Følg mig, jeg skifter til Twitter

Alle er imod mig. Ingen gider tale med mig. Hvor er chipsene? Kan vi ikke bare sige, det er nytår nu?

Mayday

Jeg har barrikaderet mig på lokummet. Jeg gider fanme ikke danse limbo. Jeg hader nytårsaften. Der er ikke mere Captain Morgan.

Pudesnak MMXI

Jeg researcher min nye bog: Hvor sjovt er dit parforhold? 20 nemme løsninger der vi få dig til at smile igen.


Der er noget, jeg tænkte på. Det kunne være sjovt, i stedet for at springe ind i det nye år, at komme samtidig.

– Det er der med garanti allerede nogen, der har gjort.

Jeg kunne sagtens alene. Det skulle være en smal sag. Men sammen, det er en udfordring.

Man kunne forberede sig ved at komme til Tv-avisen.

– Jeg tror, jeg ville blive distraheret.

– Tv-avisen, god aften…




– Ih ja, foran børnene og moster og lille Balthus.

Jeg mener det hypotetisk, på sigt. Det er visionært.




– Nå ja, der er jo champagneflasken, det minder lidt om.

Og hvad er så proppen, pikhovedet der flyver af?

Jeg lavede engang en tegning af et pikhoved, der flyver af i orgasmeøjeblikket og rammer en i øjet.

Status på året

Jeg har tre højrehandsker.



Dvs. ingen venstre-. Hvad er oddsene? (1-8.) Særligt ærgerligt er det med min gode svinelæderhandske (t.v.) fra Randers Handsker på Strøget.

Til det sidste

I kåd optimisme vaskede jeg mit lem, før jeg gik i seng.

Rødt & grønt chok

Jeg stod og tissede og gøs:
der sad en bussemand i gardinet
......lige i øjenhøjde,
det må være, da jeg nøs.

Konstruktiv kritik

Dette er et fucking alvorligt stykke litteratur, og I kan godt tage at respektere det, pikhoveder.



Forts.

Sengetid

For lidt siden lod jeg som om, jeg ville have sex med min kone, og så begyndte vi begge to at le

Det sociale element

Denne besked fra Window Live Messenger er uhyggeligt sand:

Mange tårne i brændingen af parfumeret glas

– Julen er ligesom at have en papirspose
over hovedet fyldt med edderkopper, sagde
jeg og strakte mig i J. Pers sofa med en af
hans Petterøes.

Hans stearinskulpturer fra fem år siden står
endnu. To, der væltede, ligger i en
flyttekasse. Jeg har aldrig været inde i hans
soveværelse.

De er bedst, når de bliver til en hel verden.

Gode håndfulde
alt forladt
mine venner ler og klukker

Der er et billede af J. Per i Øvigs Thy-lejr-
bog, men han er ikke sikker på, at det er
ham.
– Få dog din bror til at kigge efter, sagde jeg.
– Han må sguda vide, hvordan du så ud. Nu
dine forældre er døde.

Jeg har sagt, jeg vil skrive hans biografi, og
hver gang jeg siger det, begynder han at
recitere de første par linier, som han
forestiller sig dem, men jeg har aldrig tændt
telefonen. Det er flygtigt spind fra et væv af
guld. Sommerfuglestøv fra forgangne somre.
Med det på fingrene kan du flyve.

– Det bedste er den fede, der går lige op og
ringer i kroneshakraen, sagde jeg med en
krystallinsk tone.

– Det bedste er at gnide de tidlige topskud,
sagde han, – til fingrene bliver helt klistrede,
og så ind i noget tobak og ryge det i haven,
mens fuglene fløjter.

– Klart, men det er også bedre at tage
svampe ude i skoven end sidde inde i en
lejlighed.

– Det er klart.

Han er skuffet over kvaliteten af den brune
på Madam Christiansen. Ingen er til at stole
på. Og finder man en god, er de hurtigt væk
igen.

