VARMT VAND – Mandejammer: Nu med kontroverser!

***
Sidste år flækkede jeg af grin over en annonce (nu nødtørftigt censureret) for en "psykoteraprut" i Frederiksberg Bladet og valgte at dele den med resten af verden.



Nu har jeg fået denne kommentar:

Anonym sagde...

Jeg skriver til dig angående den annonce som var i Frederiksbergbladet d. 5/6 2007 og som siden d. 11/6 desværre har ligget på mandejammer. Det har haft, og har stadig konsekvenser for mig, såvel i mit proffesionelle som i mit private liv. Når folk søger på mit navn dukker mandejammer op som den første med mit navn i teksten.
Jeg kan oplyse dig at jeg er ganske uskyldig i denne himmelråbende fadæse.
Det er avisen der har sjusket og fejlet, hvilket de har beklaget meget, men det hjælper jo ikke mig ud af denne pinlige og ubehagelige situation. Jeg føler mig personlig angrebet og hængt ud af dig.
Jeg har haft kontakt til IT-politiet, og de har foreslået at jeg af denne vej be´r dig om at slette omtalte annonce fra din blog. Jeg håber derfor at du vil udvise hensyn.

Hilsen (Navn tilbageholdt af redaktionen).

26. juli 2008 21:21:00 MEST

Jeg kan godt se, hvad hun mener med at blive hængt ud, og så af mig der under dække af anonymitet mener at kunne sige, hvad det passer mig – det er hele ideen – men på den anden side kan jeg ikke lide at blive truet med "IT-politiet", som jeg aldrig har hørt om. (Det sjove er, at hvis jeg bare havde kopieret annoncen og bragt den på tryk i et "fanzine" f.eks., var den sunket og aldrig blevet fundet igen, men her på nettet har den fået evigt liv.)

Hvad skal jeg gøre? Jeg vil gerne være flink, for sådan er jeg, servil til det sidste, men hvad med ytringsfriheden (det er ikke mig, der har fucket teksten op, jeg viderebringer den bare), og hvad med det, at det faktisk er sjovt (for alle andre end den, det går ud over)?

Nogen holdninger?


*

Og hvordan kan jeg vide, at det er den rigtige (Navn tilbageholdt af redaktionen), der skriver til mig?
(Til gengæld ser det ud som om, at jeg har fået en læser til.)
***

Man skænkede mig en vision, da jeg stod ud ad badet

***
Bauhaus-logoet dukkede pludselig op på min væg. Se selv om det er løgn hvad jeg siger:



Til sammenligning:



Eller også er det Påskeø-manden, whatever.



Deres nye plade er for resten ret god, hvis man spørger mig. Jeg hørte den først på radioen uden at vide hvad det var, og den lyder ny og som Bauhaus, så det er jo godt. Mine to foreløbige yndlings-tracks er Remains og Black Stone Heart (eller også er det Undone), der tydeligt illustrerer bandets fortsatte rumsteren i spændingsfeltet mellem pop og avantgardisme, der trækker i dem fra hver sin ende, som ludere i Istedgade.
(Fantastisk bas for øvrigt også, herligt med lyden af en ægte streng til en forandring.)



Bauhaus: Go Away White. Nu i handelen, og det har den været et stykke tid.
***

Ondt i struben

***
For en uge siden skulle jeg gribe min datter (8 år, 32 kg), der sprang ned fra hvad hedder sådan en søjle ved siden af et hegn, og første gang gik det fint, selvom det var for højt, men anden gang trak hun knæene op under sig og ramte mig lige i strubehovedet. Jeg har haft ondt i struben siden. Nu, hvor jeg ligger og forsøger at læse den nyeste Douglas Coupland, de havde på biblioteket (JPod, brillante popkulturelle meningsudvekslinger blandt arbejdskolleger skiftevis med utroværdige "skøre" familieskærmydsler à la John Irving Junior, god grafisk poesi som buffer – jeg er misundelig på ham og alle andre indfødte nordamerikanere for deres flydende reklamesprog, men ikke nok til at det skal ødelægge min nattesøvn, bare blitzglimt af uopnåelig længsel), venter jeg, at hun banzairåbende skal kaste sig over mig og permanent beskadige min rygsøjle (og ikke kun for mig jeg gruer – forestil jer hendes livslange skyldfølelser).

