fredag den 16. september 2011
Køkkenet, kvart i 8
– Fuck dig, sagde min datter (15) i morges, da jeg sagde, at LeATHERMØUTH: I Am Going To Kill The President Of The United States of America lød som nogle barnerøve, der vræler over, at deres julegaver ikke er store nok.
Det er for meget larm om morgenen, er den rimelige betragtning.
Hvad ved de om lidelse? tænkte jeg – forkælede barnerøve. I Georgien var de blevet arresteret og fængslet for bare at tænke det. Men jeg sagde det ikke. Hvad ved jeg om lidelse?
Jeg tænkte på denne klassiker om ikke at få den Pepsi, der er alt, hvad man beder om:
Suicidal Tendencies: Institutionalized.
Jeg vil kvæle hende med forståelse.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
2 kommentarer:
ja, hvad ved du om lidelse? Og hvorfor bliver du ved som en anden seriemorder at lægge koder og clues ud om din virkelig hemmelige og uuuuuuuuuh så spændende identitet? er der nogen, der leder, tror du?
Mere og mere minder det hele mig om en idiot, jeg mødte sidste år, han virkede også så sød og rar, men viste sig så at være en nar, og han havde - som du - også folk til at gøre tingene for sig.
jeg synes ikke, det ville være sørgeligt, hvis du lukkede denne blog, eller hvis der blev lukket andre i samme moment - det kan være interessant at følge med i, som et intellektuelt problem, men ikke mere ikke mere.
tak.
Det er ikke talt som en sand fan. Lad være med at gå ud med idioter. Det er mit råd til dig. Bliv hjemme i stedet og foretag dig noget fornuftigt. Få en hobby. Ta' et spil dart. Sortér nogle ting. Hellere være alene end ulykkelig sammen med en idiot. Det er nu engang min filosofi.
Send en kommentar