Kulturelt armod

Hvad er det for en kultur vi lever i, at man ikke engang kan finde teksten til Johnny Reimars Sikke’n fest på nettet? Er det ikke lidt fattigt? Jeg bringer derfor teksten her i sin fulde længde, så alle kan nyde godt deraf.



Sikke’n fest

Sikke’n fest vi har haft nu i nat
Åh ja åh ja åh
Klokken var fem før vores gæster gik hjem
og de sang åh ja åh ja åh

Sikke’n fest vi har haft nu i nat
Åh ja åh ja åh
Propperne sprang og alle fested’ og sang
og der var jubel natten lang

Naboen ved siden af
kom til min dør og sagde:
Må vi få nattero
Jeg sagde: Kom ind I to
De sang i kor da de sku’ gå
med bøhmand og pyjamas på

Sikke’n fest vi har haft nu i nat
Åh ja åh ja åh
Klokken var fem før vores gæster gik hjem
og de sang åh ja åh ja åh

Sikke’n fest vi har haft nu i nat
Åh ja åh ja åh
Propperne sprang og alle fested’ og sang
og der var jubel natten lang

Det pæne mågestel
tog gulvet med et smæld
da vægten blev for stor
på vores spisebord
For Jensen stepped’ dér og gled
og lysekronen ramled’ ned

Sikke’n fest vi har haft nu i nat
Åh ja åh ja åh
Klokken var fem før vores gæster gik hjem
og de sang åh ja åh ja åh

Sikke’n fest vi har haft nu i nat
Åh ja åh ja åh
Propperne sprang og alle fested’ og sang
og der var jubel natten lang

Og politiet kom
men de syntes mægtigt om
lidt fest og ramasjang
Og der var ekkoklang
da tre betjente stod og sang
på vor terrazzotrappegang

Sikke’n fest vi har haft nu i nat
Åh ja åh ja åh
Klokken var fem før vores gæster gik hjem
og de sang åh ja åh ja åh

Sikke’n fest vi har haft nu i nat
Åh ja åh ja åh
Propperne sprang og alle fested’ og sang
og der var jubel natten lang.

(Jack White / Nussbaum / Thøger Olesen)
(P) 1974 Polygram

Latterkaskaderne fortsætter at rulle

Her hviler Patter



Siden jeg er begyndt at bringe billeder af grinagtige gravsteder her i bloggen, er det regnet ind med nye hardcore grinere.
Dagens billede er indsendt af 2MASON i København, der tilsyneladende ikke har bedre ting at lave end at trawle omkring på nettet. Patter her ligger på Cordova Township Cemetery i Minnesota (link).

Kviksølv ud!

Jeg har bestilt tid hos tandlægen for at få fjernet mine gamle kviksølvsplomber. Først fjerner hun dem i den ene side, siger hun, så dem i den anden side, for at jeg stadig skal have en af siderne at tygge med i de følgende dage.
Så jeg bliver vel nødt til at bestille en tid til, nu jeg er i gang. Hmm...
Jeg har ikke engang spurgt, hvad det koster.

Man må så sandelig lide for skønheden.




Bemærk: Den unge dame på billedet her har ingen skæmmende sorte plomber.


Fodnoter
Det får mig til at tænke på de gode gamle firsere, eller var det halvfjerdsere, da Simon Spies giftede sig med Janni og insisterede på, hun fik fjernet sine plomber.

Jeg er også træt af, at børnene refererer til dem som ”huller i tænderne”. Det ligner det måske, men det er altså fyldninger, som jeg tålmodigt forklarer dem, selvom de ikke tror mig.

Min lillebror har fået sine fjernet. Han siger, man kan mærke forskellen bagefter. Så jeg har noget at se frem til.
Han siger også, at han kan kurere mine åreknuder og min xantholasma med akupunktur og propolissalve. Det glæder jeg mig til at se.

Læs mere om plombefjerning her.