Hvad han savner er et diskret stykke
landbrugsjord. Det er så sørgeligt, når høsten
er omme hen mod udgangen af november.
Det er det samme hvert år, cyklisk som hans
livsførsel er.



Sent from my iPhone

Mit nytårsforsæt er at holde op med at blogge

Jeg hader helligdagene, fordi de ødelægger
min udgivelsesrytme. Også årstiderne.

Jeg gider ikke forholde mig til, hvad der er.

Giver det mening? Det er jo kunst det her.
Man beder jo heller ikke en romanforfatter
have et kapitel færdig, samme dag han
finder på det. Nonsens, det er en anden
form. Hvad hvis jeg finder på en
vittighedstegning? Det tager sguda et
stykke tid at få lavet sådan en tegning, alt
efter kompleksiteten, I hvert fald for mig. Så
må I nøjes med lamme skitser.

Jeg vil have en iPad. Santa, hvor var min
goddam iPad?

Kan man indføre en jul, hvor alle bare giver
sig selv det, de godt vil have, og så sidder og
åbner gaverne sammen? Firserkoryfæets far
plejede at give sig selv en flaske whisky,
efter alle havde fået deres gaver. – Hov, hvad
har vi her? sagde han og hev den frem og
gav sig til at drikke.

Hev den frem, ti-hi.



Sent from my iPhone

Bare noget andet

Alle griner over sørgescenerne i Nordkorea, men tænk lige over, hvor latterlige vi selv er i julen, når vi allesammen gør alle de samme ting samtidig, hvad enten vi vil eller ej.



Julen er totalitær. Hvis man har lyst til at læse mere om det, kan man læse Christopher Hitchens' artikel om emnet. Salig Hitchens, han var god, når han var imod (Gud, Henry Kissinger), men dum, når han var for (Irak-krigen, Trotskij). Jeg plejede at synes, han var åndssvag, men efter han fik kræft, kunne jeg godt lide ham. Læs hans essay om at finde sin egen stemme. Ironisk nok mistede han sin. Hans råd til forfattere: sæt tingene i den rigtige rækkefølge og brug din egen stemme. Hvad er det med de her danskere? Da jeg sagde: Hitchens er død, sagde alle folk: Hvem er han? Jeg trænger til at omgås en bedre klasse mennesker.

I julen frydes jeg over vore hjemlige muslimer, der er fornuftige nok til at foretage sig noget andet. Misundeligt kigger jeg ind i kioskerne og caféerne og tænker: Endelig noget andet. Lige meget hvad, bare noget andet.



PS Jeg fejrede, at det er hverdag igen, ved at lave spaghetti med rød sovs.

PPS Nu gider jeg ikke skrive mere om julen.

PPPS Se også her om latterligheden ved mekanisk ens adfærd.

Gammel skik

Bemærk i dette klassiske danske maleri, at det kun er kvinder og børn, der danser. At danse om juletræet er umandigt. Hvornår holdt mændene op med at sidde inde i salonen og ryge cigarer?



Endnu et led i den almindelige infantilisering af den moderne mand.

Her lugter brunt

Helligdagen der hedder kastrér far

Jo nærmere vi kommer til selve juleaften, des strammere knuges mit hjerte.
Jeg trak min hånd til mig i sengen, for at min kone ikke skulle komme til at røre den.
Jeg har gjort alle ked af det i dag.

I dag hader jeg mig selv, mere end jeg hader julen.

Jeg har også fået lus.




Fejl

Juleaften kl. 16.30 kom jeg til at sende ovenstående besked ud til alle i en gammel Facebook-gruppe, da jeg skulle overføre teksten fra min telefon til min laptop. Dvs. alle folk i mit liv, jeg overhovedet kender, fordi de står på en mailingliste fra min "event" sidste år, der har samme begyndelsesbogstaver som mit navn, og før jeg nåede at tænke efter, havde jeg trykket Send midt i juleræset. Voldsomme isninger skød fra min cremaster og op i hjernen ved tanken om de forestående sociale ydmygelser, og jeg sendte straks en beklagelse ud. Samtidig kunne jeg ikke undsige mig en vis lettelse ved endelig at springe ud som selv- og altinghader. Men fucked up er det.

