Det var en aftale

Vi tog ud i IKEA og skændtes hele vejen, bittert, indædt, alle de gamle knapper trykket i bund, medens jeg forsøgte at føre min svirefars automobil. Ét fejltrin, og mit navn ligger i ruiner. Heldigvis løb vi ind i Niller-drengen og Petunia og blev afledt en gratis IKEA family member-kaffe eller to. Fucking IKEA, de havde ikke det, vi ville have, så vi købte noget, vi ikke havde brug for, for kr. 2.000. Min kone købte lysestager. Lysestager! Hvem betaler for det? Jeg skulle have nogle rammer, men de var enten lidt for små eller alt for store, så jeg købte to flere, end jeg skulle have, der ikke passer, bare for at være på den sikre side. Bare for at spare penge brugte jeg kr. 500 på noget, der ikke er godt nok.*) Der er meget kort vej fra at købe noget i IKEA til at bygge det selv ud af pap (det holder lige dårligt, men det af pap er til at reparere).

Jeg kan ikke forestille mig nogen mere modbydelig livsstil end at køre i sin bil ud til et omkringliggende indkøbscenter. Hvor aftrækkerfingerrykkende. Fra nu af handler jeg lokalt eller over nettet.



Vi var også i ILVA, der er endnu værre. En komplet joke af falskhed: en skibskuffert som sofabord, der er lavet for at ligne en gammel skibskuffert, nogen engang har fundet på at bruge som sofabord. En lampe lavet af et kamerastativ, der er lavet for at ligne et gammelt kamerastativ, men som er dyrere end et rigtigt kamerastativ, nyt eller gammelt, og ikke kan bruges som kamerastativ. Udpræget bordelsmag over hele linien (sort og sølv). Kunstigt slid.

Se, hvad William Gibson siger om den slags, venner:

She was big on patination. That was how quality wore in, she said, as opposed to out. Distressing, on the other hand, was the faking of patination, and was actually a way of concealing a lack of quality.
(Zero history, s. 205)

Og så skændtes vi hele vejen hjem.

– Det gør jeg aldrig igen, sagde min kone. Hun har ikke talt til mig siden andet end i grynt eller enstavelsesord. Dyrisk eller domsfældende. Som sfinksen. Jeg aner ikke, hvad hun tænker på, andet end at det ikke er noget godt.

*) Hvor mange gange skal jeg lære, at kvalitet betaler sig?

Faktisk har jeg ikke lavet en skid hele dagen

Det har jeg det heller ikke godt med.

Ret op

I morges stod jeg op og græd.

Frygteligt

Det er frygteligt, det eneste jeg tænker på er at kneppe. Jeg er 45 år gammel, og det eneste jeg tænker på er at kneppe. Jeg er gift, og det eneste jeg tænker på er at kneppe. Kneppe, kneppe, kneppe dagen lang.



Hvordan jiver det med det her med, at man skal leve i nuet?

Hvordan jiver det her med, at man skal leve i nuet, med, at man ved, man engang skal dø?



Som altid, når jeg finder mig selv i et filosofisk dilemma, tager jeg ned og besøger J. Per i det sociale boligbyggeri, den gamle hippie. Gamle hippier, de forstår at leve livet.

Han har været rimelig stoffri, siden han røg hele høsten ud i ét stræk. Ind i mellem kommer Julefaren forbi med en klump, og så ryger de den. Han har kun været ude på Staden en enkelt gang eller to, og hans anden forbindelse er for uhyggeligt krævende til, at han orker at tage der forbi for tit. Og lad mig her slå et slag for, at gamle hashomaner kan få noget ordentligt at ryge, så de ikke bliver tørret af upålidelige pushere og må ryge dårligt lortetjald og i det hele bliver nødt til at omgås kriminelle elementer. Lad dem dog få noget ordentligt tjald, der går op og ringer i det tredje øje, om de så skal betale skat af det.
Tak.