Min metode

Det jeg gør er, jeg tager bare alt det sædvanlige lort, jeg fyrer af, og skriver det ned.
Mit brok ser sjovere ud på tryk, bilder jeg mig ind.
Og så slipper jeg for at sige det samme hele tiden.

Jeg vidste jeg ikke var den eneste der ku' se komikken

Kusses familiegravsted.
En årvågen læser har apropos gravsten med fnisende grinagtige navne sendt mig dette billede fra Forest Home Cemetery i Chicago (link).
Man forbløffes til stadighed, og ikke bare over at man han en læser.

Dr. T.B. viser vejen

I dag fandt jeg efter konsultation med Dr. T.B. en ny vej at cykle på arbejde. Nu har jeg cyklet nogenlunde den samme vej de sidste, hvad er det, 6 år - hvor bliver tiden af? - og jeg troede, jeg havde opbrugt alle variationsmulighederne. Og det var en scenerisk rute med træer og graffititunneler.
Her er hvad den gode doktor også sagde: "Og læg nu mærke til dine omgivelser, lyt til fuglene".
Sagde jeg: "Det er let for dig at sige, jeg har sat mig på min iPod. Skærmen ligner en blækklat. Jeg kan ikke se, hvad jeg spiller."
Hvortil den gode doktor lo.

(Illo nuppet herfra )

Det var højdepunktet

Det mest meningsfyldte jeg har lavet i dag var at æde en pose chips.

Jeg har ikke rigtig gidet noget, mindst af alt det jeg skal.

Nåja, jeg skød en stribe billeder med mit nye smarte kamera nede på gaden i morges af hvad der omgiver mig i min hverdag. Ikke at det giver nogen mening, men det gav mig en vis glæde.

Nu er jeg igen ved at drukne i arbejde - jeg var så tæt på at nå op til overfladen, før jeg blev trukket under igen af den sisyfossten, jeg har bundet mig om anklen. Jeg når aldrig noget som helst på den her måde, ikke videre i livet i hvert fald.
Det eneste mit arbejde fører til er mere arbejde.
Hvis det bare handlede om at fylde i tarmen var det ikke noget problem, men jeg sidder klemt fast mellem min ambition og min handlingslammelse og rokker mig ikke af stedet.
Det sømmer sig ikke for et frit menneske.
Så sandelig nej. Men jamre kan jeg. Som om jeg var det eneste menneske, der skulle arbejde. På den anden side vil jeg nok mene, at retten til at jamre er et grundlovssikret frynsegode ved have et job.
Som kritikerne siger om kontorrotten Dilbert: Det er nemmere at brokke sig end at gøre noget ved det.

Apropos: Det bliver sjovt at se, hvordan dynamikken forandrer sig i det lille hjem, når min kone får arbejde. Her har jeg gået i årevis og ventet på, at hun skulle blive færdig med sin uddannelse, så hun kan forsørge sin mand som sig hør og bør, og nu er øjblikket måske snart inde, hvor hun træder ind på arbejdsmarkedet. Vil jeg så få mere tid, eller betyder det bare, at jeg kommer til at bruge al min tid på at hente børnene osv.? Og vil jeg langt om længe føle, at jeg kan sige nej højt og gjaldende, når nogen tilbyder mig arbejde?
Følg med her på siden. Det skal blive interessant at se, hvordan det forløber altsammen...
Løbende updates forude.

Mind mig om aldrig at blive gammel

Billedet her er fra forrige års "seniorade" i Søndermarken og copyright Frederiksbergbladet. Tjek.

Terapi er fedt

Det er fedt at gå i terapi. Man kan sige lige hvad min vil, og terapeuten er nødt til at lytte til det.

Første gang jeg skulle til terpai, havde jeg det ligesom jeg skulle til en luder: Jeg skulle ind et sted og blotte mig og betale.

Jeg ville gå i terapi hele tiden, hvis det ikke var fordi, det var så skidedyrt.*)
Jeg ville sikkert også gå til luder hele tiden, hvis det ikke var fordi dét var så skidedyrt. Mao. terapi er en luksus, jeg ikke under mig selv, når jeg ikke har det værre end jeg har det.