Hele aftenen og dagen efter har jeg tjekket, om der kom svar tilbage med hånlatter eller WTF's, men foreløbig intet. Med lidt held er gruppen virkelig defunct, eller også er folk bare høflige. Eller sadistiske.



Verdens mest forkvaklede dans. Ses her. Nydes uden lyd for det fulde udbytte af dansk akavethed. Se om du kan mere end 36 sekunder. Jeg kunne ikke. (Snyd dog ikke dig selv for "Slap af, okay?" ved 7:29.)


Dette har været den værste jul nogensinde, og jeg kan ikke engang begynde at tale om det endnu, for jeg har ikke fået det på behandlingsmæssig afstand.

Ét julekort i år, og ingen har åbnet det

I dag har jeg sagt til J. Per: – Takket være dig, har jeg ændret mit udsyn på julen. Jeg ved ikke engang, hvad det var, du sagde, men det var noget med "slap af". Og du har ret: jo mere man går op i den, des mere magt får den.

Lirekassemanden havde klunset et 88-tangenters keyboard til ham, der stod på højkant ude i gangen i fem måneder, til han lærte at gå uden om det, og jeg tænkte, jeg kunne slippe af med det på hans vegne som gave til min datter, men det var slapt i den ene oktav alligevel, hørte jeg lirekassemanden sige i baggrunden, og nu var det smidt ud.

J. Per, der var vågnet utilpas og taget på Fru Christiansen for at købe juleklumpen, klimprede lidt på guitaren og rimede for mig, noget med "hvorfor være nede / når man kan ryge den ….". Gæt selv resten. Sådan ender alle hans rim. En skam han ikke kan spille harmonika, for der er noget sømandsagtigt over alle hans sange, hvis sømanden drev på en felucca ned ad Ganges. Godt jeg ikke er udpræget rygetrængende, så jeg ikke behøver tage forbi. Jeg venter til tredje juledag, når der alligevel kommer gæster.

Og jeg har sagt god jul til alle folk, selv den dinglende fulderik ved Landemærket, og cyklet rundt i mørkningen i indre by og fløjtet årstidens melodier mellem stop i specialbutikker så let om sjælen og portemonnæen.

Hvorfor fanden i røven begynder jeg så at skændes med min kone om kirsebærrene (til ris á la manden), før jeg overhovedet har fået skoene af?

"Jeg spermer i ris á la manden" har jeg sagt til min kone i dag og gestikuleret derefter og "Jeg knepper julen lige midt i røven", hump, hump, og gestikuleret derefter og "Jaja, det hele er min skyld. 3-0 til dig. Nu har jeg ødelagt julen igen, så er alt ved det gamle, hvor er det da godt", og "Din familie er sguda ligeglad med, hvaffer nogen kirsebær de æder, bare de får lov til at drikke otte flasker rødvin først", og hun har sagt: "Hvorfor holder vi ikke jul hos din familie?", og så blev jeg tavs. For der er ingen jul hos min familie. Min lillebror aflyste sit sidste øjebliks pizzajul- og medbring selv alting-arrangement på grund af svær forkølelse, der ikke afholdt ham fra at arbejde hele ugen, og alle var lettede. Der er ingen af dem, der har afleveret en eneste gave til mine børn. Der er ingen (præcis 0) gaver til mine børn fra min side af familien.*) Men hvad fanden rager det mig? Jeg er sguda ligeglad.

Jeg er spændt på, om der kommer et eneste juleopkald eller forkvaklet sms.

Over og ud.

*) Da deres børn blev store, aftalte mine brødre, at vi ikke skulle give hinandens børn julegaver mere.



Dette er ikke stor litteratur,
måske er det, fordi jeg er så skidesur.

Tzching! Tzching! Tzching!

Postkortstørrelse

Et år gav jeg min far et maleri i fødselsdagsgave. Der gik et par år, så gav han det tilbage igen.