* * *

Jeg må nu rykke hynderne for tredje gang for at kunne blive liggende i skyggen af blommetræet (delvis mirabelle).

* * *

Den store parasol er lige væltet (12 fod væk).

***

Flappeløsning

***
Jeg kan ikke se, hvad der står på min laptopskærm, når jeg sidder udenfor, men det hjælper at tage et lagen over hovedet, som nu.


***

Nationalhad

Jeg begynder at hade Danmark, så snart jeg står i lufthavnen, den udenlandske, og hører de første danske stemmer, altid jyske. Mit had vokser sig enormt, når jeg er landet i Kastrup, først udtrykt ved sarkasme siden indesluttet bitterhed, der nu har varet i tre dage. Jeg kan ikke engang kigge op på den skyfri, melonfarvede aftenhimmel uden at tænke, hvor jeg dog hader alting. Beklager.

En dødbringende, kronisk sygdom, der er til at leve med

Folk siger altid, at diabetes, det kan man leve med. Praktisk taget hver eneste person, man taler med, siger det. (Jeg har en datter med type 1.) Nu har den amerikanske diabetesforening startet en kampagne, der skal gøre opmærksom på, hvor alvorlig en sygdom diabetes er, og hvor dødelig den kan være. (Jeg gyser ved tanken om de mulige følgevirkninger: se bare stakkels Rune Kidde, Danmarks Homer.) Før i tiden gik PR’en ud på at normalisere diabetes.

Så jeg går ud fra, at den danske diabetesforening vil gøre noget lignende inden længe. Og det tror jeg er en god ting, men jeg kan ikke lide at tænke på det.


PS Vi var på hospitalet i dag, og der var tale om et mindre tilbageskridt. Man kan ikke holde ud, at der er noget galt med ens barn.

Trafikulykke på en blæsevejrsdag

***
Er der nogensinde nogen, der er død, fordi de har fået deres eget skæg i øjnene?

I en trafikulykke f.eks. på en blæsevejrsdag.

Hvad tror du?



Man kan også forestille sig en, der sluger sit eget skæg og dør. Mon det er sket?



(Jeg er ved at anlægge mig et sommerskæg. Heraf måske disse overvejelser.)
***

Jeg skulle have ladet cyklen stå

Jeres udsendte medarbejder kastede op på sin hånd på vej hjem fra Vega, og hans kæde røg af foran Børsen. Da han skulle på igen, fik han ikke svinget benet ordentligt over cyklen og væltede efter at have roteret 270 grader.

Åh åh, hver pedalleren på den alt for lille lortecykel var en overvindelse. Hvor fokuseret han stirrede frem for sig for ikke at vælte og dø. Hvor velsignet at stavre ind ad døren og uopfordret blive begunstiget med en balje ved sengekanten.

Endnu en nat overlevet.

Vold mod børn

***
– Vold avler vold, sagde min datter (11), da jeg nev hende. – Vil du også have, jeg skal nive mine børn en dag?
– Jeg er ligeglad, sagde jeg. – Gør hvad jeg siger.


***

Svigt og forræderi

***
Hvis min kone nogensinde opdager denne blog (jeg mener: når), er jeg bange for, at hun vil opleve det som et kolossalt forræderi, og hun vil have ret. Hun vil blive ked af det og sikkert også sur.

Det er helt sikkert åndssvagt af mig at udlevere hende uden hendes medvidende eller samtykke (som om jeg kunne med). Men i virkeligheden handler det jo mest om mig. Det er min blog, og jeg har brug for at ventilere, det er tydeligt. At få lortet ud, hvor jeg kan se det. Hvad det så rager andre er et godt spørgsmål.

Det føles underligt og fordægtigt at tænke på min blog og ting at skrive, når vi er sammen, eller luske mig ind i det andet værelse og skrive den dér eller sidde i samme stue og blogge med skærmen på den bærbare tiltet behørigt væk.

Da jeg startede denne blog, tænkte jeg: Det kan jeg gøre et år eller to og se hvad der sker. Nu er de to år snart gået. Og hvad så? Kan jeg holde op igen, eller vil omstændighederne tvinge mig til det helt af sig selv?

I øvrigt ved jeg ikke, hvor meget af det, der handler om min kone, er relevant for denne blog, eller om det kunne undværes. Min plan er at bryde ud og lave en rigtig hjemmeside for mig selv, hvor jeg kan skrive om andre ting, end de ting jeg ikke kan skrive om.

