Den glade juletid, som jeg hader

Juleaften, da vi var ved at skulle ud af døren, kommer min kone ind i stuen med det perlehalsbånd, jeg gav hende i fødselsdagsgave, og siger: "Jeg kan ikke lukke det. Jeg tror det er gået i stykker."
"Du har vel ødelagt det i en brandert", siger jeg.
"Eller også er fordi det er noget LORT", siger hun. (Det er ikke noget lort. Det var skidedyrt.)
Og så skændtes vi og børnene skreg og græd.
Skænderiet holdt i ca. tre dage, mens fjendligheden ulmede.

Og det var ikke det værste.
Hvorfor føles det som om hele min famile (og her mener jeg ikke min nærmeste familie, den jeg selv har valgt, min kone og mine børn, som jeg faktisk godt kan lide, men alle de andre, den pukkelryggede) er ude på at drive mig til vanvid? Jeg ved det heller ikke, men det lykkedes.
Kan man bare melde sig ud af familien? Hvad er reglerne for det?

Hvert år bliver jeg ti år ældre af julen.
Hvert år sværger jeg ikke mere at gå om træet og synge religiøse sange. Næste år melder jeg mig ud og surmuler fra sidelinien.

Det bedste ved juleaften var at gå udenfor og der ikke var nogen mennesker (kun en enkelt bande indvandrerunge).

At rime "al vor nød" med "frelser fød" er at mishandle det danske sprog.

Julen er ikke børnenes fest. Man giver dem gaver, men ellers bliver de generelt ignoreret mere end normalt. Det er ikke nok at synge "Højt fra træets grønne top". Lad mig hermed fastslå: Den sang siger ikke moderne børn noget. Jeg har meget stærke meninger om disse emner.

Jeg hader julen mest af alle tider på året, fordi der har jeg mindst at sige om, hvordan tingene skal være.
Man kan tilsyneladende ikke vælge noget fra, men kun lægge nyt til.
Jeg kan ikke lide ris á la mande.

Jeg synes det er latterligt at gå om juletræet med små pamfletter med julesange i hånden (kan man ikke opfinde en holder ligesom Bob Dylan bruger til sin mundharmonika?), og jeg kan ikke lide at skulle holde mænd i hånden. "Kære brevkasseredaktør, hvordan forklarer jeg min svoger at jeg ikke vil holde ham i hånden juleaften?"

Jeg ved der er mange, der har det som jeg i julen. Der føler sig usynliggjort af deres familie. Der helst vil være fri for dem, men alligevel ikke kan være ligeglade.
Men julen er stærkere end os, og den har knækket os igen.

Endnu aktuel freudianisme

Er der nogen, der har tænkt over det freudianske i, at Ungdomshuset er ved at blive overtaget af Faderhuset?

Opsummering

Kære trofaste bloglæsere,
Nu er jeg tilbage igen efter mit amerikanske triumftog. Har I savnet mig?
Der er faktisk gået så lang tid siden, at det ville være forgæves at søge at gøre rede for min færden bare nogenlunde systematisk eller kronologisk. Intet er særligt friskt længere, men visse ting har dog fæstnet sig i erindringen:

- Efter vi havde været i luften en time, spurgte min seksårige datter: "Flyver vi stadigvæk?"
- Seks timer senere spurgte hun: "Må jeg godt løbe op og ned ad gangen?" Det kære barn.

Resten må vente.

Lad mig konklusionsvis sige:
- at den amerikanske nation lå for mine fødder og sprællede vellystigt.
- at det var godt at være tilbage igen og
- at jeg ikke havde været der særligt længe, før jeg tænkte: Åh nej, hvad hvis jeg aldrig kommer tilbage igen? Og det ikke kun fordi jeg ikke fik gjort alle mine indkøb.
- at det var forbløffende godt at rejse med familien. De er i det mindste folk, der gider være sammen med én, og på den måde er der ingen døde punkter.