Elegi i krigsregi

Denne uge har været tortur
Jeg er gået hen og blevet rigtigt godt sur
Jeg gider ikke arbejde og mere i den dur

Det har drænet min sjæl, har det,
arbejdet, med hvilket jeg har fejdet,
det er et hel-
vede, jeg slår mig ihjel

Jeg er ikke skabt til at slide
Jeg er skabt til ikke at gide
Nu vil jeg glide
i tide,
før jeg kommer endnu længere ud at skide

*

Min hjerne er blevet til mos
End ikke hjælper kaffe i mit krus
Intet kan hive mig op
Jeg synker ned i min krop,
der føles som lavet af ler,
som den golem, til hvilken jøderne be’r,
allerede halvt omdannet til gravens matér-
iale, dødens speciale, livets kabale,
jeg vil hellere have et krus ale,
med hvilken min gane at svale

Mit hoved værker,
min rygrad knærker,
arbejdet min livsglæde kværker
Min sjæls frie lærker
får blå mærker
Jeg tror jeg strærker

Jeg nedlægger arbejdet og laver kun det sjove,
om jeg så i de økonomiske tove
kommer ud at hænge,
hvad fanden, det hele handler vel ikke om penge
Hvad med mit gode humør
der var så smittende før?
Har det ikke en værdi?
Og den muntre melodi
der sad på min læbe?
Åh, jeg kunne flæbe
Nu er det forbi

Der er intet at råbe hurra for
Latteren er forstummet
og det ekkoer tomt i rummet
Til sidst jeg tænker på USA, for
det er 9/11
for én i helvede

*

Tårnene faldt med et stort rabalder
der endnu til våben kalder
for rettroende mænd og kvinder
der tror man krige vinder
ved at flække skaller
på muslimer der tjalder
(nu de ikke må drikke
til de får hikke)

Som I ser, er min hjerne død
End ikke et voldsomt stød
kunne få den på benene igen
Farvel siger ham der i natten glammer,
jeres ven,
Mandejammer.

Ud af røret

***
Jeg har fået en dårlig vane med at gå ud på bagtrappen og ryge (jeg kan ikke tåle, at her stinker, når jeg kommer ind om morgenen) og lytte til vindens susen i træerne, hvilket er en mindre dårlig vane (noget skal man jo have tiden til at gå med, når man sidder dér). Det har jeg gjort et stykke tid. Her er et poetisk stykke, jeg skrev i juli:

Jeg har lyst til at gøre noget
urimeligt og ulovligt, der ikke
kan spores tilbage til mig

Der lugter af kage fra naboen

Himlen er polarblå kl. 22

(Ikke at jeg havde tænkt mig
at stjæle kagen, og der står
ingen tærte til afkøling i
vindueskarmen)

Jeg tænker nærmere stritart –
at tage det til gaden. Lade
mine indvolde hænge ud
som vommen i min uknappede
skjorte, indefra, lade det
hele hænge ud

Hunden klynker, og lyset på gangen er gået ud

Jeg er en mand med beskedne behov
Ikke at jeg har en vom
Jeg taber mig fortsat

De klirrer med bestikket inde
ved siden af. Jeg kender dem ikke.

PS I dag blev min hjerne så blævret, at jeg ikke kunne arbejde mere, selvom jeg burde. Jeg blev bare ved med at sidde og lave det samme stykke om og om igen. Dømmekraften er det første, der ryger.

PPS Jeg kan ikke lide, at jeg er begyndt at vågne om natten, fordi jeg rømmer mig og hoster.
***

Små nøgne børn

***
Der kom en punkerpige og hendes fyr ud af parken.

– Ad, jeg hader små nøgne børn, sagde hun.
– Ja, nikkede hendes fyr med kasketten.


***

Hovedindretning - det sølverne foer

***
I morges, da jeg vågnede med den sædvanlige smag af død i munden, sagde jeg straks til mig selv, inden for et sekund: Det jeg skal er ingenting. Det kan jeg sagtens klare. Det er bare arbejde.

Hvilket er en usædvanlig optimistisk tilgang, selvom det selvfølgelig er rigtigt nok: Jeg har lavet så meget af det her arbejde, at jeg ved hvad det handler om efterhånden. Det tager bare et vist stykke tid, og bagefter er mig hjerne træt.

Alligevel ved jeg sgu ikke, om jeg kan nå det. Jeg skal nå hjem og lave apple pie.

Og så gider jeg selvfølgelig ingenting, og min motivation er i bund. Jeg gad ikke engang skide, men jeg sku’.

Hvad skal resten af dagen mon bringe?
***

Et kup

***
Jeg fandt to sække maling i skraldet i dag. Kunstmaling.


Klik & forstør, det er rigeligt besværet værd.

Prøv lige at se prisen på det lort:


Og så "brækker" han det med gult, tsk.

