at skyde min fremtid i sænk. Så kommer der forandring, hvis jeg må have lov til at sige det på den måde. Vi skal flytte, det er uundgåeligt, vi er nødt til det af alle mulige gode grunde. Men vi har ikke råd. Nu vil jeg aldrig mere synge og danse og le. Altid vil mine tænder være bidt sammen, og jeg vil skule bistert og ængsteligt mod alle, jeg møder på min vej. Jeg ved ikke, hvor pengene skal komme fra. Jeg kan ikke arbejde mere, end jeg gør, og min kones arbejde holder op om tre måneder, og hvad så? Og hvad så? Så smider vi forsigtigheden overbord, for vi skal ikke glemme at leve, åh ja, leve.


- Posted using BlogPress from my Nexus One phone

Det bliver enden på mig

Min kone vil have mig med på det her projekt – jeg prøver at tænke på det som et eventyr – der bliver helt vildt besværligt og helt vildt dyrt. Jeg lå vågen i morges og bekymrede mig over, at jeg snart skal til at pakke alle mine ting. Og alle udgifterne. Så jeg forsøgte at se mig selv gå med ret ryg ind i lyset og gribe problemerne an med køligt overblik, mens alting hvirvlede omkring mig:
– Jeg kan gøre det her.

Jeg har hele tiden håbet på, at det ville gå væk af sig selv, at der ville komme et jordskælv og umuliggøre flytningen, men nu er det snart.*) Jeg tror ikke, jeg kan krybe udenom længere. Hvad har jeg rodet mig ud i? Jeg ønsker blot, at min kone skal føle sig socialt bedre stillet, og det bliver også rart med mere plads, men nu kan jeg aldrig holde fri igen resten af mine dage.

*) Jeg tror aldrig, fremtiden kommer.

LITTERÆRT NEDSLAG: David Sedaris: "Most of our customers were moving into places they couldn't quite afford. Their new, higher rents meant that they'd have to cut back on their spending, to work longer hours, or try to wean themselves off their costly psychiatrists" (fra Me Talk Pretty One Day, "The Great Leap Forward", p. 111).

Guld- og også umbergrube

Jeg elsker, når kunstnere skiller sig af med farver. Her er min sidste score fra skraldet. Se lige:


En skatkiste af kunstartikler. Bemærk, at der er Rembrandts iblandt.

Nu kan jeg smide dem over i mine enorme samlinger kunstartikler, jeg aldrig får brugt.

Videnskab i hverdagen

Her er, hvad der sker, når man lader en tegneserie stå ude på badeværelset:

Det er ligesom det hygrometer, man kan lave af en grankogle:

Eller af en papirstrimmel, der er behandlet på den ene side:

For indviklet til at jeg ville have lavet det.

Forklaring: Bibliotekstegneserien udvider sig ved stigende luftfugtighed og slår sig, fordi omslaget er lamineret udvendigt (men ikke indvendigt). (Af samme grund bør man grundére begge sider af en masonitplade, før man giver sig til at kunstmale på den.)


Litterært nedslag: Linie fra Davis Sedaris' Naked (god bog), jeg læste i dag: "...especially in North Carolina, where by mid-March the humidity is fierce enough to curl paper" (s. 67, min fremhævning).

* * *

UDVIDET NOTEAPPARAT & BONUSMATERIALE!
Jeg havde en en bog med de her eksperimenter (og de samme illustrationer), som jeg læste fetichistisk i min barndom. Og nu, takket være nettet, og også folkebiblioteket (for at finde ud af, at det hedder et hygro- og ikke et barometer), har jeg fundet den igen: 204 Simple Science Experiments ca. hed originalen (ved ikke, hvad den hedder på dansk).

Det er de samme eksperimenter, der stadigvæk optræder i alle den slags bøger, men jeg kan bedst lide de gamle, formelle illustrationer. Nu om dage er tilsvarende instruktionstegninger mere hysteriske:

Tsk, tsk.

Her er et par stykker til fra bogen:

Appelsinskalsundervandsbåd.

Den eksploderende sten. Har jeg altid haft lyst til at prøve.

Bue i vandet.

Er de ikke bare fede? De får det til at se ud som om, det virker.

