lørdag den 19. februar 2011
Def.
Denne blog opstår i tidsrummet mellem, at jeg ikke gider arbejde og jeg ikke gider gå hjem.
Etiketter:
arbejdsundvigelse,
blogstuff,
gå dog hjem,
jeg gider aldrig noget,
min arbejdsdag
fredag den 18. februar 2011
Kort rapport: mit liv blev ført bort (att planera är svårt)
Jeg skulle have lavet noget arbejde i dag, men i stedet for lavede jeg noget andet. Det har været den slags uge.

Kære klient: Børnenes vinterferie torpederede mit skema. Jeg foreslår en udskudt deadline, hvad hedder sånoget: postmortem?
Tak, gud
Min espressomaskine virker igen. Oh glade dag! Jeg skulle bare trykke vandbeholderen ordentligt ned. Nu er mit liv igen komplet, og på eksistentiel tilfredshed jeg er mæt, for uden kaffe bliver jeg træt, og alt bliver ligegyldigt, uden cræma'en der fyldigt og lyksaligt skummer og får mig til at fylde wc-kummer. Uden caffée, ingen funktion, men nu er jeg atter god for en analeksplosion. Oh glade dag. Oh glade, glade dag. Halleluja! Fra kaffe går en direkte linie til puha.

Der er direkte forbindelse mellem den sorte og den brune, og mere i samme tone: bønnen fører direkte til tønden. Er det løgn, hvad jeg siger, nej gu' er det ej, cafféen sætter turbo på den brune motorvej. Med cafféen som smørelse, er der gørelse. Forstår du, hvad jeg siger, eller har du ingen hørelse? Kaffen sætter tryk på de peristaltiske ryk og får tarmen til at synge, som et lykkeligt barn på en gynge: Under den hvide bro løber den brune flo'. Hurra, hurra, syng Javas pris og læg kun selv i litervis. Der er nok, hvor det kom fra (og hvis du på offentligt lokum sidder, er det, du kan lugte, kamfer [fra duftblokkene]). Når cafféens sirenesang lyder lokkende, titter frem de brune rotter fra deres huller.
Det vist på sin plads med en skål er!
Skål Java, hil der
til dig lyder,
du er mere diktatorisk end Hitler,
din gamle forbryder – jeg dig nyder og adlyder. Java befal, jeg følger. Jeg har alliwel intet valg, når min tarm går og bølger. Jeg dig evigt bæller og sekunderne tæller,
til vi mødes igen – dvs. når du mellem koppens rand og mit svælg er.
Java er god, Java er stor, med hans sorte gødning står min tarm i flor. Hil ham, hil ham, hil ham, alt andet er synd'fuldt og en stor skam. Java befaler, og jeg slubrer, er du gal, hvor jeg jubler. Hurra, hurra, hurra igen, vi går brune tider i møde, jeg kan mærke, jeg snart skal føde, bare den ikke sidder i spænd. Nu er der kun tre sekunder mellem veerne, på med bleerne. Ud med lortet, det skal til, det gør jo som det bedst selv vil. Over min tarm jeg har ingen kontrol, når den er i Javas vold. Hil dig, Java, og dine gaver. Hil dig, du gode, du ophøjede, du skønne, lad de peristaltiske lege begynde. Jeg er helt eksalteret over det, jeg skal have ekspederet. Her kommer posten med pakker svøbt i brunt papir, jeg takker, hvis ej min hæmorroide svier. Jeg skal ikke have noget i klemme, lad bare Java bestemme.

torsdag den 17. februar 2011
Apropospolous - til Jammernationen
Apropos satire udspillede der sig indtil for ganske nylig en ufrivillig satire, eller hvad man skal kalde det, i mit kommentarspor. Der er en af mine få tilbageværende læsere, der har suget al ilten ud derinde og nægter at forsvinde, selvom jeg beder hende (jeg tror, det er en hende, for hun lyder som en hende) pænt om det. Det morer mig ikke, og det gør mig i dårligt humør. Jeg gider ikke interagere med hende. Hvad gør man så? Jeg begyndte at censurere hende, men så skal jeg alligevel læse kommentarerne først, og det er også en slags opmærksomhed. (Det er dette indlæg selvfølgelig også, men ligesom Obama, der skal tale til nationen, føler jeg, at jeg bør træde i karakter og italesætte konflikten.)Derfor bekendtgør jeg nu, at jeg fra dags dato holder op med at kommentere. Sorry. Det har ellers tit været sjovt og givende, men der er ikke til at være længere.

Desuden siger hun, at min blog er blevet kedelig og kører i ring, fordi jeg altid bliver siddende i en våd plet og tuder, men det var jo ligesom hele ideen, deraf titlen. Og brokker sig over min kone gør jeg også. Det er blevet en vane. Men det er sådan et rigt materiale, hvor forræderisk det end må være. Men kedelig. Er jeg kedelig? Det var det eneste, jeg prøvede på ikke at være. Det kan godt være. Mine tal rasler nedad. Suk. Jeg kaster mig i Sortedammen.

