Dinoernes dødsmarch

Jeg føler mig nervøs og ængstelig og nedtrådt og fastlåst og forarmet og forbitret og magtesløs, og jeg er skæv i ryggen og min familie går mig på nerverne. Jeg kan ingen ro finde. Jeg er ikke sikker på, at noget er noget værd. Ikke at jeg tror det er noget værd, noget. Men det er rart at føle en smule entusiasme for sine daglige gøremål, og det gør jeg ikke.

Jeg må nok indse, at det er for sent nu, at de dårlige vaner og den manglende selvværd og den dybe splid, der kløvede mit sind – eller den dybe kløft, der splittede mit sind – eller bedre endnu: den dybe afgrund fra meteornedslaget, der dræbte mit væsens dinosaurer og formørkede himlen i 20.000 år og sænkede min sjæls temperaturer til tundraleje – i en ung alder, har frataget mig enhver gennemslagskraft og evne til at færdiggøre noget. Der er kun et stirrende øje tilbage i bunden af en sejlende brønd. En gispen mod månen. Ærgrelser, smerte, livslede, – og andre ting, jeg ikke kan komme i tanke om lige nu.

Jeg må samle mig om noget, jeg stakkel, der ikke bare er indkradsen af lidt dadler til merforbrug.