Ligesom Al Jaffees opfindelser fra MAD:

År forud for sin tid (1979).

Eller Serafin-bøgerne:




Tegninger af Philippe Fix. Peddersen og Findus (ikke gengivet her, fordi de ikke hører hjemme i mine erindringer) har noget af det samme.

Franquin gjorde også et stort nummer ud af, at Vakse Viggos opfindelser skulle se ud som om, de rigtig kunne virke:



Han havde en forkærlighed for køretøjer.




Franqueringsmaskine (tihi!)


Verdens bedste tegneserie. Hvem gør så meget ud af sine tegninger nu om dage? Hvem har tid? Hvem har råd?

En anden tegner, der også var god til det, var Richard Scarry:





Alle hans køretøjer og maskiner ser rigtige og mekanisk funktionelle ud.

Det er på mange måder det omvendte af den modernistiske UPA-stil (behandlet i et tidligere indlæg).

Tørhed II

Jeg fandt denne fede fra min 40-års fødselsdag i skuffen.


Indpakket.

Det var en gave.


Udpakket.

Mit spørgsmål er nu: Kan den ryges? Eller skal man pille den op og klumperne ud?

Jeg spørger J. Per. Han må vide det.

(Tre dage efter.) Her er hans svar:

Mig: Kan man ryge en fem år gammel joint?

J. Per: Det kan man godt. Er det pot? [...] Den er sikkert god nok. Sådan noget kan godt holde. Jeg tror, den er god nok. Lad den evt. ligge og trække lidt fugt. Rul den mellem fingrene med lidt spyt. Har du ikke prøvet at mærke på den?

Mig: Lige et øjeblik, jeg skal lige have det hele med ... Med lidt olie?

J. Per: Nej, bland aldrig fedtstof og røg. Det er usundt og man får hovedpine af det. Man kan spise fedtstof, men man skal ikke ryge det. Hvis der er frø med i potten, så smager det dårligt – og det er ikke godt – for der er fedtstof i frøene.

Mig: Men er der ikke olie i tjalden?

J. Per: Så er det billigt, og du får hovedpine. Cannabinol er noget andet.

Mig: Det er ikke olie?

J. Per: Det skulle jeg ikke mene. Det skulle være godt nok fra naturens side uden tilsætningsstoffer. Alting er bedre uden tilsætningsstoffer.

Mig: Kan man give den lidt møbelpolish?

J. Per: Du tager fis på mig. Du mener ikke, at du har tænkt dig at smøre den ind i margarine?

Mig: Tror du, tjalden har mistet styrke?

J. Per: Nej, ikke meget. Den duer. Men hvis den er for tør, så sørg for, at den trækker lidt fugt – så den er tilpas, ikke knastør eller drivvåd.

AFRIKAS BLOMSTER – Hvad er der sket med mig? del XXVIII - Jesus i himlen, hvordan er jeg endt her?

På Lou Reeds speedede Lenny Bruce-plade Take No Prisoners nævner han på et tidspunkt de gamle Factory-udhængere og hvor er de nu? Dorothy Dean is writing for the Encyclopedia Britannica, she's doing the flower section for Africa. Sådan noget lignende. Men det kan han jo sagtens gøre nar ad, vi kan ikke allesammen være rockstjerner, hvor flippede vi end er. Nå, men sådan har jeg
det nu i mit liv: I'm doing the flower section for Africa.

Jeg plejede at høre det album, mens jeg sad og tegnede og drømte om New York. Jeg synes, han var det sejeste i verden. Jeg kunne det udenad. Nu gider jeg ikke høre det mere. Dengang var det allerede gammelt.


Korrekt citat: "Anyway, she makes her living writing things for the Encyclopedia Brittanica. Five cents a word, like last time I saw her she, she, Michael, she, she was doing the flower section in Africa. Delilah's Nabula, yeah, she said: 'What's the word that will make this thing interesting?'"
(Walk on the Wild Side på Take No Prisoners, 1978.)



UPDATE 21-6-2010: PS Det er ikke til at se det, men jeg har på billedet t.h. meget snedigt kollageret elementer fra omslaget af Take No Prisoners oven på en buket af Redon. Subtilt, men kommunikativt noget inhabilt. (Klik & forstør, I feinschmeckere.)