Forleden dag havde han haft sine venner Klaus og Grethe til potchai af alle hans gamle grene og blade. Klaus sad som lammet og sagde: – Hold kæft, hvor er jeg skæv, og Grethe hang med hovedet ud over sofaen.

Her er den rygende gurus dagens morale. Det er den samme som altid:

Gør hvad du vil
mens du er til

Ellers la’ vær
og pil tæer.

Han reagerer altid på, når man siger, man godt vil noget ude i verden. Alligevel er det ikke nok selv for ham bare at sidde der. Vi er jo ikke kun dyr – her er det mig, der taler – vi ved, vi skal dø. Når vi har skidt og ædt og kneppet, får vi lyst til noget andet.

Lige nu er jeg ind i mellem. Jeg kan ikke simulere mig fra alt, uden engang i mellem at få stimuleret ettal't.

Vi er stadig nødt til at finde indhold i vores liv, når det hele står åbent. Eller på klem.


Der er gratis Al Jazeera English til fonen.

Og dip

Der var en, der hev mig ud at danse, der sagde: - Du danser langsomt på en meget hurtig måde.

Det tager jeg som en kompliment.

Bagefter sagde hun, at hendes kæreste nogen gange holder hendes hoved ned under dynen, når han har slået en skid*). Jeg så over på ham. Han stod og grinte bag sit hvalrosoverskæg.

Hun er sindssyg, sagde min kone om hende. Men nu hævder hun, at det ikke var det, hun sagde.

*) En såkaldt stegeso. (Dutch oven.)

Mit manifest

Fra jeres lokalradiovært, der bor under en sten og ikke kan lide noget af det, han ser

Her er noget mere gammelt, grotesk uaktuelt brok.

Okay. Ved I, hvad jeg var træt af? Alt det pis, Kenneth Carlsen skulle lytte til, fordi han aldrig blev mere end nr. 125 på verdensranglisten. At være verdens 125. bedste tennisspiller er faktisk ret godt. Hvis han havde været verdens 125. bedste fodboldspiller, havde pressen slikket ham op og ned mellem røvballerne, til han var funklende ren. Er Nicklas Bendtner verdens 125. bedste fodboldspiller? Jeg tvivler. Bare at være Danmarks 125. bedste fodboldspiller i øvrigt er ret godt. (Det kan også være, fordi Kenneth Carlsen altid så så sur ud, at han skulle lytte til alt det pis.) Er Kim Larsen verdens 125. bedste rocksanger? Er det eksempler nok?

Der blev lavet en liste for et par år siden, hvor en af mine venner var Danmarks 132. mest omdiskuterede kunstner. Det grinte jeg lidt af. Jeg var selvfølgelig slet ikke med på listen.

Jeg er et nul og en fiasko. Jeg skammer mig på mine børns vegne over mig selv.



Jeres lokalradiovært bag mic'en.

Jeg får nu at vide, at Kenneth Carlsen højeste rangering var som nr. 41 i verden, men det ændrer intet ved ovenstående pointer. I øvrigt er dette et radioprogram, og man kan ikke gå tilbage og ændre. Pas på, en dag udsender jeg et rigtigt radioprogram her på stedet. Så er I advaret. Og hvis I er rigtig heldige, giver jeg mig til at synge noget mere. Der er så sandelig noget at se frem til. Nu vil jeg fylde tiden ud med tom snak, indtil musikken begynder...


Det er hittet, der holder.

PS I går var jeg nr. 145 på The New York Times crossword puzzle-løselisten (kl. 23.45). Det er også ret godt. Torsdagskrydsen er rimelig svær. Jeg har aldrig været højere end 122 (mandag).

Nu hader jeg det igen

Satans også, i dag, da jeg kom ind, så mit maleri godt ud. Nu tør jeg ikke røre ved det. Det er ligesom ikke at turde tale med den smukkeste kvinde til festen.


