2024 - Lad festen begynde

2024ende indlæg. Jeg havde regnet med at være en dansk kulturinstitution på dette tidspunkt, en original stemme i tiden der blev nævnt af hippe kändisser i interviews i livsstilsmagasiner på spørgsmålet: Hvem er din yndlingsforfatter? "Mandejammer," skulle de svare for derved at prunke sig med deres insiderviden. Men det er der vel lige så stor chance for, som at de siger: Johannes V. Jensen. Snakken på gaden ville gå: Hvem er denne Mandejammer? Har du hørt, hvad han skrev i dag? Det er så intenst og dybfølt. Jeg får gåsehud. – Også mig, ville jeg sige, – hæhæhæ, når jeg gik forbi de tætsammenklyngede grupper af danskere fra alle ender af livet. Kedelige typer ville citere mig, men ville de kreditere mig? Jeg tror det næppe,
men hvis blot én
har tænkt på mig, mens de var i gang med at knæppe,
er det hele besværet værd med at trille denne Sisyfos-sten.
Hvis blot én har tænkt på mig, mens han/hun sad og sked,
er det grund nok til, at jeg bliver ved.

I mellemtiden rasler mine læsertal ned. Og tror fanden, det eneste, jeg skriver om, er at skide. Jeg har færre læsere nu, end da jeg begyndte. Jeg burde promovere denne blog, men hvordan? Jeg gider ikke sætte klistermærker op nede foran Blockbuster. I Wm. Gibsons seneste roman er hovedpersonen på jagt efter en tøjdesigner, der er så eksklusiv, at ingen ved, hvem hun er, men alle rockstjernerne vil have tøjet. Det er den position, jeg forestiller mig at indtage. Udsøgt, en overset perle i
København, tillad mig selv at forherlige
mit navn: Jammermand
Det har klang af bautasten og bølgebrus
af skummende, skålende øl i krus,
der tømmes dagligt over det ganske land,
en velsignet bryg der styrker forstand
fra Amalienborg til det laveste husmandshus.


Mandejammer – et godt glas læskende velvære.

2023

Øv, jeg glemte at fejre mit indlæg nr. 2000. Dette er mit indlæg nr. 2023, og det er uden at medregne de indlæg, jeg slettede, da Donzo opdagede, at jeg havde udhængt vore samtaler uden hans tilladelse, og kunne se, hvor banal hans ende af samtalerne var, men det er også lige meget. Nu er jeg nødt til at vente, til jeg når indlæg nr. 2222. Til december har jeg blogget 5 år, medregnet afbrydelser og sabbat for at sørge og more mig/leve, hvis jeg holder så længe. Jeg tror, jeg annoncerede mit første selvmord for fire og et kvart år siden. Ikke at der er nogen, der tager sig af det længere, ærgerligt nok. Men I vil savne mig, kan I godt forberede jer på, når jeg ligger der, og vandet i badekarret farves lyserødt. Faktisk ved jeg godt, hvordan jeg ville begå selvmord. Det stod i en ungdomsbog af ham der svenskeren med alle pornoscenerne: Jeg ville drikke en flaske whisky og svømme så langt ud, jeg kan. Donzo har også læst den – og alle andre bøger, virker det som, der læses med én hånd og kunne fås på kommunebiblioteket sidst i 70'erne – og jeg kan ikke lide at skrive det her, for jeg frygter, han gør alvor af det. Han er så skrøbelig.

Jeg er allerede i gang med at skrive min 5-års jubilæumstale, der går sådan her: I 5 år har jeg blogget, og i den tid er folk omkring mig døde, har fået støtte af Filminstituttet, skrevet romaner, blevet overlæger, kommet i The New York Times, men jeg har ikke rykket mig en meter. Ikke en tomme. Jeg sidder præcis, hvor jeg sad for fem år siden. Det er kun jordkloden, der har bevæget sig. Ikke en nanometer er jeg afveget fra min geosynkrone livsfælde. Kan du høre mig, Major Jamsemand? "Hvad?" Glem det.