– Vi kan ikke have det, sagde han. – Bente siger, det ligner en stor penis.

– Hvordan vil du så forklare tænderne?

– Tag det nu bare, sagde han.

Nu ligger det herovre i en bunke.

Næste år savede jeg et stykke af en palet og gav det til ham.

– Tusind tak, det er jeg virkelig glad for. Er du sikker på, det forestiller "Diset morgen ved Taarbæk Havn"?

– Ork ja, sagde jeg.

Jeg havde skrevet titlen på.

En anden gang lavede jeg et pænt aftryk af en stor svamp.

– Orv, tak, sagde han.

Hans kæreste købte et mage til til at give til sin veninde.

Der kan man bare se. Folk foretrækker det, de selv ser. Eller ikke ser. Alt efter, hvad de ser. Men så vagt som muligt i al fald.


Gudsrost Grymland: Det glemte pas (grafisk særtryk, 2011).


I mit næste liv bliver jeg monokrommaler, hahahahahahaha!

– Dine nye spejlbilleder er fantastiske.

Det er udstrækningen af min succes.

Tzching! Tzching! Tzching!

Boomeranggaveprincippet

Hvert år giver jeg min far julegaver med henblik på, at jeg snart kan få dem tilbage i tilfælde af hans død (han er meget gammel). For nogle år siden fik jeg mine brødre til at være med til at splejse til en espressomaskine. Den blev brugt præcis én gang, da Bentes eksmand var på besøg, ham der altid går rundt med en kæk bandanna om halsen i bedste Nina og Frederik-stil, men lad nu ham ligge, det ækle lille pikhoved, der får min far til at ligne verdens rareste mand, alene ved det at hán er afslappet. Den espressomaskine kunne jeg så tage tilbage sidste måned, da min egen brød endeligt sammen (i denne veldokumenterede episode). Sidste år gav jeg ham første sæson af Mad Men, som han ikke kunne lide og gav mig tilbage hen ad foråret. Mine brødre har i årevis givet ham skolefotos af deres børn, som han piller ud af rammerne og putter noget andet i. Hvad skal jeg give ham i år? Som regel bliver det kager. Et år gav jeg ham Peter Beier-chokolade, som jeg ikke hørte noget af. Året efter gav jeg ham "Lokums"-kager fra kiosken, som han roste. Der er ikke hoved eller hale på det, men én ting er sikkert: jeg skal spare mine penge, hvis jeg ikke vil have gaven tilbage.


Alle ka' li'e en applepie.

Tzching! Tzching! Tzching!

Julegaver i miniformat

På denne tid af året mindes jeg altid en historie, jeg hørte på radioen engang. Det var en gammel dame, der fortalte. Da hun var barn, var hendes forældre meget fattige, og der var ingen måde, hvorpå de de kunne give hende det, hun ønskede sig. Men juleaften fik hun det alligevel altsammen: hendes far havde lavet det til hende "i miniformat".

Den første jul efter mine forældre blev skilt, gav vores far os seks Muppet-krus til deling. Man kunne få dem i Irma til 29,95, havde jeg set. Min storebror tog Fozzie og Kermit, jeg tog Animal og Gonzo og min lillebror fik Rowlf og Miss Piggy.



Kildelink.

Året efter fik jeg en vaskeklud og et fingerhåndklæde med mit stjernetegn på, som Bente havde købt, uden tvivl.

En flok katolikker

En af Mos yndlingshistorier var, dengang hele familien var i sommerhuset og hendes bror og svigerinde bad dem passe børnene og gik ovenpå og kneppede højlydt, mens de andre sad og lyttede til det ude på terrassen.

– Jeg gider sgu da ikke passe børnene, bare så de kan gå op og kneppe.

Men når man tænker efter, er der bedre grund?

– Farmor, gider du passe børnene en halv times tid, vi skal kneppe.

– Selvfølgelig vil jeg da det, det er da det mindste, jeg kan gøre.

Det er vigtigt at have sexpositive bedsteforældre.