Det er godt nok nogen år siden efterhånden, jeg var i terapi (altså for mig selv, ikke parterapi, som jeg også har gennemgået et forløb til halvanden af), men jeg mindes det varmt. Min terapeut – thi jeg havde ikke råd til en rigtig psykolog, og hende her havde min bror anbefalet – var pensioneret tjenestekvinde indenfor kriminalforsorgen, og hun var i øvrigt meget god, når det drejede sig om afhængighed af stoffer, hvilket jo ikke var mit problem. Hun lignede Elsa Gress. Jeg husker endnu, hvordan hendes lange perlekæde havde det med at hægte sig fast nede om det ene bryst. Det værste var, når hun begyndte at fortælle noget fra sit eget liv, så flakkede mit indre blik straks nervøst hen mod taxametret. – Hey, hvad med mig og min forkvaklede seksualitet? Kan vi ikke tale lidt om den i stedet for? tænkte jeg. Men jeg sagde ikke noget. Det måtte man bære over med. Ellers var hun såmænd udmærket, og hun fik afklaret nogle misforståelser jeg havde gået med i årevis.
Det er måske noget af det bedste der kan komme ud af det: At man får et virkelighedstjek på sine tanker og forestillinger, ligesom det gælder i så mange andre sammenhænge, hvor ens forventninger eller frygt måske ikke stemmer overens med realiteterne.

En anden dag vil jeg gøre rede for min tid i parterapi, jeg skal bare have det til at lyde morsomt først.


*) Er der nogen derude, der giver discountterapi til blokerede klynkekunstnere? Jeg er en glimrende patient, meget medgørlig.

Læresætning om omvendtdag

Min ældste datter (10 år) sagde noget kløgtigt i går.
Hun sagde: "Det giver ingen mening at sige, det er omvendtdag i dag".
Tænk over det.

Svaret står nederst på siden.



Svar: Hvis det var omvendtdag, skulle man sige: "Det er ikke omvendtdag i dag!"
(Man skulle sikkert også sige, at det var nat og ikke dag, men lad det ligge for nu.)

Mysterium ved daggry

Jeg stiller vækkeuret til kl. 6.30, fordi børnene skal i skole. Hvorfor vågner jeg så hver morgen kl. 6?
Er det fordi, jeg er ved at blive gammel og ikke har brug for mere søvn?
Burde jeg stille vækkeuret til 5 minutter i 6 og finde ud af, om der kunne være en anden årsag?

Min tatovering

Den eneste gang jeg har overvejet at få en tatovering, var da min kone forlod mig. Motivet skulle være en simpel rose på den ene røvballe med mulighed for at udvide til et helt bed af ens roser op af ryggen, hvis det skulle blive nødvendigt.
Bedst af alt så kunne jeg sige: - Der vokser sgu roser i røven på Kong Karl. Haha.
Jeg var sågar nede at undersøge en pris, som jeg fandt for dyr, og jeg havde heller ikke lyst til at blotte røven for denne tatovør, der var en mand (og i øvrigt havde gået på min skole) og rosen var for firkantet i dessinet.



På et tidspunkt åbnede der på kort tid tre tatoo-stuer indenfor en bloks radius af mit hjem på E. 12th St.
Indenfor en tilsvarende radius af mit nuværende domicil på Finsensvej ligger der tre solcentre og en klinik for fodterapi.



Min ven Steve fortalte engang om den tatovering hán godt kunne tænke sig: Michelangelos to hænder fra loftet af Det sixtinske Kapel (kendt fra E.T.), en på hver balle.
Jeg ved aldrig om han fik den, men jeg ved, at hans kæreste fik et motiv af to fugle fra et af Steves malerier tatoveret på benet. Han elsker ham. Hvilken kærlighedserklæring.



Faktisk har jeg, for at det ikke skal være løgn, allerede en tatovering (der svagt antydes på fotoet her forneden), en blå prik hvor jeg stak mig med en tuschdyppet fjederpen for 20 år siden.

