Let rallen

Jeg er døden nær. Hver dag er som at starte forfra. Jeg har ikke gang i noget. Alt omkring mig dør og visner. Falder om og forgår. Uden et blik. Jeg er knasende vissen, en udbrændt mumie. Mit liv er den sørgeligste undskyldning. Der er ikke mere, jeg kan bilde mig ind. Jeg står på den fladeste bund blandt døde fisk. I stumper. Var der noget, jeg ville? Jeg når det ikke. Min død banker på, mens mine hænder visner som sorte bananskræller. Der er i det hele taget meget, der visner. Hvad det end var, jeg ville, kan jeg godt glemme det. Alting er ufærdigt eller aldrig begyndt. Jeg kan kun se det i glimt ud af øjenkrogen, mens jeg har travlt med at spilde mit liv med noget andet. En flig af et skørt i en døråbning. Mine gamle regnvåde drømme. Et spøgelse af nærvær. Evig uforandret håbløshed og splid. Alene et sted mellem uviljen og ugideligheden.

Mærkedag

Der er i dag 20 år siden, min daværende kæreste, nu kone, sagde til mig: – Fortryllelsen forsvandt.



Jeg var vendt tilbage med nyt hår.

– Har du savnet mig? sagde jeg.
– Ja, sagde hun.

– Se min nye, seje læderjakke, sagde jeg.
– Jo, den er sej.
– Se mine nye, seje ørkenstøvler, sagde jeg.
– Nej, de er ikke seje.

Det var begyndelsen til et langvarigt, lykkeligt forhold.

Garanteret gældfri

Hvis man har et valg mellem at betale nu eller senere*), ville jeg sige senere. For hvad nu, hvis man dør i mellemtiden? (Så kan det være lige meget. Så har man sparet de penge.) Af samme grund skal man ikke tage sorgerne på forskud.

*) Ikke noget dramatisk, bare en biblioteksregning f.eks. Jeg taler ikke om sådan noget afbetaling. Jeg afskyer og frygter gæld.

PS I det hele taget mener jeg, det er bedre at tage skraldet senere.

Hjemmelavet (med Dajm)

I stedet for at arbejde i går holdt vi et møde og spiste en islagkage.

Jeg fik tre stykker.

Drømmen om ingen husleje, del III

En filmfyr, jeg kender, tilbød mig sin lejlighed i London – i et godt nabolag, med flodudsigt – mens han er i New York. Jeg har selvfølgelig ikke noget at bruge den til, for jeg skal sidde her og langsomt dø. (Men min drøm er at sidde dér og skrive min roman*) færdig og flanere i gaderne og spise flan i trattoriaerne og studere i læsesalen på British Museum.)

*) eller i hvert fald ét haiku

Jeg plejede at synes, London var åndssvag, fordi det ikke var New York, men nu kan jeg godt lide den. Jeg har foreløbig nægtet at tage til Berlin. Barcelona er en mulighed.

Hver anden dag modtager jeg propaganda-mails fra de her discount-flyselskaber (Norwegian: Bratislava 199,- kr.!) og får så inderligt ondt i hjertet.

Ude

Jeg gider ikke gå på arbejde i dag. Hvad forskel gør det, om jeg sidder her eller der og falder i søvn?

Hjemmets indretning

Vi har aldrig købt så mange møbler som sidste år, og vi har aldrig haft det så elendigt.

Nu, hvor vi har fået en ny, stor seng, kan vi ligge endnu længere væk fra hinanden.




For at redde vores ægteskab har vi bestemt os for at købe en enormt stor, lækker espressomaskine.

Og så brokker hun sig over, at jeg aldrig er hjemme

Sandheden er, at du gør livet så surt for mig, jeg aldrig gider være derhjemme.

Hvad hedder den film, hvor manden kommer hjem, så brokker konen sig noget mere, og så går han igen?




Det er ikke Odysseen.


- Posted using BlogPress from my iPhone

Fængslende glæde

Jeg takker dig, gud, fordi julen er omme.*) Ikke mere skal der dikteres, hvad man skal: nu skal der tændes et lys, nu skal du drikke mere end nogen anden dag på året. Nu er jeg fri. Fri til at forlade hjemmet hver dag uden dårlig samvittighed. Fri til at lukke mig inde og være mig selv. Fri til at planlægge ferier uden familien.**) Fri til at sidde og kratte mig i mit brune røvskæg, mens de forbrændte fugle falder ned fra himlen som flaksende døende fakler.
Flammende fakler af flaksende vagtler.


*) Tak gud, fordi du har skabt muslimerne, der holder åbent, når andre har lukket.
**) Arbejdsferier.

Tal til mig

Vi havde en alvorlig snak om vores problemer,
mens de bollede ovenpå.

Det lød som mus i en usmurt trædemølle.

Live fra lokummet

Det er nytårsaften, og jeg har lukket mig inde på lokummet. Min kone synes ikke, jeg er morsom.
- Jeg er ked af, at jeg optræder så prominent i dit sansefelt, som sådan en blævrende æterisk manifestation, du helst ville udradere. *)
Hun nægter at have øjenkontakt med mig – i dagevis – og når jeg griber fat i hende, vrister hun sig fri. Jeg bliver vanvittig. Jeg kan ikke komme igennem til hende, og børnene er der hele tiden.

Jeg er parat til at blive optaget i en kult, bare det at nogen ville lade som om, de kunne lide mig.

