Jeg troede det var pigen fra inde ved siden af

Det bankede på, og jeg råbte på vej ud i gangen:
– Er det pejlevognen?!
Og det var det.



Jeg siger: Lad os sætte pejlevognsfolkene til at lede efter liv på andre planeter.

Min netserie (8) - drama i luften

Fortsættelse følger...

Hvad vi skændes om før jeg overhovedet er ude af sengen

Jeg spurgte atter min kone, om hun ikke gider vække mig kl. kvart i syv, når hun alligevel er oppe, men hun nægter.
– Det kan ikke være mit ansvar at få dig op af sengen, siger hun.
– Det har ikke noget med det at gøre, siger jeg, – jeg spørger bare, om du ikke kan sige til omkring den tid.
– Stil dit eget vækkeur.

Hun vækker mig alligevel, fordi jeg skal bære barnet ud af sengen, så hun kan få sin insulin.

Det er de små hensynsfuldheder, jeg har talt om tidligere, den intraægteskabelige lim.

Så står jeg og smører madpakker til børnene og tænker: – Hun skal i hvert fald ikke komme og spørge, om jeg vil smøre hende en mad.

– Synes du ikke, timingen er lidt dårlig, vil jeg svare.

Jeg skændes videre inde i mit eget hoved.

Min netserie (7) - sandhedens øjeblik

Fortsættelse følger...

1000 begyndelser

Da jeg var ung og ikke fik noget, kunne jeg gå og skule mod husene og tænke: Bag den mur er der nogen, der har sex, bag det vindue er der nogen, der boller lige nu. Hvis mit blik gik i lige linie gennem alle byens huse, ville det med stor sandsynlighed træffe nogen, der lå og bollede. Alle andre end mig har sex, tænkte jeg. Alle mulige idioter har sex, bare ikke mig. Det fyldte mig med bitterhed.



PS I nyere tid genkendte jeg fornemmelsen i Amélie fra Montmartre, hvor hun forestiller sig, hvor mange mennesker i Paris, der får orgasme lige nu: 15.

En stor mangel ved Storm P.

Én ting, tusindkunstneren Storm P. ikke kunne, var at tegne lækre damer.

En skam. Men heldigvis kunne han jo tjene penge alligevel.

Her har jeg podet en af hans berømte vagabonder med en Anni Lippert-pige bare for at afprøve effekten.



Og her er en til bare for at hamre pointen hjem.

Min netserie (6) - arrig respons

Fortsættelse følger...

Proboscis

Hvad er det med Michael Falchs næse? Den synes at have sit eget liv.



Jeg har ikke set noget lignende siden Julie Andrews.


Billedet her fra The Sound of Music er ikke digitalt manipuleret. Se selv efter her, i CinemaScope eller på DVD.


Spørgsmål: Er det sandt, at næsen vokser hele livet?

PS Phillip Cocu, eks-Barcelona, har en tilsvarende lang, spids næse, hvis der er nogen der kan huske den. Jeg var altid bange for, at han skulle knække den mod bolden.

Slæk

Jeg tog ned til J. Per i det sociale boligbyggeri og røg to hjemmerullede Petterøes (og hørte ham plunke improviseret bluesguitar, mens jeg så på hans plakater af indiske guder), så gik jeg hjem og græd ud på min kones skulder, fordi alting er så forbandet.
Er det meningen, man selv skal finde ud af, hvordan ens mors kræft kan blive helbredt, ligesom forældrene i Lorenzo’s Oil? Hvor i Tyskland tager man hen?
Jeg spørger Dr. TB. Måske han har et råd.

J. Per har været røgfri i tre uger (altså den røg), men fik en dusk med hjem fra en i lørdags. Han var hos lægen og få en røntgen (ingen pletter) og en lungefunktionsundersøgelse, så han har modereret sig og lufter ud.

Jeg har en stor ballon indeni, der bare skal prikkes med en nål.

Min netserie (5) - dramaet fortættes

Fortsættelse følger...

Vigepligt for viven

At holde fred i ægteskabet minder mig om at holde op med at ryge. Boum, med ét slag ligger man i krig igen.

Min kone er fornærmet eller også er det såret, fordi jeg har hævet stemmen og lavet en scene.
Vi undgår øjenkontakt.
Hun svarer mig med enstavelsesord.
Vi støder ind i hinanden på gangene og de smalle områder i lejligheden som fremmede i Metroen.

Ligesom med at holde op med at ryge skal der ingenting til, før man falder i igen. Der er ingen gråtoner, det skifter direkte fra grønt til rødt. Det kræver konstant vedligeholdelse, og man kan ikke slække på disciplinen et øjeblik.