PS Det var Mos søster, der sagde: – At føde er den bedste orgasme, jeg nogensinde har fået.

Trumfkortet

I aften vil jeg lave penisdansen for min kone.

KØB MIN BOG

"Hvor sjovt er dit parforhold? 20 nemme løsninger der vil få dig til at smile igen"

Langt og slapt

Jeg vil ikke give hende den tilfredsstillelse at ligge her ved siden af hende og onanere, mens hun sover.

Alt originalt udstyr

Jeg har købt en cykel af en, der hedder Fahrad, hvilket er lidt sjovt, hvis man kan tysk.


Jeg har allerede olieret mine pæne bukser til.

En ung kvinde blev påkørt på Værnedamsvej, mens jeg var inde at få en bagel (sesam – der var ingen everything, for de ville ikke "åbne en æske til".

Fiks det nu

Undervandsbåd er misvisende, fordi den ikke sejler under vandet (se fig. 1).

Fig. 1


En undervandsbåd skulle således i virkeligheden hedde en under havets overflade-båd eller en ivandsbåd, eller i-båd.

Og jeg gider ikke høre noget brok om konkret tænkning. Konkret tænkning er undervurderet.

Hvad har du lyst til?

Sandheden er: jeg var skidebange ved at skulle tilbage til mit atelier igen. Efter firserkoryfæet var herinde, ødelagde jeg det maleri, jeg har malet på i 7 måneder, gav det dødsstødet i hvert fald, og bagefter et andet, jeg har arbejdet på siden maj, der nu er gået i stå. Jeg var træt af mentalt slavearbejde og ville bare lave min dagens portion kunst i al beskedenhed, mit mindstemål af personligt fremskridt i mit liv, men det første, der ryger, er dømmekraften. Jeg ville bare rette noget i øjet, og det hele faldt fra hinanden som spindelvæv. Hundredvis af timer er nu ingenting. Sandheden er: jeg cyklede grædende hjem.

Og nu tør jeg ikke røre ved noget.


"Man works when he is partially involved. When he is totally involved he is at play or leisure."

Where the whole man is involved there is no work. Work begins with the division of labor.
– Marshall McLuhan

Sandheden er: mit liv ville være betydeligt nemmere uden det kunstpis. Jeg har ingen succes, og jeg er ikke engang sikker på, at det er noget, jeg holder specielt meget af.

People say you have to have a lot of passion for what you're doing. And it's totally true. And the reason is because its so hard, that if you don't, any rational person would give up. It's really hard.

And you have to do it over a sustained period of time, so if you don't love it, if you're not having fun doing it, you don't really love it, you're gonna give up. And that's what happens to most people actually.
–Steve Jobs

I hated touring. Thought it was a real waste of time. You were only effective for an hour and a quarter a day and it just seemed scuzzy, all that rushing around, never getting the sound right on stage, meeting people you didn't want to talk to, like the local record company rep who turned up with the bag of marijuana you didn't want either. I enjoyed screwing the girls for a while, then that wore off as well. I've never known how to deal with adulation. The break point came for me one night when we were playing Sheffield and I caught myself thinking, Oh, I've forgotten to collect my laundry. And then I thought, This is the future: standing on stage, getting more and more successful, going through the motions.
– Brian Eno (min fremhævning)

Ofte, mens jeg står og maler, tænker jeg: Hvad fanden gør jeg egentlig det her for? Kulørte pletter. At smøre maling rundt. Hvor banalt. En abe kan gøre det.



Det gør det heller ikke nemmere at skulle starte på bunden hver gang og aldrig være oppe at svæve.

– Hvad for et dyr vil du helst være? spørger børnene, og jeg svarer: – En stor fugl, der svæver rundt oppe over det hele.

Mit liv ville helt sikkert også være billigere, hvis jeg ikke malede eller tænkte på det. Uden atelierleje ville det hele løbe fint rundt, selv med den nye, dyrere livsstil, min kone har opgraderet os til.

Hvorfor male de her store malerier, ingen vil have?



En stak papir giver mere mening.