Jeg ville ønske, jeg kunne sige at jeg var blevet klogere, men det er jeg ikke. Jeg har lige så lidt lært, som jeg har udrettet. Hvor er det dog nedslående, når jeg tænker over det. For læseren er det vigtigt, hvis der sker noget livsbekræftende ind imellem, så lad mig tænke over, hvad det mon kunne være. I behøver ikke læse det her, jeg tænker stadigvæk. Satans, der er intet, jeg kan komme i tanke om. Hvor fattigt. Jeg finder på noget inden december, og så fejrer jeg det med et knald. Hvis I ikke hører fra mig, er det, fordi jeg har det godt eller er død. Og min blog vil fremstå som et overgroet gravsted, der langsomt kvæles af ufiltreret spam og læsersvigt.

Svaret på 'hvad giver man manden der har alt?'

Min datter (10) svarede på det ældgamle spørgsmål: Hvad giver man manden, der har alt?

– Man giver ham noget mere af det, han allerede har.

Meget logisk.


Mit lille geni.

Opdateret – næste morgen

Der var ikke den store motivation for sidste indlæg, andet end at jeg havde lyst til at bringe min fiffige Gaddafi-GIF, nu den var fra samme dag. Men jeg har haft Al Jazeera English kørende i ugevis hvert ledigt øjeblik og er fuldstændig forgabt i det mod, mennesker udviser i verden for tiden. Al Jazeera har en god uamerikansk, ikke-vestlig vinkel på begivenhederne. Det føles rart at se arabere på en anden måde.

Det er ligesom at tune ind på et følelsesmæssigt barometer eller en følelsesradio, der påvirker en. I morges tudede jeg mine briller til over opvasken, fordi en ung libysk kvinde i eksil så så godt ud og var så artikuleret og engageret (foto mangler desværre). Kald mig bare et gammelt fjols.

Jeg kan kun forestille mig det i forhold til de danske frihedskæmpere under WWII. Det, de er med til, husker de resten af livet.



PS Hvad hedder "there's strength in numbers" på dansk? Sammen er vi stærke?

Opdateret

Verden kan forandre sig. Man kan lave sit liv om.

NEDSTYRT DIN INDRE DIKTATOR! BRÆND DIT INDENRIGSMINISTERIUM OG FRIGIV DINE INDRE POLITISKE FANGER!


– Blablabla...skabede køtere...blablabla...rotter!

Jeg giver aldrig slip

Det er interessant, vi havde et skænderi i går uden at blive uvenner. Det var ret latterligt selvfølgelig: – Hvordan har du så tænkt dig at købe lagkagebunde, sig mig det?
Men vi blev ikke uvenner, og bagefter klyngede jeg mig til hende som en abeunge.



– Vi lyder som et syngespil.

Og det er kun blevet værre siden

Nytårsaften 1997

Jeg er 32 år gammel, tænkte jeg.
Her sidder jeg i mine læderbukser
og ser på, at min svigerinde
danser rundt til ABBA.

Mystiske tunneler & sminkede lig

Min livslange ven Frizz, mediemanden, var så god at give mig fribilletter til Experimentariet forrige år, og i går var jeg endelig ude at indløse dem.

Jeg vidste ikke, at man ikke måtte fotografere inde ved udstillingen af de "plastinerede" lig, men jeg vidste godt, at man ikke måtte snige sig ind ad udgangen, og jeg ville ønske, at vi var gået ind ad indgangen, så jeg ikke havde ført børnene ind i kammeret med pornoscenen.





Iflg. det trykte materiale bedes man udvise respekt for de afdøde ("der har doneret deres kroppe til udstillingen"), men hvorfor deres jordiske rester skal opstilles i en "reverse cowgirl" med huden flået af ind til tværsnit af skeden, kan jeg ikke svare på. Eller jo, det kan jeg godt: Det er kitsch og kan forklares ved tvivlsom kunstnerisk smag. Det er den sædvanlige kvasividenskabelige indpakning om kuriosakabinettet. (Og det siger jeg, der ikke engang ved, hvad kvasi betyder.)

Her er et par plastinerede tissemænd:





Børnene blev selvfølgelig dybt traumatiserede. Godt, man bor i Danmark, hvor den slags ikke tages så tungt.

