Jeg er ligeglad, hvad der sker, bare det er noget med varm olie

Min kone græd, fordi jeg ikke morede mig nok på min fødselsdag.

Spar mig for dine barnagtigheder

Jeg troede egentlig, det var et indianerordsprog, men i Bibelen står:

When I was a child, I spake as a child, I understood as a child, I thought as a child: but when I became a man, I put away childish things.*) (1 Corinthians 13:11).

Det har jeg aldrig gjort.

Her er min football:



Min basketball:



Min softball:



Mit plastbryst:



Jeg nænner ikke at smide noget af det ud, da det er så rigt på historie.

Postkort

Her er jeg i 1982 1984 1985: jeg går rundt i N.Y. med B-52’s i Walkman’en og ryger en $1-joint med oregano i Washington Sq. Park sammen med ham, jeg har købt den af, på ryggen af en bænk.

Kærligheden er det største af alt, undtagen f.eks. et bjerg

Han valgte at tage i sommerhus med sin
eks og deres venner og lå om
natten og lyttede til hende og
hendes nye kæreste have sex bag
de papirtynde vægge.

Intet forandrer sig

Fra Retronaut (nederst), en glimrende side. En af de bedste ting ved nettet er alt det gamle lort, der kommer frem igen (fra historiens tilstoppede kloak, om man vil).

Jeg kan leve med døden

Det gør ikke noget, at jeg skal dø,
mit liv er alligevel noget hø.



Men når jeg forsvinder,
græder mine kvinder.

Spirende rædsel på Vesterfælledvej

I dag blev jeg bange for at blive smittet med dengue-virus fra Dankort-automaten i døgnNetto.

Første søndag i al ubevendthed

Jeg skændtes med min kone i nat på vej hjem fra fest over dette emne: i "Hvorfor er lykken så lunefuld" indgår denne linie: "Hvorfor er livet så meningsløst?"*) Hvis livet er meningsløst, hvorfor så spørge, hvorfor det er meningsløst? Det er et meningsløst spørgsmål. Det var min pointe, og jeg er ligeglad med Frankls teori om søgen efter mening som et grundlæggende menneskeligt behov. Mening! Hvad rager det mig?

"Hvor lang er det lige, din uddannelse er?" sagde min kone, og "Du tror, alt, hvad jeg siger, er dumt!" Og børnene, der ikke var gået i seng endnu, sagde: "Kommer I nu dér?" og " Hvad har du drukket? Vi kan lugte dig helt herover." Og i morges fortsatte min kone: "Det er ikke det, du siger, det er din facon". Regn lige den ud.

Okay, for at tage den fra toppen:
a) Hvorfor er livet meningsløst?
b) Det har du jo lige sagt, hvorfor så spørge?

Desuden kan man vende det om og spørge: Hvorfor er livet så meningsfuldt? Og udvide ved at sige: Hvad gør livet meningsfuldt for dig? S'gu ikke det her.

Altid denne trang til mening. "Der skal være mening med tingene." Pff!



Fuck det her ægteskab. Jeg kan ikke begynde at fortælle om, hvor træt og bittert og gammelt det kan være.


*) Det sjove er, at jeg hørte forkert:
"…og hvorfor er glæden så kort
Ofte er livet så meningsløst hårdt"
Men resten er rigtigt nok!

Min nye umiddelbare stil

Jeg var nødt til at gemme mig ud på lokummet for at skrive sidste indlæg. Det er min og min datters hyggeaften alene.
Forårsrullerne brændte på (ikke afbildet).

Fuld udstrækning

Den korte

Jeg har lige haft en samtale nede på gaden, der gik sådan her:
– Hvidovre.
– Hvidovre.
– Hvidovre.



Den lange

Mens jeg parkerede, var der en englænder og en anden, der øvede sig i at sige Hvidovre og kom til at vælte en masse cykler, og på vej over gaden sagde jeg: – Hvidovre.
– Hvidovre, svarede den ene.
– Hvidovre, svarede den anden, bedre end de havde sagt det før.

Jeg har en umådelig myndig røst.