Jeg talte med en af de mest succesrige kunstnere, jeg har mødt, der sagde: – Det gav ingen mening for mig mere at male to gange to meter store malerier til at hænge i rige menneskers stuer. Nu laver han små kasser med glas i.

Løber en Superliga-spiller rundt og tænker: Hvad fanden mening giver det her?

Det ærgrer mig, at der var en pointe, jeg ville lave, men nu kan jeg ikke huske den.

Nå ja, nu kan jeg huske det: Men jeg er sikker på, at jeg gider nogetsomhelst (andet end at læse avis og rage ud efter min kone). Alting er en overvindelse. Bunden er nået.

Højhellig søndag morgen

Der er nogen, der altid spiller høj radio ude i gården, her lutheransk folkekirkegudstjeneste.

– Stop det dér Jesus-noget, sagde jeg højt og myndigt ud af vinduet.

Og der blev stille.

Det er abnormt

Hvordan kan man være til fest otte timer uden at pisse?


Tilfældigt billede til far.

Mandag morgen

Tre julefrokoster tre dage i træk, og nu skal jeg i blodbanken.

Selvtægtsmand på nabolagspatruljering

Michael kom ind og så endnu mere mærkelig ud i hovedet end sædvanlig.
– Der er nogen, der er ved at bryde porten op dernede, sagde han med sin Limfjords-accent. – De passer på signalementet med dem, der brækkede hoveddøren op i forgårs.

– Hent dit videokamera, sagde jeg og stak en hammer i lommen og løb derned i mine tykke sokker i jydesandaler.

Da jeg kom rundt om hjørnet, sad der to teenagere på trinet og røg.

– Er I ved at brække porten op? sagde jeg og tog i håndtaget.
– Nej, sagde de og så irriterede ud.

– Jeg hørte altså noget, sagde den gamle idiot, der kom ud sammen med Michael, min backup.
– Jeg tror bare, det er nogle teenagere, der sidder og ryger, sagde jeg.

– Nu laver I ikke narrestreger, vel? sagde jeg.
– Nej, sagde de med undvigende øjne og store, plettede næser i mørket.

De passer ikke en skid på signalementet. De sidder bare på trappen ind i mellem og ser irriterede ud, når man vil forbi, eller i skralderummet, hvis der er møbler.

De er garanteret skyldige i et eller andet.

Gider jeg noget i dag?

Jeg kan ikke finde ud af, om mine visioner bare er noget, jeg har set i en tegneserie engang, og desuden, om det gør nogen forskel.

Fwd.

Jeg drømte at jeg gik på stranden med
Lars Bukdahl i hånden.
Hey Lars, sagde jeg, må jeg ikke låne din
Gamle Nick fra Trumf-serien?
Han lo under den bredskyggede hat.
Bagefter ristede vi pølser,
hans: kalkun, min: tofu.
Vi svømmede og dykkede mens hvalerne
sang.

Hele dagen

Jeg har bare lyst til at sperme i alle retninger og være en rigtig sperme-Frederik.

Mærkelig tom fornemmelse

Mit lærred faldt ned og blev spiddet, men jeg kan ikke finde ud af, om det gør noget.


Åndssvag skruedims, der sidder nederst på dette ulykkelige staffeli.

Så slipper jeg for at male på dét, tænkte jeg.

Dømt skyldig

Jeg er verdens mest ulykkelige menneske, bortset fra folk, som ikke selv er ude om det.

Kender I det, hva'?

Kender I den drøm, hvor man knalder ansigtet ned i et bæger tandstikkere og får dem gennem læberne og kinderne? Kender I den drøm, hvor man skal trække søm ud af hænderne med en tang?

Lårtykt

I forgårs var kl. 14, før jeg gik i gang, i går var den 15, i dag er den mindst 16. Det eneste, jeg har lyst til, er at ørle ud over nettet.

Om jeg gider

Jeg gider ikke høre, at jeg er syg i roen
fra fruen.