Jeg behøver i øvrigt ikke en tatovering, da jeg har et iøjnefaldende modermærke.

Med J. Per over grænsen

Jeg er nu nået til det punkt, hvor jeg kigger i mapperne for at se om der skulle gemme sig noget, jeg kan hælde ud i intetheden til mine ikke-eksisterende læsere.

Den korte overgang jeg havde bil, forestillede jeg mig følgende road movie i knækprosaform:

Jeg er så klar til at sætte
mig ind i bilen og køre over
grænsen og ikke stoppe før jeg har
nået den franske Riviera eller
Sydspanien.
At gå walkabout, det er
hvad jeg trænger til. Og det er
ikke fordi jeg ikke elsker min kone
og mine børn, for det gør jeg og
det ved de, men netop fordi jeg
gør det og selvfølgelig mest fordi
jeg har lyst til at komme ud
herfra, og det kan ikke gå hurtigt
nok. Stoppe på vejen og se om min
kæderygende, grænsepsykotiske
invalidepensionistven vil med
( – Find dit pas, J. Per, og en
tandbørste og ekstra stomiposer,
hvis det er nødvendigt) og så
deruda’ mod Rødby. Og vi
synger gerne Steppeulvene og vi
griner gerne af de andre.

Hvordan er jeg blevet sådan et gammelt røvhul?

Alt det sjove er tyve år siden.
Tilbage er kun den bitre ironi.
Hvor er mit liv blevet af?

Det eneste jeg har at se frem til er en galoperende midtvejskrise.



Til almen orientering: Billedet her er fra Schippers & van den Boogaard: Van Oekels oplevelser 1 - Værre end fanden selv, Runepress 1982. Læs den! Hvis du allerede har læst den, så læs den igen.

Det hæsligste sted i byen

Ferniseringer i Galerie Asbæk (bemærk den fimsede franske stavemåde af galleri).
Stop dig med så mange lakse- og gedeostemadder du kan, før du flygter ud med åndenød og noia over, at der ingen rigtige mennesker er, kun cyborgs, der intet godt vil dig.



(Det burde være muligt at komme på mailinglisten ved at e-maile dem, jeg ved det ikke. Jeg er allerede på listen, og jeg ved ikke, hvordan jeg er endt dér.)

Danskerne har ikke fattet at der er folk der er anderledes end dem selv

I dagens URBAN på side 2 stod denne notits under overskriften "Kloge studerende dropper Danmark":

Der bliver længere mellem de gule, brune og sorte på universiteterne, der skal være med til at gøre Danmark til et konkurrencedygtigt videnssamfund...osv.

Det kunne jo være, udlændinge vælger Danmark fra, fordi danskerne er racister. Se bare omgangstonen. Hvornår holdt man ikke op med at kalde folk "gule, brune og sorte"?
Danskerne har simpelthen ikke fattet det endnu.

Formerne i mit tæppe

I mit soveværelse har jeg et herligt ægte tæppe (manden, jeg købte det af, sagde i hvert fald, det var ægte). Der er former i det, der ligner ting.


A) Det her synes jeg ligner en hundehvalp (med en 90 graders drejning).



B) Det her ligner en indisk eller balinesisk gud.



C) Det her ligner Predator eller anden alien.


D) Denne form ligner et jordegern med en blå fortand (jeg justerede farven lidt på klippet her forneden for at lette forståelsen).



Prøv selv at se, om du kan se former i tæppet. Det er sjovt! Måske har du selv et tæppe derhjemme, du kan øve dig på.

Pludselig blev jeg helt flad

Jeg har været ovre og kigge på nogle af de andre blogs i blogbot.dk. De er meget sjove, nogen af dem. Jeg kan ikke få min blog her til at dukke op i blogbot, så alle kan læse den og synes jeg er genial. Jeg er deprimeret. Måske er jeg ikke så sjov, som jeg selv troede (okay, det vidste jeg allerede).
Det er lige ved, jeg tror, det bedre kan betale sig at lave noget arbejde i stedet for.
Jeg kunne også se om Donzo er dukket op i Messenger.
En af dagene må jeg lære at frakline mig denne computer.

