Den glade juletid, som jeg hader

Juleaften, da vi var ved at skulle ud af døren, kommer min kone ind i stuen med det perlehalsbånd, jeg gav hende i fødselsdagsgave, og siger: "Jeg kan ikke lukke det. Jeg tror det er gået i stykker."
"Du har vel ødelagt det i en brandert", siger jeg.
"Eller også er fordi det er noget LORT", siger hun. (Det er ikke noget lort. Det var skidedyrt.)
Og så skændtes vi og børnene skreg og græd.
Skænderiet holdt i ca. tre dage, mens fjendligheden ulmede.

Og det var ikke det værste.
Hvorfor føles det som om hele min famile (og her mener jeg ikke min nærmeste familie, den jeg selv har valgt, min kone og mine børn, som jeg faktisk godt kan lide, men alle de andre, den pukkelryggede) er ude på at drive mig til vanvid? Jeg ved det heller ikke, men det lykkedes.
Kan man bare melde sig ud af familien? Hvad er reglerne for det?

Hvert år bliver jeg ti år ældre af julen.
Hvert år sværger jeg ikke mere at gå om træet og synge religiøse sange. Næste år melder jeg mig ud og surmuler fra sidelinien.

Det bedste ved juleaften var at gå udenfor og der ikke var nogen mennesker (kun en enkelt bande indvandrerunge).

At rime "al vor nød" med "frelser fød" er at mishandle det danske sprog.

Julen er ikke børnenes fest. Man giver dem gaver, men ellers bliver de generelt ignoreret mere end normalt. Det er ikke nok at synge "Højt fra træets grønne top". Lad mig hermed fastslå: Den sang siger ikke moderne børn noget. Jeg har meget stærke meninger om disse emner.

Jeg hader julen mest af alle tider på året, fordi der har jeg mindst at sige om, hvordan tingene skal være.
Man kan tilsyneladende ikke vælge noget fra, men kun lægge nyt til.
Jeg kan ikke lide ris á la mande.

Jeg synes det er latterligt at gå om juletræet med små pamfletter med julesange i hånden (kan man ikke opfinde en holder ligesom Bob Dylan bruger til sin mundharmonika?), og jeg kan ikke lide at skulle holde mænd i hånden. "Kære brevkasseredaktør, hvordan forklarer jeg min svoger at jeg ikke vil holde ham i hånden juleaften?"

Jeg ved der er mange, der har det som jeg i julen. Der føler sig usynliggjort af deres familie. Der helst vil være fri for dem, men alligevel ikke kan være ligeglade.
Men julen er stærkere end os, og den har knækket os igen.

Endnu aktuel freudianisme

Er der nogen, der har tænkt over det freudianske i, at Ungdomshuset er ved at blive overtaget af Faderhuset?

Opsummering

Kære trofaste bloglæsere,
Nu er jeg tilbage igen efter mit amerikanske triumftog. Har I savnet mig?
Der er faktisk gået så lang tid siden, at det ville være forgæves at søge at gøre rede for min færden bare nogenlunde systematisk eller kronologisk. Intet er særligt friskt længere, men visse ting har dog fæstnet sig i erindringen:

- Efter vi havde været i luften en time, spurgte min seksårige datter: "Flyver vi stadigvæk?"
- Seks timer senere spurgte hun: "Må jeg godt løbe op og ned ad gangen?" Det kære barn.

Resten må vente.

Lad mig konklusionsvis sige:
- at den amerikanske nation lå for mine fødder og sprællede vellystigt.
- at det var godt at være tilbage igen og
- at jeg ikke havde været der særligt længe, før jeg tænkte: Åh nej, hvad hvis jeg aldrig kommer tilbage igen? Og det ikke kun fordi jeg ikke fik gjort alle mine indkøb.
- at det var forbløffende godt at rejse med familien. De er i det mindste folk, der gider være sammen med én, og på den måde er der ingen døde punkter.

Svaret er her

Det kunne ikke betale sig.

Alting er større i Amerika

United Bluff - det er på tide at tage over at se om der virkelig er noget ved snakken.
Faktisk ved jeg det godt allerede. Det er hvad det er.
Hmm...
Hvorfor skriger min kone af mig hele tiden og hvordan skal jeg få hende til at holde op andet end ved at forlade mit hjem, som hun tror hun ejer? Suk, jeg synes det er pinligt at brokke sig over den slags. Men hvor kan jeg ellers lette mit hjerte end her i min lille nyetablerede blog? Det føles umandigt, men hvad skal man gøre, smække hende en over hovedet, så hun kan blive bekræftet i at man er et dumt svin og det er hende der er offeret?
Suk, der er vist ikke meget gud over mig. Jeg er kun alt for menneskelig.
Så, anyway, det der binder det her sammen er, at jeg skal rejse til Nevørk i morgen med hele familien og har glædet mig, men nu har jeg ikke lyst til noget, fordi min kone forstår at dræne fornøjelsen ud af alting. Jeg bør måske forklare mine følelser for hende og se, om jeg får noget ud af det?
Svaret fås i næste postering. Jeg stakkels høneplukkede husbond.
Det er ikke nemt at være følsom mand nu om dage.

Apropos intet

Jeg er træt af at se fodbold i fjernsynet og overvejer at vænne mig fra.

Intro

Kære læsere derude i blogosfæren, det er Guds Røst her, aka Guds Talerør, aka Gud i Stereo.
Mit hoved summer af tanker jeg skal dele med verden, men lige nu må jeg arbejde, så jeg kan få smør på brødet og fedt til saltet og navnlig mere forbrugerelektronik.
Det er meget spændende altsammen, vent bare og se!

(Det her med at kalder sig Gud er lidt træt, det ved jeg godt, men bær over med mig indtil jeg finder på noget bedre. Det er mere for at få det til at lyde lidt dramatisk.)

Vittigheder & nyheder & pinligheder følger med samt løst og fast om mit begivenhedsløse liv.
Nu vil jeg lige se, hvordan det ser ud først.