Alm. noia

Jeg har det løbende, som om nogen vil bryde min dør ned og råbe: – Du er en bedrager!





Det har ikke noget med denne blog at gøre, det er generelt.

Jeg synes ikke, at jeg er det, jeg giver mig ud for. Det er så tyndt, hvad jeg har at præsentere.
Jeg har aldrig tid til det, jeg godt vil. Og den tid, jeg har, bruger jeg på noget andet.
Hvad hedder en phony på dansk?

Jeg føler mig som en af dem, der går rundt med en tom guitarkasse, eller bedre endnu en tom kontrabaskasse.

Problemet er, at jeg aldrig kan tage mig sammen til at komme i gang med noget som helst. Som nu f.eks. Jeg bliver ved med at springe hen til min computer. Kan jeg så straks holde op! Jeg har et nyt formsprog at opfinde. Der er så kort tid nu, at jeg også gerne nøjedes med et gammelt formsprog. Hvasomhelst!

Uheldigt billede

Dette billede fra Mumitroldene er uheldigt, fordi det ser ud som om, Snorkfrøkenen har været ude for en frygtelig ulykke og har slået hul i hovedet, så hendes blod og hjernemasse flyder ud i gruset.

Iflg. historien er det faktisk suppe, men det er altså ikke til at se det.

Konklusion: Suppen skulle ikke have været rød. Grøn havde været bedre.




PS Det er ikke det eneste, der er åndssvagt i den bog. Snorkfrøkenen får en "suppeterrin" over hovedet (suk!), står der, men på billedet er det en kurv.
Alligevel vil min datter altid høre den bog.


Tre forskellige historier om Mumitrolden på nye eventyr, Carlsen, 1996(2). Oversættelse af Ilse M. Haugaard, redigeret af Henning Hagerup.

Kaffetanker (2)

Skrevet i mørke


Jeg har drukket for meget kaffe igen og ligger og skriver i mørket. Min kone ligger og snorker ved siden af, til tider så højt at hun griber sig selv i det og holder op. Jeg ville ønske en genial tanke kom til mig, men det er nok bare at vente. Den ene idé fører jo gerne den anden med sig, eh compadre?

Jeg kan ikke klø mig i øjnene pga. arrene fra min kosmetiske kirurgi i går. Fandens ubehageligt at blive opereret lige ved øjnene. Lugten af sveden hud er som brændt hår, den hænger i næsen.

Jeg vil ha’ den pen med lys i!

Min metode (2)

Skrevet i mørke

Jeg kan bedst lide at skrive i hånden, fordi det passer til mine tanker. Så kommer man ikke forud for sine tanker. Og så er det rent svir at taste det ind. Jeg venter bare på den næste linie, så kommer den. Hvis der ikke kommer noget, skriver jeg ikke noget. Som nu.

Så har jeg originalen, hvis jeg kommer i tvivl om noget under indtastningen, hvis jeg laver for meget om. Skrivemaskiner har den samme fordel, men ikke nu hvor jeg skriver i mørke.

Nu kan jeg ikke holde op igen (smøger i smug II)

Skrevet i mørke

Jeg plejede at prise mig lykkelig for, at om ikke andet så sidder jeg da ikke og ryger. Og hvad gør jeg nu? Sidder og ryger. Jeg kan slet ikke vente med at komme herud og sidde og ryge. Mit rum stinker ad helvede til. Jeg er begyndt at brænde røgelse af for at kamuflere det. Røgelse!

Når jeg kommer hjem, og mine søde børn løber ud og omfavner mig (i hvert fald en af dem, hende der ikke sidder med næsen i en tegneserie), er jeg bange for, at de skal kunne lugte det på mig. Jeg er bange for at kysse min kone.
Jeg ved, hun kan lugte det på mig.
Alle jeg kender har kræft.