Et højdepunkt, om jeg må have lov, på Experimentariet er den såkaldte Sanse Tunnel, hvor børn (evt. i selskab med deres forældre) skal famle sig frem gennem en mørk tunnel. Jeg kan forstå, at Olafur Eliasson lige har lavet noget lignende til Arken, en 90 meter lang tågefyldt tunnel med et prætentiøst navn, hvor voksne mennesker kan famle sig frem. (Og her tænker jeg straks: Der vil jeg have min kæreste [i dette tilfælde min hustru] hen og have diskret sex med hende 45 meter inde. Et glimrende bøssemødested vil jeg formode, men det er også altid, hvad jeg tænker, når jeg ser et møntsolarium: Der kan man gå ind og bolle. Kun en 10'er! Hvis jeg var en rigtig reporter, ville jeg kontakte museet og spørge, om der har været tilfælde, hvor det er blevet opdaget og meldt, eller om folk bare går beklemte forbi stønnelydene i tågen uden at sige noget, ligesom når nogen opfører sig upassende i saunaen i svømmehallen.)

I det hele taget, om jeg må have lov, kan Olafur Eliassons værker beskrives som et hobbybogseksperimentarium med højt budget og højere koncept, kvasividenskabelige forklaringer og belærende plancher.
Forvrængende spejle og røg.
Tak.


Olafur Eliasson: Din blinde passager (Arken 2010-11).

PS Jeg har fundet ud af, hvad der er så mærkeligt ved de døde kroppe i Gunther von Hagens' Body Works. Det er ikke det, at de er døde, det er alt det, der er gjort ved dem, selvfølgelig. Det, man mest lægger mærke til, er de mærkelige stirrende glasøjne. Det er ikke det naturlige, der er mærkeligt, det er det unaturlige. Da min mor døde, ville hospicesygeplejersken, efter at have mærket efter inde i sig selv et øjeblik, ikke lægge noget på min mors øjne mere for at holde dem lukket. Der skulle ikke komme noget ind imellem, så ville det være dét, man lagde mærke til i stedet for det egentlige, den blotte døde tilstedeværelse. Så lå hun dér og stirrede med sine blege, døde øjne, det dødeste jeg har set.

Alle tegn var gode

I stedet for at gå i seng og forsøge at overtale min kone til at have sex med mig, sad jeg oppe med min datter (14) og så Nosferatu (Murnau), verdens mest uhyggelige film, i en smukt restaureret udgave, jeg gav hende i julegave (Filmhuset, kr. 50).

Det gode ved stumfilm er, at de ikke larmer og man kan snakke samtidig.
Top ti.



Nosferatu, dødsfuglen, kaster sin skyggekraft over de endnu levende.



Resten af sit liv glemmer man aldrig at gå rundt ligesom Nosferatuuu.

Man skal aldrig råbe

Mine nye naboer hilser heller ikke på mig. Hvad skal jeg gøre for at få dem over på min side – frugtkage, spiritus? De må have hørt mig gennem væggen råbe som en misogynistisk psykopat. Men her er lydt, og min stemme er gennemtrængende. Sådan er den, rungende og klangfuld. Som Pavarotti i en kloak.

Def.

Denne blog opstår i tidsrummet mellem, at jeg ikke gider arbejde og jeg ikke gider gå hjem.

Kort rapport: mit liv blev ført bort (att planera är svårt)

Jeg skulle have lavet noget arbejde i dag, men i stedet for lavede jeg noget andet. Det har været den slags uge.



Kære klient: Børnenes vinterferie torpederede mit skema. Jeg foreslår en udskudt deadline, hvad hedder sånoget: postmortem?

Tak, gud

Min espressomaskine virker igen. Oh glade dag! Jeg skulle bare trykke vandbeholderen ordentligt ned. Nu er mit liv igen komplet, og på eksistentiel tilfredshed jeg er mæt, for uden kaffe bliver jeg træt, og alt bliver ligegyldigt, uden cræma'en der fyldigt og lyksaligt skummer og får mig til at fylde wc-kummer. Uden caffée, ingen funktion, men nu er jeg atter god for en analeksplosion. Oh glade dag. Oh glade, glade dag. Halleluja! Fra kaffe går en direkte linie til puha.



