Slug dine virtuelle madeleine'er

Det er den mærkeligste fornemmelse, at man kan gå direkte ind på Google Street View og se billeder, der ganske nøje overlapper ens drømmelandskabs topografi (undskyld brugen af topografi, jeg mener kartografi, mindernes gader og stræder) som banale kalkeringer. Det sætter mit sind i voldsom bevægelse, ligesom at kigge på gamle familiebilleder. (Tænk, hvis der var billeder af alle mennesker også, der dukkede op de steder, de har boet.)

Jeg prøvede at finde min farmors hus, men jeg kunne ikke dreje ned ad vejen:



Her er et andet sted, hvor talrige familiedramaer udspillede sig (og 10.000.000 mindre minder):



Og så kiggede jeg op på vinduet til min syge lejlighed (ikke afbildet) og tænkte, som man gerne gør: Der sidder jeg inde med alle mine tanker og minder, og hvad betyder de? Ingenting.
– De betyder noget for dig, sagde min kone.
– Ja, men ingenting i det store hele.

Alle de mennesker i deres små hjem med deres små drømme. Lad os se dém dukke op.


UPDATE PS: Jeg lover aldrig at bruge ordet "madeleine" igen. Jeg er træt af den kliché, og jeg har aldrig læst noget Proust.

Delagtiggørelse

Jeg har lige haft en interessant udveksling med min hustru, hvor hun sagde: – Nej, det er ikke det, det handler om.
– Okay, siger jeg, – det vil sige, at det, jeg siger, er ikke det, jeg siger, men det, du siger, jeg siger? Har jeg ret?
– Nej.
– Nå nej, for det ville jo betyde, at du gav mig ret, og det kan du jo principielt ikke.
– [Vores yngste datters navn], gider du optage det her?
– Giv mig min iPhone, siger jeg. – Brug din mors telefon, hvis du skal være fræk.

Og med disse ord forlader jeg lokalet.



– Det er sidste gang, jeg forsøger at dele mit arbejde med dig. Her er det kun mig, der skal nikke og sige aha og hmm, når du kommer hjem og fortæller om dit arbejde.
– Det er ikke det, der handler om.
– Tak, du har gjort det lysende klart, at du ikke interesserer dig for noget, jeg laver. Det er jo bare latterligt, og jeg kan jo bare lave mit liv om.



– Guderne forbyde, at du skulle gøre noget for at glæde mig. Det ville være kvindeundertrykkende, mumler jeg inde i det andet værelse.

Som om (del III) – suspekte typer i min udvidede bekendtskabskreds

Min datter har en lille veninde, hvis far er det mest upålidelige menneske, jeg nogensinde har mødt.
– Hvor har I været? sagde jeg. – Vi har ventet på jer en time.
– Nåja, telefonen var flad, du ved, den ene ting tager den anden ...

Og så siger han: – Har I været ude at kælke?
– Næh, siger jeg, – de børn er ikke til at drive ud. Hvad med jer?
– Jeg kan ikke i de her sko ...

Jeg har aldrig hørt så mange undskyldninger. *)

Jeg hader, når han kommer herop. Jeg har det altid som om, han scanner stuerne for noget at stjæle: – Hvad har I heromme, hæhæhæ ...

*) Undskyldninger for alt: hvorfor hun ikke nåede med til fødselsdag igen, hvorfor det er svært at få arbejde (uopfordret) osv. osv. Næh, Xbox og den fede skal han nok finde tid til.

Lokale seværdigheder

– Se, sagde jeg til min ven, den udenlandske homo, ved et supermarked ved hovedvejen i et andet udland (navne og steder er slørede for at beskytte folks hemmelige identiteter, navnlig folk af sjældne nationaliteter der aldrig åbent har fortalt mig, de er bøsser, så diskret jeg er, det ved I), – sådan er de fleste menneskers liv: de arbejder hele ugen og i weekenden tager de ud og køber stort ind sammen med deres ægtefælle.
– Jeg ville slå mig selv ihjel, spyttede han.
– Sådan er de fleste menneskers liv, understregede jeg.

Efter 18

Jeg gjorde rent og ryddede op (okay, ikke alle overflader, dem lod jeg stå) på mit værksted inden jul (den årlige), og nu er jeg nået til det punkt, hvor jeg bare smider krummer på gulvet og sådan noget. Tippepunktet.