Jeg tør vædde på, Botticeli aldrig havde sådan nogle problemer.

Jeg ser dem nok

Jeg kom hjem i går, og så sagde min ældste datter (14), at hun er meget intelligent, og at jeg er en "hårløs abe".



Hun lyder som mig selv engang.

Spred dem

Min ven 2mason skrev engang til mig: "Spred dine vinger og flyv." Det var 12 år siden. Og her sidder jeg stadig på mit eksistentielle das, medens andre knejser på Parnas. Alle døgnets timer jeg livsløgn bedriver. For jeg er intet, til intet er jeg blevet. Det ærgrer mig i grunden, altid at måtte tage min føde på bunden i stedet for i samfundets øverste stratosfære, hvor jeg føler, jeg bør være. Jeg ville være et bedre menneske, hvis jeg var succesbeskinnet. Så skulle I høre! Der var ingen ende på det, jeg ville gøre. Hvem der ku'.

På den anden side er det helt sikkert en fordel ikke at være ødelagt af for tidlig succes.

Men det er mere holdningen til det at kaste sig ud og svæve uden at bæve. – Se, der svæver Gudsrost ville folk sige.
– Han er mit idol, ville børnene stolt betro hinanden.
– Han er en gud, ville kvinderne sige og smække med læberne, og mændene ville grynte: – Skulle det være noget særligt?, men inden i ville de misunde og elske mig på en ikke-homoseksuel måde.


- Er der nogensinde nogen, der har tænkt på mig, mens de onanerede?

Et stort ansvar

Jeg formåede at overtale min kone til at have sex med mig (ring til Reuters, Guiness, Ripley's - sikke'n nyhed), og næste morgen gik jeg og fløjtede ude i køkkenet.

– Sikke't humør, du er i i dag, sagde hun. – Sikke'n forandring.

– Det må være mærkeligt at holde nogens lykke i sine hænder på den måde, sagde jeg.

Det var fluen der fik mig

Der kom nogle linier af Kerouac, fandt jeg ud af, det var, på radioen forleden, der fik mig til at spidse øren:

In my medicine cabinet,
the winter fly
has died of old age

Og denne klincher:

Nightfall,
too dark to read the page
too cold

Der er flere her.

Også denne:

Black bird
no! blue bird!
branch still jumping

Et klassisk, slagfast poetisk billede.

Optagelsen (med Al Cohn og Zoot Sims) her.


Fra Chris Ware: Jimmy Corrigan: The Smartest Kid on Earth.

Det var på WFMU - tjek deres hjemmeside for livestreams, arkiver og podcasts.
De ligger også i iTunes under Radio > Eclectic
Og deres iPhone app er glimrende og gratis. Jeg sætter fonen til DAB-radioen hver morgen, så mine børn og jeg har noget at frydes over.

Jeg var simpelthen nødt til at smide, hvad jeg havde i hænderne – hvilket ikke gjorde så meget, for det var arbejde – og høre efter. Og tage noter.
Anede ikke det var Jack før bawetter.

Upassende

Det var så pinligt: jeg sad inde i stuen og lyttede til min datters (14) nye projekt eller så hendes kortkunster, og så kom der de her høje kneppelyde fra underboen – hvorfor laver kvinder så meget larm? (visse evolutionsforskere siger, det er for at tiltrække andre mænd i stammen, så de kan komme og skyde deres spunk ind i mixet*)) – men nu siger min kone, at de lige har fået en lille baby dernede.

*) Christopher Ryan & Cacilda Jethá: Sex at Dawn: The Prehistoric Origins of Modern Sexuality (HarperCollins, 2010).

Hånbold

Jeg tror, hemmeligheden ved håndbold er at finde en sport, som ingen andre lande spiller, og så glæde sig over den.



Siger min kone: – Men de spiller da håndbold i andre lande, gør de ikke?
– Du ved, hvad jeg mener.
Betydningen er den samme.