Det forekommer mig i længden mere konstruktivt.
***

Åndenød

Jeg kan ikke trække vejret. Men det er ikke eksistentielt, det er fordi her er indelukket.

Svært utilnærmelig

***
Jeg prøvede a konversere min kone over aftensmaden i dag, men hun gik sin vej.
Jeg sagde: – Jeg sætter mig lige ud til dig. Jeg lover ikke at sige noget eller snakke til dig. Du skal nok få lov til at sidde i fred. Jeg er straks færdig.
Og så:
– Jeg kan ikke have, at du ikke svarer eller siger noget, at mine ord bare får lov at hænge og dingle i luften på den måde.
– Jeg har svaret.
– Hvad? Det hørte jeg ikke. Hvad sagde du?
– Jeg sagde mmm.
– Tror du, du kunne nedlade dig til at tale til mig med andet end enstavelsesord eller rigtige ord endda?
– Jeg ville bare sidde i solen lidt, sagde hun, og så gik hun.

***

100 sammenhængende ord

***
Jeg tror ikke jeg har talt 100 sammenhængende ord med min kone, siden børnene fik sommerferie. De er sent oppe, og der er ingen tid til overs. Hun er heller ikke udpræget snakkesalig, men sfinksagtig i sin tavshed. Min talestrøm holder inde, når jeg ikke tror, der er nogen, der hører efter. Kald det pludren. Er det bedre ikke at sige noget? Det er hvad, det ender med. De mindste ord, den uskyldigste sætning kan eksplodere i rummet eller falde til jorden som krystalglas (eller rasle som skruer på en metalbakke i en domkirke, som Tom Kristensen nogenlunde sagde) under de omstændigheder.

Kontrasten til lutheransk tavshed er middelhavs alle-taler-i-munden-på-hinanden. Det foretrækker jeg. Jeg kan godt føre tre samtaler samtidigt og lytte til andre, mens jeg selv taler. De eneste, der taler her, er børnene, og de taler nonstop. Hver dag er fødselsdag i børnehaven med sodavand ud af næsen og barnagtige latterkor.

Kan det egentlig kaldes ferie, når man er sammen med de samme mennesker, man altid er sammen med, bare et andet sted henne? Er ferie bare manglen på arbejde?

Hvis jeg skal være ærlig, foretrækker jeg, at alle dage er ens. Så kan man selv vælge. Ingen helligdage, ingen dage hvor alting er lukket. I går fandt jeg ud af, at Metroen ikke kører efter kl. 00:56 eller tidligere, det var det tidspunkt jeg stod der med mine lufthavshjul og hadede København for at være sådan en lille lorteby, der lukker om natten. Det er det gode ved nettet, at det aldrig lukker.

– I morgen vil jeg tage mine børn ned at svømme, lovede jeg mig selv, mens jeg trillede min taske over for at finde en taxa.
***

Mit liv er blevet til en lang oprydning

***
Min lejlighed flyder, mit kolonihavehus flyder, mit værksted flyder. Hver gang jeg kommer et af stederne hen, er der noget nyt galt.



Jeg har ikke styr på en skid.
***

Gennembrud — TransSilvania style

***
Jeg var i Silvan og i stedet for at købe det billigste, købte jeg det, jeg havde brug for.



Hvor mange gange skal jeg lære, at det ikke kan betale sig at købe billigt værktøj?
***

Alene for evigt

***
Jeg havde en fantasi om, at min kone havde forladt mig, men så var hun bare taget i Kvickly.



Kvickly – hvilken bastard af et navn. Hvis de fjerner Q’et, hvorfor beholder de så c’et og y’et?
Tak.
***

Kreditsekvensen

***
I aftes var det meningen, at familien skulle se Spiderman 3, den onde, sorte Spiderman, Så siger min kone: – I må ikke begynde uden mig.
– Det er kun kreditsekvensen, siger jeg. Jeg troede, vi kunne gå lidt ud og ind af den. Jeg har svært ved at tro, at man går glip af noget.

Og herfra begyndte skænderiet*), og jeg mistede humøret. Mens de andre sad indenfor og så film, sad jeg udenfor og skrev på computeren og ventede på, at mit overlangsomme Sonofon mobile bredbånd loader en side, og klaskede myg.

Vi har bestil billetter til en ferierejse, men jeg gider ikke mere. Jeg har mistet humøret.