Når jeg skal til at gå, begynder de at spille god musik på WFMU. Skellet er ca. kl. 18 dansk tid. Jeg kunne blive her hele aftenen, men så begynder min kone at skrige ad mig (fordi jeg lover at komme hjem på forskellige tidspunkter i stigende grad af senhed i stedet for bare at sige: sent. Det er min gode vilje, der spænder ben igen. Pokker tage den. Ellers gør det ikke så meget.) Den ene ting tager den anden, og pludselig har jeg siddet her hele aftenen, selvom jeg er for træt til at foretage mig noget egentligt. (Jeg kan ikke skyde skylden på snestormen, for min kone ved, at elementernes rasen intet betyder for mig.)

Jeg skal også købe ind. Jeg må hellere gå nu.

Et godt møde

Det var et godt møde. Vi røg en fed og bevilligede os selv 20.000 kr.

Hvad er stipendier?

– Hvordan bliver man filminstruktør? spurgte min datter (13) i morges.
– Du skal bare lave en masse film.
– Jamen, hvordan bliver man det rigtigt?
– Man går på filmskole.
– Hvor henne?
– Der er Filmskolen her i Danmark.
– Pff! Tror du, jeg gider lave danske film!
– Det er ellers en meget god skole (and going there you're set for life).
(...)
– Jeg har ikke råd til at sende dig på filmskole i udlandet.
– Hvor meget koster det?
– Jeg ved ikke ... måske 22.000 dollars om året.*)
– Det er jo ikke mere, end I betaler i husleje.
– Ja, så kan vi bare blive hjemløse og sende dig på filmskole.
– Ja.
(...)
(...)
– Det bedste er at blive ved med at lave sine egne film sammen med sine venner, det gjorde Spielberg og Coen Bros. og Sam Raimi ...

Og så løb hun ned til bussen.

*) Mere lign. $30.000 (UCLA).

"For Steven Spielberg's first film's premiere, his father rented a local theater, and his mother and sisters sold popcorn and sodas. Spielberg's first commercial venture grossed $600, netting him a profit of $100", står der her.

Godt jeg ikke er enefar

Min datter (13) er begyndt at lave skrækserier. Så dygtig hun er. Så siger jeg: – Du burde kigge i nogen anatomibøger, så du kan se, hvordan mennesker ser ud under huden.
Og lidt senere: – Har du lyst til at se nogen parterede lig? Vi kan tage ind på Panum en dag, der har de sådan nogen i montrer.
– Nej. Far, du er altså ret mærkelig.


Jeg skal have bestilt nogle flere gamle EC-serier.

Jeg kom til at tænke på dengang, hun var 4, og hendes oldemor lige var død henne på plejehjemmet. – Tager du (vores datters navn) med over at se hende? sagde jeg til min kone (hvis bedstemor det var).
– Hvad? Hvorfor i alverden skulle jeg det?!
– Jeg tænkte, hun måske ville synes, det var interessant.

Dræbt af arbejde (forts.)

Min stakkels, stakkels, stakkels hjerne gør så ondt
mine drømme i det fjerne er eksploderet
det er ej sundt

Og for hvad?
Ikke for at jeg skal være glad
eller have til lidt føde
Mit hjerte forbløde

Ønsk mig alt det bedste på min færd
Mit liv var intet værd
Jeg hævede mig ikke op
(hvor var min eksistentielle pakke gær?)
snart hvile min døde krop
(hvor lagde jeg det gevær?)
Farvel, kære læsere
(exit med strygere og blæsere)

Hvem finder på sådan noget – og hvorfor?

Min datter (9) har haft denne "find ordene"-opgave i skolen (i et arbejdshæfte fra Center for Undervisningsmidler). Prøv at se, hvad det første ord er:


Godt vi ikke bor i Amerika.

Hun har streget x'et ud som er fornuftigt barn, idet hun ikke gider tænke på sådan noget.

Hvad bliver det næste, de skriver i sådan en ordjagt: "udspilet spermdryppende numsehul"?

Der er intet tilbage af mig – hvor er han nu, den lille glade dreng med sine fregner og skrammede knæ?