Der er direkte forbindelse mellem den sorte og den brune, og mere i samme tone: bønnen fører direkte til tønden. Er det løgn, hvad jeg siger, nej gu' er det ej, cafféen sætter turbo på den brune motorvej. Med cafféen som smørelse, er der gørelse. Forstår du, hvad jeg siger, eller har du ingen hørelse? Kaffen sætter tryk på de peristaltiske ryk og får tarmen til at synge, som et lykkeligt barn på en gynge: Under den hvide bro løber den brune flo'. Hurra, hurra, syng Javas pris og læg kun selv i litervis. Der er nok, hvor det kom fra (og hvis du på offentligt lokum sidder, er det, du kan lugte, kamfer [fra duftblokkene]). Når cafféens sirenesang lyder lokkende, titter frem de brune rotter fra deres huller.
Det vist på sin plads med en skål er!
Skål Java, hil der
til dig lyder,
du er mere diktatorisk end Hitler,
din gamle forbryder – jeg dig nyder og adlyder. Java befal, jeg følger. Jeg har alliwel intet valg, når min tarm går og bølger. Jeg dig evigt bæller og sekunderne tæller,
til vi mødes igen – dvs. når du mellem koppens rand og mit svælg er.
Java er god, Java er stor, med hans sorte gødning står min tarm i flor. Hil ham, hil ham, hil ham, alt andet er synd'fuldt og en stor skam. Java befaler, og jeg slubrer, er du gal, hvor jeg jubler. Hurra, hurra, hurra igen, vi går brune tider i møde, jeg kan mærke, jeg snart skal føde, bare den ikke sidder i spænd. Nu er der kun tre sekunder mellem veerne, på med bleerne. Ud med lortet, det skal til, det gør jo som det bedst selv vil. Over min tarm jeg har ingen kontrol, når den er i Javas vold. Hil dig, Java, og dine gaver. Hil dig, du gode, du ophøjede, du skønne, lad de peristaltiske lege begynde. Jeg er helt eksalteret over det, jeg skal have ekspederet. Her kommer posten med pakker svøbt i brunt papir, jeg takker, hvis ej min hæmorroide svier. Jeg skal ikke have noget i klemme, lad bare Java bestemme.

Apropospolous - til Jammernationen

Apropos satire udspillede der sig indtil for ganske nylig en ufrivillig satire, eller hvad man skal kalde det, i mit kommentarspor. Der er en af mine få tilbageværende læsere, der har suget al ilten ud derinde og nægter at forsvinde, selvom jeg beder hende (jeg tror, det er en hende, for hun lyder som en hende) pænt om det. Det morer mig ikke, og det gør mig i dårligt humør. Jeg gider ikke interagere med hende. Hvad gør man så? Jeg begyndte at censurere hende, men så skal jeg alligevel læse kommentarerne først, og det er også en slags opmærksomhed. (Det er dette indlæg selvfølgelig også, men ligesom Obama, der skal tale til nationen, føler jeg, at jeg bør træde i karakter og italesætte konflikten.)

Derfor bekendtgør jeg nu, at jeg fra dags dato holder op med at kommentere. Sorry. Det har ellers tit været sjovt og givende, men der er ikke til at være længere.



Desuden siger hun, at min blog er blevet kedelig og kører i ring, fordi jeg altid bliver siddende i en våd plet og tuder, men det var jo ligesom hele ideen, deraf titlen. Og brokker sig over min kone gør jeg også. Det er blevet en vane. Men det er sådan et rigt materiale, hvor forræderisk det end må være. Men kedelig. Er jeg kedelig? Det var det eneste, jeg prøvede på ikke at være. Det kan godt være. Mine tal rasler nedad. Suk. Jeg kaster mig i Sortedammen.



Jeg har ikke oplevet noget så irriterende, siden Donzo, forræderen, infiltrerede min blog og hovedløst plaprede mine hemmeligheder ud for alle vinde som en flaprelæbet Iago.

Nyt mål, nye udsigter – curareblæk

Min gode ven, den statsanerkendte, etablerede kunstner, skrev til mig fra Fjernøsten, at jeg burde blive satiriker. Han har altid travlt med gode ideer til, hvad skal jeg lave ("mal fire meter høje billeder", "lad os starte et samarbejde om at male ligesom Hannibal Måne", "søg ind på forfatterskolen, forfattere behøver kun arbejde to timer midt på dagen"), og jeg siger altid jaja. Men satiriker, dét kunne jeg godt tænke mig at være. Så kan jeg "spidde folk på min giftige pen".

For 10.000 ulykker

Min espressomaskine er død. Jeg trykker på knappen, men der kommer ikke noget ud. Den lyser, men den pumper ikke. (Hvad så? Jeg har prøvet at genstarte. Hjertemassage, kunstigt åndedræt, adrenalin?)


Det er en meget fin maskine, jeg købte til min kone i julegave for 12 år siden. Eller også var det et dampstrygejern, jeg har glemt det.