Den ekstremt lange

Tusmørket var faldet på og juleguirlanderne lyste over indkøbsstrøget, da han begav sig hjemefter efter en ny, lang, resultatløs dag i atelieret. Idet han plukkede øretelefonerne ud af øregangen med et træt suk, kunne han ikke undgå at overhøre to udlændinge i samtale ved cykelstativerne.
– Hvidovre, Hvidovre, Hvidovre, sagde den ene. – Han vil have, vi skal sige Hvidovre, før vi får en stærk øl.
– Hvidovre. Hvidovre, Hvidovre, sagde den anden på engelsk. Men idet han svingede sin cykel om på fortovet, væltede han en parkeret cykel. – Åh nej, sagde han på sit formfuldendte overklasseengelsk og kom desværre til at vælte tre cykler til som dominobrikker, da han ville rejse den første op. Den anden grinte hvidt i halvmørket, og vores bitre kunstnersvend kunne heller ikke lade være med at trække en anelse på smilebåndet bag sit velplejede, klædeligt gråspængte van Dyck-skæg.
– Hvidovre, sagde han fast og myndigt, mens han krydsede gaden uden at se sig tilbage og heller ikke for.
– Hvidovre, svarede den ene.
– Hvidovre, svarede den anden, begge bedre og tydeligere end før.
Talepædagog havde været et mere passende karrierevalg for denne fallerede livsløgner.

Adjø, kammerat

Min trofaste gamle Krups er tilsyneladende gået helt ned. Den lækker og drypper kun, selvom jeg afkalker den.

Min nye reserveespressomaskine, jeg købte af en Brøndby-fan på Kaninmarked, eksploderede, da jeg forsøgte at redde dagen:

Taksigelse

Ønsk mig tillykke. I dag er det min 5-års fødselsdag her på bloggen. Jeg havde egentlig tænkt mig at holde en fest, men jeg troede, datoen var d. 6. december, så nu når jeg det altså ikke.

Det har været fem år med mange glæder og sorger. Meget har man kaldt mig gennem årene. For et par dage siden var det "nazi i svøb". Men jeg er også blevet kaldt "revisor" og "hippie fra 70'erne". Man har kaldt min mor en luder og meget mere. Og jeg spørger såmænd også mig selv, hvad det hele skal gøre godt for. Hvor er mit fakkeltog, min bronzeplade, min buste på Det Kgl.? Hvorfor er der f.eks. ikke opkaldt en vej efter mig?

Et frygteligt spild af tid, må man sige. Som at blive gennemkneppet af en halvslapt lem under skæren af mange ansigter. Det er ikke en skid værd. Der var en overgang, jeg troede, det var noget, men det er ikke en skid. Denne blog er den sørgeligste undskyldning for et liv, jeg endnu har set. Og hvis ingen andre gør det, må jeg hellere sige det selv: Du er ikke den spermklud værd, din far burde have tørret dig væk i.


Dagens tal er:

Alt hvad jeg har

Jeg er begyndt at skrive min blog igen, og jeg kan godt fortælle hvorfor: Jeg har ingen andre kreative afløb, jeg drukner i arbejde. Sidder bare her hver dag og ser mine drømme falde til jorden som glas og forsøger at styre min lyst til at rime med "i stedet for at knejse på Parnas". Til mine øjne falder ud af hovedet af scrollende tekst. Min hjerne er mos.
– Du er heldig, at du har dit værksted at lave … hvadsomhelst i, sagde min far.
– I stedet for at være på kontor?
Når min hjerne bliver for flad, står jeg op og spiller bold. Eller jeg kan se rundt på mine ufærdige kunstværker og begræde mit manglende mod. En halloween-t-shirt med blod. Mere end jeg har malet i en måned. Sourcet fra Gaddafi.

Vil I høre noget helt ærligt? Alle mine blogindlæg er to uger gamle. Ikke under en uge det sidste år. Jeg tænker på det som en litterær handling fra notesbog til blog, og i længden er det aktuelle skideligegyldigt*). Hvis verden går under, har jeg ikke tænkt mig at liveblogge det, og der er ingen tilbage til at læse det alligevel. Fra køen i Brugsen: WTF, der var en, der sprang over! Kommisen boller flaskedrengen. Hvor er min gin? En strømer knæler og kysser en præsts fødder, og en svans kaster op ved synet.
Er penge snart værdiløse? Ramt af lynet.

