Sidste år flækkede jeg af grin over en annonce (nu nødtørftigt censureret) for en "psykoteraprut" i Frederiksberg Bladet og valgte at dele den med resten af verden.
Nu har jeg fået denne kommentar:
Anonym sagde...
Jeg skriver til dig angående den annonce som var i Frederiksbergbladet d. 5/6 2007 og som siden d. 11/6 desværre har ligget på mandejammer. Det har haft, og har stadig konsekvenser for mig, såvel i mit proffesionelle som i mit private liv. Når folk søger på mit navn dukker mandejammer op som den første med mit navn i teksten.
Jeg kan oplyse dig at jeg er ganske uskyldig i denne himmelråbende fadæse.
Det er avisen der har sjusket og fejlet, hvilket de har beklaget meget, men det hjælper jo ikke mig ud af denne pinlige og ubehagelige situation. Jeg føler mig personlig angrebet og hængt ud af dig.
Jeg har haft kontakt til IT-politiet, og de har foreslået at jeg af denne vej be´r dig om at slette omtalte annonce fra din blog. Jeg håber derfor at du vil udvise hensyn.
Hilsen (Navn tilbageholdt af redaktionen).
26. juli 2008 21:21:00 MEST
Jeg kan godt se, hvad hun mener med at blive hængt ud, og så af mig der under dække af anonymitet mener at kunne sige, hvad det passer mig – det er hele ideen – men på den anden side kan jeg ikke lide at blive truet med "IT-politiet", som jeg aldrig har hørt om. (Det sjove er, at hvis jeg bare havde kopieret annoncen og bragt den på tryk i et "fanzine" f.eks., var den sunket og aldrig blevet fundet igen, men her på nettet har den fået evigt liv.)
Hvad skal jeg gøre? Jeg vil gerne være flink, for sådan er jeg, servil til det sidste, men hvad med ytringsfriheden (det er ikke mig, der har fucket teksten op, jeg viderebringer den bare), og hvad med det, at det faktisk er sjovt (for alle andre end den, det går ud over)?
Nogen holdninger?
*
Og hvordan kan jeg vide, at det er den rigtige (Navn tilbageholdt af redaktionen), der skriver til mig?
(Til gengæld ser det ud som om, at jeg har fået en læser til.)
***