Jeg har ikke oplevet noget så irriterende, siden Donzo, forræderen, infiltrerede min blog og hovedløst plaprede mine hemmeligheder ud for alle vinde som en flaprelæbet Iago.
onsdag den 16. februar 2011
Nyt mål, nye udsigter – curareblæk
Min gode ven, den statsanerkendte, etablerede kunstner, skrev til mig fra Fjernøsten, at jeg burde blive satiriker. Han har altid travlt med gode ideer til, hvad skal jeg lave ("mal fire meter høje billeder", "lad os starte et samarbejde om at male ligesom Hannibal Måne", "søg ind på forfatterskolen, forfattere behøver kun arbejde to timer midt på dagen"), og jeg siger altid jaja. Men satiriker, dét kunne jeg godt tænke mig at være. Så kan jeg "spidde folk på min giftige pen".
Etiketter:
en god ide,
flippet brille,
litterater,
litterære aspirationer,
malerkunst,
rigtige venner,
visioner
søndag den 13. februar 2011
For 10.000 ulykker
Min espressomaskine er død. Jeg trykker på knappen, men der kommer ikke noget ud. Den lyser, men den pumper ikke. (Hvad så? Jeg har prøvet at genstarte. Hjertemassage, kunstigt åndedræt, adrenalin?)

Det er en meget fin maskine, jeg købte til min kone i julegave for 12 år siden. Eller også var det et dampstrygejern, jeg har glemt det.
Nu har jeg været nede i skralderummet og hente min gamle espressomaskine, jeg i et anfald af overmod smed ud i efterårets store putsch, efter den sprang læk i 2007. Det er i skrivende stund de spændte minutter, hvor jeg venter på, om den virker.
Jeg kan ikke huske, hvordan man gør. Vent lidt, der kommer vand ud nu, men den lugter underligt, maskinen. Jeg gør et forsøg med bønner...

Det, der var galt med denne espressomaskine, var, at vandet kom ud alle andre steder end i koppen, og sådan er det stadigvæk.
Nu må jeg ud i kolostomimaven og hente min reserve-reserve-espressomaskine, jeg købte engang for en 50'er af en Brøndby-fan, der aldrig fandt ud af at bruge den. Det er på alle måder en inferiør maskine. Satans da også med det altsammen. Jeg er hjemsøgt af ulykker. Hvor uheldig kan ét menneske være?
Mit hjerte er en Fasteleen-tønde (Vinterferien dag 2)
I det øjeblik jeg blev hjemme for at nyde en Fasteleen-bolle, vidste jeg, at det ville ende med, at vi skændtes. Ikke en selvopfyldende profeti så meget som bitter, hårdtkøbt erfaring. Jeg kan ikke gå uden en smækket dør og alt er surt og bittert.
– Hvordan skulle jeg vide det, du fortæller mig jo aldrig noget!
– Hvorfor mon?
SMÆK!

Her kan man lave sine egne GIF'er fra YouTube-videoer. Det virker, det virker, jeg har lige lavet en:

Når jeg sidder alene her, bliver det klart for mig, hvor godt jeg har det.
lørdag den 12. februar 2011
Rester
Vågnede af en ond drøm kl. 5 i morges. Min far og hans kæreste kom med min mors hoved.
– Hvor er hendes krop? sagde jeg.
Det lå i en hospitalsseng. Jeg havde ikke lyst til at kigge på det.
– Hun er jo død, sagde jeg.
– Sig ikke det, det er væmmeligt, sagde min far, og så begyndte jeg at råbe ad ham, mens hans kærestes to små sønnesønner sparkede mig på skinnebenet oppefra og skråt nedefter.
Indenfor i en lejlighed i New York med ovenlys og sol ind af vinduerne. Huslejen er under $600, jeg kan ikke opgive den.
Underboen så højt Cheers på fjernsyn og lo dertil. Jeg gik ind og målte min datters blodsukker. Hun var lav, så jeg gav hende noget mælk og ventede, mens hun selv børstede sine seks rokketænder halvt i søvne.

Jeg kan altså godt (Vinterferie dag 1)
Min kone har lige bedt mig om at holde op med at hænge tøj op.
– Jamen, jeg har ikke noget imod det.
– Ved du hvad, jeg ville faktisk foretrække at jeg selv gør det.
– Jamen, jeg har ikke noget imod at... stoler du ikke på, at jeg kan hænge tøj op?
– Nu skal du ikke blive sur.
Børnene: – Skal du ikke bare være glad for, at du ikke skal hænge tøj op?
– Jeg er sikker på, at jeres mor nok skal finde på noget, jeg ikke gør tilstrækkeligt.
Nu har jeg forladt stuen, hvor der ikke er mere ilt tilbage. Jeg havde bare lyst til at stå og hænge tøj op, mens børnene læste højt.

torsdag den 10. februar 2011
Ind over hinanden
På det sidste*) er jeg begyndt at have komplet stilhed, når jeg maler. Som et eksperiment. Det er på en måde meget rart.
I går, da jeg skulle sove, blev jeg ved med at se Maxfield Parrish-skyformationer i permutationer.
*) Det vil sige én dag.

