fredag den 17. juni 2011

Wagner for musekor


Jeg er en dårlig kunstner. Jeg laver de samme fejl om og om og om og om og om og om og om og om og om og om og om og om og om og om og om og om. Jeg skriver en opera for spilledåse. Jeg er så dybt investeret, jeg kan ikke vende om, men jeg ved, jeg spilder min tid.

Og i dag var en god dag.

Hver dag er jeg parat til at holde op. Uden medgang, uden produktivitet, uden popularitet er det drøjt. Imens går årene taktfast forbi.

Det er så lidt, der skal til, men jeg har det ikke. Måske hvis jeg fik en iPad, så fylder billederne i det mindste ikke noget.

Her er en video af en, der maler et æg (anbefales). Hvis det var mig, ville jeg standse omkring 1:08 og kalde det en Cezanne.


Faktisk finder jeg videoen afslappende: se hans pensel flyve afsted. YouTube er fuld af tutorials af tåber, men han her ved, hvad han laver.


Min status på dagen:

Få fingeren ud af bagen
(som om det hjalp
for sådan en hvalp,
og så den lugt
af dinglende frugt).
Det er nok sikrest at lade den sidde,
den skal alligevel ud, når jeg skal skide.
(Det eneste, der er lidt svært,
er at taste
med de resterende ni,
men jeg skal nok få det lært,
før min tid er forbi,
uden min rygrad at overbelaste.
Se, jeg kan!
Jeg kan godt taste! Virkelig!
Som en rigtig mand,
mens jeg stimulerer min prostatakirtel.)

Nej, den finger bliver siddende mellem mine baller,
indtil, som sagt, naturen kalder,
og den bliver skudt ud som en prop
på en flaske champus
med et plop
fra min mandekus'.
Kom og skål med, jeg har sprittet af
(med champagne,
hvad er det, en vask hænder-kampagne?)
Lad os fejre, at jeg ikke kvitted' i dag.
Hurra! Hurra! For Mandejammer og hans brune finger,
han har mere styrke i den end alle kunstverdenens pinger.
Og med "styrke" mener jeg ikke kun lugten,
der kunne standse et tog på tværs af Køge-bugten.
Nej, jeg mener hans tæft,
vid, bid og charme.
Lad os håbe, han ikke får kræft
og dør
eller smelter helt bort
ved sin blussende talentsols varme
som smør,
der steger sort.

Skål til Jammermanden og hans fans
både hjemme og udenlands.
Han er en drøm, en frelser med vinger
hov! *rømme* hvin! Undskyld jeg blev skinger,
men her satte jeg mig igen på den skide finger.

Og med den tilbag',
hvor den hører hjemme
vil jeg blot runde af
med at sige (med sænket stemme):
Når først den er ude,
skal I få noget at forgude.
Jeg verden betvinger
med en løftet pegefinger.
Jeg ved nok, hvad vej vinden blæser
(fra den side, hvor fingeren bliver kølig),
og hvis der her er tilbage blot én eneste læser,
fortjener han/hun et stort krus med øl i.
Jeg gi'r, hvis vi en dag ses i virkeligheden
(men det bliver nok efter, de har løst verdensfreden).
Skål, skål & skål igen.
Gør som jeg, gør fingeren brun, min ven.
Så får du også noget at grine af,
mens du driver den af
(eller river den af),
det får ingen pine af
(især hvis du sutter på den først – ikke efter,
for himlens skyld
– det talrige vidneudsagn bekræfter,
styr uden om den endetarmsbyld.
Eller brug creme, så den kan glide
ud og ind & omkring din hæmorroide).

Men nok med mine gode råd
(jeg har sagt gør fingeren våd,
endelig kan man også bruge handske):
Vågn op til dåd!
Jeg kalder min finger Holger Danske!
(Den hviler i en kælder,
omgivet af dinglende røvbjælder,
der bimler, når faren sig nærmer fra land eller sø,
som en incestuøs forælder
sin knøs eller mø.)
Vogt jer, fædrelandets fjender,
I kan også få den op mellem jeres bagerste kinder.

Jeg hiler dig, Danmark,
med en finger indhyllet i brun bark.



Overskydende tags: afvigende adfærd, artist manque, assgasm, danske affærer, druknet i lort, dyreriget, dø bakterier, dø bakterier, døden, elektroniske forbrugsgoder, er der nogen der kender en der giver terapi til blokerede klynkekunstnere, fastlåsthed, fedtstoffer, fejl og mangler, fri onani, fugt, ganske som jeg plejer, guds talerør, højstemt skinger latter, jeg anbefaler, jeg kender min besøgstid, jeg stakkel, klagesang, kropsfunktioner, kropsvæsker, kræft mig her og kræft mig der, kunstartikler, kunst- og kultursektionen, Kusse, latrinært og prekært, min trofaste læserskare, løsningsmodeller, mit spildte liv, numseballer, olfaktoriske oplevelser, peristaltiske bevægelser, planteriget, råd og vejledning, trafigalt, sprit, om kirtlernes funktion, noget for husarerne, personlig pleje, samme gamle, soldatersjofelisme, som jeg plejer van, stakkels mig, så til søs, tidens slave, tingene ophober sig, tips og tricks, uduelighed, uundværligt udstyr for den moderne mand, vagt i alarm

4 kommentarer:

Anonym sagde ...

Kunstneres hænder er smukke. Holde-hænder, hælde-, hente-, halvere-, udhule-, hævde-, himstregimstre-, hengive-, hele-, håne-, hylde-, hejse-, hurlumheje-, havari-, hjerte-, helme-, høre-, hysse-, håbe-, hæve-, hægte-, helle-, hymne- og skaber-. Hænder. Hænder, der skaber - honninghænder

suk

superheltemor sagde ...

Utroligt smukt og rørende lille digt. Tak!

Mandejammer sagde ...

LILLE digt! Æhøm. Hvor lang er "Guldhornene" lige? Jeg tæller ordene og vender tilbage.

Mandejammer sagde ...

Okay, nu har jeg talt ordene: "Guldhornene" fylder 587 ord, og mit "lille" digt er 482 ord. Der er kun en gradbøjning til forskel på de to.
Tak.