Afd. for Dræbt af arbejde

Dette er mit liv. Jeg er helt svimmel af at sidde og glo på min skærm. Når jeg har fri, kigger jeg på min telefon eller mit fjernsyn. Hvordan er jeg endt her? Tiden er aldrig gået så hurtigt. Det har lige været sidste uge. Jeg sover hele weekenden og går i seng kl. 22. Der er intet tilbage af mig. Mit indre barn er kværket. Bare kom med det, tænker jeg, hvad livet end har at smide efter mig. Men det er ikke sjovt. Det hele bliver bare værre, før det ender. Der er ingen opløftende momenter, andet end ligegyldigheden. Jo ældre man bliver, desto mere ligeglad bliver man. Først ryger hygiejnen. Man kan ikke mærke, at føden løber ned ad hagen. Kunstnerne bliver løsere i stregen, sikkert fordi de ikke kan se noget mere. Jeg er så omme, mine ord er tomme.

Jeg frøs ad helvede til på cyklen

Da jeg kom ind i hallen og satte mig ned, opdagede jeg til min rædsel, at min ene klunke hang ud af en revne i bukserne.



Jeg vippede den straks ind og kastede et halstørklæde over.

Sceneri

I dag forestillede jeg mig, at jeg blev taget til afhøring af Gestapo. Hvad ville jeg stille op over for deres perverse logik og den underliggende torturtrussel?

– Jeg er forståeligvis intimideret, ville jeg sige og række efter en cigaret ligesom Dennis Hopper i True Romance, – men jeg har intet at skjule.

Jeg vil bare ikke have revet neglene af. Hvor hurtigt ville jeg ofre mine såkaldte venner? Og hvad med min familie?

Jeg ville foretrække at blive torteret med lesbiske vampyrer.




***UPDATE: BONUSMATERIALE***



Gabriella bider Xena, den hedeste scene der nogensinde er flimret over en tv-skærm.
Tak.

Hvad godt er der ved det?

Det er irriterende at være ude hos min kones venner. Så siger hun f.eks.: – Se, de har ikke en kant under køkkenbordet, hvor maden kan gemme sig.

Kender I det? IX

Det er virkelig en dårlig ide at nyse, når man spiser hummus foran sin computer.

Alt ånder liv

Engang imellem, når jeg møder gamle venner, siger de: – Gudsrost, hvordan kan du blive ved med at se yngre ud, for hver gang jeg ser dig?
Og jeg siger: – Jeg kan ikke forklare det. Det må være, fordi jeg er søn af det åbne hav og den grønne skov og den høje himmel.
– Du har indgået en pagt med djævelen?
– Nej, jeg er søn af den brusende elv og den bølgende kornmark og ...
– Så må du få mange gaver!
– Haha, ler jeg. – Det er ikke det, det handler om. Materielle værdier er ikke vigtige for mig. Jeg pulserer i takt med den kosmiske bevidsthed.
– Wow, jeg elsker dig!
– Det er en almindelig reaktion. Det går over, når du lærer mig bedre at kende.
– Du er ikke en gylden gud? For jeg synes, din udstråling blænder mig ... Samtidig varmer synet af dig mig helt ind i knoglerne.
– Jeg har den effekt på folk. Nej, min ven, jeg er kuns et menneske.
– Men så essensen af menneskehed da, må man sige?
– Velsagtens. Det er pænt af dig at sige. Jeg er glad for, at vi forstår hinanden så godt på trods af vores lange adskillelse.
– Det er i sandhed transcendent. Jeg er glad for, jeg mødte dig. Nu er mit sind lyst. Før var jeg tynget af problemer, nu husker jeg end ej, hvad de var.

Og med disse ord skiltes vi, begge en oplevelse rigere.

Det var som man kunne regne med

De har lukket cafeteriaet på hospitalet, så vi spiste i forhallen. Min mor skiftede bord tre gange, men alligevel mærkede vi trækken fra døren, hvor folk går ud og ryger (med deres dropstativ). Hun knækkede to plasticgafler mod sin krabbesalatbolle.
– Er du spændt, er du anspændt? spurgte jeg.