Nu har jeg været nede i skralderummet og hente min gamle espressomaskine, jeg i et anfald af overmod smed ud i efterårets store putsch, efter den sprang læk i 2007. Det er i skrivende stund de spændte minutter, hvor jeg venter på, om den virker.

Jeg kan ikke huske, hvordan man gør. Vent lidt, der kommer vand ud nu, men den lugter underligt, maskinen. Jeg gør et forsøg med bønner...



Det, der var galt med denne espressomaskine, var, at vandet kom ud alle andre steder end i koppen, og sådan er det stadigvæk.

Nu må jeg ud i kolostomimaven og hente min reserve-reserve-espressomaskine, jeg købte engang for en 50'er af en Brøndby-fan, der aldrig fandt ud af at bruge den. Det er på alle måder en inferiør maskine. Satans da også med det altsammen. Jeg er hjemsøgt af ulykker. Hvor uheldig kan ét menneske være?

Mit hjerte er en Fasteleen-tønde (Vinterferien dag 2)

I det øjeblik jeg blev hjemme for at nyde en Fasteleen-bolle, vidste jeg, at det ville ende med, at vi skændtes. Ikke en selvopfyldende profeti så meget som bitter, hårdtkøbt erfaring. Jeg kan ikke gå uden en smækket dør og alt er surt og bittert.
– Hvordan skulle jeg vide det, du fortæller mig jo aldrig noget!
– Hvorfor mon?
SMÆK!



Her kan man lave sine egne GIF'er fra YouTube-videoer. Det virker, det virker, jeg har lige lavet en:



Når jeg sidder alene her, bliver det klart for mig, hvor godt jeg har det.

Rester

Vågnede af en ond drøm kl. 5 i morges. Min far og hans kæreste kom med min mors hoved.
– Hvor er hendes krop? sagde jeg.
Det lå i en hospitalsseng. Jeg havde ikke lyst til at kigge på det.
– Hun er jo død, sagde jeg.
– Sig ikke det, det er væmmeligt, sagde min far, og så begyndte jeg at råbe ad ham, mens hans kærestes to små sønnesønner sparkede mig på skinnebenet oppefra og skråt nedefter.

Indenfor i en lejlighed i New York med ovenlys og sol ind af vinduerne. Huslejen er under $600, jeg kan ikke opgive den.

Underboen så højt Cheers på fjernsyn og lo dertil. Jeg gik ind og målte min datters blodsukker. Hun var lav, så jeg gav hende noget mælk og ventede, mens hun selv børstede sine seks rokketænder halvt i søvne.

Jeg kan altså godt (Vinterferie dag 1)

Min kone har lige bedt mig om at holde op med at hænge tøj op.
– Jamen, jeg har ikke noget imod det.
– Ved du hvad, jeg ville faktisk foretrække at jeg selv gør det.
– Jamen, jeg har ikke noget imod at... stoler du ikke på, at jeg kan hænge tøj op?
– Nu skal du ikke blive sur.
Børnene: – Skal du ikke bare være glad for, at du ikke skal hænge tøj op?
– Jeg er sikker på, at jeres mor nok skal finde på noget, jeg ikke gør tilstrækkeligt.

Nu har jeg forladt stuen, hvor der ikke er mere ilt tilbage. Jeg havde bare lyst til at stå og hænge tøj op, mens børnene læste højt.

Forts.

- MIN MOSTER ER DØD!

Ind over hinanden

På det sidste*) er jeg begyndt at have komplet stilhed, når jeg maler. Som et eksperiment. Det er på en måde meget rart.

I går, da jeg skulle sove, blev jeg ved med at se Maxfield Parrish-skyformationer i permutationer.

*) Det vil sige én dag.

Maxfield Parrish er ham, Spielberg samler på. Alle bøffer fra ham. Han satte små dukketeatre op med fotos for at få dybde i sine billeder, som reference.

Forts.

Min moster er død

Nu er en til tråd til min mor bristet.

Jeg savner hendes stemme.

Jeg savner de gamle stemmer.

På vejen ud

Jeg er ved at male et maleri, men jeg ved ikke, om jeg bruger nok billige tricks.
Det gør mig også liderlig.
Nu vil jeg tage forbi Netto og købe mælk og rugbrød på vejen hjem.
Der er så meget at tænke på.
Hvor vigtig er æstetik?