*

Senere
Jeg fandt ud af, hvad der var galt: Jeg havde bare glemt at spise morgenmad! Det var det hele! Det er utroligt, så lidt der skal til nogen gange. Her gik jeg og troede, det var noget eksistentielt.

Tikkende bakteriebomber

Kender I det, når man cykler i frostvejr og snyder næsen med en finger og snotten ender på skulderen?
Min jakke og mine vanter lugter underligt.

Jeg kan umuligt være den eneste, der synes det her er morsomt

Fisses familiegravsted
Bemærk Moder Esther Fisse nederst.







Man tror det er løgn, men det er faktisk hvad man finder, når man søger 'fisse' i Google Images. Og det kan jo ske, man gør det.
Gravstenene er fra en jødisk kirkegård i Seattle (her er linket for en god ordens skyld).

Var der nogen der sagde uforholdsmæssigt?

Pedros nye bog om Danmark i det 20. årh. har hele 4 (fire) sider om Matador.
Lad gå, det er en tyk bog på 728 sider, men alligevel. Er der ikke sket vigtigere ting?
Ellers udmærket billedmateriale.
(Peder Christoffersen: Danmark i det 20. århundrede)

Opfølgende spørgsmål:
Er TV-serien Matador efterhånden ikke mere kendt end brætspillet Matador?
Er TV-serien Matador nogensinde blevet lavet som brætspil?

*

Min kone sætter sig til rette hver lørdag aften for at se Matador. I lørdags havde hun oven i købet lavet et stort fad hjemmedyppet konfekt og sprøde smørbagte småkager endnu lune fra ovnen. Og alligevel ville ungerne hellere ligge inde hos mig og se My Name is Earl på 3'eren. Lørdagshygge er ikke hvad det har været. Her måtte de løbe flere ture frem og tilbage for at nå til guffet.

Da Earl var færdig, tænkte jeg, at nu måtte jeg virkelig bevise, at jeg også kan hygge, så jeg satte mig ind ved siden af min kone for at se de sidste fem minutter af Matador. Og det lykkedes, selvom jeg var lige ved at falde i søvn. Jeg holdt hende i hånden, og jeg brokkede mig ikke eller sukkede en eneste gang.

Når jeg ikke hører fra min mor, ved jeg der er noget galt

Illustrerende floskler:
Hun er ikke den der piwer.
Hendes tavshed er et råb om hjælp.
No news is bad news.

Hun kan f.eks. finde på at sige: - Ja, det er ikke for at pive, men... (hun har smerter af al den kemo).
Hun er af den gamle skole.

På vippen 2)

I dag*) blev jeg mailet op af en populær bagsideskribent fra dagspressen – hvis rubrik og navnlig hvis iørefaldende modstand mod den fucking overformynderiske, fascistoide medielicens jeg havde komplimenteret i en læsermail – fordi han kunne lide mine fotos og ville skrive om dem. Hvorfra kender han mit navn? Mine fotos? Jeg troede min hotmailadresse var anonym, og så står mit navn på. Døh! Fotos var taget af en i London, der hedder det samme som mig og har en professionel hjemmeside. Hvad har jeg? En samling jpeg's på flickr.
Ikke engang noget man kan sælge, så hvad skal jeg med eksponering, i fald den forekommer?
Hvor vigtigt er det nu at fedte? Og på den rigtige måde. Nu beder han mig fortælle mere. Haha. Den er god. Jeg er nået til første stadie af selvpromoveringen igen og er gået fuldstændigt i stå som sædvanlig. Hvor er nu mit flotte præsentationsmateriale, den kunsthistoriske tekst om mine værker? De findes ej. Jeg må igen strikke noget sammen i sidste øjeblik.
Panik-panik som sædvanlig og impulsen til hurtigt at trække mit hoved tilbage i skjoldet igen.

*) Dvs. i forgårs. (Jeg har ikke fået svaret endnu.)