Maxfield Parrish er ham, Spielberg samler på. Alle bøffer fra ham. Han satte små dukketeatre op med fotos for at få dybde i sine billeder, som reference.

tirsdag den 8. februar 2011
mandag den 7. februar 2011
På vejen ud
Jeg er ved at male et maleri, men jeg ved ikke, om jeg bruger nok billige tricks.
Det gør mig også liderlig.
Nu vil jeg tage forbi Netto og købe mælk og rugbrød på vejen hjem.
Der er så meget at tænke på.
Hvor vigtig er æstetik?

søndag den 6. februar 2011
Endnu en
Endnu en søndagsmiddag hvor ingen siger noget.
Der starter med, at jeg bliver tysset på, fordi jeg afbryder.
– Er der overhovedet nogen, der hører efter, hvad jeg siger? siger jeg.
– Hold op, tsh. Tag noget at spise. Jeg kan høre på dig, at du har lavt blodsukker.
– Gider du ikke holde op med at tale til mig, som om jeg er komplet idiot?
– Her har jeg lavet lækker søndagsmiddag...
– Hvad er der med dig? spørger jeg min ældste datter, hun sidder og griner.
– Ikke noget.
Min yngste datter er tidligere gået i protest og nægter at svare.
– Jeg vil godt have, at I tager tøj på og kommer udenfor i weekenden. Jeg kan ikke se forskel på, om I er syge eller raske. I ligger bare sådan (ralle).
– Hold op, siger min kone, – du lyder anstrengt.
Nu har jeg bedt mig undskyldt med dårlig ryg. Jeg tror, fordi jeg sad og tastede inde ved spisebordet. Der er ingen, der tror på mig, tror jeg, eller svarer, når jeg siger av min ryg. Min kone undgår øjenkontakt.
Jeg har lagt mærke til, at måltidet ofte foregår i tavshed, når min kone har lavet maden. Så er det hende, der bestemmer, og ingen må sige noget samtidig. Eller overhovedet, ender det med. Så sidder man og kan kun tænke på at tygge.
Nu kan jeg høre gråd derinde fra.
Det eneste, jeg har haft lyst til i dag, er at fortsætte min The Office-marathon.

Min datter forklarede mig, hvordan man strømmer gratis tv på nettet. Søg: Watch + seriens/fimens navn + online.
lørdag den 5. februar 2011
Inde i sengen
Jeg prøvede at holde min kone i hånden.
- Lad mig lige være, sagde hun.
torsdag den 3. februar 2011
Nye fiaskoer, 8 . del
Jeg holdt fernisering i provinsen. Der kom én gæst og min moster, men hun måtte gå tidligt, fordi hun skulle videre i teatret. Den anden gæst, den ene, blev til gengæld samtlige to timer. Det var svært at finde samtaleemner så lang tid. Galleriejeren var ude at slå købstadens historie op på Wikipedia for at tjekke en pointe.
Jeg ville ønske, jeg var mere Trampedach-agtig, så jeg kunne have drukket mig fuld og smidt noget ud af døren, men hvor sjovt er det, når ingen kigger på?
Så skulle jeg holde samtalen gående hele vejen hjem igen over broen. Jeg fandt derved ud af, at min chauffør f.eks. elsker at løse kryds-og-tværser. At han ikke går så meget ud og godt kan lide at ligge på sofaen.
Spørgsmål: Hvad laver du for sjov?
Jeg tog kun derover, fordi han kørte. Ellers havde jeg fandme heller ikke gidet.
Konklusion: Det var faktisk en meget nedslående oplevelse, og her var jeg bange for at sælge for billigt. Jeg var bange for, at jeg ville sælge ud og ikke have noget tilbage. Det kræver faktisk lidt at hive sig op fra igen. Men det var meget rart at se min gamle moster. Hende ser jeg ikke så tit.
onsdag den 2. februar 2011
Døren går op og en kryptisk besked afleveres
Der kom en ind i dag og sagde: – Gudsrost, der er noget, jeg vil have, du skal vide: Du skal lære at gå efter bolden, ikke manden.
En dag må jeg spørge hende, hvad hun mener.





Det har været et stykke tid siden sidst.
tirsdag den 1. februar 2011
Stimulerende øjenæblesex
Har nogen folk øjesex? Med megen væske at gnubbe øjenæblerne mod hinanden?
Jeg havde en drøm i nat, hvor nogen skulle have fat i noget inde i mit øje.
Det må være ret vildt.
Jeg spørger øjenlægen om det, når jeg alligevel er der.
Spørgsmålet er, om det overhovedet fysisk kan lade sig gøre, eller om pandebenet kommer i vejen.

Via GIF Anime
Der er videoer på nettet af folk, der slikker hinanden i øjnene, men det er noget andet, og det er ikke noget, jeg går ind for.
Som regel, hvis man tænker på noget, nogen kan gøre med kroppen, er der allerede nogen, der har gjort det. Hvis man kan forestille sig det, er der højst sandsynligt allerede nogen, der har gjort det.
Abonner på:
Opslag (Atom)