Endnu en

Endnu en søndagsmiddag hvor ingen siger noget.

Der starter med, at jeg bliver tysset på, fordi jeg afbryder.

– Er der overhovedet nogen, der hører efter, hvad jeg siger? siger jeg.

– Hold op, tsh. Tag noget at spise. Jeg kan høre på dig, at du har lavt blodsukker.

– Gider du ikke holde op med at tale til mig, som om jeg er komplet idiot?

– Her har jeg lavet lækker søndagsmiddag...

– Hvad er der med dig? spørger jeg min ældste datter, hun sidder og griner.

– Ikke noget.

Min yngste datter er tidligere gået i protest og nægter at svare.

– Jeg vil godt have, at I tager tøj på og kommer udenfor i weekenden. Jeg kan ikke se forskel på, om I er syge eller raske. I ligger bare sådan (ralle).

– Hold op, siger min kone, – du lyder anstrengt.

Nu har jeg bedt mig undskyldt med dårlig ryg. Jeg tror, fordi jeg sad og tastede inde ved spisebordet. Der er ingen, der tror på mig, tror jeg, eller svarer, når jeg siger av min ryg. Min kone undgår øjenkontakt.

Jeg har lagt mærke til, at måltidet ofte foregår i tavshed, når min kone har lavet maden. Så er det hende, der bestemmer, og ingen må sige noget samtidig. Eller overhovedet, ender det med. Så sidder man og kan kun tænke på at tygge.

Nu kan jeg høre gråd derinde fra.

Det eneste, jeg har haft lyst til i dag, er at fortsætte min The Office-marathon.



Min datter forklarede mig, hvordan man strømmer gratis tv på nettet. Søg: Watch + seriens/fimens navn + online.

Inde i sengen

Jeg prøvede at holde min kone i hånden.

- Lad mig lige være, sagde hun.

Nye fiaskoer, 8 . del

Jeg holdt fernisering i provinsen. Der kom én gæst og min moster, men hun måtte gå tidligt, fordi hun skulle videre i teatret. Den anden gæst, den ene, blev til gengæld samtlige to timer. Det var svært at finde samtaleemner så lang tid. Galleriejeren var ude at slå købstadens historie op på Wikipedia for at tjekke en pointe.

Jeg ville ønske, jeg var mere Trampedach-agtig, så jeg kunne have drukket mig fuld og smidt noget ud af døren, men hvor sjovt er det, når ingen kigger på?



Så skulle jeg holde samtalen gående hele vejen hjem igen over broen. Jeg fandt derved ud af, at min chauffør f.eks. elsker at løse kryds-og-tværser. At han ikke går så meget ud og godt kan lide at ligge på sofaen.
Spørgsmål: Hvad laver du for sjov?

Jeg tog kun derover, fordi han kørte. Ellers havde jeg fandme heller ikke gidet.


Konklusion: Det var faktisk en meget nedslående oplevelse, og her var jeg bange for at sælge for billigt. Jeg var bange for, at jeg ville sælge ud og ikke have noget tilbage. Det kræver faktisk lidt at hive sig op fra igen. Men det var meget rart at se min gamle moster. Hende ser jeg ikke så tit.

Døren går op og en kryptisk besked afleveres

Der kom en ind i dag og sagde: – Gudsrost, der er noget, jeg vil have, du skal vide: Du skal lære at gå efter bolden, ikke manden.

En dag må jeg spørge hende, hvad hun mener.







Det har været et stykke tid siden sidst.

Stimulerende øjenæblesex

Har nogen folk øjesex? Med megen væske at gnubbe øjenæblerne mod hinanden?

Jeg havde en drøm i nat, hvor nogen skulle have fat i noget inde i mit øje.

Det må være ret vildt.

Jeg spørger øjenlægen om det, når jeg alligevel er der.

Spørgsmålet er, om det overhovedet fysisk kan lade sig gøre, eller om pandebenet kommer i vejen.


Via GIF Anime

Der er videoer på nettet af folk, der slikker hinanden i øjnene, men det er noget andet, og det er ikke noget, jeg går ind for.

Som regel, hvis man tænker på noget, nogen kan gøre med kroppen, er der allerede nogen, der har gjort det. Hvis man kan forestille sig det, er der højst sandsynligt allerede nogen, der har gjort det.

To i én – del V

Var John Barry og Marty Feldman den samme mand?