*) Mine dagsaktuelle indlæg er de værste.

14 dage og mere til – medieforedrag ved søerne

– Jeg kan ikke gå ind og se Tintin-filmen, fordi jeg er bange for at falde i "den uhyggelige dal" – das Unheimliche Tal! sagde jeg til min niece og forklarede, hvad jeg mente: Tintin er et ciffer, en smiley, hvem gider se ham med rynker og folder? Han ligner en pige. Og Terry ser ond ud.

– Jeg tager det nok ikke på mig så meget som dig, sagde hun. Hun var faldet i søvn på første række til gallapremieren. Fribilletter.

– Det var garanteret, fordi den var for hektisk, sagde jeg. – Har jeg ret? (Jeg forestiller mig en baby, der lukker ned ved sensorisk overbelastning.) (Jeg tror, hun havde tømmermænd.) Hvorfor kan de ikke lave en sjov 3D-film? Hvorfor prøver de at være realistiske? Det fede ved tegnefilm er, at de kan strække og bøje figurerne og skifte deres form og save dem over og dræbe dem (og flere pointer af John K). Det er dér, filmene fejler, og det er dér, jeg falder ned i den uhyggelige dal. Hvor er indlevelsen?

– Har du en blog? spurgte min bror.

– Nej, sagde jeg. – Men hvis jeg havde, kunne jeg skrive om alle mine tanker, og jeg kunne have fans, der fulgte mig og kommenterede.

– Mormor har en blog, sagde niecen. I sin ungdoms flor, det eneste, hun vil, er til udlandet og blive gift med en rigmand. Alt andet end at være her.



– Jeg synes, det er i orden at følge med i, hvad der sker, sagde hun.

– Selvfølgelig. Jeg er bare begyndt at vente 14 dage og se, om jeg overhovedet gider se filmen, når hypen er bruset af. Og det gider jeg som regel ikke – jeg tænker ikke engang på det.



– Kunne du heller ikke lide Toy Story 3?

– Jo, men den var ikke mest sjov. Jeg ville ikke kalde den en komedie.

Jeg tænkte på den første halve time af Wall-E.



Som et eksperiment vil jeg begynde at lytte til andre folk.

Søndag morgen

Jeg rakte ud efter min kone.

– Jeg tager til fitness, sagde hun.

En på humøret!

Ende på volden er bedre end vold på enden.

Endevold:

© Bramming Skytteforening, august 2009.

Jeg har skrævet en vittighed:

– Nej, mormor, ikke sådan en skridttæller!

Hahahaha! Ha!



Forklaring: Mormor kigger på mændenes "pakker".

Emnet: Muligheden for livslang forandring

– Nej, det er ikke fordi du er uenig med mig, det er fordi jeg ikke konstant gider blive fremhævet som negativt eksempel.
Dør: Smæk ("shut", ikke "slam").
Exit: Mig.

Når solen går ud for mine dage

Nu flytter børnene snart hjemmefra, og jeg kan sidde her helt alene og skrige ad min kone, navnlig når hun ikke er her. Nu er jeg snart gammel og kan se ud på træernes nøgne fingre. Når mit kød er smuldret af knoglerne og alle mine minder er brændt, og jeg end ikke er en våd plet på jorden.

Når jeg ikke har nogen at råbe ad, kan jeg lære at holde min kæft.

Min forhud trænger til at blive nulret som gamle æselører.

Her er en poetisk replik: Min æselørede forhud. Google-værdig.

Når jeg bliver for træt til at sluge mit eget spyt.

Jeg fandt på en god åbningsreplik til en roman: "Hold kæft, hvor jeg hader mig selv." Den skriver sig selv.

Eller også var det ikke hold kæft, men noget andet. Jeg skulle have skrevet det ned, med samt de næste otte linier, men jeg var lige i gang med noget. Jeg havde noget over.