Kabel

Min guru sagde, at når han ikke kunne gå ud mere, ville han få kabel, så han kunne se football-kampe, og en sygeplejer til at komme at se til ham. Så da han skrantede, sagde jeg til ham: – Hva’, er du klar til kabel? Det fik ham til at grine. Den sidste gang jeg så ham, stak han hovedet ud af vinduet og bad mig om at gå.

Han fik således aldrig kabel. Han store, tykke palisanderbeklædte TV havde elendig modtagelse og sære farver. Jeg kan lugte hans lejlighed endnu. Han havde en enorm samling sukkerpaketter og individuelt indpakkede tandstikkere, han stjal på restauranter. Han havde aldrig mad i huset, men som regel en halv gallon apple cider eller juice i køleskabet. I 70'erne lå der en pakke Big Bambu.

Han måtte vide det

Jeg vil aldrig glemme min kones morfar til sin 91-års fødselsdag sidde og stikke til lagkagen: – Det er det samme hver gang.
Og til juleaften: – De samme sange hvert år...
Næste år var han død.

I den forblindelse

Ikke så underligt er det alle de afdankede landsholdsspillere, der støtter op om Morten Olsen. I et tidligere indlæg beskrev jeg Morten Olsens virkelighedsbenægtelse, der nærmer sig George W. Bush-agtige højder.

Se, hvad Rommedahl siger i dag: "Vi er gode nok til at være med til EM. Den måde, vi spiller fodbold på, bør gøre os selvskrevne." Og her kommer det gode: "Det er ikke altid, det lykkes på banen, men i tankerne spiller vi fremadrettet fodbold". I tankerne! Ja, i dine drømme! Virkeligheden figurerer ikke for disse stakkels forblindede mennesker.

Jeg forestiller mig altid Rommedahl nede på knæ for at servicere Morten Olsen og ser hans enorme, våde øjne for mig bevæge sig op og ned i vidvinkel p.o.v. Hvordan kan han ellers altid blive udtaget? Ham og Grønkjær.

Sidste øjeblik (2)

Jeg plejede at have mit ur til at gå 8 minutter foran, ellers kunne jeg aldrig nå noget. Min lillebror havde sit 16 minutter foran. Men den værste, jeg har mødt, er Art Guerra i Guerra Pigments på 13th Street. Hans ur i butikken gik en hel halv time foran. Det er ekstremt.
– Dit ur går forkert, sagde jeg.
– Det er med vilje, sagde han.

Forrige måned stillede jeg alle mine ure præcis til tiden, men det var nu kun få minutter, det drejede sig om, en 2-4 stk.

*

Guerra var en flink fyr. Hans kone, en frodig kvinde fra Texas, ville have, han skulle flytte med derned med hende og barnet, så han var ikke så meget i butikken til sidst. Han sympatiserede med mig, fordi min kone, der var gået fra mig, ville have jeg skulle flytte hjem til Danmark til hende og barnet, så vi stod i samme situation.

Reklame: Guerra Pigments har de mest raffinerede pigmenter, og pigmentopløsninger til akryl*): Den samme slags hvid, de bruger til at male Mercedes’er med, den sortgrønne farve, de maler Stealth-bomberen med – en farve der ikke dukker op på radaren!



Interessant faktoid: Matisses oldebarn bruger Guerra-farver! Det er ikke engang løgn. Hun har brugt dem til en højkulørt udgave af Guernica.


*) Man kan blande en ordentlig stor spand maling på den måde til en rimelig penge. Mange teatermalere er kunder hos Guerra (bl.a. dem der lavede The Lion King). Farverne er uforligneligt skarpe. Fandens også, han ligger helt ovre i Nevørk!

* * *

PS Det er altid populært at lave Guernica. Her er en af Hulbert Waldrup. Jeg ved ikke, hvem hans oldefar var.