Jeg kan få det indtryk, at min kone reelt ikke er interesseret i mig, andet end det ved mig, der vedkommer hende eller familien eller ting i huset, hun ikke kan finde ud af.

Den gode kvinde fylder hele huset som en skizofrens personlighed. Hun ved ikke, hvor hun selv ender og resten af verden begynder.

Jeg kan ikke være her.

Jeg har ikke lyst til at snakke med hende, jeg har ikke lyst til noget. Det er hvad der sker.


*) –Du skal ikke hidse dig op.
– Nej, du skal ikke hidse dig op.
***

Ludermor

Jeg troede, der var nogen børn, der råbte "ludermor", nogen færinger, men det var bare "kluddermor", og det var mine egne.

To konger (inden for en time)

***
Min kone er kommet hjem fra Roskilde, så nu kan hun bestemme det hele igen.

Jeg har et par indretningsforslag, men dem kan jeg godt glemme. Det har vi talt om siger hun. Det var vi blevet enige om ikke fungerer, siger hun.

Hun tysser på mig foran børnene.

Jeg er helt vildt liderlig, men dette er dybt anstrengende.

Hun tager derned igen i morgen. Det eneste jeg kan tænke på er, hvordan jeg selv kommer væk.
***

'Når man sidder i græsset føler man sig fri'

***
Min datter (8) spurgte: – Kan man blive mere fri end at blive til tusind sommerfugle?



Og min hjerne ræser for at prøve at huske, hvad hun siger, mens jeg giver hende hendes insulin.
***

Mine folk i felten

***
Min kone sender mig lydbilleder fra Roskilde. Hun siger ikke noget. Hun ringer bare og holder telefonen op mod scenen og råber WUUU! WUUU! Det lyder ad helvede til.

Nu vil jeg sove og kramme hendes pude, ellers kan jeg ikke.



(I går)
Strømforsyningen til min bærbare er gået i stykker igen, så jeg kan ikke engang dele det her med verden. Børnene sover. Strømmen er gået i halvdelen af huset, men ingen speciel halvdel, det er her og der og rundt omkring, intet system. Jeg orker ikke at gøre noget ved det.

Jeg ville slappe bedre af, hvis der ikke var noget jeg skulle. Resten går nok, selvom jeg føler mig som børnenes slave eller tjener.



Don N sender mig SMS’er fra Roskilde. Først siger han der er støvet og han føler sig gammel, så efterhånden som han får noget at drikke, bliver beskederne mere løsslupne, indtil det ender i homoerotik.

Jeg er fuldt dækket ind fra festivalpladsen.

Hygge, MJ


PS Jeg ønsker mig en Rothko til kolonihaven.

Æstetisk uvenner

Fra linernotes’ene til Morton Feldman: For Philip Guston:

Feldman var ven med Guston og dedikerede flere af sine kompositioner til ham, men da Guston holdt op med at male abstrakt og blev figurativ, opfattede Feldman det som "æstetisk forræderi" og "deres venskab tog skade". Sådan var det altid engang, at folk blev uvenner over æstetik. Hvorfor er det aldrig sådan mere? Eks.: John Kørner til Tal R: – Jeg vil ikke være din ven mere, fordi du maler abstrakt!

I flux

I stedet for at lave min skat i dag, har jeg malet det værste flip. En faux Picasso, jeg tvinger mig selv til at lave skygger. Jeg er fuldstændig ligeglad med, hvad det ligner, og om det bliver godt eller dårligt. De har udskudt afleveringsfristen for den udvidede selvangivelse til d. 3., så jeg udnytter ventetiden med at flygte.


Lidt som det her (George Condo), men mere som Ejler Bille krydset med Big Daddy Roth. (Jeg vender maleriet sidelæns for at være på tværs.)

• Jeg er opslugt af tanken om altings endeligt.
• Jeg har siddet fast i den værste sump i 100 år.
• Jeg får skældud, når jeg kommer hjem, for jeg har ikke ringet, og jeg har glemt min telefon. Det er prisen for ekstase.
• Jeg har ikke fået frokost eller middagsmad, vådt eller tørt.
• Ingen konklusioner i dag, bare udrinden.

***

Fars nerver

***
Første dag af sommerferien, og fars nerver står allerede på højkant. Børnene gør ikke, hvad jeg siger, og min kone irettesætter mig. En hel måned uden tid til mig selv, og det er ikke engang begyndt at regne endnu.