Alt andet lige hjælper det at kneppe

Nogen gange er jeg glad for, at jeg ikke er vores underbo.
– Jeg er altid glad for, at jeg ikke er vores underbo, sagde min kone.
(Sandt nok, de er sørgelige.)
Skændes, skændes, bolle, bolle.
– Det er klassikeren.

Ingen grund til at uddybe

Jeg sad og så kunstskøjteløbpræmieoverrækkelse med min datter (13) over morgenmaden med ham der kommentatoren, der lyder som en Magasin-ekspedient.
– Kunstskøjteløb er ikke så mandigt, sagde jeg.
– Hvad mener du? sagde hun.
– De har pailetter på.

Hun er heldigvis moderne og har ingen fordomme. Og så lærte jeg hende om, hvor godt sport er for at lære om stereotyper*). Jeg kan læse sporten i avisen på tysk. Det er altid det samme, der står.


*) Kinesere er en mængde, østeuropæere var robotter, afrikanere er ren fysik, europæere har overblikket etc. etc. etc. Digt selv videre.


Slap Shot (1977).

Dybt forstyrret

Nu råber han (to etager) nedenunder igen. Der er utroligt lydt ved afløbet i badeværelset.

Nu holder du op
Nu holder du eddermame op
Du er jo syg, mand
Vi går ned jo
Vi går kraftædeme ned
Det er fandme utroligt
Nu opfører du dig fandme ordentligt, mand
(...)

Det er det samme om og om igen. Hende hører man ikke så meget. Når man ser ham nede på gaden, ruller øjnene rundt i hovedet på ham.

Billeder er overflødige

Hvem var den forfatter, der skrev: "Hans øjne var som to pishuller i sneen"?

Alle hader mig tilsyneladende, hvis man skal tro på, hvad folk siger

Jeg er træt af at få at vide, at folk ikke kan lide mig. Ikke her, men i privaten. En af mine ældste venner er nødt til at holde to af sine traditionelle julefrokoster, fordi den ene halvdel af hans venner ikke kan lide mig (og Donzo, de kan heller ikke lide Donzo, men det er mere forståeligt, da han ikke ejer pli, så ved julefrokosten kommer jeg på Donzos hold af sociale spedalske), fordi jeg er "højrøstet". Jeg er sguda også ligeglad. Hvad rager det mig, om nogen ikke kan lide mig? Det virker bare underligt: det er sguda ikke pænt at sige: så og så kan ikke lide dig. Det er også akavet, når man render på dem. Hej, det er mig, I ikke kan lide. Nu forstår jeg bedre, hvorfor I har set så mærkelige ud i hovederne, hver gang jeg har mødt jer alle disse år.

I årevis har jeg måttet høre på, at min kone siger: Hvis du vidste, hvor mange mennesker siger, at de ikke kan lide dig (omskrevet). Og så skal man gå og gætte på, hvem det er. Dumme svin. Det værste er, at de hader mig mest, når jeg er mest mig selv. Men sådan er jeg. Hvad kan jeg stille op? Jeg er også ligeglad. Det er bare, hvad jeg står og tænker på, mens jeg forsøger at tæske liv i et overarbejdet, selvdødt maleri, der er gået koldbrand i. Og det er sguda ikke særligt opbyggeligt. Sguda. En flok røvhuller. Jeg foretrækker udlændinge. De er mere imødekommende.
Færdig.
Flere bånd der skal kappes.

Hævd lige hakkeordenen, hva', gider du ikke? Hvor er den nærmeste bodega?

Her er en klassisk situation: min datter slog mig i hovedet med sin vante. AV FOR HELVEDE, sagde jeg, MIN LÆBE BLØDER, og min kone sagde: – Shh! Hold op! Se nu, du har fået hende til at græde.

Dødt kød

Jeg sad ved tastaturet i fredags og kunne ikke løfte mine arme for at arbejde. Jeg tror, jeg har fået en hjerneblødning.