Spørgerunden

Folk spørger mig tit: Hvordan kan du holde dig så frisk? Og jeg svarer: Det er, fordi hver dag er ny for mig. Jeg ser med et barns øjne. Min hjerne er elastisk. Hvad venter der om det næste hjørne? lyder mit mantra. Men mest er det hormoner. Jeg har højtbrusende hormoner, og jeg spiser sundt. Over den sidste uge f.eks. kun 1 pose chips (hvidløgs/eddike) og 3 kager. Min hemmelighed er simpelthen gode gener. Og det kulturelt betingede? Også det er i top. Jeg har et øje på hver finger. Jeg kan bevæge de fleste af mine tæer individuelt uafhængigt af hinanden. Min evne til at finde glæde i de små ting. Min akutte observationsevne. Er andre brikker i det store spil, der hedder mig.

Er det til tider svært at leve med det store forventningspres, der hviler på en med dine enorme evner? kan man spørge. Klart nok, det er ikke altid nemt. Men så skal jeg bare huske på, i hvor meget mindre grad jeg hellere ville være nogen anden.

Hvis der var én ting, du kunne, hvad skulle det så være? Og du må ikke sige sutte dit eget lem. Har været der. Jeg tror, det skulle være evnen til at se til verdens ende. Altså universets. Men faktisk ved jeg det ikke. Lige nu har jeg mest lyst til at have evnen til at pakke en kuffert og rejse.

Hvad er din superkraft? Har du nogen? Godt spørgsmål. Jeg vil sige, at det er evnen til at vide, hvad folk vil sige, før de siger det. Ikke fordi det er noget banalt, de siger. Ofte er det noget ganske specifikt og aparte, man skulle tro, kun en sand clairvoyant kunne gætte. Det er min indlevelsesevne, min ekstreme følsomhed, der kan gøre det så overvældende at befinde sig i en mængde på grund af den voldsomme bevægelse af æteriske signaler, der kan være svær at tune ud, som baggrundsstøjen af klirrende bestik i en restaurant. Som en følsom linse, der kan se til universets ende, skal den pakkes pænt ind og pudses omhyggeligt, så kostbar og sjælden den er.

Nu vil jeg frabede mig flere spørgsmål. Mine atomer rasler som efterårsløv, og mine elektroner snurrer. Der er forstyrrelser i Andromeda Borealis, der kræver min øjeblikkelige opmærksomhed.

Ærbødigst, jer MJ, kosmisk krigsmand.

Folk snakker, forfatteren lytter – et Preben causeri

Jeg skal ikke kunne sige det, men det virker som om, mange af Storm P.'s vittigheder er noget, han har overhørt, eller noget, han forestiller sig, man kunne sige. Det er ikke tale om deciderede gags, meget af det. Der stod et sted, at folk kom op til ham, når han gik tur i Frederiksberg Have, og fortalte ham morsomheder. Mange af tegningerne/Fluerne og Peter & Ping forestiller bare folk, der står og taler sammen.

På den måde er han ligesom Harvey Pekar, hvis serier også bare er hans indre monolog, eller hvordan folk står og taler sammen på gaden. Det giver sagerne en virkelighedsdimension, som jeg godt kan lide. Hæver humoren over klichéerne eller nyhederne.

Gustav Wied skrev i sin erindringsbog, at han, efter han var flyttet til København og ikke kendte nogen og ikke havde nogen penge, plejede at sætte sig ned i Frederiksberg Have og tale med de gamle og lytte til deres historier. Det tror jeg, man kan få en masse ud af, hvis man er sådan anlagt.

Man skal bare antage reporterens perspektiv. Som Seinfeld sagde, lege at man har sit eget talkshow og stille gæsterne spørgsmål for at få tiden til at gå, når man er til cocktailparty.

Men det skal selvfølgelig helst være sjovt.

Min kone tror mig ikke, men jeg er faktisk meget god til denne teknik (med at lytte til folks historier), ulig hende, der altid bare snakker om sig selv og bebrejder mig, at jeg ikke lytter – kan I se dynamækken? (Sådan er det med smukke kvinder: de er vant til et taknemmeligt publikum.)