Jeg skulle være taget ud at drikke i aften. Men jeg har ikke lyst, jeg gider ikke drikke, og hvad er der ellers at lave lørdag aften?

Farvel rolige overblik

Én tvær, utålmodig bemærkning fra mig, når alle er trætte, efter en lortedag, hvor jeg ikke har fået lavet noget, og en lorteuge, hvor jeg har været med min mor henne og få hendes dødsdom, og min kone siger, at jeg er "pisse strid" og "vildt langt ude", og vil ikke lade mig være i fred og bliver ved og ved i stigende tonefald, mens jeg sidder fredeligt med øretelefoner på og ser skeptiske videoer med James Randi på YouTube, mens de andre er ved at falde i søvn til Discovery Channel uden lyd på, fordi ingen har gidet skrue op igen efter reklamerne, nu hvor remoten er væk for tredje uge i træk.
– Ja, jeg er pisse strid, siger jeg. – Jeg er pisse strid!
– Stop det, du er vildt langt ude, siger hun.
– Jeg er pisse strid og vildt langt ude, siger jeg med voksende stemmekraft og varierende inflektioner som en shakespeareansk frikadelle: – Jeg er pisse strid og vildt langt ude. Jeg er pisse strid og vildt langt ude. Jeg er pisse strid og vildt langt ude. Jeg er pisse STRID og VILDT langt ude! Jeg er PISSE STRID og vildt langt ude. Jeg ER pisse strid og vildt langt UDE!

Min netserie (4)

Fortsættelse følger...

Selvmordsblog – altid først med de gode ideer - okay, glem det

Jeg har lige hørt på Howard Stern (pirateret over nettet, en rerun fra denne uge), at der er en, der har lavet en selvmordsblog, 90-day jane, ligesom jeg forudså her på siden.

Bloggen starter: "Jeg vil slå mig ihjel om 90 dage. Denne blog (...) er simpelthen en offentlig dokumentering af mine sidste 90 dage i live (osv.)"
Det var det samme, jeg skrev! (Næsten. Bare 90 dage i stedet for 21.)

Jeg sagde jo, det ville skabe opmærksomhed. Ærgerligt, jeg valgte at leve og at skrive på dansk. (Det gode ved denne slags ideer er, at de er så åbenlyse, at man ikke behøver lave dem selv. Der er altid nogen andre, der laver dem. Med mindre der kan vrides en spand penge ud af det selvfølgelig, så er det irriterende. På den anden side er der jo altid en vis mængde arbejde indblandet, så det hjælper hvis man "brænder" for sagen.)

Bloggen er nu taget af Blogspot, men man kan læse om den her.

***Husk derfor indgående at følge med her på siden, så ved I, hvad der vil ske om seks måneder. (Med mindre jeg har været seks måneder om at udgive indlægget. Eller et år om det, så nyhederne er seks måneder gamle. Der er ingen garantier.)***

* * * * * * *

SIDSTE NYT: Okay, glem det. Jeg var ikke den første, der fandt på den idé. Der var en, der lavede det samme nummer i 2005: Countdown-to-Suicide Journal. Jeg kunne bare have læst ordentligt efter. Sådan er det hver gang, jeg tror, jeg er snedig.

Krøller eller ej

Stings sang I Hope the Russians Love Their Children Too er ikke bare noget sentimentalt gejl, den giver heller ingen mening. Bare fordi man elsker sine egne børn er ikke det samme som, at man ikke ville ofre alle andre folks børn, hvis det var nødvendigt. Hvis du ikke tror på det, så gå ud og se nogen forældre som tilskuere til deres børns sportskampe.

Jeg var ude til et new age-foredrag engang, da mit ægteskab var i krise for nogle år siden, hvor foredragsholderen sagde, at det var fortrøstningsfuldt og et håb for fremtiden, at "alle folk ønsker det bedste for deres børn". Det gør George Bush også. Og hvad så? Det er ikke det samme som, at man ønsker det bedste for alle andre folks børn, navnlig ikke hvis konkurrence (om territorium, goder eller hvad som helst) kommer ind i billedet. Påstanden er således filosofisk ufunderet (og det har taget mig år at regne ud). Den eneste måde, det kunne virke på, er, hvis man ved, at "går det ud over dine børn, går det også ud over mine børn og omvendt".

Stings bøvede sang giver altså kun mening, hvis det, han synger, er: "Hvis mine børn dør, dør dine børn også i et atomragnarok, så lad være at angribe os først" lig med terrorbalancen.