– Det er ikke ligefrem den pensionisttilværelse, jeg havde regnet med, sagde hun på vej ud ad svingdøren.
– Det er en pensionisttilværelse, hvad havde du regnet med? sagde jeg, men jeg ved selvfølgelig godt, hvad hun mente. – Man kan ikke regne med noget her i livet, er det ikke sådan det er?



Bagefter tog jeg ned til J. Per (i det sociale boligbyggeri) og røg 4 af hans Petterøes.
– Det er det eneste fornuftige, sagde han.
Han har været tjaldfri over hele julen, undtagen et par nætter, hvor han ikke kunne sove og stod op og røg indersiden af et eller andet og anden gang kogte nogle kviste og frø. Sidstnævnte virkede i to dage. Så bladrede jeg lidt i hans sadhu-bog og lyttede fascineret til hans syrehistorier og noget om en lokal bøsse i hans hjemby, der gav drengene snaps og 20-30 kr. for at køre den af mellem lårene på dem, men der skulle han også gå (altså dengang).


Sadhu.

I døren diskuterede vi meditationsteknikker. Jeg overvejer TM, fordi det lyder godt, når David Lynch beskriver det: at komme i kontakt med sit indre, kreative ocean (jeg forestiller mig noget stort og sort og dybt).
– Man skal ikke tro, det gør ens livs bedre, sagde han.
– Man skal ikke tro, det er noget ud over sig selv? sagde jeg.
– Nej.

Jeg får det aldrig gjort alligevel.

– Jeg håber bare, det kan give mig afstand til at se mig selv og andre, dér hvor jeg er.

Jeg gider ikke sådan noget med mantraer.

Den tid igen

Jeg skal med min mor til samtale på hospitalet i morgen. Vi talte i telefonen i går:
– Jeg kan også godt spørge en af dine brødre i stedet for, sagde hun.
– Lad hellere være med det, sagde jeg. – De bliver bare følelsesmæssigt belastede, og så ender du med at trøste dem.
– Hahaha, lo hun hjerteligt. Det er rart at få hende til at grine.

Hun har ingen energi. Hun har mavesmerter, fordi kræften snart er over det hele. Nu er hun lige færdig med sin sidste runde kemo, der heller ikke virkede. Jeg tror ikke, de har mere tilbage at kaste efter hende.

Dom

Min gamle kæreste sagde til mig:
– Du er en lille snobberøv. Det har du altid været, og det vil du altid være.

Pæne rettede tænder skyder dig direkte op i verdenseliten

En ting, man bemærker, når man ser Brüno, er, hvor mange amerikanere af de lavere klasser har dårlige eller manglende tænder (se illustrationerne forneden). Hvis jeg var milliardær, plejede jeg at sige, ville jeg starte en fond, der giver folk nye tænder.*) Hvordan skal man kunne få et job, hvis man mangler en fortand?



Min ven Tony løb rundt med en brun fortand i årevis, indtil han fik et job, der gav ham ordentlig sygeforsikring: kødskranken i Macy's kælder (hans nuværende kone stod ved ostedisken.) Og han var ikke engang fattig.



Day-O løb rundt med en stor kunstig fortand, han havde haft, siden han var 16, der lignede en mahjong-brik eller en klavertangent, indtil hans nye tandlæge spurgte, om han ikke skulle skifte den, nu han var i gang. Jeg skal aldrig glemme synet af skråsaft løbe ned ad den tand: det lignede tyndskid på indersiden af et lokum. Og han var heller ikke fattig, bare sær.



Min anden onkel var ovre med sin yngre elskerinde for et par år siden, da han var i fjerde ægteskab, kort tid før han hængte sig. Hun manglede også et par tænder rundt omkring, elskerinden. – Hvor er vejen til Christiania? spurgte hun.



Karateinstruktøren herover ligner Asterix:



På Donzo N's opfordring så jeg kommentarsporet bagefter, og filmen er faktisk bedre med. Ekstramaterialet er i virkeligheden sjovere end selve filmen. Strukturen er lige meget alligevel, og man får mere med.
Tak.



*) Det viser sig dog, at der findes en sådan organisation af tandlæger, der rejser rundt med en klinik i en bus og giver folk nye tænder. De var i The Times.

Det gode er, når nogen allerede har tænkt på det, så man slipper for at gøre det selv.