Når tapetet ikke svarer, og dørene ikke lukker sig selv. Jeg gider ikke være en gammel mand med en skrivemaskine og en sur cigar, men jeg kan godt lide en veranda i et mildere klima. Du er Bukowski-romantiker, sagde min ven med de dårlige tænder og sit for tidlige grå hår i Willie Nelson-fletninger.

Nej, ikke omkring "det hårde liv", men han skrev godt, også på sine gamle dage, og han var ikke bange for at fortælle den samme historie to gange. Jeg er ligeglad med, hvad der er løgn.

Hans Les Baxter-plader til tørre i kælderen og på bagtrappen efter tyfonen.
Kulturel kompost.
Ved havet med alle flyene.
Muslingeskaller så store som askebægre og kæmpers tånegle.
Han er jeg ved ikke hvor mange år forud.
Jeg drømte om containere fulde af gamle tegneserier i ukendte formater. Skrænten af Louisiana. Ikke til at få med hjem.
Pizza.
Tog toget ud og stod ved stranden, hvor flyene skriger som måger. Kastede en football uden spin.
Selvbilleder skifter som krabbeskaller.
Hvem er alle de folk, der bor her? Hvad laver de? Andet end at sidde i undertrøje foran computeren.

Jeg købte fire sorte t-shirts og en hvid, han skulle ned i kælderen efter. Han gav mig fem dollars i rabat. Hans søn bor i Nigeria, og han sender penge hjem. Er der afrikanere i Danmark? Somaliere, etiopiere. Nigerianere? Jeg ved det ikke. Ost? Vi er kendt for vores mejeriprodukter, Holland, Tyskland, hele vejen op ad kysten.
Ømme fødder.
Alene med store poser billig bomuld.
Jeg farer altid vild det samme sted.

– Er der noget, jeg kan gøre? spurgte jeg min højgravide værtinde.
– Du kan ordne dit hår.

Jeg fik trimmet mit skæg hos barberen før brylluppet. Har du overvejet dreads? Ja, men jeg er i tvivl om, hvilket signal det sender for en hvid. Behold krøllerne foran og hav dreads bagi.
Alt det arbejde.
Mandekultur.
Jeg er mere tilpas blandt en flok kvinder uden så meget sports-tv og håndklaskeri.
To playoff-games overstået, før jeg nåede hjem og fik sovet.

At synge Danmarks pris: Kvindelig statsminister, 87% valgdeltagelse. Folk sorterer selv deres affald om søndagen på forbrænderen.

Jeg glæder mig til en hvid elektrisk fremtid.

Alt det her skal genbesøges.

Hvem skriver jeg til?

Nu, min mor er død, er der ingen at fortælle det gode.

En god, lang brandert. En hvirvelvindstur. Den røde løber er min tunge, der ruller ud.
Giv mig penge for det her, så skal jeg være evigt tilfreds.
Og resten er min egen skyld.
Til døden mig sluger.
Tyve linier billig poesi gennemslået.
Vågner af kedelige drømme.
Genialt liderlig af blød varme.
En tyk strøm af blåt jetliner-lokum vakuumskyller min skalle.
Lad være at se så trist ud, det er bare min sidste drøm.
En bred strøm af ekstatisk fabuleren gennemsmølfer Danmarks-historien som min blå pik.
Mor Danmark, din våde kusse, så kælderkold din røv. At trænge ind er herligt, kom hr. immigrant og prøv. Der sprøjter danske safter om alverdens mørke skafter.

Jeg lovede mig selv ikke at rime, for så skal man tænke på det.

Det er slipperstid.

Hvordan er Danmarks Radios kantine?

Jeg har det bedst, hvis jeg kan gå og fyre pis af hele tiden og blive fodret. Hvor finder man sådan et job?

Hvad jeg ikke gider er, at der bliver stillet krav til en.


Den syngende tjener.

De 98%

98% af alt, hvad jeg siger, er de værste klichéer. En del oversætter jeg fra engelsk, så de er lidt friskere. Jeg er en peppy sprogfilur.