På vippen

Jeg er i tvivl om det er en god ide, det her bloggeri, med at fyre en masse gejl af om mig selv. På den ene side vil jeg gerne anerkendes som en original stemme i tiden, på den anden side ved jeg ikke om mine raslende tankeperler og peristaltiske bevægelser rager nogen.

Jeg tør ikke engang give flere oplysninger om mig selv for ikke for let at blive genkendt, for at min demografiske baggrund ikke skal afsløre mig. Det er jo et lille land ad helvede til.

I dag*) tilmeldte jeg mig blogbot.dk, men hev straks min tilmelding ud igen. Det var lidt ligesom uventet at dukke op i et chatrum.
Lammet af præstationsangst som jeg er, tænkte jeg, at jeg først måtte ændre skabelonen på min blog, så den bliver mere tjekket. Jeg vil have et billede og tekst sammen øverst på siden, ligesom andre mennesker. **) ***)

Jeg er jo ikke en af disse personer, der vender vrangen ud på sig selv, samtidig er jeg ret så skide ligeglad. Jeg vil bare ikke have min kone ser jeg skriver om hende og os. Navnlig når jeg tænker på hvad jeg har liggende i arkivet af nedladenheder og smædeskrifter, der blot venter på at blive posteret på en sløv nyhedsdag.
Det er heller ikke så fedt at brokke sig over sit arbejde i fuld offentlighed, selv eller navnlig ikke når det er løsarbejde.

Sådan er jeg: Halvt inde, halvt ude, med et ben på dokken og et i båden, med den ene fod i graven og den anden på en bananskræl, skrævende over Atlanten, med begge ben solidt plantet i den danske muld og næsen i den amerikanske ozon.

*) Det vil sige i forgårs.
**) Jeg følte med andre ord, at jeg burde klæde mig på, jeg kunne ikke stå der nøgen.
***) Jeg har ikke fået det gjort endnu.

Fitty ditty

Overskægget er næsens insektben der fimrer væk med hele ansigtet.

Værd at vide

Forskellen på mænd og kvinder er at mænd godt vil behandles som sexobjekter.

Dramaet om vores nye køkken 2

Résumé: Min kone vil have et nyt fedt køkken, og det vil jeg også godt, jeg gider bare ikke gøre noget for det.

Statusrapport: Hun har foreløbig taget alting ud af skabene og sat det ind igen i perfekt orden.
Hun har fået vaskemaskinen repareret (få mig ikke begyndt på, hvor meget det koster), og nu taler hun om at smide tørretumbleren, der virker, ud, så der kan blive plads til en morgenmadskrog.

Den bedste grund til at få køkkenet fikset op er, at så er lejligheden nemmere at bytte. "Køkkenet er noget folk virkelig ser på," som min kone siger.

Hvad der er i vente: Følg med når hun siger til mig, at jeg også skal lave noget.

Se også Rauch in der Küche (Vores nye køkken 1).

Jeg vidste det (Mit job 6)

Nu kom der lige et job i dag. Jeg vidste det. (Se Mit job 3, hvor jeg forudser, det ville ske i dag eller senest i morgen.)
Hvordan kan det være, at når der er noget man ikke vil have, får man det?
Og lærer jeg nogensinde at sige nej?

Apropos: Peter (aka Smukke Kaj) Bay's useelige danske lystspil Humørkortstativsælgerens søn aka Stativ Stakit Kasket (og jeg så den kun, fordi det var gratis) hed oprindeligt Manden der ikke kunne sige nej, en noget bedre titel.
Er det mig? Er jeg manden der ikke kan sige nej?
Det håber jeg sgu da ikke.

Kunstnere, som de er flest, er mere selvoptagede og derfor mere irriterende end andre mennesker – deres tanker fylder hele verden

Jeg hader når kunstnere kommer med udtalelser som: "The only truly dependable reality comes from within." Arggh! (citat: O. Eliasson, og der er mange andre.)
Jeg hader når kunstnere siger: "Det er bare min opfattelse af virkeligheden."
"Min virkelighed." Arggh!
Folk forveksler indersiden af deres hoved med resten af universet.