Nu har jeg arrangeret det hele i tableau-stil for at lette overblikket.


Var der nogen, der sagde Downtown Manhattan? Var der nogen, der sagde skyline?

* * *

PS Jeg startede dagen med at hælde vand i min kaffe (i stedet for i glasset), men min kaffe er så stærk, at det ikke gør noget.
***

Samme gamle – afsluttende bemærkninger

***
Mange læsere vil erindre, at jeg havde et bittert og anstrengende skænderi med min kone sidste uge (link selv). Nu har jeg fundet ud af, hvad det handlede om: hun var præmenstruel. Doh! Suk.

Lærer jeg det aldrig?

Det sjove er, at hvis man antyder, at hendes humør er styret af hormoner, siger hun, at man er sexistisk. Og får et flip.


Konklusion: Jeg vil også have en uges frizone hver måned, hvor jeg kan være så urimelig og irrationel, det passer mig. Eller også skal jeg bare begynde at på kro.
***

Caruso på Fasanvej

***
Mine børn synes jeg er pinlig, når jeg synger på gaden, især opera, men jeg mener, det er en menneskeret.

De siger, jeg synger dårligt, især opera, men jeg mener, man har lov til at udtrykke sin boblende livsglæde, f.eks. ved at synge "Goddag og farvel" eller "Gamle måne".
***

Hysterisk, helt sikkert højstemt

***
Jeg var til bryllup på Fyn og talte med en udenlandsk filosofiprofessor, der havde skrevet en roman.

– Handlede den om en ung mands søgen efter identitet? spurgte jeg.
– Ja, sagde han.
Og så skreg jeg højt af grin.

Flink fyr i øvrigt, vores hold vandt alle selskabslegene.
***

Peristaltiske dilemmaer & mulige løsninger

***
Jeg hader at sætte mig ud på sådan en række fælleslokummer, der deler luftrum, og lave tyndskid med et rabalder, som at hive proppen ud, en analeksplosion, og så opdage, at der sidder nogen ved siden af, på den anden side af væggen, ikke en meter væk, som forsigtigt trækker et blad af rullen.

Som i dag.



Andre gange sidder man selv derude, når folk sætter sig ind. Skal man så sidde helt stille og vente på, at de går før en, eller bare tørre sig og skynde sig ud før dem? Rør man sig, kniber de.

Jeg er ked af at hæmme nogens flow og overvejer at opstille radioapparater i alle kabinerne, så man i det mindste kan overdøve bevægelserne og foregribe ubehagelige overraskelser (sand altruisme). Eller synge som Caruso.
***

Mine personlige dæmoner lukker og slukker

***


Og det, mine venner, var sidste ombæring af De personlige Dæmoner.

Læg mærke til, at den sidste tegning er den dårligste af dem allesammen (også den næstsidste), helt i projektets ånd.

Hvor mange var det, 100? Jeg tæller lige efter... Faktisk 130 i alt.

Konklusion: Jeg skal ikke kunne sige, at projektet med at uddrive 100 dæmoner er lykkes. Der er flere endnu, der er så sorte og modbydelige og dybtliggende, at jeg ikke magter at konfrontere dem, og slet ikke offentligt. Mange af dem, jeg har lavet, ligner også hinanden, det er en anden sag. Måske en dag jeg når til de sidste, jeg stakkels plagede sjæl.*)


*) Jeg skriver "sjæl", men det er kun et ord. Jeg er imod sjælen af princip.
***

Åndssvage arbejde der suger min sjæl

***
I dag har jeg intet gjort for at blive stærkere eller klogere.


... altså foran en computer.

Hvad jeg har brug for er en lur.
***

Dobbelt dårligdom

***
Jeg lider af B12-vitaminmangel, og jeg har ikke nogen penge.
Jeg skal have flere prøver og flere penge.


***

Nu er vi gode venner igen

***
Men her er noget mere dialog fra i forgårs:

– Du er ligesom Stalin, sagde jeg, hvis man ikke klapper længe nok af dig, kommer man et meget koldt sted hen.
– Sammenligner du mig med Stalin?
– Yusif. Yusif, Yosif, Iosef.

*

Faktisk var vi gode venner igen fra om morgenen, men alligevel brugte jeg hele dagen på at dramatisere vores opgør. Det var ikke engang fordi det gik mig specielt meget på.
Men det er bedre end at arbejde.

*

Don ’Nzo sagde, at jeg var "selvretfærdig" og nedgjorde ham (– og alting? tilføjede jeg), så jeg blokkede ham ude af Mess’en. Han er min anden kone, men jeg er ikke gift med ham. Så jeg skylder ham ikke noget, andet end en stak dvd’er. Det gode menneske, jeg vil også gerne snart låne flere.