Dagens tal er:

Afgørende forskel ang. social mobilisering

Jeg var til selskab hos min gode, gamle, forhenværende bedste ven, og så kalder hans kæreste til mændene ude i køkkenet:

– Kommer I ikke herind i stuen til os andre?

Det ville en mand aldrig nogensinde gøre.

Ret mig, hvis jeg tager fejl.



For ikke at tale om: Jeg var til polterabend, da bruden og hendes veninder pludselig dukkede op. Ikke bare kunne de ikke selv finde ud af at more sig, vi måtte heller ikke.
Andre folk får strippere.
Ham med hestehalen og shorts var begyndt at se godt ud.

Dagen hvor alle skal more sig

Hjemme fra ferie én dag og vi skændes allerede om nytårsaften.



Bebrejdelser, skuffelser, der går mere end 20 år tilbage i tiden.

– Jeg hader nytårsaften.
Jeg HADER nytårsaften.
Nytårsaften er for amatører.
Nytårsaften er amatørernes aften.
Amatøraften.

– Ved du, hvor mange gange, du har gjort mig så ked af det?

Gæt selv, hvem der er hvem.



Familien er ikke nok sammen.

Dagens tal er

Intermission

...

Sjove vittigheder fra mit nærmiljø

Haha, den her dvd er sjov, fordi den hedder "Dildo":



Haha, det her guf er sjovt, fordi det hedder "Lokum":

Forladelse

Jeg undskyldte over for min kone, at jeg er sådan en taber. Hun mødte mig, før jeg var på vej ned igen.

Det HAR jeg gjort

Min ven firserkoryfæet kom forbi og foreslog, at jeg fotograferede mit gulv. Han syntes, mit maleri var skuffende. Jeg gav ham ret: det er klumpet. Det skulle ligne en himmelsk hærskare, der hvirvler omkring i det post-koperniske rum, men det ligner pøller, der bliver skyllet ud i lokummet.

Her er et foto af gulvet:


Og så forklarede han, hvad "atavistisk" betyder. Det er, når folk bliver tre meter høje, har grøn hud og bor i træerne, haha. Men jeg tror, det var synkronicitet, han mente, at flere folk får den samme idé samtidig. Og jeg, der troede, det betød at genopfinde hjulet.

Jeg skulle aldrig have lukket ham ind.

Se lige

Prøv lige at se størrelsen på den negl, jeg rev af i går efter sex.

Hvem prøver du at narre? Det er bare mig

En kunstner viste mig sit værk: – Og her er Toulouse-Lautrec, og her de tre gratier og her Fredens Dal.

Det var ikke til at se en skid.

Han er altid pisseskæv.


John George Naish.

Kunstnere har altid de her historier om deres billeder, de fortæller sig selv, mens de står og maler dem: – Det handler om dikotomien mellem godt og ondt, symboliseret ved hhv. dukken og håndgranaten.

Som min kone siger: – Et er, hvad du tror, du siger, et andet er, hvad du siger, et tredje er, hvordan jeg opfatter det, du siger.



Det er resultatet af de lange ensomme timer uden selskab uden for sit eget hoved. Har jeg fortalt, at jeg vil starte et internationalt Skype-selskab af kunstnere, der kan lide at sludre, mens de arbejder?

Det kan være meget rart at slå den sludrende del af hjernen fra eller beskæftige den, ligesom når man laver telefontegninger.


Jackie Treehorn.

Kan det passe, at der er en gruppe kvindelige kunstnere i Kbh., der godt kan lide at mødes og snakke, mens de maler?

Noget for

Jeg malede, indtil der kom ren form ud af min pensel. Hvert strøg var et levende væsen. Og så holdt jeg frokost.

Sand historie

Jeg har ikke vasket min kaffekop op i år.



Jeg opdagede, at jeg har gået i de samme to skjorter i fem år. Det gjorde mig sørgelig til mode. Min sidste yndlingsskjorte er fra før 9/11 (ikke afbildet).

Jeg har haft dette lagen hængende til at tørre mine fingre i siden 2005.

Det stirrede op på mig og var grønt i siden

En kunstner smed et 30 år gammelt selvportræt ud i dag. Jeg så det i skraldet. Det var noget værre lort.