En noget flad fornemmelse

Jeg sad hele dagen og forberedte min genialt formulerede ansøgning (den med de "krybende klunker") til New York, og da jeg endelig blev færdig med at finpudse genialiteterne og fik den sendt afsted, bouncede den lige tilbage i hovedet på mig fra serveren.
Hvad gør jeg nu? Deadline er i dag (i går).
Jeg er åbenbart ikke den eneste, der har det problem (siden der er fuldt).
Og hvorfor er jeg altid i sidste øjeblik? (Jeg ved hvorfor: Det er dødsangsten, der afholder mig fra at gøre noget færdigt, det læste jeg et sted.)

– Hvordan var Paris?

– Først bollede vi, indtil vi ikke kunne mere, og så skændtes vi for resten.

Feriesnapshot: Vi stod og skreg af hinanden foran Disney-butikken på Champs Élysées

Solspættede sommerminder

En af de bedste dage i min sommerferie satte jeg mig til at taste noter ind. Børnene var ovre og lege hos naboen, min kone var på arbejde. Så skrev jeg første kapitel af en roman. Ordene flød af mig. Det var skønt. Solen skinnede. Der var intet jeg skulle.

Jeg lagde med det samme en klar taktik: Jeg skriver næste kapitel, næste gang jeg er parat til det. Jeg lader være med at læse det jeg har skrevet først.

Selvfølgelig gled romanen straks ud på et sidespor, en indadvendt spiral af selvoptagethed og mindreværdskomplekser garneret med megalomani, men det gør ikke noget! Jeg gør det til en del af historien. Ganske snedigt. Ganske postmoderne.

Pludselig foruroligelse i luntetrav

Jeg var ude at løbe i går morges, da jeg pludselig ramtes af en knugende tvivl: Hvad nu hvis jeg ikke kunne finde på mere at skrive om her i Mandejammer?
Og svaret kom til mig: Så lukker jeg bare bloggen.

*

Det er uundgåeligt, at der kommer et tidspunkt, hvor jeg begynder at gentage mig selv. Måske er det allerede sket.

Hvad ligner det ikke?

Jeg ved godt, hvad jeg synes, det ligner. Hvad synes du?

Løsningen findes her.

Jeg har godt af at drikke

Jeg er helt vildt afslappet, nu jeg har tømmermænd. Jeg burde drikke noget oftere. Jeg har ikke været ordentligt fuld i 5 måneder og var egentlig ikke fuld nok i går.

Sådan som jeg har det

Opsøgende vedligeholdelse

Jeg ringede til alle mine venner i USA i går aftes. Bagefter drak jeg mig fuld i 12-års. Nu savner jeg dem så meget, jeg kunne græde.




Uddybende noter:
- I SkypePro.
- Ikke alle!
- En fyrreårs-fødselsdagsflaske, Glenfiddich.
- Altså ikke alene.

Det skulle ikke røre mig at blive sat 2 år i fængsel

Lad os nu sige, at jeg bliver sat to år i fængsel. Det skulle ikke røre mig. Jeg er så gammel nu, at to år er ingenting. Jeg skulle hurtigt få tiden til at gå. Jeg kunne f.eks. få skrevet min bog.




*

Så længe de ikke smider mig ind hos de voldelige fanger.
Og her fordrer det mig at undersøge, hvor tit der i virkeligheden foregår mandlig voldtægt i fængslerne. Man kan jo ikke høre om amerikanske fængsler uden det er det første der nævnes.

Fem minutters research senere: Okay, der sker rimelig tit voldtægt af fanger i amerikanske fængsler, og problemet er underrapporteret.

- Organisationen Stop Prison Rape anslår, at 25.000 fanger voldtages hvert år af andre fanger. Hvide fanger voldtages i uforholdsmæssig høj grad. Siger Wikipedia. En undersøgelse for et par år siden i fire stater i Midtvesten finder, at ca. 20% af fangerne bliver voldtaget. 9% af fangerne sagde, at de var blevet voldtaget. Unge mænd overfaldes fem gange så hyppigt. Yikes!