Jeg er aldrig blevet så visuelt voldtaget i mit liv

Min bror er irriterende. Jeg er ovre at hente mit barn, han var så venlig at passe for første gang i syv år, mens vi andre var inde at se Avatar (på fribilletter, og alligevel skal man lægge noget oveni [for helaften og briller], og jeg ender alligevel med at støtte fucking Egmont*) med mine hårdttjente – nu behøver jeg aldrig se en 3D-film igen, fra nu af er det smalle, stramme finkulturelle film til mig, mumblecore, grynet s/h, hvadsomhelst), og så slutter han med at sige: "Du trænger til at motionere. Du ser helt askegrå ud." Hvad har jeg gjort ham, andet end at kritisere ham og hans kones X Factor? Han tror, alting kan løbes væk. Han tror, mit gigtknæ kan løbes væk.


PS I morges, efter morgenskænderiet, var jeg i så dårligt humør, at jeg tog ud at løbe (af 2x The New Yorker Fiction Podcast-varighed). Og jeg er ikke i bedre humør. Jeg er mindre vred, men ikke i bedre humør.

*) Egmont er ikke vores fjende? Du tager fejl. Krabben med de gyldne klosakse? Nuff said.

Ilddåb

Sjanten smed bukserne og befalede de unge rekrutter at sutte på sit rødblussende, sprængfærdige mandslem. 69 Jensen faldt straks på knæ og labbede det i sig som en tørstig hundehvalp, mens 48 Kama Sutra Klausen slikkede på befalingsmandens lyserøde, behårede nossepose. Den fregnede knøs, frisk fra session i Bjerringbro, kunne ikke undgå at bemærke en vis indelukket dunst af mandemusk fra Sjantens nedre dele. Behændigt lod han en suttet finger glide om bagved mellem den overordnedes baller og gned prøvende frem og tilbage over det runkne, noprede numsehul, før han forsigtigt lempede den indenfor og prøvende ud og ind i hastigt stigende tempo til tonerne af tambourkorpset, der øvede sig på excerserpladsen udenfor. Sjanten gispede og havde nær slugt sin c'rutstump: de var lærenemme, de små. Et godt kuld i år. Men han var ikke klar til at spilde sin glohede gardersperm endnu. – Oomkring, befalede han myndigt, og Jensen og Klausen adlød straks, hvorefter han gennemborede dem på skift med sit stålhårde danskerlem, hurtigere og hurtigere, hårdere og hårdere, til rytmen af Champagnegaloppen og nu – endnu bedre – Kronprins Frederiks march derudefra. – Åh gud, så godt det er! brølede han som en ekstatisk elgtyr. – Længe leve Dronningen, længe leve Danmark! og lod sin sperm sprøjte ud over de rødmende, dampende fodfolks faste endeballer, så fintperlende at sollyset ind gennem barakvinduet skabte en Eliasson-regnbue i luften, som billede på den uendelige skønhed, der i dette øjeblik forenede de tre mænd, den ene gammel og garvet, de andre unge og grønne, men nu indviede i korpsets mysterier og soldaterlivets glæder, for evigt sammensmedede i kammeratskabets ubrydelige lænker.
– Her, tør jer, sagde han til knægtene og smed dem sit sammenkrøllede, kamuflagefarvede lommetørklæde.
Nå ja, det er sguda bedre end at skrælle kartofler, tænkte Klausen.

Følg med i næste afsnit, hvor Jensen og Klausen og ham den underlige Zachariassen kommer i "hullet". Og glæd jer til sæsonens store klimaktiske afsnit, hvor hele eskadronen bliver spærret inde i en afghansk grotte med en bande lystige, langskæggede talibanere og tror, de skal dø.

Jeg er for fred

Fænomener jeg har fået nok af: gule støt tropperne-hårbånd.


Slut med soldater.

Hvem var den franske filosof, der sagde: "Enhver amerikansk tendens, lige meget hvor tåbelig, kommer til landet før eller siden"?

SHOPPINGTIPS: En bred vifte af lattervækkende produkter findes her.

I forbifarten

Julia Roberts' mund er for stor. Jeg er altid bange for, at hendes ansigt skal flække på midten, og den øverste del vippe bagover. Sådan her:


Bare mindre sidelæns.