Lament over min manglende kølighed

Jeg er ikke cool.
Det har jeg aldrig været, og jeg bliver det heller aldrig.
Cool er noget man er, ikke noget man kan tilegne sig.

Jeg kender folk der er cool, og jeg er ikke en af dem.

Lad det hermed være bekendtgjort, hvis I ikke allerede skulle have opdaget det.

Rauch in der Küche

Mit kone vil have et fedt køkken, og det kan kun betyde én ting: Ballade for mig.

Hvorfor er alting sjovere når det er på tysk?

Eksempel: "Die Sclimmsten Plattencover der Welt" (kan ses her.) Kosteligt!
Og på samme side: " Lustige Bilder - og billederne er ikke engang specielt morsomme! Jeg kan bare godt li' ordet "lustig" (jvf. DAF's Die Lustigen Stiefel).

Kommer det sig af, at man blev tvunget til at tage tysk i skolen, at man pinedød skulle lære det, besættelsen og nazismen og sprogets generelle irrelevans til trods?

Kommer det sig af sprogføringen i alle disse tyske pornofilm (som jeg ikke har set, men jeg hører de altid ender oppe i røven)?

Måske er det fordi tysk ligner dansk som aber ligner mennesker.

Og vil det ændre sig, nu hvor børnene selv må vælge hvilket sprog de skal spilde deres tid på ikke at lære i skolen?
Én ting er sikkert: Fransk er ikke ligeså sjovt, not by a long shot.
Spansk er lidt sjovt. Italiensk er meget sjovt.
Svensk er ret sjovt. Norsk er enormt sjovt. Engelsk er sproghumoristisk neutralt.

Undtagelsen der bekræfter reglen er Hitlers taler. De er ikke sjove. men det kan være meget sjovt at lægge lydsporet hen over noget andet eller omvendt (Star Wars eller Harry Potter f.eks. - gerne scener der ligner noget fra Viljens triumf).

Konklusion: Jo mere jeg tænker over det, jo mindre sjovt er tysk.
Men det er et meget autoritært sprog, så det er sjovt at gøre grin med.

Mit job 5 - goderne

Det bedste ved mit job er, at kan jeg kan være i fred.

Jeg kommer herud om mogenen, lukker døren som en sluse bag mig og er i fred (bortset selvfølgelig fra den indre nietzscheanske tumult.)

Hvis jeg så bare kunne slippe for selve arbejdet.

Se også Mit job, Mit job 2), Mit job 3) og Mit job 4)

Kanalisér din flippethed (Mit job 4)

Når jeg brokker mig over mit job, er jeg bange for, at jeg lyder som en af de idioter i reklamebranchen, der vil være kunstner.
Hvornår - for at parafrasere D. Turèll - blev jeg mere funktionær end flipper? Jeg er simpelthen ikke flippet nok.
– Du må kanalisere din flippethed over i noget andet, som min ven rockstjernen siger.
Jeg kunne f.eks få højt hår eller en flippet brille ligesom idioter i reklamebranchen.

(Se også Mit job og Mit job 2 og Mit job 3)

Mit job 3)

Kort før jul gav jeg mig selv en længe ventet lønforhøjelse. Ikke så snart havde jeg gjort det, før en kunde bad om mængderabat.
Det fik hun så, fordi jeg stadig kom ud med halv gevinst.

På fredag sidder jeg i den situation, at jeg ikke har mere arbejde (thi jeg frilanser). Som regel når jeg knap at tænke den tanke, før et nyt job dinger ind i indboksen.
Er det ikke en ønskesituation? Nej, for jeg hader mit arbejde. Hvis jeg aldrig fik et job til, ville jeg være nok så glad.

Mit problem er, at jeg ikke kan tænke videre end mit næste job. Derfor kommer jeg aldrig videre i mit liv. For jeg har som regel altid et job eller to til på bedding.