1-2-3

Jeg er blevet så god til sudoko efterhånden, at jeg løser dem i numerisk rækkefølge: først sætter jeg alle et-tallerne, så sætter jeg alle to-tallerne, så sætter jeg alle tre-tallerne og fremdeles.


Det kommer af at spilde sit liv.

Det hele kommer tilbage nu – erindringsmæssig retroejakulation

Højdepunktet nytårsaften kom, da Dr. DT sagde: "Du skal have noget at drikke" og rakte min datter et plastickrus portvin.
– Men jeg er altså kun 13 år, sagde hun.
– Jeg føler mig ligesom ham der ... hvad er det, han hedder? sagde han til mig.
– Polanski?
– Ja!

Senere tog han min kone på røven. Men det så jeg altså ikke.

– Det er sånoget mænd gør til fester, sagde hun.
Ikke mig. Jeg gør ikke.

– Kom her, sagde Dr. DT og gestikulerede mig ud på toilettet.
– Hvad fanden, vil du have, vi skal pisse over kors? Men jeg er altså kun ved 33⅓% tryk.
Nå ja, jeg har også haft brødre, tænkte jeg og lod en lind strøm løbe, mens jeg kiggede ned og så hans blege forhudsdækkede pikhoved og lange pubeshår.
– Dine piger er for gode til at sige nej, sagde han.
– De er eksperter, sagde jeg. – Det har de fra deres mor. Det er jeg forøvrigt kun glad for.

Han sluttede af med et par ekstra skvæt, efter den egentlige hovedstrøm var omme. Efternølere. Ligesom de franske adelsmænd i Mel Brooks' History of the World.

Næste dag sagde min kone til mig: – Det kunne jeg altså godt have undværet, at du fortalte os.
– Hvad fa'en, han tog dig på røven.

Der er masser af gode filmtitelskilte her (scroll lidt ned).

Picasso tog s'gu ikke opvasken

Min kone tog til fest og bad mig om at gøre rent.


(Indsæt Picassos ansigt her↑.)

– Hvorfor gør du egentlig så meget rent, far?
– Det morer mig overhovedet ikke!
– Behøver du være så sur?
– Vi kan godt bytte, hvis det skal være!

Hvad er der galt med mig? – del VII: Kommunikationen

Jeg får aldrig lavet noget færdigt. Jeg får heller aldrig noget begyndt. Der var en mand, der kontaktede mig om en pris på et maleri, jeg har liggende på nettet. Det er tre år siden, og jeg skrev først tilbage for 6 mdr. siden: Vil du stadig gerne vide, hvad prisen er? skrev jeg.
Ja, svarede han.
Og jeg har ikke fået skrevet tilbage med prisen endnu. Jeg ved godt, hvad prisen er, jeg har bare ikke fået skrevet tilbage.

Det er mit håb, at mine manglende kommunikationsevner vil få mig til at virke som sådan en sær outsider-kunstner og derved mere kunstnerisk.



Det er mit håb, men det er ikke en god salgsteknik.

Nogen mennesker kontaktede mig for fem dage siden, fordi de er interesseret i et billede, jeg har liggende samme sted, og jeg har ikke fået svaret endnu.

I mellemtiden sidder jeg bare her og laver det samme gamle lort, jeg hader, som en stor baby, der ikke gider skifte sin fyldte ble.

Prøver jeg at imponere med min livsklogskab?

Jeg mødte min nevø (18) nede på gaden, og han fortalte mig et eller andet om sin kæreste.
– Jaja, de er altid søde i begyndelsen, sagde jeg.

Hvorfor kan jeg ikke bare holde min kæft, hvad rager mit bitre lort ham?



Og så udvekslede vi hotte hiphoptips.

Det har jeg lige bestemt

Når jeg begår selvmord, skal det være til tonerne af Tom Jones.



Gerne She's a Lady. Meget filmisk.

Kære læser

Min kaffe er bare så god,
den får lorten til at løbe fra røven og ned i min sko
(inden i buksen)
nu er det ud på lokum fluksen.

Siné

Det er bedre at lukke af

Der er kun to ting, jeg beder mine børn om: at lukke posen inden i morgengrynspakken, fordi det er så irriterende, når den vælter, og at blive ude på badeværelset og ikke læse, mens de børster tænder, fordi jeg tror, det går ud over tandplejen, og ingen af delene gør de. Og jeg kan godt forstå hvorfor: hvis de først begyndte at gøre de ting, ville jeg måske bede dem om noget andet.