Det er ikke fordi, dét er specielt interessant*), men der er tidspunkter, hvor jeg ser helt ekstremt intenst, og alting bliver ladet med mening, hvorend trivielt. En video, jeg ikke fik taget, af en jernbanemand, der samlede skodder op med en af de der samleop-pinde på den anden side af reklameskiltene, så man kun kunne se hans ben, sorte fugle i flugt, noget der er skrevet på fortovet, nøgne træer. Tom Kristensens bille før sjette gang.

"I can see the mountains, I can see the skies, with three more minutes to go".

I dag slipstrømmen fra to fly, der krydsede hinanden i en perfekt ret vinkel og lige nedenunder to tog, der passerede hinanden, i samme øjeblik.



*) Noget med Julia Roberts.**) Hun byder mig bare imod. Min mor viste Pretty Woman for børnene. – Det er godt, sagde jeg, – så kan de lære, at man får prinsen, hvis bare man opfører sig som en luder.
– Jamen, [deres kusines navn] kunne så godt li' den!

**) Det er ligesom, når jeg har været i biffen og er blevet tvangsindlagt til forfilm og siger til Donzo N: – Niels Olesen er den værste skuespiller i verden (hvilket han er). Og han siger: – Op i røven med ham. Præcis. Hvorfor spilde sin tid på en idiot som ham? Det er her Don N's særlige talent kommer til sin ret: konstruktiv negativitet. Lad os ikke glemme, at det var ham, der lærte mig at sige nej. Sted: Gl. Torv i senfirserne, en grønlænder kommer over. – Nej, siger Donzo N, og denne går igen uden at åbne munden. Det har jeg siden gjort god brug af ved betlere den ganske verden over.

Afbrudt af snacks

At være på hospitalet er ligesom at lave film: der er så meget ventetid ind i mellem højdepunkterne.

Brændende bobler

Et videospil er meget godt, når man ikke gider tænke på noget. For tiden spiller jeg det her på min telefon:


Bubbles Lab (jeg er gået i stå på bane 25).

Jeg spillede det i dag i toget og glemte at stå af på min station. Så kom billetkontrolløsen.
– Jeg skulle have været af i [navnet på sidste station]. Jeg skal møde min mor på hospitalet.
– Du slipper denne gang, men sig det ikke til nogen.
– Tak, det er en hård nok dag i forvejen, sagde jeg, men der var hun halvvejs nede gennem den tomme vogn.

Ikke at det havde gjort nogen forskel. Jeg er forberedt på det værste i dag.


Her er mine telefontegninger fra i går aftes under samtale med min mor:

Min kære gamle hvidhårede mor

Jeg talte med min mor (der har kræft på femte år, og det har spredt sig allevegne til og trykker på aorta bl.a., og nu er den også gal med benene), og hun sagde: – Der er sguda ingen ende på det.
– Well ..., sagde jeg.



Jeg skal med hende til samtale i morgen, hvor vi får at vide, at der ingenting er at gøre. Med al sandsynlighed. Og i sidste ende hvad er der andet end sandsynligheder, eh?

Ahh... eh?!

Min kone tog mig på låret, og jeg misforstod det som et seksuelt signal. Hun ville "bare ae mig".


Urelateret billede.

Heldigvis var vandet behageligt varmt

Jeg har været oppe siden kl. 5 med mareridt om, hvor elendigt mit liv er: først festede jeg med idioterne fra min gymnasieklasse, så væltede jeg om i bølgerne med nogle kendte kunstnere, mens jeg holdt mit ølkrus så højt, jeg kunne, og skoddede min cigaret mod havbunden. Jeg reddede den ikke fra skvulp, øllen.
– Men det er sguda irriterende, at min tegnebog blev våd. Nu er alle mine kvitteringer klistret sammen indeni.

Hvad var den drøm? tænkte jeg. Åh nej, det var min livshistorie.

Heldigvis har jeg mine børn, tænkte jeg. De gider altid godt tale med mig.

Jeg står i en brydningstid, og jeg har ingen holdepunkter, og jeg bliver igen og igen mindet om de fejl og dårlige beslutninger, der førte mig til, hvor jeg er nu. Dvs. ingen steder. Nede i bunden af hullet i nullet.