Mit arbejde er ikke så slemt, at jeg hader det hele tiden. Men jeg hader det, for når jeg laver det, har jeg ikke tid eller overskud til noget andet, fordi det dræner min kreative energi.
Det ville være bedre at grave grøfter, hvis det gav ligeså godt, for så skal man i det mindste ikke tænke. Det ville ikke være bedre at være handicaphjælper (selvom der er mange kunstnériske typer der blærer sig med den faste tjans), fordi det er hårdt for ryggen (det er grøftegravning selvfølgelig også, men det er ikke pointen, og det giver i øvrigt også dårlig ryg at sidde her og taste og klikke hele dagen – alt giver dårlig ryg: jeg udfordrer dig til at nævne én ting der ikke gør det), plus man skal omgås andre mennesker. Al omgang med andre mennesker er anstrengende.

(Se også Mit job og Mit job 2)

Kompendium af guldkorn

Jeg har mange kloge venner, der siger mange kloge ting, den ene klogere end den anden.
Nu vil jeg tillige kreditere dem.
Her er en mindre formue i gangbare, nyslåede fyndord med forankring i aktuelle Mandejammer-emner, jeg kan gå og slynge om mig med i grams.

Det mandeundertrykkelsesprojekt der hedder danskheden.
Dr. T.B.

Julen er jernhandskens fest. Jeg har ikke fået et ben til jorden.
2mason

Hvis der ingen kvinder var i verden, ville alle mænd bære imponerende skæg.
J. Olander

Køkkenvaskdrama i morgenskyndingen

I morges siger min kone til mig: “Hvorfor er du den eneste her i huset der ikke vasker sin morgenmadsskål op? Du vasker den konsekvent ikke op.”
“Det er ikke rigtigt,” siger jeg.
“Du vasker den aldrig op. Jeg har sagt det til dig masser af gange før.”
“Hold nu op!”
“Jeg prøver at lære børnene at vaske deres skål op, så kunne du godt…”
“HOLD NU OP, JEG GIDER IKKE HØRE DET DER!”

Og mens jeg børstede min yngste datters tænder, vaskede min kone selv min skål op. Hvad skal man så sige?

Om kirtlernes funktion

Mandejammer spørger:
Kan man græde og have jern på samtidig?

Sidste dag som Folkets Røst

På talrige opfordringer fra min trofaste læserskare ændrer jeg hermed navnet på bloggen til Mandejammer (c) (r) (tm). Lad det hermed være bekendtgjort, så sandt som jeg er Folkets Røst og Guds Talerør.

Her er hvad der dukker op under "vox populis" i Google Images:

Parablen om Tonys fars træ

Min ven Tony, den sicilianske tegneserietegner, fortalte mig engang, at hans far, en skrædder fra Macy’s pensioneret med hjerneblødning, hver dag sneg sig ud foran deres hus i Queens med en lille økse og huggede i et vejtræ, han ikke kunne lide. Da træet endelig sygnede helt hen og døde, snakkede naboerne om, hvad der mon var sket, og Tonys far kunne blot trække på skuldrene og sige: Jeg ved det ikke.
Nu er hele familien flyttet til Arizona, hvor der mest vokser kakti.

Tonys lattervækkende tegneserier kan besigtiges her: http://members.aol.com/doubletony/

Her er et billede af Tony fra en film, han engang var med i:


Morale: Princippet hedder kaizen ifølge denne blog. Det handler kort fortalt om, at en rejse på tusind mil starter med det første skridt. Sådan som jeg ser på det, svarer det til at slå én streg om dagen, ligesom straffefangen der markerer dagene ved at ridse en streg i væggen – før man ved af det, har man et maleri.
Det fortælles, at John Lennon skrev I'm a Walrus på den måde: Han havde et stykke papir siddende i skrivemaskinen og hver dag skrev han en linie (eller i hvert fald så tit noget faldt ham ind).
Et sundt princip, unge mennesker, og dødorientalsk: Vent til det melder sig & lav noget andet i mellemtiden.
Eller på dansk: Alle bække små bliver til én stor å og små hjul kan flytte store ting og lidt har også ret.
Tingene hober sig op.