onsdag den 14. januar 2009

Vidste du at Danmark har to (2) jødiske personligheder på sine penge?

***
Jeg har lige ved at se fjernsyn (DK4) lært, at Johanne Louise Heiberg var jøde. Det er hende på 200-kronesedlen. Dvs. at Danmark har hele to jødiske personligheder på sine pengesedler. Den anden er Niels Bohr (som beskrevet her). Det må være enestående i verden (uden for Israel).



Ellers mener jeg ikke, det kan være meningen, at man skal lære noget af tv.


KOLDE KONTANTER
Kærlighedstrekanter på kryds og tværs af møntfoden:
HCA, der engang var på tieren, elskede Fru Heiberg, men hun ej ham.




PS Prøv i øvrigt at bemærke, hvor elendig en signatur nationalbankdirektøren har. Hvad er det, en joke? Det ligner en elevatorinspektørs underskrift. Er der ingen, der kan skrive pænt længere? Næh, i min bedstefars tid...


Nå ja, i det mindste kan man se, hvad der står. Men jeg synes godt, han kunne have arbejdet lidt på den. Er det meningen, den skal se reel og troværdig ud?


***

Sæderne skifter

***
Vi havde besøg af en af min datters små venner i går, og under middagen sagde han:
– Når jeg skal slå en prut, siger jeg, at der "kommer post". Når jeg skal tisse, siger jeg, at der kommer "flaskepost", og når jeg skal lave pøller...
– Tak, det er fint, sagde min kone.
– ...siger jeg, at der kommer "pakkepost".
Og så lagde han sig ned på gulvet og demonstrerede, hvordan han havde vendt sig den anden vej, da han skulle slå en prut, mens de spillede kort, og så gjorde han det igen.
– Tak, det er godt, sæt dig ned, sagde jeg.

I dag gav jeg min datter en seddel med i skole:

"Kære lærer
(Hendes navn) er forsinket, fordi hun skulle på wc.
Kh. (mit navn)" *)

Det havde været utænkeligt i gamle dage. Sæderne skifter og mildnes.


*) Hun bad mig selv om det, og det er jo rimeligt nok
***

mandag den 12. januar 2009

Mit tarmsystem er ligesom Mellemøsten

***
Jeg lavede en gryde chili i torsdags, og den holdt indtil i går med. Mit system er gennemsyret, og i dag var det som jeg havde mistet al kontrol med peristalsis. Som om peristalsis var min fjende. Som om chilien var Hamas og peristalsis var Israel. Den retalierede.


Peristalsisrael
***

fredag den 9. januar 2009

Bedre end rå løg

**
Da jeg lå og skulle falde i søvn, formede disse ord sig i mit hoved, og jeg fældede dem straks ned, mens de endnu stod lysende klart for mig:

Jeg er et stort host
skramle
åndssvagt
mikrofonhvin
to til herovre

Min ven Bondage Bob

Det er hypnagogi, der vil noget.

Jeg havde set The Notorious Bettie Page*) før sengetid:



Ah, hvilke herlige billeder. Gode gamle Bettie – ingen når hende til strømpeholderne.



Bettie Page var pinup'ernes Birthe Kjær: hun stillede altid op og forstod at levere varen. Hun skuffede aldrig – ligesom danske Birthe. Gennemført professionel og altid med et smil – det er overskud.



*) En noget skematisk film, men interessant at den er lavet af kvinder.
***

torsdag den 8. januar 2009

Et ord der åbner døre, og det er ikke "sesam"

***
Her er et godt tip: Hvis du har ondt i knæet, så sig til din læge, at du vil have det "udredt". Det er et ord, der åbner døre. Ellers gider de ikke gøre noget.

Det virkede for mig. Jeg havde det som hovedpersonen i Brazil, der kan nægte håndværkere adgang, fordi de ikke har formular "27B-stroke-6".


"Central Services. You rang, sir?"


Dr. Tuttle går i sving. Nu skal alt nok blive godt igen.

Tak til hende moren, jeg talte med, der havde fået sit knæ "udredt" på privathospital.


Knækam til udredning. Haha.
***

Pinden

***
Min første kop er okay, men ikke noget særligt. Nu glæder jeg mig til den næste.
Kaffe holder for mig op med at virke ud på eftermiddagen, så det gælder om at klemme det ind inden 13.
Så.
Nu springer jeg op og brygger den næste kop.
Jeg har spist frokost, før jeg har arbejdet i dag. Jeg er udbrændt. Udbrændt og nedstemt.
Jeg stakkels fuck.
I går holdt jeg fri, men det gjorde mig bare mere træt.

Jeg prøvede at bytte en trøje i centret, men de havde ingenting. Jeg kunne ikke få pengene, for jeg havde ikke bon’en. Hvem finder på at købe noget til mig i en butik, der hedder 'Simon'?