Det er da klart, at russerne også elsker deres børn. Hvilken tåbelig ting at synge.


PS Eller også ved jeg ikke, hvad jeg taler om. Den mulighed eksisterer. Problemet er vist i virkeligheden noget med forskellen på hvordan tingene virkelig er og hvad man godt kunne tænke sig.

Min netserie (3)

Fortsættelse følger

Den nye mig

Jeg fandt noget i dag fordi jeg havde lagt det på sin plads. Jeg forsøgte først at visualisere, hvor jeg havde lagt denne ting, men det gik ikke, så jeg gik metodisk frem og tjekkede alle tænkelige overflader fra døren og ind, før jeg tænkte: – Kunne det virkelig være, at jeg skulle have overholdt mit nytårsforsæt?
Triumf! Det havde jeg.
Man bliver aldrig for gammel til at overraske sig selv.

•

I går lovede jeg min kone, at selvom jeg måske ikke var blevet den nye mig endnu, var processen startet, og jeg var på vej. Det var fordi, jeg kom for sent hjem som sædvanlig (nåja, et kvarter, big deal, men hun skulle ud og møde sin veninde) og "bekræftede hendes værste fordomme". Jeg arbejder på sagen, det er de små hensynsfuldheder.

•

Der er en novelle af Sherman Alexie, Saint Junior, hvor hovedpersonen siger:

After years of marriage, Roman had learned one basic truth: It was easy to make another person happy.

To make Grace happy, Roman sat down to piss, did the dishes at least three times a week, vacuumed every day, and occasionally threw a load of laundry into the washer, though he’d often forgotten to transfer the wet clothes into the dryer. No matter. Grace didn’t sweat the small stuff, and with each passing day she loved him more and more.

Og lige før:

...he wanted to be polite, even kind to Grace. That was exactly what was missing in most marriages: politeness, courtesy, good manners. He was the kind of man who wrote thank-you notes to his wife for the smallest favors.

Det er det, jeg taler om.

God forfatter. Bogen hedder The Toughest Indian in the World. Anbefales. Forfatteren er indianer, og hver gang han skriver om at være indianer, er det vildt spændende. Han kan skrive om hvad som helst, bare det handler om indianere, så er det spændende.

Så det var da noget

En homoseksuel*) mand roste min nye flippede brille i dag. Ellers har de ikke mødt andet end kritik, en tsunami af negativitet er skyllet over dem.
– De er grimme, siger mine børn. Men de kan jo ikke lide noget nyt.
Min kone siger: – Ja, jeg siger ikke noget.
Men hvad med min selvfølelse, spørger jeg bare? Ingen støtte får jeg, ikke at jeg havde forventet det. Det havde været naivt.
– Kan du ikke bare sætte nye glas i de gamle briller? siger børnene. (Det var også en god brille, en Matsuda.)


*) Hvordan kunne jeg vide det? Jeg fik den vibe. Han blippede på min gay-dar. Det var ikke pga. hans lyserøde sweater, det var hans smørrede grin – han slikkede sig om munden som ulven ved synet af Den lille Rødhætte.
Men jeg er også lækker.



Her er et billede af Johnny Depp med briller. I virkeligheden er jeg mere en Brad Pitt-type. Bortset fra valget af filmroller. Der er jeg en Depp-mand.
Bemærk at han ser mere intelligent ud med briller på. I hvert fald mere intellektuel.

Sigt

Jeg har været med min mor til samtale på hospitalet i dag. Der er ikke mere kemo, de kan give hende. Så nu er det eksperimentelt/på skrømt.
Det er ad helvede til.
Hun er bange. Det er nok jeg kan gøre med at være rolig.



Jeg får en krybende fornemmelse i testiklerne.

Koner

Min kone vil have, jeg skal smide min Mrs. Potato Head ud, men jeg nægter (den plejede at stå oven på klaveret sammen med det andet nips), især fordi jeg læste, at Saatchi har en mage til på sit skrivebord.

Jeg er forelsket i Saatchis kone, fra det øjeblik jeg så en af hendes madudsendelser.



Tip: Man kan lave sin egen kunstnerside ovre hos Saatchi, hvis man har lyst til det. Great exposure! Det må jeg se at gøre. Det kan vel ikke skade.

Min netserie (2)

Fortsættelse følger

Jeg skal ud at hente børn

Jeg morer mig faktisk for godt til at gå nogen vegne. Jeg får måske ikke lavet det store, men lidt. Jeg skal bare have tid, for mit hoved er en popcornmaskine, der gløder.