Nedgør jeg virkelig alting? Det vil jeg arbejde på.
***

Proppen

***
Det var bedre at lade være. Jeg hiver alle de her pinlige indlæg ned og lukker bloggen. Og åbner en ny med kulturkritik.

Tage det lange perspektiv. Tage mine minder og forme det til en historie og kalde det litteratur i stedet for at sidde midt i det hele og smække fluer dagen lang. Hvad er det man siger?: Det er svært at se billedet, når man selv er med i det.

Det gode er, at man altid bare kan hive proppen. Hiv proppen, det er det sikreste.
***

En kedelig scene

***
Hvorfor skriver jeg det her? Udelukkende for at få det bedre med mig selv. Jeg er ked af, nogen der kender mig ser det her. Lad som om I ikke gør.
***

Udartelse (forts.)

***
Jeg lå i sengen, og så slog hun mig (med noget tøj), og jeg sparkede en hylde af hendes tøj ud af reolen, og hun sparkede en hylde af mit tøj ud af reolen, og så rejste jeg mig op og slog hende (et svirp på armen).

– Du skal ikke slå mig, siger hun.
– Du slog mig først.
– Jeg slog dynen.

Og senere:
Hun begynder at sige et eller andet.
– Jeg gider ikke snakke med dig. (Bag blokken.)
Langt om længe, hende:
– Læg mærke til, at da jeg slog dig, var det spontant, mens du ventede, før du slog mig.

Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg sige det var præmediteret.


***

Omkring kl. halv tolv i går aftes (forts.)

***
Lige nu, må jeg indrømme, synes jeg
parforholdet er ret anstrengende.
Et ret anstrengende sted at være.
Konstant at skulle tage sig af den andens
åndssvage flip.

Hvis man sænker paraderne, bliver man
beskudt med forgiftede pile.
Skuldrene op om ørerne. Ja skat, ja skat,
ja skat. Min kone giver ingen mening ved
sengetid. Hun snakker med sig selv. Hun
stiller retoriske spørgsmål (eks.: – Hvor er
nu den? Nå. Lige foran mig), og det
sikreste er ikke at sige noget.

Mine tanker vandrer under hendes lange
fortællinger om hendes dag, og jeg må
stikke mig selv indvendige lussinger og gå
omvendt tilbage i mine indre fodspor for
at huske hvor jeg kom fra.
Et andet godt indianertrick er at
gentage eller omformulere det sidste,
hun sagde, som et spørgsmål.
– Altså sige det på en anden måde?
– Ja.
***

Man kan ikke slappe af et øjeblik

***
Det farligste er, når vi lige går og har det lidt godt, så er det hele parat til at eksplodere i hovedet på én. Ligesom at det skal samles, før det kan splittes igen.

Jeg bagte apple pie i går.


***

Nye udladninger ved sengetid

***
Vi havde et skænderi, fordi min kone skal til motionsløb. Hun synes ikke, jeg støtter hende nok, og så gad jeg ikke snakke mere,*) fordi jeg prøvede at læse min bog (Helena Cronin: The Ant and the Peacock) og blev ved med at læse de samme linier om og om igen. Det eneste jeg ville var at falde i søvn.

– Bare fordi jeg ikke klapper af alt, hvad du vælger at foretage dig.
– Jeg er ligeglad med hvad det er, bare det ikke bliver nedgjort.
– Det er det jeg siger, du er komplet relativistisk.

*

– Det eneste der er galt med mig er dig.

*

Nu har hun lagt sig ind på sofaen og ser fjernsyn, mens jeg gemmer mig bag min blok.

– Dokumenterer du det også nu? siger hun. Så kan du rigtigt fortælle de andre om det nede i din, hvad er det den hedder, lille kreds (litterær kreds, red.): Min kone forstår mig ikke. Jeg håber, du viser din side af sagen også.

Ret sjovt, for det er jo faktisk det eneste jeg viser.


*) Om hendes åndssvage motionsløb.
***

Obskøn graffiti (falliske malerier II)

***
Jeg kan bedst lide graffiti, der er obskøn. Det synes jeg passer bedst til.

***Kom med mig på fotosafari gennem byen!***

Fig. 1. Fra nedgangen til cykelkælderen.

Klik og forstør.

Fig. 2. Klunkepose observeret på Hauser Plads. Genskabt efter fantasien. Genial i sin enkelthed. Og så hang den lige i hovedhøjde.

Digitalt manipuleret trickfoto.

Fig. 3. "Pik" malet over på H.C. Ørstedsvej.

Arbejdere i færd med graffiti-afrensning. Man forestiller sig, hvad de siger til konen, når hun spørger, hvad de har lavet i dag: – Åhr, jeg har malet en pik over.


***Nye indlæg med obskøn graffiti er i støbeskeen. Så glæd jer!***
***