



Jeg hader navnerunder.
Siden for den moderne, følsomme mand, der trænger til at komme ud med det





Jeg har en grovbirkes liggende fra i går, jeg glemte at æde. Det sker for tit, at jeg glemmer mine snacktider.
Der var et tidspunkt for et par uger siden, hvor jeg pludselig opdagede, at jeg ikke havde lyst til sex. En mærkelig fornemmelse. Som regel har jeg ikke lyst til andet. Der gik en gysen igennem mig: Sådan må det være at blive gammel.

Nu hvor jeg er blevet så pissegammel, at årene fylder så lidt og flyder så hurtigt forbi, og det virker som om, firserne lige er overstået, og hvor tæt på begivenheder dengang er, tænker jeg på, at der kun var gået 20 år siden anden verdenskrig, da jeg blev født. Det er ingen tid. Den må sgu da have kastet noget af en slagskygge. (Fy for fanden, godt det ikke var mig, der levede dengang, man ikke holdt sine krige udenlands, langt væk.) (Godt det ikke var mig, der skulle tage stilling til at være frihedskæmper.)
Min svigerinde funderer over at gå ind i politik, og jeg siger: Gør det.
Min svigerinde mindede mig om en historie. Vi var oppe hos min onkel, min bror havde lånt hans bil og lavet en skade på den, så han var i dårligt humør og gemte sig oppe i loftsrummet, der var soveværelse.
Vi skulle op til Jeffs 40-års fødselsdag. Anya mødte os ude på gangen, så vi kunne tænde alle lysene på kagen (jeg kom til at starte udefra, det er blevet til en historie).
Kom sent ind i dag, fordi jeg har været nede og få tappet blod af en medicinstuderende, der ligner Geena Davis (jeg flipper over hvide kitler og omsorgsfuld pleje), og bagefter spist sushi-brunch med Dr. TB.
Jeg mødte en fyr i går, jeg ikke har set i mindst 20 år. Han boede hjemme på vejen, nu bor han også her i kommunen. Jeg kan meget godt lide ham, han var altid hittepåsom, men jeg kunne ikke lide dengang, han satte sig oven på mig og spyttede mig ind i munden. Det er heldigvis kun sket én gang i mit liv.

Min guru kunne godt lide at sidde nede i parken og spille skak. Han spillede om penge, og nogen af dem, han spillede imod, var ret skrappe. Han blev ved med at spille mod én, en russer, der altid vandt og tog hans penge. Han kunne ikke forklare, hvorfor han blev ved. Han sagde det var ludomani. Det var det samme, der drev ham til at spille på børsen. Løb det lige rundt, så gik det godt.
Jeg var ude at løbe igen i morges, ikke fordi det morer mig, men fordi jeg tænker på det som en investering i min fremtid.

africa on fire your my last
desire i fuck-bitches in
Jakuzzi i like shit and
pussi ai Havnt smoke Jini
fuck the bitch in bikini
Lige nu går det meget godt mellem min kone og mig (det kunne heller ikke gå værre uden at ende i håndgemæng). Jeg har sagt ting som: "Det du siger bedrøver mig" og forsøgt at være afslappet, som den ene part i dette forhold. Det hjalp også at drikke hård sprit en enkelt aften, for i flere dage efter var jeg fuldstændig afslappet og afklaret, intet rørte mig. (Note til mig selv: Husk det til en anden gang: Når der er knas hjemme, så gå ud og drik dig lam i låget.)


I årevis drak min guru altid sin kaffe i Dean & DeLuca’s på Prince St. (Spring St.?) i SoHo, indtil de skiftede ejer, og der begyndte at lugte underligt. Der var også for mange mennesker til sidst. Så man kunne altid komme ned og møde ham. Han kom der tidligt og sad der til ved 11-tiden. En dag råbte han over til et andet bord, hvad klokken var. – Øh, sagde manden og så på sit ur. Han blev lidt overrasket. Det var Jonathan Pryce, der spillede hovedrollen i Miss Saigon på Broadway, som sad der sammen med Jackie O.
Min guru kunne tale med alle, og han var altid ude på gaden, så han nåede også at se alle og selv blive set. En dag tog han ind på et galleri SoHo og så et stort sort/hvid fotografi af sig selv. (Han kunne godt lide at sidde og spille skak i parken. Det var dér, det var taget.) Han kaldte sig en "street person", men selvfølgelig ikke i den forstand, at han var hjemløs, han var bare aldrig hjemme i lejligheden.
En overgang stjal han kager om morgenen nede i Dean & DeLuca’s, en prune Danish, en schnecken, indtil ejeren sagde, at nu måtte han virkelig holde op. Han vidste ikke, hvorfor han gjorde det. Han kunne ikke forklare sig, men han skammede sig.