Mere spildt tid.

Så jeg skyndte mig op på biblioteket for at indånde noget livgivende bogstøv og læste mig frem til, at Frank Jæger ikke begik selvmord alligevel, og det ærgrer mig, for det ødelægger et fint indlæg, jeg havde planlagt. Åh de facts! Altid skal de komme i vejen.
***

onsdag den 7. januar 2009

Spillet

***
Kære læserbrevkasse

Jeg bliver ved med at blive inviteret til de her konfirmationer, og det koster min. 500 kr. hver gang. Er der en måde at tvinge de unge mennesker til at forblive religiøse, efter de er konfirmeret, eller de skal betale pengene tilbage? Kan man f.eks. kræve, at de viser sig i en kirke én gang, efter de er blevet konfirmeret, før man udbetaler pengene?

Jeg foretrækker mine religiøse typer rabiate.


Kh. Mande Hvad-er-jeg-lavet-af-penge? Jammer
***

tirsdag den 6. januar 2009

Mit vaklende helbred – de seneste udsvingninger

***
Den gode nyhed er, at jeg har taget 6 kg på over julen. Hurra! Nu skal jeg ikke bekymre mig over at være undervægtig længere. Mit B12-vitamin-niveau er også strøget i vejret. Min pommes frites og Nutella-kur har virket. Lad klokkerne ringe.

Den dårlige nyhed er, at jeg danner "antihormoner mod skjoldbruskkirtlen" eller sådan noget. Det er noget autoimmunt.

– Jamen, hvad er det egentlig immunforsvaret skal forsvare sig mod? spurgte jeg lægen.
– Mod sig selv, sagde hun.
– Nåja, autoimmunt. Åh, det tossede immunforsvar!

Sådan er det bare.

Jeg får resultatet af de sidste prøver på mandag. Hvis det er en dødsdom, er du, kære læser, som altid den første, der får det at vide.

Det er "gammelmandskroppens svigt", som Dr. TB siger. Mit helbred vælter som et korthus, blot man ånder på det.
***

mandag den 5. januar 2009

Jeg ser i min fremtid: smørelse og skøder

***
Min frakke er præcis lang nok til, at den kan hægte sig fast bag på sadlen, så jeg ikke kan stige af cyklen. Nu er min venstre håndbremse også begyndt at blokere. Det er ikke så fedt, når det sker midt i krydset.

Hver for sig er det slemt nok, sammen er det en dødbringende cocktail.



Jeg har lige købt den cykel i sommer, det lort.
***

søndag den 4. januar 2009

Slibrig samtale

***
Min ven rockstjernen fortalte mig engang, at hans trommeslager havde haft en drøm, hvor et nyfødt barn sad fast på hans pik, og han kunne ikke få det af, lige meget hvad han gjorde. Nogle år senere genkendte jeg trommeslageren til en havefest og gik hen og sagde: – Jeg havde en drøm, hvor et nyfødt barn sad fast på min pik, og jeg kunne ikke ryste det af.

Han sagde ikke noget, men vendte mig bare ryggen. Jeg troede, han ville synes, det var morsomt eller i det mindste godt husket. Min ven 2Mason, der var med, sagde: – Det er den slibrigste samtale, jeg nogensinde har hørt.

Han havde nok ret. Jeg var i noget ængsteligt humør den aften, fordi min kone havde sagt, at hendes gamle kæreste ville være til festen. Det var han så ikke alligevel. Jeg kan ikke engang huske, om hun var der. Hun skulle komme sammen med nogen andre.

Hun kom hjem om morgenen og sagde, hun havde tabt sin vielsesring i vandet, da hun var ude at bade. Vi havde ikke været gift så længe.


Baggrund: Jeg var skæv igen. Vi varmede op hos 2Mason ude på Amagerbrogade, og spørg mig ikke hvorfor, jeg synes vi skulle køre fra en af hans andre venner på cykel. Det har naget min samvittighed, og hvis jeg nogensinde kommer i AA, vil jeg sørge for at give ham en undskyldning.


Morale: Folk er ikke nødvendigvis interesseret i at høre noget, du har at sige, bare fordi du kan huske det. (Henvisning til tidligere historie om irriterende forfattertyper, der blærer sig med deres hukommelse.)

***

lørdag den 3. januar 2009

Poppen æder sig selv

***
Det er interessant, at Jonas Elmer, instruktøren af Nynne-filmen, der er en klon af Bridget Jones’s Diary, nu har instrueret en amerikansk film med Renée Zellweger, der spillede Bridget Jones.

Eller også er det ikke så interessant.