Hvis det ikke var for spisesedlerne, ville jeg ikke vide, at håndbold eksisterede. Det er en rar fornemmelse.

Der er mange ting, jeg på samme måde ikke ville vide fandtes.

– Følger du ikke ned i nyhederne? spurgte en far fra klassen.
– Nej da.
– De siger, Acacieparken er en "ghetto" [med luftgåseøjne], men det er det ikke.

Og det er kun ét eksempel.

Der er mange ting, man bliver klogere af, hvis man ikke følger med i nyhederne.

Noget af det

Her er noget af det, jeg har fået at vide, at jeg er, gør eller skal, i dag:

"Jeg tager ikke ansvar for mit eget liv."

"Jeg hører ikke efter."

"Jeg er syg i hovedet."

"Det er ikke fordi, det er noget lort, det er fordi, jeg er en idiot." (Det rimer.)

"Indrøm du har ret."

"Det er altid værre for mig."

"Der gælder altid andre regler for mig. Særregler."

Uden et ord

Min far og hans dame kommer til kaffe, og nu er min kone gået. Jeg ved ikke, hvor hun er. Hun blev sur og gik.

Det er lidt akavet, men ikke uoverstigeligt eller uhørt.

Jeg er ved at bage en apple pie.

Der kom noget i vejen

Jeg ringede til min svigerfar:

– Kan jeg låne bilen på lørdag?

– Nej, Morten og jeg skal til 30-års fødselsdag i Helsinge.

– Nå, jeg havde håbet på, jeg kunne låne den til min mors bisættelse.

(...)

– Hun døde i søndags. Har du ikke fået det at vide?

Senere nævnte jeg for min kone, at det var lidt underligt.

– Jeg har ikke nået det, sagde hun.

Hej kære nabo

Min kone holdt selskab og smed mit improviserede bobleplast-gardin på badeværelset ud. Nu kan alle folk se ind, når jeg skider.

Det havde hængt der, siden vi flyttede ind.

Det dækkede ikke helt. Engang fik jeg øjenkontakt med en nede i gården, der vinkede. Og jeg vinkede igen. Hvor pinligt.

Det dækkede ikke det nederste højre hjørne, og jeg opdagede, at man kunne se alt det, man ikke havde lyst til at se, fra køkkenet, engang vi havde gæster.

Nu gør det ikke så meget, hvor fugten driver ned ad ruderne og slører.



Min kone har sat en gardinstang herud, men intet gardin, og hun har ikke hængt den op. Det er den sædvanlige procedure.

Jeg sidder herude nu så stoisk som munken, der sætter ild til sig selv.

Kender i typen?

Er jeg den eneste, der kender en, der altid siger: "Min pik, den er bare så smuk!"?



Ham, jeg kender, er socialforvalter i en ringvejskommune.


PS Også en Holden Caulfield-type, der fejler som rockmusiker.

Endelig

Det er endelig lykkedes mig at dræbe min plante. Jeg fik den til min 40-års fødselsdag, og den har fulgt mig op igennem. Meget har den fundet sig i, og aldrig har den beklaget sig.

Men nu er den ikke mere.


Meget, meget næsten ikke mere. Der er ét grønt blad i.

Ligesom Den barnlige Kejserinde er den ramt af noget uforklarligt. Hvem er den grønfingrede – om ikke -hudede – helt, der kan redde den? Jeg lader hofgartnerne kalde sammen. Den ædleste og viseste af dem må drage ud og overdrage helten Klenodiet, også kaldet "Glansen". Med den om halsen hænger al rigets skæbne på ham.

Jeg ved godt, det kun er en plante, men den er alt, hvad jeg havde til at holde mig med selskab de lange kolde dage med slavearbejde og frygtelige eksistentielle kvaler.

Den er mit riges dunkende hjerte, og dør den, dør alt.

Hvad nu? Jeg tror, der vokser noget mug omme bag min espressomaskine.

Befinder helten sig dér?