
Men så krævede hun noget af mig, og vi begyndte at skændes og råbe:
– Jeg kender dig.
– Du skal ikke psykologisere mig.
(Jeg lå under dynen og pruttede af ophidselse.
– Her lugter af lort, sagde hun og gik ned i fitness.)
(Lidt efter kom min svigerinde uanmeldt ind fra provinsen.)
Alligevel har jeg dog ikke tænkt mig at opgive mit projekt. Fra nu af læner jeg mig tilbage, lytter og ser, hvad der sker, lige meget hvor kedeligt og bittert det er. Jeg må ikke bare opfatte andre mennesker som de voksne i Peanuts – abstrakte horn: wah, wah, wah, som menneskesnak for hunde (se fig. t.h.) – noget, der skal overstås, før jeg selv kan begynde at tale igen.
***