Eksempel: Jeg talte med en kirkesanger, der synger ved begravelser. Det sørgeligste er ikke de små kister, sagde han, det sørgeligste er, når ingen kommer, når nogen er død i sin lejlighed, og det ikke bliver opdaget før tre måneder efter, når det begynder at dryppe fra underboens loft. Men han synger alligevel, selvom der ikke er andre end ham og den døde.

Og så måtte jeg lære ham, hvordan man bøffer smøger af folk: – Du er nødt til at lave et lille nummer, give en lille song & dance.

– Det er sandt, sagde han og knipsede bittert. Han havde ikke fået, hvor jeg fik. – Der hører en teknik til det her, sagde jeg og inhalerede dybt af den afbrækkede filterende.

Jeg spildte en halv fad ud over mig selv, men det gjorde ikke noget, for det var en lun aften, og familien var på landet. Min sidste flig af frihed, før alverden ramlede ned.



II
Jeg ved ikke, om folk er blevet dårlige til at høre efter, det kan godt værre, men folk er helt sikkert blevet dårligere til at tale. Konversationens ædle kunst, er den helt død? Jeg bilder mig ind, at folk var mere veltalende i gamle dage, fordi de fik deres sprog fra bøger, ikke tv. (Folk, der snakker om, hvad de har set på tv, skulle skydes, undtagen hvis de er medieanalytikere som mig.) Se f.eks. denne sætning fra "De tre Musketerer", en af verdens mest populære bøger:

Uheldigvis er han bedre til Bens end sin Herre, hvilket har til Følge, at han gør os alle sammen tossede i Hovederne, for da han tænker sig, at vi måske kunde falde paa at nægte ham, hvad han forlanger, tager han alt, hvad han har Brug for, uden at spørge sig for.

Læg mærke til, at den bryder af og går en omvej, før den vender tilbage og slår sløjfe på pointen. Den sætning ville aldrig gå på fjernsyn, fordi folk ville glemme, hvor den kom fra, i mellemtiden. Der er sikkert meget mere at sige om det her, men hvad ved jeg, jeg er ikke lingvist eller retoriker. Jeg er bare en ydmyg lille blogskriver, der elsker at se linien komme ud af sin pen.

Opsummering: Var folk mere veltalende i gamle dage? Det må undersøges. De er i hvert fald ikke specielt veltalende idag. (Jeg har ikke andet at basere min teori på end tre sæsoner af "Deadwood" og Mark Twain. Hvis alle folks tale er baseret på kadencerne fra The King James Bible osv.)

Ligesom mig

Jeg mødte en, jeg kender, nede på gaden, der er ligesom mig.
– Hvordan går det? spurgte han.
– Jeg kan ikke falde i søvn om natten, og jeg vågner kl. 5.
– Hvorfor kan du ikke sove?
– Jeg tænker på, at jeg ikke har sat mit mærke i tilværelsen, og at jeg snart skal dø.
– Hvor gammel er det, du er?
– 46.
– Jeg giver dig fire år, sagde han.
– Fire år, til jeg behøver at være alvorlig? spurgte jeg.
– Ja.



Og så sagde han, at verden bliver et værre sted, men det er, fordi vi er gamle.

Jeg glæder mig til en hvid elektrisk fremtid

Jeg mener ikke noget med hudfarver, men når bilerne summer lydløst, og der er renere. Jeg elsker elektricitet. Og jeg gider ikke spare på det. Jeg synes bare, det er åndssvagt at brænde kul af for at bruge min computer.

Rygning virker steampunk, som om det hører til i en tid med damplokomotiver. Ligesom bilerne spyer udstødning, går folk rundt og ryger af deres eget lille rør. Tænk at tage sine stoffer til sig på den måde – ved at brænde blade af – i vor tid. Ligesom huse med skorsten. Hvornår holder børnene op med at tegne dem?

Tjek

Jeg er det sørgeligste menneske, jeg kender, bortset fra folk, der har rigtige problemer.