- Det officielle tal fra det amerikanske justitsministerium er 3,15 anklager om mandlig voldtægt pr. 1.000 fanger.


Konklusion: Jeg må aldrig komme i et amerikansk fængsel, for jeg er for lækker.

Jeg har ingen anelse om, hvordan situationen er i danske fængsler.

Bekendelsesmaskinen

Min veninde Iki, tredjegenerations japansk avantgarde-filmskaber, opfandt engang en "maskine" – jeg tør godt skrive om den nu, der er gået så mange år – der gik ud på, at familiemedlemmer via et videokamera skulle fortælle hinanden deres ærlige mening, måske sige alle de ting de ellers ikke ville få sagt. Den var tænkt som et led i familie- eller samlivsterapi.

Jeg ved ikke, hvor godt den virkede, for kort tid efter gik hendes kæreste fra hende, da hun gav ham et valg mellem at få børn eller ikke være sammen (giv aldrig en mand et ultimatum ang. børn, snyd ham hellere, prik hul i kondomerne, tving ikke en mand til at tage en beslutning om at få børn, regn bare med at han bliver glad for dem, når de er der), og da han var min ven, jeg kendte ham bedst, har jeg ikke talt med hende siden.

Hun fortalte, at hun havde haft sin maskine opstillet hjemme hos en redaktør fra The New York Times, og hvor pinligt det var at høre, hvad han havde at sige: – Jeg kan ikke holde ud som I taler til mig, sagde han f.eks. Jeg synes maskinen lød som en god idé og spåede hende en stor fremtid og mange penge, især hvis hun fandt ud af at lægge den ud på nettet.

Jeg tror denne blog på en måde er min maskine. Min kone og familie ser den godt nok ikke – og godt det samme for det – men jeg kommer da af med det.

Men bliver jeg klogere af det?

Forlad din smertenskrop!

Skrevet i mørke

Pop-Zen-filosoffen Alan Watts skrev om, at det er vigtigt at se sig selv udefra. Så bliver tingene lettere. Hvis man f.eks. kommer gående ned ad gaden og glider i en bananskræl (hans eksempel), er det ikke sjovt for én selv, man bliver sur, mens andre folk bare griner. Hvis man derimod kan se sig selv udefra, kan man lære at grine af det. Et andet eksempel (mit): Det kan godt være, man ser ret dum ud, hvis man går ned ad gaden og grubler. Ser man sig selv udefra, letter det tankerne. Husk det, Kierkegaard!

Det er det samme, som det man altid hører om torturofre, at de på et tidspunkt har "forladt deres krop" og ser sig selv udefra, når smerten blev uudholdelig. På den måde overvandt de smerten. Se dig selv udefra, og du overvinder din smerte.

Der er stor forskel på én selv og andre. Som Kinky Friedman siger: Din kræftsvulst er min ligtorn.


Alle mennesker går rundt med deres bevidsthed inde i hovedet, deres tanker der rumsterer. Det kan være en god ting at huske på.
Giver det mening?

Kriminalstof – det er farligt at gå udenfor og også at blive hjemme

Jeg kan godt lide at læse Politirapporten i FrederiksbergBladet, fordi det er de samme forbrydelse, der bliver begået hver uge: Tricktyve der kommer ind i gamle folks lejligheder og stjæler deres penge, gamle folk der bliver bestjålet, når de har været i banken og hæve penge til hele måneden og lægger dem i kurven på rollatoren, div. taske- og lommetyverier og unge mennesker der stjæler hinandens mobiltelefoner. Det er der noget betryggende i.
Men det ville være interessant (og mere socialt retfærdigt, tak), hvis de også begyndte at skrive om folk der bliver taget i at snyde i skat, direktører der aktiesvindler og andre af den slags "hvidflips"-forbrydelser, der sikkert er mange af på Frederiksberg.