Min netserie

Fortsættelse følger

Nag

Jeg skriver ting, vi mangler i husholdningen, ned på en indkøbsliste, men min kone nægter at købe de ting, der står på listen. Hun nægter at tage den med. Jeg er den eneste, der køber de ting, der står på listen.
Det går flere år tilbage, hvor jeg på et tidspunkt må have fornærmet hende på en måde, der vedrørte indkøbslisten. Vi har også diskuteret det i parterapien, hvor hun blev voldsomt animeret omkring "min liste".
Jeg ved stadigvæk ikke, hvad det handler om.

Drøj som bare fanden

Jeg kom hjem fra Netto med en flaske Vel, og min kone sagde: – Det købte du virkelig ikke, vel?

– Jeg troede, du ville købe den anden slags nede i Brugsen, sagde jeg. – Jeg kan godt lide, sådan som det skummer.

Men nu har jeg dårlig samvittighed over, at det kommer til at ligge og skumme ude i et vandløb. En hel flaske.

Vel lugter gammeldags.


Fra: Månebase Alpha, 1. sæson, episode 20: Space Brain

Hvad sker der med folk?

Pilskalden har ikke været den samme, siden han brækkede benet dengang. Faktisk før. Kun glimtvis aner man hans fordums storhed. Ellers er han så kedelig og er ikke til at få et ord ud af. Han kan aldrig bestemme sig for noget. – Hvordan har du det, spørger man, men det er aldrig til at få et svar, for på den ene side og den anden side. Jeg tør ikke engang spørge ham om vejret.

Nå, men så var vi alle sammen til fest med små grå i ti-liters dunke og en stor gryde chili på komfuret, som idioterne kastede til måls efter med ølflasker, da de havde fået nok at spise og drikke. – Til side, siger Pilskalden, se her, og fra fire skridts afstand med ryggen til kaster han en flaske over skulderen og direkte ned i gryden i en høj flot bue. Swish! Nothing but net. (Plop!)

Da anede man den gode, gamle Pilskalde, der slikkede øl op fra bardisken for at det ikke skulle gå til spilde og engang åd en hel læbepomade for at blære sig.

Et bundleje af kundepleje

Der er denne her venlige dame, der ville købe et af mine malerier. Det er over et år siden. Jeg har ikke fået ringet til hende. Jeg havde oprindeligt en aftale med hende, men jeg aflyste i sidste øjeblik. Nu har jeg foreløbig hængt et skilt op med: GØR DET NU!

Det ene ben ude af døren – Columbo-stunden

Nedfældet fredag kl. 20.33

Hver gang jeg skal ud af døren og hjem, finder jeg altid på 1000 ting, jeg skal. Det er ligesom at snakke i døren med en nabo eller andre: Man har så meget at sige, når man lige skal til at gå. For det er mere uforpligtende.

Dette fænomen kaldes også en "doorknob conversation" eller en "Columbo", sidstnævnte fordi han bliver ved med at vende om halvvejs ude af døren med noget, han vil sige, han lige er kommet i tanke om.

Nu har jeg igen brugt 3-4 timer på at komme ud af døren. Men det har været 3-4 gode timer.

* Det er ligesom, hvis festen er kedelig. Så skal man bare tage frakken på, så bliver den sjov igen.

Samme gamle

Hvordan kan jeg sidde til kl. 13.30 og lave ingenting? Hvordan skal jeg nogensinde få mit store gennembrud på den måde?
Problemet er, at jeg ikke gider lave noget før, og når jeg endelig er kommet i gang, skal jeg hjem til børnene. De kære små. Jeg er dog en doven las.
Dagene glider ind i hinanden, og snart skal jeg sikkert arbejde igen. Så kan jeg brokke mig over det. I det mindste har jeg så noget at stemme imod.

Gid jeg havde en chokoladekage.

Når jeg ikke har noget at lave, laver jeg virkelig ikke noget.
Jeg har ingen fremdrift.
Jeg kan kun hyle mod vinden.

Kan jeg være bekendt at udgive det her banale gejl? Det lyder som noget, jeg har sagt 1000 gange før.
Intet forandrer sig.
Mit navn er stasis. Og det har ikke noget med Østtyskland at gøre, haha.

Hvis jeg havde alle mulighederne, ville jeg så gøre noget ved noget? Det er ikke godt at vide.
Jeg sukker og lukker.

I røret

Min mor bliver ved med at ringe. Det er ad helvede til med hende.

Jeg tager med hende til samtale næste uge.

Et langtrukkent, pinefuldt endeligt er det, hvad vi har at se frem til?