UPDATE næste morgen: Billedet er en Corn Flakes-reklame af Norman Rockwell, men det ville være sjovere, hvis det var bussemænd, de havde på fingeren:


Klik & forstør.

100% naturprodukt oprindeligt købt til rensning af pensler

Satans også, min kone har smidt resterne af min Marseilles-sæbe ud, da vi skulle vise lejligheden frem. Den var perfekt mod stinkende lem. Alm. English Leather-sæbe, eller hvad den hedder, den der billige knockoff fra Netto, kræver tre afvaskninger for samme effekt.

En del af hemmeligheden, men jeg er langt fra sikker, er, at det nok var tøj- ikke kropssæbe, så vidt jeg kunne læse mig frem til fra etiketten.


Ca. sådan så den ud. Bare hvid. Og fra Marseilles.

Fremsyn, del II

Min kone vil have, jeg skal tegne en livsforsikring. Men det har jeg altså ikke tænkt mig. Hvad får jeg ud af det?*) Tænk på børnene, siger hun. De må klare sig selv, det styrker karakteren. Ellers er de ikke opdraget godt nok.
– Tegn selv livsforsikring, siger jeg, men hun nægter. Det er klart.

*) Jeg kunne ikke finde på at vædde på, at jeg skulle dø tidligt.

I øvrigt har jeg ikke brug for livsforsikring. En shetlandsk spåkone fortalte mig, at jeg kommer til at leve et langt liv. Det kunne hun se på stregerne nede ved håndleddet. Jeg tror bare, hun havde lyst til at holde mig i hånden. Hun blev ved med at trykke min hånd (hhv. højre og venstre for fortid og fremtid) mod sit bryst i den mønsterstrikkede uldtrøje.



PS Min far havde engang en livsforsikring, han betalte til, indtil han tog alle pengene ud af den igen, da han stod og manglede.

Tid til at flytte II – det er kritisk

Vi er nødt til at flytte (vi har ingen plads og af flere andre grunde, jeg ikke kan nævne her for ikke at kompromittere min hemmelige identitet). Men alting er mindst kr. 5000 dyrere, det er en iPhone om måneden, der ikke kan trækkes fra.

Tid til at flytte

Vi har boet her i 10 år, og vi har ikke fundet et sted at gøre af kartoflerne endnu.

Om middagsbordet

– Det er ikke sjovt, sagde min kone. Hun er startet på et nyt job. – Har du hørt om aktiv lytning?
– Jamen, jeg vil gerne høre, hvad du har at sige.
– Jeg har ikke lyst til at fortælle det mere.
– Aktiv lytning? Du mener vist passiv lytning.

Jeg har været hjemme med et sygt barn: – Jeg har ikke talt med et voksent menneske hele dagen, og nu må jeg ikke sige noget?

Jeg har brudt hovedregel nr. 1: Lad være med at afbryde din kone, når hun kommer hjem fra arbejde og skal læsse af.



– Det er jo stereotypt. Det er sånoget standup'ere snakker om.
– Hvad snakker du om? Siger du, jeg er latterlig?
– Og hvad så om du var? Hvad er der galt med at være latterlig?
– Ved I hvad, jeg sidder her altså endnu, sagde min datter (13).
– Ja, bliv du bare siddende. Det kan være, du lærer noget.

Hvad hvis det var omvendt? Hvad hvis det var manden, der kom hjem og ikke ville afbrydes, mens han fortalte om sin dag? Mens han spiste konens stegte sild med persille? Hvor bøvet ville det ikke være?

Næ, der er så sandelig forskel på folk.



Hvad hvis det var Tiger Woods (her bryder den kedelige verden ind i min blog), der havde smadret konens bagrude med en golfkølle? (Ikke min originale tanke, men den kan være god nok alligevel.)

Hvorfor er det sjovt, når faren slår sig (på film og i tv-serier, men også i virkeligheden), men sørgeligt, når moren slår sig?

Okay, sagde jeg, – nu morer jeg mig ikke mere. Nu er det ikke sjovt længere. Jeg har ikke mere overskud nu.