*) Autentisk citat.

UPDATE:








Faces, min nytårsdagsfilm 2010.

Jeg klarer mig nok

Min kone har købt beskyttelsesbriller til alle i familien undtagen mig.

Pli

***
Er det okay at spise et stykke mad, man har haft siddende mellem tænderne, hvis man spytter det ud på arket med lyrik, mens man øver sin rap? Et stykke dadel f.eks.

Jeg ville ikke spise de stumper*), der sidder på spejlet, efter jeg har trådet tænder. Er der noget tilsvarende 3-sekundersreglen i denne situation?

Ikke at det kommer nogen andre ved.

*) gerne hvide

Hvad hvis man er ude? Skal man samle det op på fingeren eller pænt lade det ligge?

Skal man sidde og tænke på det her, mens verden brænder? Skal man sælge sine ejendele og gå ud i ørkenen? ("Hvor er far?" "Han har mistet forstanden og er blevet profet." "Sejt! ... men jeg savner ham." Andet barn: "Go'e gamle far." "Han var nu god nok. På sin egen måde. Den stakkels gamle tosse. Hvad mon han laver nu?") Klip: Faren vifter gribbe væk og kaster sten efter hyæner, mens han forsøger at spise sin iguana i fred. Jeg ville ønske, jeg havde taget en bog med, tænker han. Han ridser sine tanker på en sten. Det tager lang tid, så han må tænke sig godt om. Med disse tavler, tænker han, skal jeg vende tilbage og fortælle dem en ting eller to. Eller ti. Så vil de fortryde, at de behandlede mig så slet. Han fryser om natten på sit leje af tidsler og finder en hule med en bjørn, han kan putte sig ind til. – Nej, jeg er ikke en laks! Forår. Han er visere nu, og hans skæg er langt. Hans krop er benhård, muskuløs og solbrændt som bronze eller garvet læ'r. Han misser med øjnene mod solen, er det sandt, hvad han ser? Kan det virkelig passe? En rumlen på horisonten og en støvsky i den flimrende hede: en campingvogn. – Mon det er min familie, der er taget ud for at lede efter mig? Nej, de sidder nok hjemme med deres nye far, der har gidet købe dem en PlayStation4. En ingeniør eller noget andet pålideligt, eller værre endnu: en succesrig kunstner. Jeg må hellere tage mine tavler og gemme mig bag denne klippeblok. Så for satan, det er Lone Kühlmann. Her er mit snit til at få medieopmærksomhed og proklamere min nye trosretning. (Højt): – Lone! Hør efter, jeg har set lyset!

Nu smiler jeg godmodigt fra Jumbotron'en i Times Square. Verden har fattet mit budskab. Våbnene er kastet. Ingen lider nød, og der er rent drikkevand og sulegodt til alle. "Hvad er der til dessert?" Det er der også, kære børn. Jeg har tænkt på det hele.

***Send 10 kr. til følgende adresse, og lyset vil også skinne på dig. 10 kr. pr. bud altså. Bestil så mange bud, du vil. Prisen er god.***

Hurra! Hurra! Vi har set vejen. Aldrig har verden været så god! Aldrig har den været så skøn og så grøn. Tag hinanden i hænderne og råb et højt hurra! Han længe leve! Hurra! Hurra! Hurra!

Alt er godt, når det slutter med Hurra!

Hvad ser jeg her? Koden til a-våbenlagrene? Dem tager jeg. Hurrrraaaaaa!

Mere her
***

Lige meget hvad

***
I år var året, hvor jeg for alvor måtte forlige mig med tanken om, at mit sexliv er omme og jeg aldrig bliver lykkelig.


***

Noget job

***
Jeg havde glemt, hvad det var, jeg skulle i dag, og nu kommer jeg pludselig i tanke om det. Fuck!



Jeg har også fået lus igen.
***

Knusende tyngde

***
Jeg er vågnet med dårlig samvittighed hver dag i denne måned, fordi jeg ikke har fået sendt julekortene ud.


***

Vrede læsere tager til gaderne

***
Ind i mellem er der en læser, der siger til mig: Tag dig dog sammen, mand. Stop det klynk.

Men jeg har ikke tænkt mig at tage mig sammen. Og når mit klynk stopper, stopper bloggen.

Så vil I savne mig. Åh, hvor er mit klynk, når jeg trænger til det? vil I sige. Så er det jer, der vil klynke.

Folk vil gå gennem gaderne: Klynk! Klynk! Klynk! Klynk! Vi vil have noget mere klynk!

I vil kun have det klynk, I selv laver.

I mine drømme.

Så vil I se, hvor sjovt det er.


***

Blod

***
Hold kæft, kan jeg ikke være til familiejul uden at få at vide, at jeg skal holde min kæft? Og blande mig udenom. Helst bidskt.

Hvad er det med folk, at de skal snakke om, hvad de har set på TV?

Jeg har ingen steder hjemme.


***

Altid inden for rækkevidde

***
Når jeg er allermest nede, som nu i julen, kigger jeg fortrøstningsfuldt over på mit barberblad, min strikke og min Glock og tænker: så længe jeg har jer, mine venner, er der altid en udvej.


***

Jeg må hellere tage mig noget frokost, før jeg dør

***
Jeg er glad for, at jeg er i live, jeg er glad for, at jeg ikke er død, tænker jeg, mens jeg puster røg på mit spejlbillede.


***