Morale: Hvis der er noget, du godt vil, så imitér, og senere kan du lave det, du imiterede, efter eller om.
***

Hun skulle bare vide

***
Der udspillede sig følgende scene i mit hjem i dag:

Jeg begyndte at brokke mig over det sædvanlige – "Hvorfor kan de aldrig lave ordentlige accenter i danske tegnefilm? De har kun én slags: cirkusaccenten: 'Stur nummer! Jarj skarl vise darj!' De kan ikke engang lave en svensk accent eller bare en bornholmer" osv. – da jeg greb mig selv i det.

– Men fare for at gentage mig selv, sagde jeg til min kone gennem mange år, – jeg gentager vist mig selv.
– Ja, sagde hun. – Jeg skrev engang et digt om alt dit brok, der hed "Gylp".
– "Gylp", som i bukserne? spurgte jeg.
– Nej. "Gylp" som i dit brok.
– Jeg vidste ikke, du skrev digte.
– Der er meget, du ikke ved om mig, sagde hun.

Og så sagde hun:
– Hvorfor tager du ikke og skriver alt dit brok ned og udgiver det?
– Det har jeg også tænkt på.

(...)

– Hed det "Gylp", fordi du godt kan lide det, der ligger bag gylpen?
– Haha.


Morale: Det gode ved at skrive sit brok ned er, at man så slipper for at sige de samme ting hele tiden.
***

fredag den 2. januar 2009

Må jeg lige have lov at være her

***
Min kone kommer ind ad døren og begynder at brokke sig over den dårlige behandling, hun har fået nede i computerbutikken.
– Kan du ikke lige dæmpe dig lidt ned? siger jeg. – Det lyder som om, du skælder mig ud.
– Jaja, smile and suck my cock! siger hun. – Det er det eneste, jeg skal. Må jeg nu ikke engang komme hjem og ventilere lidt?

Og jeg der troede, hun ville blive glad for, at jeg havde støvsuget.


***

torsdag den 1. januar 2009

Døgn 1 af det nye år

**
Kl. 03.00
Endnu en nat hvor jeg græder mig i søvn af liderlighed. Skal jeg gå ud på badeværelset og rive den af? Niks om jeg gider. Jeg er nødt til at ligge i sengen med en, der hellere vil sove. Jeg kan ikke tillade blodet at løbe til de ydre organer.

Kl. 01.45
En lampe på instrumentbrættet lyser gult, fordi vi er ved at løbe tør for benzin. OK-tanken har lukket og dækket pumperne til. Min kone siger vi skal køre tilbage. Jeg synes vi skal fortsætte ud på motorvejen. Vi er midt ude på landet. Heldigvis finder vi en Jet-tank 200 meter nede ad vejen.

Kl. 00.21
Min lillebror ringer til mig, mens han står ude i en skov og pisser og råber. Bagefter begynder han at græde, fordi han elsker mig.
***

onsdag den 31. december 2008

Ønsker

***
Sidste år ønskede jeg mig et båthorn og en luftværnssirene i julegave.

– Hva’, trænger du til opmærksomhed? sagde min kone.

Jeg havde ikke tænkt på det på den måde.

Nu ønsker jeg mig sådan en:



(Jeg glemte desværre at ønske mig den i år.)
***

tirsdag den 30. december 2008

Bedrift

***
Jeg, jeres ydmyge hjemmeblogger MJ, står øverst i Google, hvis man søger: Trine Dyrholms røv – og det uden citationstegn. Og jeg kan ikke engang specielt lide Trine Dyrholm (som skuespiller, privat er hun sikkert meget flink) – eller hendes røv.


Fra min Analytics.

Selv er jeg mere til Suzanne Bjerrehuus, en af de flotteste kvinder jeg i mit liv har mødt. Jeg er ligeglad med, hvor forhadt hun er. Det er knoglestrukturen. Eller også er hun bare Danmarks Sarah Palin, og så synes jeg ikke det er sjovt længere.



Hvis det er nøgenbilleder af kendte (kvindelige) danskere, man skal bruge, kan jeg som et led i min velkendte læserservice nævne, at man finder dem her. Der er en, der virkelig går op i det.
***

Overblik

***
Min huskeseddel så således ud i dag:



Meget minimalistisk.
***

mandag den 29. december 2008

Hvad et langt liv har lært mig

***
Hvis man siger "Åhr, kom nu!", kan man få mig til næsten alt.


***

Hvis man spørger mig

***
Denne flæskeside på forsiden af Gourmet-bladet ligner en flodhest.



Til sammenligning:


***

Konstante fugtpletter

***
Bemærk, at fortovene aldrig når at tørre om vinteren her i landet. De er konstant fugtplettede.



Hvis I ikke tror mig, kan jeg løbende følge op med nye billeder.

Bemærk også, at man kan trække alle farver ud af billedet, uden at det gør nævneværdig forskel.


***